Kitobni o'qish: «Forsvundet»
FORSVUNDET
(EN RILEY PAIGE SPÆNDINGSROMAN—BIND 1)
B L A K E P I E R C E
Blake Pierce
Blake Pierce er en ivrig læser og livslang fan af spændings- og thrillergenren. FORSVUNDET er Blakes debutroman. Blake vil rigtig gerne høre fra dig, og du er velkommen til at besøge hjemmesiden www.blakepierceauthor.com og tilmelde dig mailinglisten, så du kan modtage en gratis bog, modtage gratis gaver, følge Blake på Facebook og Twitter og holde kontakten!
Copyright © 2015 Blake Pierce. Alle rettigheder forbeholdes. I henhold til U.S. Copyright Act fra 1976 – og med mindre andet er tilladt - må ingen dele af denne publikation reproduceres, distribueres eller overføres i nogen form eller på nogen måde opbevares i en database eller informationssystem uden forudgående tilladelse fra forfatteren. Denne e-bog må kun anvendes til personligt brug. Denne e-bog må ikke videresendes eller gives væk til andre mennesker. Hvis du vil dele denne bog med en anden person, bedes du købe en ekstra kopi til hver modtager. Hvis du læser denne bog og ikke har købt den, eller den ikke blev købt til personligt brug, skal du returnere den og købe din egen kopi. Tak, fordi du respekterer denne forfatters hårde arbejde. Dette værk er fiktion. Navne, karakterer, virksomheder, organisationer, steder, begivenheder og hændelser er enten et produkt af forfatterens frie fantasi eller anvendes fiktivt i bogen. Enhver lighed med virkelige personer, levende eller døde, er helt tilfældig. Jacket image Copyright GoingTo er anvendt med licens fra Shutterstock.com.
BOGER AF BLAKE PIERCE
RILEY PAIGE SPÆNDINGSSERIEN
FORSVUNDET (Bind 1)
KIDNAPPET (Bind 2)
BEGÆRET (Bind 3)
INDHOLD
Prolog
Kapitel 1
Kapitel 2
Kapitel 3
Kapitel 4
Kapitel 5
Kapitel 6
Kapitel 7
Kapitel 8
Kapitel 9
Kapitel 10
Kapitel 11
Kapitel 12
Kapitel 13
Kapitel 14
Kapitel 15
Kapitel 16
Kapitel 17
Kapital 18
Kapitel 19
Kapitel 20
Kapitel 21
Kapitel 22
Kapitel 23
Kapitel 24
Kapitel 25
Kapitel 26
Kapitel 27
Kapitel 28
Kapitel 29
Kapitel 30
Kapitel 31
Kapitel 32
Kapitel 33
Kapitel 34
Kapitel 35
Kapitel 36
Prolog
En ny smertekrampe fik Reba til at løfte hovedet. Hun rykkede i rebene, der var bundet om hendes krop og bundet om maven til en lodret rør, der var boltet til gulvet og loftet i midten af det lille rum. Hendes håndled var bundet foran, og hendes ankler var også fastbundet.
Det gik op for hende, at hun havde døset, og hun blev straks overvældet af frygt. Nu forstod hun, at manden ville dræbe hende. Lidt efter lidt, knivstik for knivstik. Det ønskede ikke at se hende død, og det var heller ikke sex, han var ude efter. Han ønskede kun at se hende lide i smerte.
Jeg er nødt til at holde mig vågen, tænkte hun. Jeg er nødt til at slippe ud herfra. Hvis jeg falder i søvn igen, så dør jeg.
Trods varmen i rummet føltes hendes nøgne krop kølig af sved. Hun kiggede ned og vred sig og så sine nøgne fødder mod det hårde trægulv. Gulvet omkring dem var fyldt med pletter af indtørret blod, hvilket tydede på, at hun ikke var den første person, der var blevet bundet her. Det forstærkede hendes rædsel.
Han var gået. Rummets ene dør var helt lukket, men han ville komme tilbage. Det gjorde han altid. Og så ville han gøre alt, hvad han kunne finde på for at få hende til at skrige. Vinduerne var blændet, og hun havde ingen anelse om, hvorvidt det var dag eller nat, eftersom det eneste lys kom fra en nøgen pære, der hang ned fra loftet. Hvor end dette sted lå, så virkede det som om, at ingen andre kunne høre hendes skrig.
Hun spekulerede på, om dette rum engang havde været en lille piges soveværelse; det var grotesk rosafarvet med snørklede mønstre og eventyrmotiver overalt. Nogen - hun gættede på sin fangevogter - havde for længst hærget værelset, ødelagt ting og væltet stole og borde. Gulvet var dækket med afrevne lemmer og torsoer af legetøjsdukker. Små parykker – Reba gættede på, at det var dukkeparykker, hang som skalpe på væggene, og de fleste af dem var flettede, og alle sammen havde kunstige legetøjsagtige farver. Et sminkebord i en stærk rosa farve stod oprejst op ad en væg, og dets hjerteformede spejl lå knust i små stykker. Det eneste andet møbel, som stadig var intakt, var en smal enkeltseng med en iturevet lyserød baldakin. Hendes fangevogter hvilede sig sommetider der.
Manden så på hende med mørke, blide øjne gennem sin sorte skimaske. I begyndelsen havde hun trøstet sig med, at han altid havde den maske på. Hvis han ikke ønskede, at hun skulle se hans ansigt, betød det så ikke, at han ikke havde planer om at dræbe hende, men at han ville lade hende gå?
Men hun forstod snart, at skimasken tjente et andet formål. Hun kunne se, at ansigtet bag den havde en vigende hage og en skrånende pande, og hun var sikker på, at mandens træk var jævne og ordinære. Selvom han var stærk, var han lavere end hun, og sandsynligvis usikker på det. Hun gættede på, at han bar skimaske for at virke mere skræmmende.
Hun havde opgivet at forsøge at tale ham fra at skade hende. Først havde hun troet, at hun kunne. Hun vidste jo, at hun var smuk. Eller i det mindste plejede jeg at være det, tænkte hun, Desværre.
Sved og tårer blandede sig i hendes knuste ansigt, og hun kunne mærke blodet var størknet i hendes lange blonde hår. Hendes øjne sved: han havde ladet hende have kontaktlinser på, og de gjorde det sværere at se.
Gad vide, hvordan jeg ser ud nu.
Hun lod sit hoved falde.
Dø nu, bad hun sig selv.
Det burde være let nok at gøre. Hun var sikker på, at andre var døde her tidligere.
Men hun kunne ikke. Bare at tænke på det, fik hendes hjerte til at slå hurtigere, fik hende til at hive efter vejret og rebet til at stramme om hendes mave. Langsomt, som om hun godt vidste, at hun stod over for sin forestående død, blev en ny følelse vakt i hende. Det var ikke panik eller frygt denne gang. Det var ikke fortvivlelse. Det var noget andet.
Hvad føler jeg?
Så indså hun det. Det var raseri. Ikke mod sin fangevogter. Hun havde for længst udtømt sin vrede mod ham.
Det er mig, tænkte hun. Jeg gør, hvad han vil. Når jeg skriger og græder og snøfter og beder, så gør jeg, hvad han vil.
Hver gang hun drak af den kolde bouillon, som han madede hende med gennem et sugerør, så gjorde hun, hvad han ønskede. Når hun flæbede patetisk, at hun var mor til to børn, der havde brug for hende, så glædede hun ham i det uendelige.
Hun nåede frem til en ny løsning, da hun endelig stoppede med at vride sig rundt. Måske var hun nødt til at prøve en anden taktik. Hun havde kæmpet så hårdt mod rebene i de seneste dage. Måske var det den forkerte tilgang. De var som de dér små stykker bambuslegetøj - den kinesiske fingerfælde, hvor du putter dine fingre ind i hver sin ende af røret, og jo hårdere du trak, desto mere blev dine fingre holdt fast. Måske var tricket at slappe af helt bevidst. Måske var det vejen ud.
Muskel for muskel lod hun sin krop blive slap, og hun følte hvert sår, hvert blå mærke der, hvor hendes hud rørte rebene. Og langsomt blev hun opmærksom på, hvor rebet strammede mest.
Endelig fandt hun frem til, hvad hun havde brug for. Rebet sad en lille smule løst omkring hendes højre ankel. Men ville det hjælpe at trække i det nu? Nej, hun var nødt til at lade sine muskler være smidige. Hun vristede anklen ganske forsigtigt og derefter mere aggressivt, så rebet løsnede sig.
Endelig til hendes store glæde og overraskelse kom hendes hæl fri, og hun trak hele højre fod til sig.
Hun undersøgte straks gulvet. Kun en fod væk, blandt de spredte dukkelemmer, lå hans jagtkniv. Han lo altid, når han efterlod den der, tilfældigt i nærheden. Bladet, der var skæmmet af blod, blinkede i lyset.
Hun svingede sin frie fod mod kniven. Den svingede for højt og ramte ved siden af.
Hun lod sin krop slappe af igen. Hun lod sig glide et par centimeter ned ad røret og strakte sin fod, indtil kniven var inden for rækkevidde. Hun klemte det beskidte knivblad mellem tæerne, skrabede kniven hen over gulvet og løftede den forsigtigt med sin fod, indtil håndtaget hvilede i håndfladen. Hun holdt stramt om håndtaget med følelsesløse fingre og snoede det rundt, imens hun savede langsomt i rebet, der bandt hendes håndled. Tiden syntes at stå stille, imens hun holdt vejret og håbede og bad til, at hun ikke ville tabe kniven. At han ikke ville komme ind.
Til sidst hørte hun et smæld, og chokeret så hun, at hænderne var løs. Med hjertebanken skar hun straks rebet fri, der sad omkring hendes talje.
Fri. Hun kunne næsten ikke tro det.
Et øjeblik var alt, hvad hun kunne gøre, at krybe sammen. Hænder og fødder prikkede, imens blodcirkulationen vendte tilbage. Hun følte på kontaktlinserne og modstod trangen til at klø dem ud. Hun skubbede dem forsigtigt til den ene side, klemte dem og trak dem ud. Hendes øjne gjorde ondt, og det var en lettelse at få dem fjernet. Da hun så på de to plastik-dimser, der lå i håndfladen, var farven forkert. Kontaktlinserne var kunstigt lyseblå. Hun kastede dem væk.
Hjertet hamrede, Reba rejste sig op og humpede hurtigt hen til døren. Hun tog fat om dørhåndtaget, men drejede det ikke.
Hvad hvis han er derude?
Hun havde intet valg.
Reba drejede håndtaget og skubbede til døren, som åbnede sig lydløst. Hun kiggede ned ad en lang, tom gang, der kun var oplyst af en buet åbning til højre. Hun krøb langs gangen, nøgen, barfodet og stille, og hun så, at buen åbnede ind til et svagt oplyst rum. Hun standsede og stirrede. Det var en enkelt indrettet spisestue med et bord og stole, helt almindeligt, som om en familie måske snart kom hjem til aftensmad. Gammeldags blondegardiner hang i vinduerne.
En ny rædsel steg op i hendes hals. Rummets meget ordinære stil virkede forstyrrende på en måde, som et fangehul ikke have været. Gennem gardinerne kunne hun se, at det var mørkt udenfor. Hun følte sig opløftet ved tanken om, at mørket ville gøre det nemmere at slippe væk.
Hun vendte tilbage til gangen. Den endte foran en dør - en dør, der simpelthen måtte lede udendørs. Hun humpede og trykkede på den kolde messinglås. Døren svingede tungt mod hende, og natten udenfor kom til syne.
Hun så en lille veranda og en gårdhave bagved. Nattehimlen var uden måne og stjerneklar. Der var intet andet lys - intet tegn på nærliggende huse. Hun gik langsomt ud på verandaen og ned i gårdhaven, som var dækket af tørt græs. Kold frisk luft fyldte hendes smertende lunger.
Hun følte sig panisk og ekstatisk på én gang. Glæden ved frihed.
Reba tog sit første skridt og forberedte sig på at løbe – men pludselig følte hun en hånds hårde greb om sit håndled.
Så lød det velkendte, grimme grin.
Det sidste, hun følte, var et hårdt objekt – måske af metal – ramme sit hoved, og så hvirvlede hun ned i et dybt, sort mørke.
Kapitel 1
I det mindste så lugter det ikke endnu, tænkte specialagent Bill Jeffreys.
Som han stod bøjet over liget, kunne han ikke lade være med at fornemme de første spor af det. Den blandede sig med den friske duft af fyrretræ og den rene dis, der steg op fra bækken – en lugt af lig, som han burde have vænnet sig til for længst. Men det havde han aldrig gjort.
Kvindens nøgne lig var blevet omhyggeligt placeret på en stor kampesten på bredden af bækken. Hun sad op og lænede sig mod en anden sten med udstrakte og spredte ben og med hænderne langs siden. Han kunne se, at hendes højre arm havde en ujævn kurve, som godt kunne betyde en brækket knogle. Det bølgende hår var selvfølgelig en paryk, som var lurvet med forskellige lyse nuancer. Et rosa smil var malet med læbestift på hendes læber.
Mordvåbenet lå stadig stramt rundt om halsen: hun var blevet kvalt med et lyserødt bånd. En kunstig rød rose lå på kampestenen foran hendes fødder.
Bill forsøgte forsigtigt at løfte hendes venstre hånd. Den bevægede sig ikke.
"Hun er stadig i en tilstand af rigor mortis," sagde Bill til agent Spelbren, som sad foroverbøjet på den anden side af liget. "Hun har ikke været død i mere end fireogtyve timer."
"Hvad er der sket med hendes øjne?" Spurgte Spelbren.
"Syet vidt åbne med sort sytråd," svarede han uden at kigge nærmere på det.
Spelbren stirrede vantro på ham.
"Tjek det selv," sagde Bill.
Spelbren kiggede på øjnene.
"For pokker," mumlede han stille. Bill lagde mærke til, at han ikke reagerede med afsky. Det satte Bill pris på. Han havde samarbejdet med andre feltagenter - nogle af dem endda erfarne folk som Spelbren – som ville være i gang med at brække sig nu.
Bill havde aldrig samarbejdet med ham før. Spelbren var blevet indkaldt til denne sag fra et Virginia-feltkontor. Det var Spilbrens idé at inddrage nogen fra Adfærds- og Analysenheden i Quantico. Det var grunden til, at Bill var her.
Smart træk, syntes Bill.
Bill kunne se, at Spelbren var yngre end ham, kun et par år, men alligevel havde han en livserfaring og indsigt, som han godt kunne lide.
"Hun har kontaktlinser på," bemærkede Spelbren.
Bill kiggede nærmere efter. Han havde ret. En uhyggelig, kunstig blå farve, der fik ham til at se væk. Det var koldt hernede ved bækken sent om morgenen, men trods det fladede øjnene ud i øjenhulerne. Det ville være svært at fastslå det præcise dødstidspunkt. Det eneste, Bill var sikker på, var, at liget var blevet anbragt her og omhyggeligt placeret i nattens løb.
Han hørte en stemme i nærheden.
"Forbandede FBI."
Bill kiggede op på de tre lokale politifolk, som stod et par meter væk. De hviskede uhørligt nu, så Bill vidste, at det var meningen, at han kun skulle høre de to ord. De var fra den nærliggende by Yarnell, og de var helt klart ikke glade for, at FBI var dukket op. De troede, at de kunne håndtere dette alene.
Skovfogeden i Mosby State Park havde været af en anden opfattelse. Han var ikke vant til noget værre end vandalisme, affald og ulovligt fiskeri og jagt, og han vidste, at det lokale politi fra Yarnell ikke kunne klare dette alene.
Bill var fløjet et par hundrede kilometer med helikopter, så han kunne komme hertil, før liget blev flyttet. Piloten havde fulgt koordinaterne til en plet af eng på en nærliggende bakketop, hvor skovfogeden og Spelbren havde mødt ham. Skovfogeden havde kørt dem nogle kilometer ned ad en grusvej, og da de kørte ind til siden, kunne Bill se gerningsstedet fra vejen. Der var kun kort vej ned ad en bakke nær bækken.
Betjentene, der stod utålmodigt i nærheden, havde allerede gennemgået gerningsstedet. Bill vidste præcis, hvad de tænkte. De ønskede at klare denne sag på egen hånd; et par FBI-agenter var det sidste, de ønskede at se.
Beklager, bonderøve, tænkte Bill, men her er I på dybt vand.
"Sheriffen mener, at det er menneskehandel," sagde Spelbren. "Han tager fejl."
"Hvorfor siger du det?" Spurgte Bill. Han kendte selv svaret, men han ønskede at få en ide om, hvordan Spelbren tænkte, når han arbejdede.
"Hun er i trediverne og ikke længere ung," sagde Spelbren. "Strækmærker, så hun har mindst et barn. Ikke typen, der normalt bliver handlet. "
"Du har ret," sagde Bill.
"Men hvad med parykken?"
Bill rystede på hovedet.
"Hendes hoved er blevet barberet," svarede han, "så uanset hvad parykken var til for, så var det ikke for at ændre på hendes hårfarve."
"Og rosen?" Spurgte Spelbren. "En besked?"
Bill undersøgte det.
"Billig stofblomst," svarede han. "Den slags du kan finde i enhver lavprisbutik. Vi kan spore den, men vi vil ikke finde noget."
Spelbren så imponeret over på ham.
Bill tvivlede på, at noget af det, de havde fundet, ville være til nogen hjælp. Morderen var for målrettet og for metodisk. Hele gerningsstedet var iscenesat på en syg måde, som gjorde, at Bill følte, at han kom til kort.
Han så de lokale politiet være ivrige efter at komme nærmere og rydde gerningsstedet op. Billederne var blevet taget, og liget kunne blive fjernet når som helst.
Bill stod og sukkede og følte sig stiv i benene. Hans fyrre år var begyndte at kunne mærkes – i hvert fald lidt.
"Hun er blevet tortureret", bemærkede han og sukkede sørgmodigt. "Se på alle sårene. Nogle er begyndt at hele." Han rystede bedrøveligt på hovedet. "Nogen har skåret i hende i dagevis, før han kvalte hende med hende med det bånd."
Spelbren sukkede.
"Gerningsmanden var vred over noget," sagde Spelbren.
"Hallo, hvornår kan vi rydde op her?" Udbrød en af politifolkene.
Bill så i retning af dem og så, at de stod op trippede utålmodigt. To af dem grinede stilfærdigt. Bill vidste, at arbejdet allerede var gjort her, men han sagde det ikke. Han foretrak at lade disse bonderøve vente og og undre sig.
Han vendte sig langsomt rundt og indprentede sig landskabet. Det var et tykt skovklædt område med mange fyrretræer og cedertræer og masser af undergræsning, og med åen som løb ad en rolig vej til den nærmeste flod. Selv nu midt om sommeren ville det ikke blive meget varmere her i dag, så liget ville ikke gå i gang med at rådne lige med det samme. Alligevel ville det være bedst at få det ud herfra og sendt til Quantico. Retsmedicinerne ville gerne pille liget fra hinanden, imens det stadig var rimeligt frisk. Retsmedicinerens bil blev kørt op på grusvejen bag politibilen og ventede.
Vejen var ikke bredere end et parallelt dækspor gennem skoven. Morderen havde næsten med sikkerhed kørt her. Han havde båret liget den korte afstand på den smalle vej til dette sted, havde placeret det og var gået. Han havde ikke opholdt sig her længe. Selv om området lå væk fra vejen, patruljerede politiet her regelmæssigt, og private biler var ikke tilladt på denne vej. Han havde ønsket, at liget skulle findes. Han var stolt af sit arbejde.
Og det var blevet fundet af et par tidlige morgenryttere. Turister på lejede heste, havde skovfogeden fortalt Bill. De var feriegæster fra Arlington, som boede på en ranch for turister lige uden for Yarnell. Skovfogeden havde sagt, at de var lidt oppe at køre nu. De havde fået besked om ikke at forlade byen, og Bill planlagde at tale med dem senere.
Det så ikke ud som om, at der overhovedet var nogen spor at finde i området omkring liget. Gerningsmanden havde været meget forsigtig. Han havde trukket noget bag sig, da han var vendt tilbage fra bjerget - en skovl måske - for at skjule sine egne fodspor. Der var ingen spor tilbage med vilje eller ved et uheld. Eventuelle dækspor på vejen var sandsynligvis blevet slettet af politiets vogne.
Bill sukkede for sig selv.
Fandens osse, tænkte han. Hvor er Riley, når jeg har brug for hende?
Hans mangeårige partner og bedste ven var på ufrivillig orlov for at komme sig over et traume fra deres seneste sag. Ja, det havde været en uhyggelig sag. Hun havde brug for at komme sig, og hvis sandheden skulle frem, så ville hun måske aldrig vende tilbage.
Men han havde virkelig brug for hende nu. Hun var meget klogere end Bill, og han havde ikke noget imod at indrømme det. Han elskede at opleve hendes hjerne på arbejde. Han forestillede sig hende gennemgå dette gerningssted helt ned i mindste detalje. Allerede nu ville hun drille ham med alle de tydelige spor, som lå lige foran næsen på ham.
Hvad ville Riley se her, som Bill ikke kunne se?
Han følte sig indskrænket, og han kunne ikke lide følelsen. Men der var ikke mere, han kunne gøre ved det nu.
"Okay, folkens," kaldte Bill på politifolkene. "Fjern liget."
Betjentene grinede og gav hinanden klør fem.
"Tror du, han vil gøre det igen?" Spurgte Spelbren.
"Jeg er sikker på det," sagde Bill.
"Hvordan ved du det?"
Bill tog et langt dybt vejrtræk.
"Fordi jeg har set hans arbejde før."
Kapitel 2
"Det blev værre for hende dag for dag," sagde Sam Flores og klikkede endnu et forfærdeligt fotografi op på den store multimedie-skærm, som hang truende over konferencebordet. "Lige indtil han gjorde det af med hende."
Så meget havde Bill gættet sig til, men han hadede alligevel at have ret.
FBI’s hovedkontor havde fået fløjet liget til Adfærds- og Analyseenheden i Quantico, hvor retsmedicin-teknikere havde taget billeder, og laboratoriet havde påbegyndt alle undersøgelser. Flores, en laboratorietekniker med sorte indrammede briller, gennemgik det grimme diasshow, og de gigantiske skærmbilleder var forbandet nærværende i Adfærds- og Anaylyseenhedens konferencelokale.
"Hvor længe var hun død, før liget blev fundet?" Spurgte Bill.
"Ikke længe," svarede han. "Måske tidligt aftenen før."
Ved siden af Bill sad Spelbren, som var fløjet til Quantico sammen med ham, efter at de havde forladt Yarnell. For bordenden sad specialagent Brent Meredith, holdets chef. Meredith udgjorde en skræmmende tilstedeværelse med sin brede, sorte, kantede personlighed og sit ikke-noget-pis ansigtsudtryk. Det betød dog ikke, at Bill var bange for ham - langt fra det. Han kunne godt lide at tro at de havde meget til fælles. De var begge to erfarne folk, og havde begge to set det meste.
Flores fremviste en række nærbilleder af offerets sår.
"Sårene til venstre blev påført tidligt," sagde han. "Dem til højre er nyere, nogle er påført timer eller endda minutter før han kvalte hende med båndet. Det virker, som om han er blevet gradvist mere voldelig i ugens løb, hvor han holdt hende fanget. At brække hendes arm kan været det sidste, han gjorde, imens hun stadig levede."
"For mig ser sårene ud som en gerningsmands arbejde," bemærkede Meredith. "Vurderet ud fra det stigende niveau af aggression, er det sandsynligvis en mand. Hvad har du ellers?"
"Ud fra de lyse stubbe på hendes hovedbund at dømme, gætter vi på, at hendes hoved blev barberet to dage, før hun blev dræbt," fortsatte Flores. "Parykken blev syet sammen med stykker af forskellige parykker, alle billige. Kontaktlinserne var sandsynligvis postordre. Og en ting mere," sagde han og kiggede tøvende rundt på ansigterne. "Han smurte hende ind i vaseline."
Bill følte en tyk spænding i rummet.
"Vaseline?" Spurgte han.
Flores nikkede.
"Hvorfor?" Spurgte Spelbren.
Flores trak på skuldrene.
"Det er dit job," svarede han.
Bill tænkte på de to turister, han havde forhørt i går. De havde slet ikke været til nogen hjælp, splittede som de var mellem morbid nysgerrighed og på randen af panik over det, de havde set. De var ivrige efter at komme hjem til Arlington, og der var ikke nogen grund til at tilbageholde dem. De var blevet forhørt af flere politifolk. Og de var blevet behørigt advaret om ikke at sige noget om, hvad de havde set.
Meredith åndede tungt og lagde håndfladerne på bordet.
"Godt arbejde, Flores," sagde Meredith.
Flores var taknemmelig for den ros - og måske lidt overrasket. Brent Meredith var ikke typen, der normalt uddelte komplimenter.
"Agent Jeffreys," sagde Meredith og vendte sig mod ham, "fortæl os nu, hvordan dette relaterer sig til din gamle sag."
Bill tog en dyb indånding og lænede sig tilbage i sin stol.
"For lidt over seks måneder siden," begyndte han, "den 16. december blev Eileen Rogers’ lig fundet på en gård nær Daggett. Jeg blev opfordret til at undersøge det sammen med min partner, Riley Paige. Vejret var meget koldt, og liget var frosset fast. Det var svært at sige, hvor længe det havde ligget der, og dødstidspunktet blev aldrig nøjagtigt bestemt. Flores, vis dem det."
Flores vendte tilbage til diasshowet. Skærmen blev opdelt, og ved siden af billederne på skærmen viste han en ny serie billeder. De to ofre blev vist side om side. Bill gispede. Det var forbløffende. Bortset fra det ene krops frosne kød var ligene i næsten samme tilstand, sårene nærmest identiske. Begge kvinder havde øjnene syet vidt åbne på samme skrækkelige måde.
Bill sukkede, for billederne fik alting til at vende tilbage. Uanset hvor mange år han havde været i politiet, så smertede det ham at se hvert eneste offer.
"Rogers’ lig blev fundet siddende oprejst imod et træ," fortsatte Bill med dyster stemme. "Ikke lige så omhyggeligt placeret som liget i Mosby Park. Ingen kontaktlinser eller vaseline, men de fleste andre detaljer er de samme. Rogers’ hår blev klippet kort, ikke barberet, men der var en lignende paryk. Hun blev også kvalt med et lyserødt bånd, og en falsk rose blev fundet foran hende."
Bill holdt pause et øjeblik. Han hadede det næste, han måtte sige.
"Paige og jeg kunne ikke knække sagen."
Spelbren vendte sig til ham.
"Hvad var problemet?" Spurgte han.
"Hvad var ikke problemet?" Svarede Bill, mere defensivt end nødvendigt. "Vi kunne ikke få et eneste gennembrud i sagen. Vi havde ingen vidner; offerets familie kunne ikke give os nogen nyttige oplysninger; Rogers havde ingen fjender, ingen tidligere mand, ingen vred kæreste. Der var ikke en eneste god grund til, at hun blev mål og dræbt. Sagen blev henlagt med det samme. "
Bill blev tavs. Mørke tanker oversvømmede hans hjerne.
"Hold op," sagde Meredith i en ukarakteristisk blid tone. "Det er ikke din skyld. Du kunne ikke have stoppet det nye drab. "
Bill værdsatte venlighed, men han følte sig skyldig som ind i helvede. Hvorfor kunne han ikke have knækket sagen før? Hvorfor kunne Riley ikke? Det var meget få gange i sin karriere, han havde været så indskrænket.
I det øjeblik ringede Merediths telefon, og chefen besvarede opkaldet.
Det første han nærmest sagde var: "Fandens osse."
Han gentog det flere gange. Så sagde han: "Er du helt sikker på, det er hende?" Han holdt inde. "Var der nogen forhandling om en løsesum?"
Han rejste sig fra sin stol og gik uden for konferencelokalet og efterlod de tre andre mænd, der sad i forvirret stilhed. Efter et par minutter kom han tilbage. Han så ældre ud.
"Mine herrer, vi befinder os nu i en krisesituation", meddelte han. "Vi har lige fået oplyst identiteten på gårsdagens offer. Hendes navn var Reba Frye. "
Bill gispede, som om han var blevet slået i maven; han kunne også se, at Spelbren var chokeret. Men Flores så forvirret ud.
"Bør jeg vide, hvem det er?" Spurgte Flores.
"Pigenavnet er Newbrough," forklarede Meredith. "Senator Mitch Newbroughs datter - sandsynligvis Virginias næste guvernør."
Flores åndede tungt.
"Jeg havde ikke hørt, at hun var forsvundet," sagde Spelbren.
"Det var ikke officielt rapporteret," sagde Meredith. "Hendes far er allerede blevet kontaktet. Og selvfølgelig mener han, at det er politisk eller personligt eller begge dele. Det er ligegyldigt, at det samme skete med et andet offer for seks måneder siden."
Meredith rystede på hovedet.
"Senatoren vil lægge pres på os," tilføjede han. "Der vil komme masser af presseomtale. Han vil sørge for, at vi bliver holdt til ilden."
Bills hjerte sank. Han hadede følelsen af, at tingene voksede ham over hovedet. Men det var præcis, hvordan han havde det lige nu.
En dyster tavshed fyldte rummet.
Til sidst rømmede Bill sig.
"Vi skal have hjælp," sagde han.
Meredith vendte sig mod ham, og Bill mødte hans hårde blik. Merediths ansigt trak sig sammen i bekymring og misbilligelse. Han vidste, hvad Bill tænkte.
"Hun er ikke klar," svarede Meredith. Han vidste, at Bill havde i sinde at indkalde hende.
Bill sukkede.
"Chef," svarede han, "hun kender sagen bedre end nogen anden. Og der er ingen klogere end hende."
Efter endnu en pause sagde Bill, hvad han virkelig tænkte.
"Jeg tror ikke, vi kan klare det uden hende."
Meredith kastede sin blyant mod et stykke papir et par gange og ønskede sig et andet sted hen.
"Det er en fejl," sagde han. "Men hvis hun går i stykker, er det din fejl." Han tog en indånding. "Ring til hende."
Kapitel 3
Teenagepigen, der åbnede døren, så ud, som om hun havde lyst til at smække den i hovedet på Bill. I stedet snurrede hun rundt på hælen og gik væk uden et ord, men efterlod døren åben.
Bill trådte indenfor.
"Hej, April," sagde han automatisk.
Rileys datter, en surmulende 14-årig, der havde arvet sin mors mørke hår og nøddebrune øjne, svarede ikke. Hun var kun iklædt i en overdimensioneret T-shirt, og hendes hår var uglet, April drejede om hjørnet og dumpede ned på sofaen, ligeglad med alt undtagen sine høretelefoner og mobiltelefon.
Bill stod der akavet og usikker på, hvad han skulle gøre. Da han havde ringet til Riley, havde hun indvilliget i at få besøg af ham, omend modstræbende. Havde hun skiftet mening?
Bill kiggede rundt, da han gik ind i huset. Han gik gennem stuen og så alt var nydeligt og opryddet, som det var karakteristisk for Riley. Men han bemærkede også, at persiennerne var trukket fra, og der lå et lag af støv på møblerne – hvilket overhovedet ikke lignede hende. På en boghylde så han en række helt nye paperback-thrillere, som han havde købt til hende under hendes orlov, og han håbede, at bøgerne ville få hende til at glemme sine problemer. Ikke et eneste bind så ud til at være læst.
Bills bekymring var velbegrundet. Det var ikke den Riley, han kendte. Havde Meredith ret? Havde hun brug for mere tid på orlov? Var det forkert af ham at række ud efter hende, før hun var klar?
Bill tog sig sammen og gik længere ind i det mørke hus, og da han drejede om et hjørne, fandt han Riley alene i køkkenet. Hun sad ved Formica-bordet i sin morgenkåbe og hjemmesko med en kop kaffe foran sig. Hun kiggede op, og han så et glimt af forlegenhed, som om hun havde glemt, han kom. Men hun skjulte det hurtigt med et svagt smil og rejste sig.
Han trådte frem og krammede hende, og hun krammede ham let tilbage. I hjemmesko var hun lidt lavere end ham. Hun var blevet meget tynd, alt for tynd, og hans bekymring voksede.
Han satte sig ned ved bordet overfor hende og studerede hende. Hendes hår var rent, men det var ikke redt, og det så ud som om hun havde været iført disse hjemmesko i dagevis. Hendes ansigt var alt for blegt og så meget, meget ældre ud, end da han sidst havde set hende for fem uger siden. Hun så ud, som om hun havde været igennem helvede. Det havde hun også. Han prøvede ikke at tænke på, hvad den sidste morder havde gjort ved hende.
Hun undgik hans blik, og de sad begge der i den larmende stilhed. Bill havde været så sikker på, at han ville vide lige præcis, hvad han skulle sige for at opmuntre hende og vække hende; men da han sad der, følte han sig opslugt af sorg, og han havde ingen ord. Han ville gerne se hende være mere robust ligesom hendes gamle selv.
Han gemte hurtigt konvolutten med mapperne om den nye mordsag på gulvet ved siden af sin stol. Han var ikke længere sikker på, om han skulle vise dem til hende. Han begyndte at få en følelse af, at han havde begået en fejl ved at møde op her. Hun havde tydeligvis brug for mere tid. At se hende sådan her gjorde ham for første gang usikker på, om hans mangeårige partner nogensinde ville vende tilbage til jobbet.
"Kaffe?" spurgte hun. Han kunne fornemme hendes ubehag.
Han rystede på hoved. Hun var tydeligvis skrøbelig. Da han havde besøgt hende på hospitalet, og selv efter hun var kommet hjem, havde han været bekymret for hende. Han havde spekuleret på, om hun nogensinde ville vende tilbage fra den smerte og terror, hun havde udholdt i sit inderste mørke. Det var så ulig hende; hun syntes uovervindelig med alle andre sager. Noget omkring den sidste sag, den sidste morder, var anderledes. Bill forstod, at manden havde været den mest vanvittige psykopat han nogensinde havde stødt på - og det sagde en hel del.
Da han iagttog hende, skete der noget andet med ham. Hun lignede faktisk én på sin egen alder. Hun var 40 år gammel, samme alder som ham, men dengang hun arbejdede, vedholdende og engageret, havde hun altid virket flere år yngre. Der var begyndt at komme grå stænk i hendes mørke hår. Det samme gjaldt hans eget hår.
Riley kaldte på sin datter: "April!"
Intet svar. Riley kaldte på hende flere gange, højere for hver gang, indtil hun endelig svarede.
"Hvad?" svarede April irriteret inde fra stuen.
"Hvornår skal du i skole?"
"Det ved du godt."
"Bare fortæl mig det, okay?"
"Halv ni."
Riley rynkede panden og så oprørt ud. Hun kiggede op på Bill.
"Hun dumpede i engelsk. Hun har pjækket i for mange timer. Jeg prøver at hjælpe med at indhente det."
Bill rystede på hovedet og forstod det kun alt for godt. Politiarbejdet krævede meget af dem alle, og at det gik ud over familielivet, var en ulykke.
"Det er jeg ked af at høre," sagde han.
Riley trak på skuldrene
"Hun er fjorten. Hun hader mig. "
"Det er ikke godt."
"Jeg hadede alle, da jeg var fjorten," svarede hun. "Gjorde du ikke?"
Bill svarede ikke. Det var svært at forestille sig, at Riley nogensinde kunne hade alle.
"Bare vent til dine drenge når den alder," sagde Riley. "Hvor gamle er de nu? Det har jeg glemt."
"Otte og ti," svarede Bill og smilede. "Den måde tingene kører på med Maggie, så ved jeg ikke, om jeg stadigvæk er i deres liv, når de når Aprils alder."
Riley lagde hovedet på skrå og kiggede bekymret på ham. Han havde savnet det omsorgsfulde blik.
"Så slemt, hva'?" sagde hun.
Han kiggede væk og ønskede ikke at tænke mere over det.
De sad tavse et øjeblik.
"Hvad er det, du gemmer på gulvet?" spurgte hun.
Bill kiggede ned og derefter op og smilede; selv i hendes tilstand overså hun aldrig noget.
"Jeg gemmer ikke noget," sagde Bill, samlede konvolutten op og lagde den på bordet. "Der er bare noget, jeg gerne vil snakke med dig om."
Riley smilede bredt. Det var tydeligt, at hun udmærket vidste, hvad han egentlig var her for.
"Vis mig det," sagde hun og tilføjede med et nervøst blik på April. "Kom, lad os gå ud bagved. Jeg vil ikke have, at hun skal se det."
Riley tog sine tøfler af og gik barfodet foran Bill ud i baghaven. De satte sig ved et slidt picnicbord, der havde været her, siden Riley flyttede ind, og Bill stirrede rundt i den lille gårdhave, som havde et enkelt træ. Der var skov til alle sider. Det fik ham til at glemme, at han var tæt på en by.
For isoleret, tænkte han.
Han havde aldrig følt, at dette var det rigtige sted for Riley. Den lille hus, som var bygget i ranch-stil, lå cirka 10 kilomenter udenfor byen og så slidt og ordinært ud. Det lå lige ved en mindre vej med intet andet end skove og græsgange så langt øjet rakte. Han havde dog heller aldrig tænkt, at et liv i forstæderne var noget for hende. Han havde svært ved at forestille sig hende holde cocktailparties. Herfra kunne hun i det mindste køre ind til Fredericksburg og tage videre til Quantico, når hun kom tilbage for at arbejde. Hvis hun stadig kunne arbejde.
"Vis mig, hvad du har," sagde hun.
Han spredte rapporterne og billederne ud over bordet.
"Husker du Daggett-sagen?" Spurgte han. "Du havde ret. Morderen var ikke færdig."
Han så hendes øjne udspile sig, da hun gennemgik billederne. Der var en lang tavshed, da hun studerede filerne intensivt, og han spekulerede på, om det kunne være, hvad hun havde brug for at vende tilbage - eller om det ville sætte hende tilbage.
"Så hvad synes du?" Spurgte han endelig.
Mere tavshed. Hun kiggede stadig ikke op fra mappen.
Endelig kiggede hun op, og da hun gjorde det, var han chokeret over at se tårer i hendes øjne. Han havde aldrig set sit græd før, ikke engang i de værste tilfælde, tæt på et lig. Det var bestemt ikke Riley, det vidste han. Den morder havde gjort noget ved hende, mere end han anede.
Hun kvalte et snøft.
"Jeg er bange, Bill," sagde hun. "Jeg er så bange. Hele tiden. For alt. "
Bill følte hjertet synke i livet ved at se hende sådan her. Han undrede sig over, hvor den gamle Riley var blevet af, den person han altid kunne stole på var stærkere end ham, klippen som han altid kunne læne sig op ad i problemfyldte stunder. Han savnede hende mere, end han kunne sige.
"Han er død, Riley," sagde han i sit mest selvsikre tonefald. "Han kan ikke skade dig mere."
Hun rystede på hovedet.
"Det ved du ikke."
"Jo, det gør jeg," svarede han. "De fandt liget efter eksplosionen."
"De kunne ikke identificere det," sagde hun.
"Du ved, det var ham."
Hun bøjede hovedet og dækkede ansigtet med den ene hånd, imens hun græd. Han holdt hendes anden hånd tværs over bordet.
"Det her er en ny sag," sagde han. "Den har intet at gøre med, hvad der skete med dig."
Hun rystede på hovedet.
"Det er ligegyldigt."
Langsomt, mens hun græd, rejste hun sig op og rakte ham mappen og kiggede væk.
"Jeg er ked af det," sagde hun og kiggede ned, imens hun holdt den med rystende hånd. "Jeg synes du skal gå," tilføjede hun.
Bill var chokeret og ked af det, da han tog mappen tilbage. Han havde aldrig nogensinde forventet, at det skulle ende sådan.
Bill sad der et øjeblik og kæmpede mod sine egne tårer. Endelig klappede han forsigtigt hendes hånd, rejste sig fra bordet og gik tilbage gennem huset. April sad stadig i stuen med lukkede øjnene, og hendes hoved nikkede i takt til musikken.
*
Riley sad og græd alene ved picnicbordet efter at Bill var gået.
Jeg troede, jeg var ok, tænkte hun.
Hun ville virkelig gerne være ok for Bills skyld. Og hun troede faktisk, at hun var det. Det havde været ok at sidde i køkkenet og tale om almindelige ting. Så var de gået udenfor, og da hun havde set mappen, troede hun også, at hun ville være ok. Mere end ok. Hun blev opslugt af det. Den gamle lyst til at arbejde blev vakt, og hun ønskede at komme tilbage i marken. Hun tænkte på mordene som et puslespil, der skulle løses, næsten abstrakt, et intellektuelt spil. Det var også fint. Hendes terapeut havde fortalt hende, at det var sådan, hun skulle tænke, hvis hun nogensinde håbede på at vende tilbage til arbejde.
Men så af en eller anden grund blev det intellektuelle puslespil til virkelighed - en uhyrlig menneskelig tragedie, hvor to uskyldige kvinder var døde i endeløs smerte og frygt. Og hun havde pludselig spekuleret på: Var det lige så slemt for dem, som det var for mig?
Hendes krop blev med det samme overvældet af panik og frygt. Og forlegenhed og skam. Bill var hendes partner og hendes bedste ven. Hun skyldte ham så meget. Han havde stået ved hendes side i de sidste uger, da ingen andre ville. Hun kunne ikke have overlevet tiden på hospitalet uden ham. Det sidste, hun ønskede, var, at han skulle se hende reduceret til en tilstand af hjælpeløshed.
Hun hørte April råbe fra bagdøren.
"Mor, vi skal spise nu, ellers kommer jeg for sent."
Hun følte en trang til at råbe tilbage: "Lav din egen morgenmad!"
Men det gjorde hun ikke. Hun var for længst udmattet af sine kampe med April. Hun havde opgivet kampene.
Hun rejste sig op fra bordet og gik tilbage til køkkenet. Hun rev et stykke papir af køkkenrullen og brugte den til at tørre tårerne væk og pudse næse og gik så i gang med at lave mad. Hun forsøgte at huske sin terapeuts ord: Selv rutinemæssige opgaver vil kræve en meget bevidst indsats i det mindste et stykke tid. Hun var nødt til at indstille sig på at lave ting med ét babyskridt ad gangen.
Først kom der ting ud af køleskabet - æggebakken, pakken med bacon, smørskålen, syltetøjskrukken, fordi April godt kunne lide syltetøj, selvom hun ikke kunne det. Og det gik fint, indtil hun lagde seks strimler bacon på en pande på komfuret, og hun tændte gasblusset under panden.
Hun tumlede bagud ved synet af den blågule flamme. Hun lukkede øjnene, og minderne overvældede hende.
Riley lå i en trang krybegang under et hus i et lille hjemmelavet bur. Propanbrænderen var det eneste lys, hun nogensinde så. Resten af tiden tilbragte hun i komplet mørke. Gulvet i krybegangen var snavset. Gulvbrædderne over hende var så lave, at hun næsten ikke kunne dreje sig.
Der var totalt mørkt, selv når han åbnede en lille dør og krøb ind i krybegangen til hende. Hun kunne ikke se ham, men hun kunne høre ham trække vejret og grynte. Han ville låse buret op, åbne det og klatre ind.
Og så ville han tænde en fakkel. Hun kunne se hans grusomme og grimme ansigt i det lys. Han ville drille hende med en tallerken af dårlig mad. Hvis hun rakte ud efter maden, ville han køre faklens flamme op ad hende. Hun kunne ikke spise uden at blive forbrændt ...
Hun åbnede øjnene. Billederne virkede mindre levende, når hendes øjne var åbne, men hun kunne ikke ryste strømmen af minder af sig. Hun fortsatte som en robot med at lave morgenmad med hele kroppen pumpet af adrenalin. Hun var i gang med at dække bord, da datterens stemme kaldte igen.
"Mor, hvor lang tid tager det?"
Hun for sammen og tallerkenen gled ud af hendes hånd og faldt på gulvet og blev knust.
"Hvad sker der?" råbte April råbte og dukkede op ved siden af hende.
"Ingenting," sagde Riley.
Hun rydde op i rodet, og da hun og April sad sammen og spiste, var der en fjendtlig tavshed som normalt. Riley ønskede at trænge igennem til April for at sige: April, det er mig, din mor, og jeg elsker dig. Men hun havde prøvet så mange gange, og det gjorde kun det hele værre. Hendes datter hadede hende, og hun kunne ikke forstå hvorfor - eller hvordan hun skulle stoppe det.
"Hvilke planer har du i dag?" Spurgte hun April.
"Hvad tror du selv?" snerrede April af hende. "Jeg skal i skole."
"Jeg mener bagefter," sagde Riley med en rolig og medfølende stemme. "Jeg er din mor. Jeg vil gerne vide det. Det er normalt."
"Intet i vores liv er normalt."
De spiste i tavshed et øjeblik.
"Du fortæller mig aldrig noget," sagde Riley.
"Det gør du heller ikke".
Der stoppede ethvert håb om samtale en gang for alle.
Det er rigtig nok, tænkte Riley bittert. Det var mere sandt end April vidste. Riley havde aldrig fortalt hende om sit job, sine sager; hun havde aldrig fortalt hende om sit fangenskab, eller sin tid på hospitalet, eller hvorfor hun var på orlov nu. Alt hvad April vidste var, at hun en stor del af tiden havde måttet bo hos sin far, og hun hadede ham endnu mere end hun hadede Riley. Men lige så meget som hun gerne ville fortælle hende om tingene, syntes Riley det var bedst, at April ikke vidste, hvad hendes mor havde været igennem.
Riley klædte sig på og kørte April i skole, og de sagde ikke et ord til hinanden under køreturen. Da hun lukkede April ud af bilen, råbte hun efter hende: "Vi ses klokken ti."
April gav hende et ligegyldigt vink, da hun gik.
Riley kørte til en nærliggende kaffebar. Det var blevet en rutine for hende. Det var svært for hende at befinde sig på et offentligt sted, og hun vidste, at det var præcis derfor, hun skulle gøre det. Kaffebaren var lille og aldrig fyldt, selv på morgener som denne, så hun fandt det relativt behageligt at være der.
Da hun sad der og nippede til en cappuccino, huskede hun igen på Bills ærgrelse. Det var seks uger, fandens osse. Det måtte ændre sig. Hun var nødt til at ændre sig. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle gøre det.
Men så fik hun en idé. Hun vidste præcis, hvad hun først skulle gøre.
Kapitel 4
Den hvide flamme på propanbrænderen viftede foran Riley. Hun måtte undvige fra side til side for at undgå at blive forbrændt. Lysstyrken blændede hende, og hun kunne ikke engang se sin fangevogters ansigt længere. Når fakklen hvirvlede omkring, syntes den at efterlade lysspor hængende i luften.
"Stop det!" Råbte hun. "Stop det!"
Hendes stemme var hæs af at råbe. Hun undrede sig over, hvorfor hun overhovedet brugte luft på det. Hun vidste, at han ikke ville holde op med at plage hende, før hun var død.
I samme øjeblik løftede han et lufthorn og blæste ind i hendes øre.
Et bilhorn dyttede. Riley vendte tilbage til nutiden og det så ud som om, at lyset i lyskrydset lige var blevet grønt. En stribe bilister ventede i kø bag hendes bil, og hun trådte på speederen.
Med svedige håndflader tvang Riley minderne væk og huskede i stedet sig selv på, hvor hun var. Hun skulle besøge Marie Sayles, den eneste anden overlevende efter den gerningsmands ubeskrivelige sadisme, som næsten havde taget livet af hende. Hun forberedte sig på, at minderne ville overvælde hende. Det var ellers lykkedes hende at koncentrere sig om kørslen i halvanden time nu, og hun syntes selv, at hun klarede det fint.
Riley kørte ind i Georgetown, passerede større viktorianske hjem og parkerede på adressen, som Marie havde givet hende over telefonen - et rødt murstensbyhus med en smuk karnap. Hun sad et øjeblik i bilen og diskuterede med sig selv om, hvorvidt hun skulle gå ind i et forsøg på at finde modet.
Endelig steg hun ud. Da hun gik op ad trapperne, var hun glad for at se Marie møde hende i døren. Mørkt, men elegant klædt, smilede Marie noget blegt. Hendes ansigt så træt ud. Riley var ret sikker på, at hun havde grædt, fordi hun havde rander under øjnene. Det kom ikke som nogen overraskelse. Hun og Marie havde set meget til hinanden i løbet af ugernes videochats, og det var meget lidt, de kunne skjule fra hinanden.
Da de gav hinanden et knus, blev Riley straks opmærksom på, at Marie ikke var så høj og robust som hun havde forventet, at hun skulle være. Selv med hæle på var Marie lavere end Riley og hendes figur lille og delikat. Det overraskede Riley. Hun og Marie havde snakket meget sammen, men det var første gang de mødtes personligt. Trods Maries ubetydelige fremtoning var hun tilsyneladende modig nok til at overleve, hvad hun havde været igennem.
Riley lagde mærke til omgivelserne, da hun og Marie gik ind i spisestuen. Stedet var ulasteligt rent og smagfuldt møbleret. Det ville normalt have være et skønt hjem for en succesfuld singlekvinde. Men Marie havde alle gardinerne trukket for, og belysningen var dæmpet. Atmosfæren var trykket. Riley ønskede ikke at indrømme det, men det fik hende til at tænke på sit eget hjem.
Marie havde anrettet en let frokost til dem på spisebordet, og hun og Riley satte sig ned for at spise. De sad der i akavet tavshed, Riley svedte, men var usikker på hvorfor. Synet af Marie bragte alle minderne tilbage.
"Så. . . hvordan føles det?” Marie spurgte forsigtigt. "At komme ud i verden?"
Riley smilede. Marie vidste bedre end nogen, hvad dagene gik med.
"Godt," sagde Riley. "Faktisk, helt godt. Jeg fik det kun dårligt et øjeblik."
Marie nikkede forstående.
"Nå, gjorde du det," sagde Marie. "Det var modigt."
Modig, tænkte Riley. Det var ikke sådan, hun ville have beskrevet sig selv. Engang måske, da hun var en aktiv agent. Ville hun nogensinde beskrive sig sådan igen?
"Hvad med dig?" Spurgte Riley. "Hvor meget går du ud?"
Marie tav.
"Du forlader slet ikke huset, vel?" Spurgte Riley.
Marie rystede på hovedet.
Riley rakte frem og greb medfølende fat om hendes håndled.
"Marie, du skal prøve," opfordrede hun. "Hvis du lader dig selv sidde indespærret sådan her, er det som om han stadig holder dig fanget."
Et halvkvalt snøft trængte sig ud af Maries hals.
"Jeg er ked af at måtte sige det," sagde Riley.
"Det er ok. Du har ret."
Riley så på Marie, imens de begge to spiste og en lang tavshed fulgte. Hun ville gerne tro, at Marie klarede sig godt, men hun måtte indrømme, at hun syntes, at hun virkede utrolig skrøbelig. Det forstærkede også hendes egen frygt for sig selv. Stod det også så slemt til med hende?
Riley tænkte på, om det var godt for Marie at bo alene. Ville hun få det bedre sammen med en mand eller kæreste? Hun tænkte også på, om det samme ville gælde for hende selv. Alligevel vidste hun godt, at svaret for begge var, at det var det sandsynligvis ikke. Ingen af dem befandt sig i en følelsesmæssig tilstand, der egnede sig til et længerevarende forhold. Det ville bare være en krykke.
"Har jeg nogensinde takket dig?" spurgte Marie og brød tavsheden efter et stykke tid.
Riley smilede. Hun vidste godt, at Marie mente, at hun have reddet hende.
"Mange gange," sagde Riley. "Og det behøver du ikke."
Marie stak til sin mad med en gaffel.
"Har jeg nogensinde sagt, at jeg er ked af det?"
Riley var overrasket. "Undskyld? Hvorfor?"
Marie havde vanskeligt ved at tale.
"Hvis du ikke havde fået mig ud derfra, ville du ikke være blevet fanget."
Riley trykkede forsigtigt Maries hånd.
"Marie, jeg gjorde bare mit job. Du skal ikke føle dig skyldig i noget, der ikke var din skyld. Du har rigeligt at forholde dig til, som tingene er. "
Marie nikkede enigt.
"Ja, bare at komme ud af sengen hver dag er en udfordring," indrømmede hun. "Jeg tror, du har lagt mærke til, hvor mørkt her er. Ethvert lyst lys minder mig om hans fakkel. Jeg kan ikke engang se fjernsyn eller høre musik. Jeg er bange for, at nogen skal snige sig ind på mig, og at jeg kan ikke høre det. Enhver form for støj gør mig panikslagen."
Marie begyndte at græde stille.
”Jeg kommer aldrig til at se på verden på samme måde igen. Aldrig. Der er ondskab derude, alle omkring os. Jeg anede det ikke. Folk er i stand til at gøre så forfærdelige ting. Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal kunne stole på folk igen. "
Marie græd, og Riley ønskede at berolige hende og fortælle hende, at hun tog fejl. Men en del af Riley var ikke så sikker på, at hun tog fejl.
Efter et stykke tid kiggede Marie på hende.
"Hvorfor kom du her i dag?" Spurgte hun uforstående.
Riley blev fanget af Maries direkte spørgsmål - og vidste, at hun ikke rigtig kendte svaret.
"Jeg ved det ikke," sagde hun. "Jeg ville bare besøge dig. Se hvordan du har det. "
"Der er noget andet," sagde Marie velvidende og kneb øjnene tæt sammen.
Måske havde hun ret, tænkte Riley. Riley tænkte på Bills besøg, og hun indså, at hun selvfølgelig var kommet her på grund af den nye sag. Hvad var det, hun ønskede af Marie? Et godt råd? Tilladelse? Opmuntring? Opbakning? En del af hende ønskede, at Marie skulle fortælle hende, at hun var skør, for så kunne hun slappe af og glemme Bill. Men måske var der en anden del, som gerne ville have, at Marie tilskyndende hende at tage sagen.
Riley sukkede efter lang tid.
"Der er en ny sag," sagde hun. "Altså, ikke en ny sag. Men en gammel sag, der aldrig blev opklaret."
Maries ansigtsudtryk blev anspændt og alvorligt.
Riley sank.
"Og du er kommet her for at spørge, om du skal tage sagen?" Spurgte Marie.
Riley trak på skuldrene. Men hun kiggede op og søgte Maries blik for at føle sig beroliget og opmuntret. Og i det øjeblik indså hun, at det var præcis, hvad hun var kommet her for og håbede på at finde.
Men til hendes skuffelse sænkede Marie blikket og rystede langsomt hovedet. Riley blev ved med at vente på et svar, men i stedet fulgte en uendelig tavshed. Riley opfattede det som om, at der var en særlig frygt, som arbejdede i Marie.
I tavshed kiggede Riley rundt i lejligheden, og hendes blik faldt på Maries fastnetelefon. Hun blev overrasket over at se, at den var afbrudt fra stikkontakten.
"Hvad er der med din telefon?" Spurgte Riley.
Marie lignede én, der følte sig ramt, og Riley indså, at hun havde ramt plet.
"Han ringer til mig," sagde Marie med en næsten uhørlig hvisken.
"Hvem?"
”Peterson.”
Rileys hjerte hoppede op i halsen.
"Peterson er død," svarede Riley med rystende stemme. "Jeg brændte stedet ned. De fandt hans lig."
Marie rystede på hovedet.
"Det kunne have været en anden, de fandt. Det var ikke ham."
Riley følte panikken pile igennem sig. Hendes egen værste frygt blev vakt til live.
"Alle siger, det var ham," sagde Riley.
"Og det tror du virkelig på?"
Riley vidste ikke, hvad hun skulle sige. Det var ikke tidspunktet, hvor hun skulle indrømme sin egen frygt. Det virkede trods alt, som om Marie var vildfaren. Men hvordan kunne Riley overbevise hende om noget, som hun ikke helt troede på selv?
"Han bliver ved med at ringe," gentog Marie. "Han ringer og ånder i røret og lægger på. Jeg ved, det er ham. Han er i live. Han forfølger mig stadig."
Riley følte en kold, snigende frygt.
"Det er nok bare en uanstændig person, som laver telefonfis," sagde hun og foregav at være helt rolig. "Men jeg kan få Hovedkontoret til at tjekke det alligevel. Jeg kan få dem til at sende en overvågningsbil, hvis du er bange. De sporer opkaldene."
"Nej!" Sagde Marie skarpt. "Nej!"
Riley stirrede forbløffet tilbage,
"Hvorfor ikke?" Spurgte hun.
"Jeg vil ikke gøre ham vred," sagde Marie i et patetisk tonefald.
Riley blev overvældet af et panikanfald, og indså pludseligt, at det havde været en rigtig dum ide at komme her. Hun havde kun fået det værre. Hun vidste, at hun ikke kunne blive siddende i denne spisestue med dens trykkende atmosfære et sekund længere.
"Jeg må gå nu," sagde Riley. "Jeg beklager meget. Min datter venter på mig."
Marie greb pludselig fat om Rileys håndled med en overraskende styrke og borede sine negle ind i hendes hud.
Hun stirrede tilbage, og hendes isblå øjne var fyldt med sådan en intensitet, at det skræmte Riley. Det skræmmende blik borede sig ind i hendes sjæl.
"Tag sagen," opfordrede Marie hende.
Riley kunne se i hendes øjne, at Marie var forvirret og blandede den nye sag sammen med Peterson, så det blev til én sag.
"Find det svin," tilføjede hun. "Og dræb ham for mig."
Kapitel 5
Manden holdt en kort, men diskret afstand til kvinden, og kiggede kun flygtigt i hendes retning. Han lagde et par gaveartikler i sin indkøbskurv, så han lignede en hvilken som helst anden kunde. Han lykønskede sig selv med, hvor upåfaldende han var i stand til at gøre sig selv. Ingen ville gætte han, hvad han i virkeligheden var i stand til at gøre.
Men han havde heller aldrig været den slags mand, der tiltrak sig meget opmærksomhed. Som barn havde han nærmest følt sig usynlig. Nu var han endelig i stand til at bruge sin egen usynlighed til sin egen fordel.
For få øjeblikke siden havde han stået lige ved siden af hende, næppe mere end to meter væk. Hun var i gang med at udvælge en shampoo, og hun have ikke bemærket ham overhovedet.
Han vidste dog allerede en hel del om hende. Han vidste, at hun hed Cindy; at hendes mand ejede et kunstgalleri, og at hun arbejdede i en medicinsk klinik. I dag var en af hendes fridage. Lige nu talte hun i mobiltelefon med nogen - hendes søster, det lød som. Hun grinede ad noget, som personen sagde til hende. Han blev rødglødende af vrede og spekulerede på, om hun grinede ad ham, ligesom alle pigerne plejede. Hans raseri voksede.
Cindy havde shorts, en blusetop og dyre løbesko på. Han havde set hende fra sin bil og ventet, indtil hun var færdig med løbeturen og gik ind hos købmanden. Han kendte hendes rutiner på fridage som denne. Hun ville tage indkøbsvarerne med hjem og lægge dem på plads, tage et bad og køre ud for at møde sin mand til frokost.
Hendes flotte figur skyldtes meget motion. Hun var ikke mere end tredive år gammel, men huden omkring lårene var ikke stram mere. Hun havde sandsynligvis tabt en masse vægt på et eller andet tidspunkt, måske for nylig. Hun var utvivlsomt stolt af det.
Pludselig gik kvinden hen mod den nærmeste kasse. Manden blev overrasket. Hun var færdig med at handle tidligere end normalt. Han skyndte sig for at komme til at stå i kø bag hende og skubbede nærmest en anden kunde til side for at gøre det. I tavshed skældte han sig selv ud.
Da kassedamen talte kvindens varer op, kom han til at stå ekstremt tæt på hende - tæt nok til at dufte hendes krop, som lugtede svedig og skarp efter løbeturen. Det var en lugt, som han forventede at blive meget bedre bekendt med meget snart. Men duften ville blive blandet med endnu en lugt - en, der fascinerede ham på grund af sin mærkværdighed og mystik.
Lugten af smerte og frygt.
For en stund følte manden sig ophidset, en glædeligt lyst blandet med ivrig forventning.
Efter at have betalt for dagligvarerne skubbede hun sin indkøbsvogn ud gennem de automatiske glasdøre og ud på parkeringspladsen.
Han havde ikke travlt med at betale for sine egne indkøbsvarer. Han behøvede ikke at følge efter hende hjem. Han havde allerede været der - havde endda været inde i hendes hus. Han havde endda rørt ved hendes tøj. Han ville genoptage sit forehavende igen, når hun kom fra arbejde.
Det varer ikke længe nu, tænkte han. Slet ikke længe.
*
Da Cindy MacKinnon satte sig ind i sin bil, sad hun et øjeblik og følte sig rystet og uden at vide hvorfor. Hun genkaldte sig den mærkværdige følelse, hun netop havde haft i supermarkedet. Det var en uhyggelig, irrationel følelse af at blive overvåget. Men det var mere end det. Der gik et øjeblik, før hun kunne sætte en finger på, hvad det var.
Endelig indså hun, at det var en følelse af, at nogen havde til hensigt at skade hende.
Hun var dybt rystet. I løbet af de sidste par dage var følelsen kommet og gået. Hun skældte sig selv ud og var sikker på, at det var helt grundløst.
Hun rystede på hovedet for at gøre sig fri af følelsen. Da hun startede sin bil, tvang hun sig til at tænke på noget andet, og hun smilede ved tanken om den telefonsamtale, hun havde haft med sin søster Becky. Senere i eftermiddag ville Cindy hjælpe hende med at holde en stor fødselsdagsfest for hendes treårige datter med masser af fødselsdagskage og balloner.
Det ville blive en smuk dag, tænkte hun.
Kapitel 6
Riley sad i SUV’en ved siden af Bill, da han skiftede gear, kørte Hovedkontorets firehjulstrækker længere op i bjergene, og hun tørrede håndfladerne af i sine bukseben. Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med håndsveden, og hun vidste heller ikke, hvordan hun skulle håndtere at være her. Efter seks uger væk fra jobbet følte hun sig ude af trit med, hvad hendes krop fortalte hende. At være tilbage føltes surrealistisk.
Riley blev forstyrret af den akavede spænding. Hun og Bill havde nærmest ikke talt under deres timelange kørsel. Deres gamle kammeratskab, deres lethed, deres sorte humor – intet af det var der nu. Riley følte sig helt sikker på, at hun vidste hvorfor Bill var så mærkelig. Det var ikke, fordi han var uhøflig - det var bekymring. Han syntes også at være i tvivl om, hvorvidt hun skulle vende tilbage på jobbet.
De kørte mod Mosby State Park, hvor Bill havde fortalt hende, at han havde set det seneste mordoffer. Imens de gik, lagde Riley intenst mærke til landskabet omkring sig og langsomt fik hun den gamle følelse af professionalisme tilbage. Hun vidste, at hun måtte vende tilbage.
Find det svin og dræb ham for mig.
Maries ord hjemsøgte hende, gik hende på, og gjorde hendes valg enkelt.
Men intet var blot enkelt nu. For det første var hun bekymret for April. At sende hende over og bo hos sin var var ikke ideelt for nogen parter. Men det var lørdag i dag, og Riley ønskede ikke at vente helt til på mandag med at se gerningsstedet.
Den dybe stilhed gjorde hende ængstelig, og hun følte et desperat behovet for at tale. Hun vred sin hjerne for at finde på noget at sige, og endelig sagde hun:
"Nu skal du fortælle mig, hvad der foregår mellem dig og Maggie?"
Bill vendte sig mod hende med et overrasket ansigtsudtryk, og hun vidste ikke, om det skyldtes, at hun brød tavsheden eller hendes spørgsmål uden omsvøb. Uanset hvad, fortrød hun det med det samme. Mange mennesker fortalt hende, at hendes direkte facon kunne virke frastødende. Selv mente hun ikke, at hun var afstumpet - hun havde bare ingen tid at spilde.
Bill trak vejret tungt.
"Hun tror, jeg har en affære."
Riley var overrasket.
"Hvad?"
"Med mit arbejde," sagde Bill og grinende lidt. "Hun tror, jeg har en affære med mit arbejde. Hun tror, jeg elsker alt dette mere end jeg elsker hende. Jeg bliver ved med at sige til hende, at hun er fjollet. Men uanset hvad, så kan jeg ikke lave om på det - ikke mit arbejde i hvert fald. "
Riley rystede på hovedet.
"Det lyder ligesom Ryan Han plejede at blive jaloux som bare fanden, da vi stadig var sammen."
Hun lod være med at fortælle Bill hele sandheden. Hendes eksmand havde ikke været jaloux på Rileys arbejde. Han havde været jaloux på Bill. Hun havde ofte spekuleret på, om Ryan måske havde haft en grund til det. Trods den akavethed, der var imellem dem i dag, følte hun sig rigtig godt tilpas ved at være tæt på Bill. Var det alene en professionel følelse?
"Jeg håber ikke, turen er forgæves," sagde Bill. "Gerningsstedet er blevet ryddet op, bare så du ved det."
"Det ved jeg godt. Jeg vil bare gerne selv se stedet. Billeder og rapporter er ikke nok for mig."
Riley begyndte at føle sig lidt svimmel nu. Hun var temmelig sikker på, at det skyldtes højden, for de klatrede stadig højere. Det kunne også skyldes forventningerne. Hendes håndflader føltes stadig svedige.
"Hvor meget længere?" Spurgte hun, da hun så skoven at blive tættere, og terrænet langt væk.
"Ikke langt."
Et par minutter senere drejede Bill væk fra den asfalterede vej og kørte ind på en ujævn skovvej med dækspor. Køretøjet hoppede af sted og det stoppede cirka en halv kilometer inde i den tætte skov.
Han slukkede for tændingen, vendte sig mod Riley og så bekymret på hende.
"Er du sikker på, at du vil gøre dette?" Spurgte han.
Hun vidste præcis, hvad der bekymrede ham. Han var bange for, at hun ville få flashback tilbage til sin traumatiske fangenskab. Glem ikke, at dette var en helt anden sag og en anden morder.
Hun nikkede.
"Ja, det er jeg sikker på," sagde hun, selvom hun overhovedet ikke var sikker på, at det var sandt.
Hun steg ud af bilen og fulgte i hælene på Bill langs en smal sti gennem skoven. Hun hørte den gurglende lyd af en bæk i nærheden. Efterhånden som beplantningen voksede sig tykkere, måtte hun skubbe sig forbi lavthængende grene, og klæbende skovburrer begyndte at hægte sig på hendes bukser. Hun blev irriteret ved tanken om at skulle fjerne dem.
Til sidst ankom hun og Bill til bredden ved bækken. Riley blev straks ramt af en følelse af, at det var et dejligt sted. Eftermiddagssolens stråler faldt ned gennem trækronerne og spredte et kalejdoskopisk lys ud over det krusende vand. Den konstante gurglen af bækken virkede beroligende. Det var mærkeligt at tænke på dette sted som et forfærdeligt gerningssted.
"Hun blev fundet lige her," sagde Bill og førte hende hen til en stor bred kampesten.
Da de stod der, kiggede Riley rundt og åndede dybt. Ja, det var rigtigt af hende at komme her. Hun begyndte at kunne mærke det.
"Billederne?" Spurgte Riley.
Hun stod foroverbøjet ved siden af Bill på kampestenen, og de begyndte at bladre gennem en mappe fyldt med billeder taget kort efter Reba Fryes lig var blevet fundet. En anden mappe var fyldt med rapporter og billeder af mordet, som hun og Bill havde undersøgt for seks måneder siden - det ene, som de ikke havde opklaret.
Disse billeder bragte levende minder tilbage om den første drab. Det sendte hende direkte tilbage til den gård nær Daggett. Hun huskede, hvordan Rogers var blevet placeret på en lignende måde op ad et træ.
"Meget lig vores gamle sag," bemærkede Riley. "Begge kvinder i trediverne, begge med små børn. Det ser ud til at være en del af hans metode. Han har noget med mødre. Vi er nødt til at tjekke med forældregrupper for at finde ud af, om der er nogen forbindelse mellem de to kvinder eller mellem deres børn."
"Jeg får nogen til at undersøge det," sagde Bill. Han tog noter nu.
Riley fortsatte med at bladre gennem rapporter og fotos og sammenligne dem med det aktuelle gerningssted.
"Der er anvendt den samme metode til kvælning med et lyserødt bånd," bemærkede hun. "Endnu en paryk og den samme type kunstige rose foran kroppen."
Riley holdt to billeder frem side om side.
"Øjne er også syet vidtåbne," sagde hun. "Hvis jeg husker rigtigt, så fandt teknikerne frem til, at Rogers øjne var syet post mortem. Var det også tilfældet med Frye? "
”Ja. Jeg tror, han ville have dem til at se ham, selv efter at de var døde."
Riley følte pludselig en kildrende fornemmelse op langs rygraden. Hun havde næsten glemt den følelse. Hun fik det, når noget vedrørende en sag bare var ved at falde på plade og give mening. Hun vidste ikke, om hun burde føle sig opmuntret eller skræmt.
"Nej," sagde hun. "Det er ikke det. Han var ligeglad med, om kvinderne så ham."
"Hvorfor gjorde han det så?"
Riley svarede ikke. Idéer begyndte at invadere hendes hjerne. Hun var begejstret. Men hun var endnu ikke i stand til at sætte ord på noget af det - ikke engang over for sig selv.
Hun lagde et par fotografier på kampestenen og udpegede detaljerne for Bill.
"De er ikke helt ens," sagde hun. "Liget var ikke så omhyggeligt placeret tilbage i Daggett. Han forsøgte at flytte liget, men det var allerede stift. Min gæt denne gang er, at han bragte hende hertil, før rigor mortis satte ind. Ellers kunne han ikke have sat hende så ... "
Hun undertrykte trangen til at afslutte sætningen med "pænt." Så indså hun, at det netop var den slags ord, hun havde brugt, da hun var på arbejdet, før hun blev fanget og tortureret. Ja, hun var ved at få den gamle gnist tilbage, og den samme gamle, mørke besættelse voksede i hende. Snart ville der ikke være nogen vej tilbage.
Men var det en god ting eller en dårlig ting?
"Hvad er der med Fryes øjne?" Spurgte hun og pegede på et billede. "Det blå ser ikke rigtigt ud."
"Kontaktlinser", svarede Bill.
Den kildrende fornemmelse i Rileys ryg blev stærkere. Eileen Rogers havde ikke haft kontaktlinser på. Det var en vigtig forskel.
"Og hvad er det, som skinner på hendes hud?" Spurgte hun.
"Vaseline," sagde Bill.
En anden vigtig forskel. Hun følte, at prikkerne faldt på plads imponerende hurtigt.
"Hvad har retsmedicin fundet ud af med parykken?" Spurgte hun Bill.
"Intet endnu, bortset fra at den blev klipset sammen af flere stykker af billige parykker."
Spændingen voksede i Riley. Til det sidste mord havde morderen brugt en enkel hel paryk, ikke noget med at lappe den sammen. Ligesom rosen havde den været så billigt, at retsmedicineren ikke kunne spore det. Riley følte, at dele af puslespillet falde på plads - ikke hele puslespillet, men en stor del af det.
"Hvad planlægger retsmedicineren at gøre ved denne paryk?" Spurgte hun.
"Det samme som sidste gang - køre en søgning af dens fibre, prøve at spore den gennem hårstykker."
Riley sagde med en voldsom sikkerhed i stemmen: "Det er spild af tid."
Bill så ud som om, han var fanget på det forkerte ben.
"Hvorfor?"
Hun følte sig en smule utålmodig med Bill, en følelse hun altid fik, når hun befandt sig et eller to skridt foran ham.
"Se på billedet, han forsøger at vise os. Blå kontaktlinser for at få øjnene til at se ud som om de ikke er ægte. Øjenlågene sys, så øjnene fremstår vidt åbne. Liget er oprejst, benene spredt ud på en uhyggelig måde. Vaseline for at få huden til at ligne plastik. En paryk klippes sammen af små parykker - ikke menneskelige parykker, dukkeparykker. Han ønskede, at begge ofre skulle se ud som dukker – som udstillde nøgne dukker."
"I guder," sagde Bill og tog lynhurtigt noter. "Hvorfor så vi det ikke sidste gang, tilbage i Daggett?"
Svaret syntes så indlysende for Riley, at hun stønnede utålmodigt.
"Han var ikke god nok til det endnu," sagde hun. "Han var stadig ved at finde ud af, hvordan man sender beskeden. Han lærer det henad vejen. "
Bill så op fra sin notesblok og rystede på hovedet.
”For fanden, jeg har savnet dig."
Så meget som hun værdsatte en kompliment, vidste Riley, at en endnu større erkendelse var på vej. Og hun vidste efter mange års erfaring, at man ikke kunne tvinge det. Hun var simpelthen nødt til at slappe af og lade det komme til hende uden forbehold. Hun lænede sig op ad kampestenen og ventede på, at det skete. Imens hun ventede, pillede hun de idiotiske skovburrer af sine bukser ben.
Hvor er det dog irriterende, tænkte hun.
Pludselig faldt hendes blik på stenfladen under hendes fødder. Andre små skovburrer, nogle af dem hele, andre brækket i små stykker, lå sammen med de skovburrer, hun pillede af nu.
"Bill," sagde hun med stemmen skælvende af ophidselse, "var disse små skovburrer her, da I fandt liget?"
Bill trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke."
Hendes hænder rystede, og hun svedte mere end nogensinde før, da hun greb en håndfuld billeder og bladrede dem igennem, indtil hun fandt en forside af liget. De var der mellem hendes spredte ben og lige rundt om rosen en gruppe små skovburer. Men ingen havde troet, at de var vigtige. Ingen havde gidet at tage et nærbillede af det. Og ingen havde gidet feje dem væk, da gerningsstedet blev ryddet op.
Riley lukkede øjnene og der var fuldt gang i hendes fantasi. Hun følte sig let i hovedet, nærmest svimmel. Det var en fornemmelse, hun kendte alt for godt - en følelse af at falde i en afgrund, i et forfærdelig sort hul, som var morderens onde sind. Hun satte sig i hans sted. Det var et farligt og skræmmende sted at være. Men det var her, hun hørte til, i det mindste lige nu. Hun omfavnede det.
Hun følte morderen selvsikkerhed, da han slæbte liget ned ad stien til bækken, helt sikker på at han ikke ville blive opdaget, og han havde slet ikke travlt. Han kunne sagtens have nynnet eller fløjtet på vejen. Hun følte hans tålmodighed, hans kraft og dygtighed, da han arrangerede liget på kampestenen.
Og hun så det grimme tableau med hans øjne. Hun følte hans dybe tilfredshed over et veludført arbejde - den samme varme følelse af selvtilfredshed, som hun altid følte, når hun havde opklaret en sag. Han havde lænet sig op ad denne sten og holdt pause i et øjeblik - eller så længe han havde lyst til - for beundre sit eget håndværk.
Og imens han gjorde det, havde han pillet skovburrene af sine bukser. Han tog sig god tid til det. Han ville ikke gå, før han var fri for dem og helt ren. Og hun kunne næsten høre ham sige sine egne ord højt.
"Hvor er det dog irriterende."
Ja, han havde endda taget sig tid til at fjerne skovburrene.
Riley gispede, og hendes øjne åbnede sig. Da hun mærkede skovburrene i sin egen hånd, bemærkede hun, hvor klæbrige de var, og at skarpe spidser kunne rive en til blods.
"Indsaml disse skovburrer," forlangte hun. "Så kan vi måske få lidt DNA."
Bills øjne udspilede sig, og han tog straks en plasticpose og en pincet frem. Mens han arbejdede, kørte hendes tanker på højtryk, for hun var ikke færdig endnu.
"Vi har taget fejl hele tiden," sagde hun. "Dette er ikke hans andet mord. Det er hans tredje."
Bill stoppede og kiggede på hende, tydeligvis overrasket.
"Hvordan ved du det?" spurgte Bill.
Riley spændte i hele kroppen, imens hun forsøgte at få dens skælven under kontrol.
"Han er blevet for dygtig. Hans lærlingetid er forbi. Han er professionel nu. Og han er i sit es. Han elsker sit arbejde. Nej, det er mindst hans tredje gang."
Rileys hals snørede sig sammen, og og hun svælgede hårdt.
"Og der vil ikke være lang tid til den næste."
Kapitel 7
Bill befandt sig i et hav af blå øjne, og ingen af dem var virkelige. Han havde normalt ikke mareridt om sine sager, og han havde ikke et nu - men det føltes helt sikkert som et mareridt. Her i midten af dukkebutikken var der simpelthen små blå øjne overalt, alle vidt åbne og strålende og opmærksomme.
Dukkernes små rubinrøde læber, hvoraf de fleste var smilende, bekymrende ham også. Og så var der alt det omhyggeligt kæmmede kunstige hår, så stift og ubevægelig. Nu, hvor han så alle disse detaljer, undrede Bill sig over, hvordan han ikke havde kunnet gennemskue morderens hensigt - at få sine ofre til at ligne dukker mest muligt. Riley havde været nødt til at vise ham den forbindelse.
Gudskelov, hun er tilbage, tænkte han.
Alligevel kunne Bill ikke lade være med at bekymre sig om hende. Han var imponeret over hendes strålende arbejde i Mosby Park. Men da han efterfølgende havde kørt hende hjem, var hun udmattet og ødelagt. Hun havde nærmest ikke sagt et ord til ham under hele køreturen. Måske var det for meget for hende.
Alligevel ønskede Bill, at Riley var her lige nu. Hun havde besluttet, at det ville være bedst for dem at arbejde hver for sig med hver sit arbejdsområde. Han var enig med hende. Hun havde bedt ham om at undersøge dukkeforretningerne i området, imens hun besøgte gerningsstedet for den forbrydelse, som de havde undersøgt for seks måneder siden.
Bill følte, at han befandt sig i en vanskelig situation, og han spekulerede på, hvad Riley kunne få ud af denne dukkebutik. Det var den fineste af dem, han havde besøgt i dag. Her på grænsen til Capital Beltway havde butikken sandsynligvis mange stilbevidste kunder fra det velhavende North Virginia.
Han gik rundt og kiggede. En lille pigedukke fangede hans opmærksomhed. Med sit opadvendte smil og blege hud mindede den ham især om det sidste offer. Selv om dukken var fuldt påklædt i en lyserød kjole med masser af blonder på kraven, ærmerne og huen, sad den også i den samme foruroligende stilling.
Pludselig hørte Bill en stemme ved sin højre side.
"Jeg tror, du kigger i den forkerte afdeling."
Bill snurrede rundt og stod overfor en robust lille kvinde med et varmt smil. Noget ved hende sagde ham straks, at hun var indehaveren
"Hvorfor siger du det?" Spurgte Bill.
Kvinden lo sagte.
"Fordi du ikke har døtre. Jeg kan se på en kilometers afstand, om en mand har en datter. Spørg mig ikke hvordan, men det er bare en slags instinkt, tror jeg. "
Bill blev forbløffet og imponeret over hendes indsigt.
Hun rakte Bill hånden.
"Ruth Behnke," sagde hun.
Bill gav hende hånden.
"Bill Jeffreys. Jeg går ud fra, at du ejer denne butik. "
Hun lo igen.
"Jeg kan se, du også har en slags instinkt," sagde hun. "Hyggeligt at møde dig. Men du har sønner, ikke? Tre af dem vil jeg gætte på."
Bill smilede. Hendes instinkter var ret skarpe. Bill regnede med at hun og Riley ville nyde hinandens selskab.
"To," svarede han. "Men meget tæt på hinanden aldersmæssigt."
Hun lo sagte.
"Hvor gamle er de?" Spurgte hun.
"Otte og ti."
Hun kiggede rundt i forretningen.
"Jeg tror ikke, at jeg har ret meget for dem. Åh jo, jeg har et par farverige legetøjssoldater ovre i den anden afdeling. Men det er jo ikke den slags legetøj, som drenge kan lide mere, er det? I disse tider er det videospil. Og den voldelige af slagsen."
"Ja, de er jeg bange for."
Hun så på ham med et vurderende blik.
"Du er ikke her for at købe en dukke, vel?" Spurgte hun.
Bill smilede og rystede på hovedet.
"Godt gættet," svarede han.
"Du er måske politimand?" Spurgte hun.
Bill lo stille og tog sit badge frem.
"Ikke helt, men et godt gæt."
"Du godeste!" Sagde hun bekymret. "Hvad vil FBI her i min lille forretning? Er jeg på en slags liste?"
"På en måde," sagde Bill. "Men det er ikke noget at bekymre sig om. Din butik kom frem på vores søgning af butikker i dette område, der sælger antikke dukker og dukker til samlere."
Faktisk vidste Bill ikke præcis, hvad han ledte efter. Riley havde foreslået, at han tjekkede en håndfuld af disse steder, forudsat at morderen måske havde besøgt dem flere gange - eller i det mindste havde besøgt dem en enkelt gang. Hvad hun forventede, vidste han ikke. Forventede hun at morderen skulle være der? Eller at en af medarbejderne havde mødt morderen?
Det var tvivlsomt, at de havde det. Selv om de havde det, var det tvivlsomt, at de ville have genkendt ham som en morder. Alle mænd, der kom ind her, var sandsynligvis mærkelige.
Det var mere sandsynligt, at Riley forsøgte at få ham til at sætte sig ind i morderens tankegang og hans måde at se på verden. I så fald regnede Bill med, at hun ville blive skuffet. Han havde simpelthen ikke hendes tankegang, eller hendes evner til let at sætte sig ind i morderens tankegang.
For ham virkede det, som om hun kastede fiskenettet ud. Der var snesevis af dukkeforretninger inden for den radius, de havde søgt. Han tænkte, det ville være bedre at lade politiet fortsætte med at spore dukkeproducenterne. Selvom der indtil nu ikke var dukket noget resultat op.
"Jeg vil gerne spørge, hvilken slags sag dette er," sagde Ruth, "men det skal jeg nok ikke."
"Nej," sagde Bill, "det skal du nok ikke."
Sagen var ellers ikke hemmelig længere - ikke efter at senator Newbroughs folk havde udsendt en pressemeddelelse om det. Medierne var nu mættede med nyheden. Som sædvanlig var Hovedkontoret blev overdænget med en række telefonopkald med fejlagtige tips, og internettet flød over med bizarre teorier. Det hele var blevet problematisk.
Men hvorfor fortælle kvinden om det? Hun virkede så rar, og hendes butik var så fin og uskyldig, at Bill ikke ville forstyrre hende med noget så grumt og chokerende som en seriemorder, der var besat af dukker.
Alligevel var der én ting, han ønskede at vide.
"Sig mig," sagde Bill. "Hvor mange salg har du til voksne - jeg mener voksne uden børn?"
"Åh, det udgør langt størstedelen af mit salg. Til samlere. "
Bill var fascineret. Det havde han aldrig gættet på.
"Hvorfor tror du, det er sådan?" Spurgte han.
Kvinden smilede et mærkeligt fjernt smil og talte i en blid tone.
"Fordi folk dør, Bill Jeffreys."
Nu var Bill virkelig skræmt.
"Undskyld?" Sagde han.
"Når vi bliver ældre, mister vi andre. Vores venner og kære dør. Vi sørger. Dukker stopper tiden for os. De får os til at glemme vores sorg. De trøster og styrker os. Se dig omkring. Jeg har dukker, hvoraf de fleste er omkring hundrede år gamle, og nogle der er næsten nye. På nogle af dem kan du formentlig ikke se forskellen. De er tidløse."
Bill kiggede rundt og følte sig skræmt over, at alle de århundrede gamle øjne stirrede tilbage på ham og spekulerede på, hvor mange mennesker disse dukker havde overlevet. Han spekulerede på, hvad de havde set - kærligheden, vreden, hadet, tristheden, volden. Og alligevel stirrede de tilbage med det samme blanke udtryk. De gav ikke nogen mening for ham.
Folk burde ældes, tænkte han. De skulle blive gamle og rynkede og grå, som han, med alt det mørke og al den rædsel som var i verden. Med alt det, han havde set, ville det være synd, tænkte han, hvis han stadig havde det samme udseende. Gerningsstederne havde bundfældet sig i ham som noget levende, og han havde ikke ønsket at være ung længere.
"De er også - ikke-levende", sagde Bill endelig.
Hendes smil blev bittersødt, næsten skamfuldt.
"Er det virkelig sandt, Bill? De tror de fleste af mine kunder ikke. Jeg er heller ikke sikker på det.”
En akavet stilhed fulgte. Kvinden brød den med en sagte latter. Hun tilbød Bill en farverig lille brochure med billeder af dukker over det hele.
"Jeg på vej til en kommende begivenhed i D.C. Du vil måske med. Måske kan det give dig nogle ideer til, hvad det er, du leder efter. "
Bill takkede hende og forlod butikken, taknemmelig for tippet om begivenheden. Han håbede, at Riley ville gå med ham. Bill kom i tanke om, at hun skulle forhøre senator Newbrough og hans kone i eftermiddag. Det var en vigtig aftale - ikke bare fordi senatoren kunne have gode oplysninger, men af diplomatiske grunde. Newbrough gjorde virkelig tingene problematiske for Hovedkontoret. Riley var den rigtige agent til at overbevise ham om, at de gjorde alt, hvad de kunne.
Men ville hun virkelig møde op? Spekulerede Bill.
Det virkede virkelig bizart, at han ikke kunne være sikker. Indtil for seks måneder siden var Riley den eneste pålidelige ting i hans liv. Han havde altid stolet fuldt og helt på hende. Men hendes åbenlyse sårbarhed bekymrede ham.
Men mest af alt savnede han hende. Selvom han undertiden følte sig skræmt af hendes hurtige tankegang, så havde han brug for hende til det her arbejde. I løbet af de seneste seks uger havde han også indset, at han havde brug for hendes venskab.
Eller var det mere end det dybt nede?
Kapitel 8
Riley kørte ud ad den to-sporede landevej, imens hun nippede til sin energidrik. Det var en solrig, varm morgen, bilvinduerne var rullet ned, og den varme duft af frisk hø fyldte luften. De omkringliggende beskedne græsgange var fyldt med kvæg, og bjerge var kantede på begge sider af dalen. Hun kunne godt lide at være her.
Men hun mindede sig selv om, at hun ikke var kommet her for at føle sig godt tilpas. Hun havde noget hårdt arbejde at tage sig til.
Riley drejede ind på en meget nedkørt grusvej, og efter et par minutter nåede hun frem til en korsvej. Hun drejede ind i nationalparken, kørte et kort stykke vej og stoppede sin bil på den skrånende vej.
Hun steg ud af bilen og gik hen over et åbent stykke land til en høj og robust eg, der stod i det nordøstlige hjørne.
Dette var stedet. Det var her, hvor Eileen Rogers lig var blevet fundet og kluntet placeret op ad dette træ. Hun og Bill havde været her sammen for seks måneder siden. Riley begyndte at genskabe gerningsstedet i hovedet.
Den største forskel var vejret. Dengang havde det været midt i december og frygtelig koldt. Et tyndt lag sne havde dækket jorden.
Gå tilbage, sagde hun til sig selv. Gå tilbage og mærk det.
Hun tog nogle dybe indåndinger, indtil hun mente, at hun kunne føle en skærende kulde, der passerede hendes luftrør. Hun kunne næsten se de tykke frostskyer, som formede sig ved hendes vejrtrækning.
Det nøgne lig havde været frosset fast. Det var ikke let at sige, hvilke af de mange kropsskader der var knivsår, og hvilke der var revner og sprækker forårsaget af isnende kulde.
Riley genkaldte sig gerningsstedet ned til mindste detalje. Parykken. Det malede smil. Øjnene syet vidtåbne. Den kunstige rose der lå i sneen mellem ligets spredte ben.
Billedet i hendes tanker var nu tilstrækkeligt levende. Nu måtte hun gøre, hvad hun havde gjort i går - få en følelse af morderens oplevelse.
Endnu engang lukkede hun øjnene, slappede af og lod sig falde i afgrunden. Hun hilste den lette, kildrende følelse velkommen, da hun gled ind i morderens sind. Snart ville hun være et med ham, indeni ham, og hun så præcis, hvad han så, følte, hvad han følte.
Han var kørt her om natten, alt andet end selvsikker. Han kiggede ængsteligt på vejen, bekymret over isen under sine hjul. Hvad hvis han mistede kontrollen og kørte i en grøft? Han medbragte et lig. Han ville helt sikkert blive fanget. Han var nødt til at køre forsigtigt. Han havde håbet, at hans andet mord ville være lettere end de første, men han var stadig et nervøst nervevrag.
Han stoppede køretøjet lige her. Han trak kvindens lig - allerede nøgen, gættede Riley på, ud i det fri. Men det var allerede stivnet på grund af rigor mortis. Det havde han ikke regnet med. Det frustrerede ham og rystede hans selvtillid. For at gøre tingene værre kunne han ikke se, hvad han foretog sig, ikke engang i de skinnende forlygter, som han rettede mod træet. Natten var alt for mørk. Han noterede sig, at han måtte gøre det i dagslys næste gang, hvis han overhovedet kunne.
Han trak liget hen til træet og forsøgte at placere det i den position, han havde forestillet sig. Det gik ikke rigtigt. Kvindens hoved blev vippet til venstre, frosset af rigor mortis. Han rykkede og drejede det. Selv efter at han havde brækket halsen, kunne han stadig ikke få det til at stirre lige frem.
Og hvordan skulle han sprede benene ordentligt? Et af benene sad håbløst skævt. Han havde ikke andet valg end at få et dækjern ud af kufferten og brække låret og knæskallen. Så drejede han benet så godt han kunne, men han var stadig ikke tilfreds.
Endelig efterlod han pligtskyldigst båndet rundt om halsen, parykken på hovedet og rosen i sneen. Så satte han sig ind i sin bil og kørte væk. Han var skuffet og modløs. Han var også bange. Havde han i al sin klodsethed efterladt nogen fatale spor? Han gennemgik besat hver eneste handling i sit sind, men han følte sig ikke sikker.
Han vidste, at han skulle gøre det bedre næste gang. Han lovede sig selv at gøre det bedre.
Riley åbnede øjnene. Hun lod mordens tilstedeværelse glide væk. Hun var nu tilfreds med sig selv. Hun havde ikke ladet sig ryste og overvælde. Og hun havde fået et værdifuldt perspektiv. Hun havde fået en følelse af, hvordan morderen var ved at lære sit håndværk.
Hun ønskede kun, at hun vidste noget - noget om det første mord. Hun var mere sikker end nogensinde på, at han havde dræbt en gang tidligere. Dette havde været en lærling, men ikke en nybegynder.
Lige da Riley var ved at vende sig og gå tilbage mod sin bil, var der noget i træet, som fangede hendes opmærksomhed. Det var et lille strejf af gult, som stak ud der, hvor stammen delte sig i to en smule over hendes hoved.
Hun gik om på den anden side af træet og kiggede op.
"Han har været tilbage her!" Riley gispede højt. Kuldegysninger løb igennem hendes krop og hun kiggede sig rundt nervøst. Ingen syntes at være i nærheden nu.
Fastklemt i træets grene sad en nøgen kvindedukke med blondt hår og stirrede ned på Riley, og den sad i den position, som morderen havde ment, at offeret skulle sidde i.
Den kunne højst have siddet der i tre eller fire dage. Den var ikke blevet flyttet på af vinden eller gennemblødt af regn. Morderen var vendt tilbage hertil, da han havde forberedt sig på Reba Frye-mordet. Ligesom Riley var han kommet tilbage hertil for at reflektere over sit arbejde og for at forholde sig kritisk til sine fejl.
Hun tog billeder med sin mobiltelefon. Hun ville sende dem til Hovedkontoret med det samme.
Riley vidste godt, hvorfor han havde forladt dukken.
Det er en undskyldning for tidligere sløsethed, indså hun.
Det var også et løfte om, at arbejdet ville blive bedre udført fremover.
Kapitel 9
Riley kørte mod Senator Mitch Newbroughs herregård, og hendes hjerte fyldtes af frygt, da det kom til syne. Beliggende for enden af en lang, tre-sporet indkørsel, var det enormt, formelt og skræmmende. Hun syntes altid, at det var sværere at håndtere de rige og mægtige end folk længere nede ad den sociale stige.
Hun kørte op og parkerede i en velbevaret cirkel foran sten palæet. Ja, denne familie var virkelig rig.
Hun steg ud af bilen og gik op til de enorme hoveddøre. Efter at have ringet på dørklokken blev hun mødt af en mand på omkring tredive, som var ulasteligt klædt.
"Jeg er Robert," sagde han. "Senatorens søn. Og du må være special agent Riley. Kom ind. Mor og far venter på dig."
Robert Newbrough førte Riley ind i huset, som straks mindede hende om, hvor lidt hun brød sig om prangende hjem. Newbrough-huset var nærmest endeløst stort, og turen til hvor Senator og hans kone ventede var ualmindelig lang. Riley var sikker på, at når gæsterne skulle gå sådan en ubekvemmelig lang afstand, så var en slags intimideringstaktik, en måde at kommunikere til dem på, at husets beboere var alt for magtfulde til at lade sig løbe om hjørner med. Riley syntes også, at den allestedsnærværende koloniale møbelindretning var rigtig grim.
Mere end noget andet frygtede hun, hvad der kom næste gang. For hende var det simpelthen forfærdeligt at tale med ofrenes familier, meget værre end at beskæftige sig med gerningssteder eller endda lig. Hun syntes, det var alt for nemt at blive fanget i folks sorg, vrede og forvirring. Sådanne intense følelser ødelagde hendes koncentration og distraherede hende i sit arbejde.
Da de gik, sagde Robert Newbrough, "Far har været hjemme fra Richmond, siden ..."
Hans stemme knækkede lidt i midten af sætningen. Riley mærkede intensiteten af hans tab.
"Da vi hørte om Reba," fortsatte han. "Det har været forfærdeligt. Mor er især rystet. Prøv ikke at chokere hende for meget."
"Jeg kondolerer," sagde Riley.
Robert ignorerede hende og førte Riley ind i en rummelig stue. Senator Mitch Newbrough og hans kone sad sammen på en stor sofa og holdt hinandens hænder.
"Agent Paige," sagde Robert og præsenterede hende. "Agent Paige, lad mig præsentere mine forældre, senatoren og hans kone, Annabeth."
Robert tilbød Reba at sætte sig, og derefter satte han sig selv.
"Først og fremmest," sagde Riley stille, "vil jeg udtrykke min dybeste kondolence for jeres tab."
Annabeth Newbrough svarede med et tavt anerkendende nik. Senatoren sad blot og stirrede ligefrem for sig.
I den korte tavshed, der fulgte, foretog Riley en hurtig vurdering af deres ansigter. Hun havde set Newbrough mange gange på tv, altid med en politikers indsmigrende smil. Han smilede ikke nu. Riley havde ikke set så meget til fru Newbrough, som syntes at besidde en politikerkones typiske føjelighed.
Begge var i begyndelsen af tresserne. Riley lagde mærke til, at de begge var gået til smertefulde og dyre behandlinger for at se yngre ud - hårimplantater, hårfarve, ansigtsløftninger, makeup. Så vidt Riley kunne se, havde indsatsen givet dem et vagt kunstigt udseende.
Ligesom dukker, tænkte Riley.
"Jeg vil gerne stille jer nogle spørgsmål om jeres datter," sagde Riley og tog sin notesblok frem. "Har I været i tæt kontakt med Reba for nylig?"
"Åh ja," sagde fru Newbrough. "Vi er en meget tæt familie."
Riley bemærkede en lille stivhed i kvindens stemme. Det lød som noget, hun sagde lidt for ofte, lidt for rutinemæssigt. Riley følte sig helt sikker på, at familielivet i Newbrough-hjemmet langtfra var idyllisk.
”Har Reba for nylig sagt noget om, at hun følte sig truet?" Spurgte Riley.
"Nej," sagde fru Newbrough. "Ikke et ord."
Riley observerede, at senatoren indtil nu ikke havde sagt et ord. Hun undrede sig over, hvorfor han var så stille. Hun skulle have ham på banen, men hvordan?
Nu tog Robert ordet.
"Hun var for nylig igennem en rodet skilsmisse. Situationen blev grimme mellem hende og Paul omkring forældremyndigheden over deres to børn."
"Åh, jeg brød mig aldrig ham," sagde fru Newbrough. "Han havde sådan et temperament. Tror du muligvis ...? "Hendes ord forsvandt.
Riley rystede på hovedet.
"Hendes eksmand er sandsynlig ikke under mistanke," sagde hun.
"Hvorfor i alverden ikke det?" Spurgte fru Newbrough.
Riley overvejede i tankerne, hvad hun burde og ikke burde fortælle dem.
"Du har måske læst, at morderen har slået til tidligere," sagde hun. "Der var et lignende offer nær Daggett."
Fru Newbrough blev mere ophidset.
"Hvad skal dette betyde for os?"
"Vi har at gøre med en seriemorder," sagde Riley. "Der var intet familiært ved det. Din datter har måske slet ikke kendt morderen. Der er en sandsynlighed for, at det ikke var personligt."
Fru Newbrough snøftede nu. Riley fortrød straks sit ordvalg.
"Ikke personligt?" råbte Fru Newbrough nærmest. "Hvordan kunne det være andet end personlig?"
Senator Newbrough talte til sin søn.
"Robert, tag venligst din mor med et andet sted hen og berolig hende. Jeg vil gerne tale med agent Paige alene."
Robert Newbrough førte lydigt sin mor væk. Senator Newbrough sad et øjeblik uden at sige noget. Han kiggede på Rily med et fast blik. Hun var sikker på, at han var vant til at skræmme folk ved at stirre på dem. Men det virkede ikke særlig godt på hende. Hun gengældte simpelthen hans blik.
Endelig greb senatoren ned i sin jakkelomme og trak en konvolut i brevstørrelse ud. Han gik over til hendes stol og gav den til hende.
"Her," sagde han. Så gik han tilbage til sofaen og satte sig igen.
"Hvad er det her?" Spurgte Riley.
Senatoren lod igen sit blik hvile på hende.
"Alt, hvad du behøver at vide," sagde han.
Riley var nu helt forvirret.
"Må jeg åbne den?" Spurgte hun.
"Det er meningen."
Riley åbnede konvolutten. Den indeholdt et enkelt ark med to kolonner med navne. Hun genkendte nogle af dem. Tre eller fire var kendte journalister på de lokale tv-nyheder. Flere andre var fremtrædende Virginia-politikere. Riley var endnu mere forvirret end før.
"Hvem er disse mennesker?" Spurgte hun.
"Mine fjender," sagde senator Newbrough med en neutral stemme. "Sandsynligvis ikke en omfattende liste. Men det er dem, der betyder noget. Der er nogen, der er skyldig."
Riley var helt lamslået nu. Hun sad der og sagde ingenting.
"Jeg siger ikke, at nogen på den liste dræbte min datter, direkte ansigt til ansigt," sagde han. "Men de har fandeme helt sikkert betalt nogen for at gøre det."
Riley talte langsomt og forsigtigt.
"Senator, med al respekt, så mener jeg, at jeg lige har sagt, at drabet på din datter sandsynligvis ikke var personligt. Der har allerede fundet et mord sted, som var næsten identisk med det."
"Siger du, at min datter var et tilfældigt mål?" Spurgte senatoren.
Ja, sandsynligvis, tænkte Riley.
Men hun var klog nok til ikke at sige det højt.
Før hun kunne svare, tilføjede han: "Agent Paige, jeg har lært på den hårde måde, at man ikke skal tro på tilfældigheder. Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan, men min datters død var politisk. Og i politik er alt personligt. Så prøv ikke at fortælle mig, det er noget andet end personligt. Det er dit og FBI’s job at finde den ansvarlige og bringe ham for retten."
Riley tog en lang, dyb indånding. Hun iagttog mandens ansigt ned til mindste detalje. Hun kunne se det nu. Senator Newbrough var tydeligvis en narcissist.
Det burde ikke overraske mig, tænkte hun.
Riley forstod mere end det. Senatoren fandt det utænkeligt, at noget i hans liv ikke handlede specifikt om ham og ham alene. Selv hans datters mord handlede om ham. Reba var simpelthen blevet fanget mellem ham og nogen der hadede ham. Han troede virkelig på det.
"Senator," begyndte Riley, "med al respekt, så tror jeg ikke ..."
"Jeg har ikke brug for, at du tænker," sagde Newbrough. "Du har alle de oplysninger, du har brug for lige foran dig."
De holdt hinandens blik fanget i flere sekunder.
"Agent Paige," sagde senatoren til sidst: "Jeg får følelsen af, at vi ikke er på samme bølgelængde. Det er en skam. Du kan ikke vide det, men jeg har gode venner i FBI’s øverste lag. Nogle af dem skylder mig tjenester. Jeg vil tage kontakt til dem med det samme. Jeg har brug for nogen til denne sag, som kan ordne sagen."
Riley sad chokeret og vidste ikke, hvad hun skulle sige. Led manden virkelig af vrangforestillinger?
Senatoren rejste sig.
"Jeg sender nogen, der kan følge dig ud, agent Paige," sagde han. "Jeg er ked af, at vi ikke forstår hinanden."
Senator Newbrough forlod rummet og efterlod Riley siddende der alene. Hendes mund stod chokeret åben. Ok, manden var narcissist. Men hun vidste, at det handlede om mere end det.
Senatoren skjulte noget.
Og uanset hvad det var, så skulle hun nok finde ud af, hvad det var.
Kapitel 10
Den første ting, der fangede Rileys blik, var dukken - den samme nøgne dukke, som hun havde fundet tidligere den dag i det træ nær Daggett i nøjagtig samme stilling. Et øjeblik skræmte det hende at se den sidde i FBI’s retsmedicinske laboratorium omgivet af et udvalg af højteknologisk udstyr. Den så malplaceret ud, syntes Riley, som en syg lille tingest fra en svunden ikke-digital tidsalder.
Nu var dukken bare endnu et stykke bevismateriale, som var beskyttet af en plastikpose. Hun vidste, at et hold var blevet sendt afsted for at hente den, så snart hun havde ringet ind fra gerningsstedet. Alligevel var det et slående syn.
Specialagent Meredith trådte frem og hilste på hende.
"Lang tid siden, agent Paige," sagde han varmt. "Velkommen tilbage."
"Det er godt at være tilbage, chef," sagde Riley.
Hun gik hen til bordet for at sidde sammen med Bill og laboratorieteknikeren Flores. Skønt hun følte sig usikker, så føltes det virkelig godt at se Meredith igen. Hun kunne godt lide hans bistre, ligefremme stil, og han havde altid behandlet hende med respekt og omtanke.
"Hvordan gik det hos senatoren?" Spurgte Meredith.
"Ikke godt, chef," svarede hun.
Riley bemærkede en irritation i chefens ansigt.
"Tror du, han vil give os problemer?"
"Det er jeg næsten sikker på. Jeg beklager, chef. "
Meredith nikkede forstående.
"Jeg er sikker på, at det ikke er din skyld," sagde han.
Riley gættede på, at han havde en god ide om, hvad der var sket. Senator Newbroughs adfærd var utvivlsomt typisk for narcissistiske politikere. Meredith var formentlig mere end vant til det.
Flores skrev hurtigt, og imens han gjorde, kom der grimme billeder, officielle rapporter og nyhedsartikler op på store skærme rundt om i lokalet.
"Vi har gravet i det, og det viser sig, at du har ret, agent Paige," sagde Flores. "Den samme morder slog til tidligere, lang tid før Daggett-mordet."
Riley hørte Bill grynte tilfredshed, og i et sekund følte Riley en retfærdighed. Hun følte selvtilliden vende tilbage.
Men så tog hendes humør et dyk. En anden kvinde havde lidt en frygtelig død. Der var ingen grund til at feste. Hun ville faktisk ønske, at hun ikke havde haft ret.
Hvorfor kan jeg ikke bare nyde at have ret en gang imellem? Tænkte hun.
Et gigantisk kort over Virginia spredte sig ud over den store skærm og blev derefter zoomet ind til den nordlige halvdel af delstaten New York. Flores markerede et sted højt op på kortet nær grænsen til Maryland.
"Det første offer var Margaret Geraty, seksogtredive år gammel," sagde Flores. "Hendes lig blev fundet efterladt på en mark, omkring 20 kilometer uden for Belding. Hun blev dræbt den femogtyvende juni for næsten to år siden. FBI blev ikke tilkaldt. Det lokale politi opklarede ikke sagen."
Riley gennemgik gerningsstedets billeder, som Flores lagde op på en anden skærm. Morderen havde naturligvis ikke forsøgt at udstille liget. Han havde bare smidt det dér og var taget af sted.
"For to år siden," sagde hun eftertænksomt. En del af hende var overrasket over, at han havde været her i så længe. Men en anden del af hende vidste, at disse syge mordere kunne operere i årevis. De kunne have en uhyggelig tålmodighed.
Hun undersøgte billederne.
"Jeg kan se, at han ikke har udviklet sin stil", bemærkede hun.
"Rigtigt," sagde Flores. "Der er en paryk der, og håret blev klippet kort, men han efterlod ikke en rose. Hun blev dog kvalt til døden med et lyserødt bånd."
"Han hastede igennem opsætningen," sagde Riley. "Han var for nervøs. Det var hans første gang, og han manglede selvtillid. Han gjorde det lidt bedre med Eileen Rogers, men det var først med Reba Frye-mordet, at han virkelig gjorde det rigtigt."
Hun genkaldte sig noget, som hun havde ønsket at spørge om.
"Har du fundet nogen forbindelser mellem ofrene? Eller mellem de to mødres børn?"
"Nej, intet," sagde Flores. "Et tjek af forældregrupper gav ikke noget resultat. Ingen af dem kender tilsyneladende hinanden."
Det gjorde Riley mismodig, men det overraskede hende ikke.
"Hvad med den første kvinde?" Spurgte Riley. "Hun var mor, går jeg ud fra."
"Nej," sagde Flores hurtigt, som om han havde ventet på det spørgsmål. "Hun var gift, men barnløs."
Riley var skræmt. Hun var sikker på at morderen udvalgte mødre. Hvordan kunne hun have taget fejl?
Hun kunne mærke, at hendes voksende selvtillid pludselig svigtede.
Riley spurgte tøvende Bill: "Så hvor tæt er vi på at identificere en mistænkt? Kunne du få noget svar vedrørende Mosby Park?"
"Nej desværre," sagde Flores. "Vi fandt spor af læder i stedet for blod. Morderen brugte handsker. Han ser ud til at være snedig. Selv på det første gerningssted efterlod han hverken spor eller DNA."
Riley sukkede. Hun havde været så håbefuld over, at hun havde fundet noget, som andre havde overset. Men nu følte hun, at hun kom til kort. De var slået tilbage til start.
"Besat af detaljer," sagde hun.
"Alligevel tror jeg, at vi nærmer os ham," tilføjede Flores.
Han brugte en elektronisk pegepind til at angive steder og tegne linjer mellem dem.
"Nu hvor vi har kendskab til dette tidligere drab, har vi en bedre ide om hans territorium," sagde Flores. "Vi har nummer ét, Margaret Geraty, ved Belding i nord, nummer to, Eileen Rogers, over mod vest ved Mosby Park og nummer tre, Reba Frye, nær Daggett, længere sydpå."
For Riley så det ud som om, at de tre steder dannede en trekant på kortet.
"Vi kigger på et område på omkring 1600 kvadratkilometer," sagde Flores. "Men det er ikke så slemt, som det lyder. Vi taler hovedsageligt om landdistrikter med nogle få småbyer. I nord finder du nogle store ejendomme som senatorens. Masser af åbent land."
Riley så et glimt af faglig tilfredshed på Flores’ ansigt. Han elskede selvfølgelig sit arbejde.
"Jeg vil gøre det, at jeg henter alle registrerede sexforbrydere frem i systemet, som bor i dette område," sagde Flores. Han indtastede en kommando, og trekanten blev til prikker med omkring femogtyve små prikker.
"Lad os nu fjerne de pædofile," sagde han. "Vi kan være sikre på, at vores morder ikke er en af dem."
Flores skrev en anden kommando, og omkring halvdelen af prikkerne forsvandt.
"Lad os nu begrænse det til bare de hårde fyre, der har været i fængsel for voldtægt eller mord eller begge dele."
"Nej," afbrød Riley. "Det er forkert."
Alle tre mænd stirrede overrasket på hende.
“Vi leder ikke efter en voldelig kriminel,” sagde hun.
Flores gryntede.
"Hvorfor i helvede gør vi ikke det!" Protesterede han.
Der blev stille. Riley følte, at der var en ny erkendelse på vej, som endnu ikke havde formet sig i hendes tanker. Hun stirrede på dukken, som stadig sad på bordet og så grotesk ud.
Hvis bare du kunne tale, tænkte hun.
Så begyndte hun langsomt at sige, hvad hun tænkte.
"Jeg mener tilsyneladende ikke voldelig. Margaret Geraty blev ikke voldtaget. Vi vidste allerede, at Rogers og Frye heller ikke var blevet det."
"De blev alle tortureret og dræbt," knurrede Flores.
Spændingen fyldte rummet, og Brent Meredith så bekymret ud, mens Bill stirrede på en af skærmene.
Riley pegede på nærbillederne af Margaret Geratys skæmmede og lemlæstede lig.
"Hans første drab var hans mest voldelige," sagde hun. "Disse sår er dybe og grimme, værre end hans næste to ofre. Jeg vil vædde på, at dine teknikere allerede har fastslået, at han lavede disse sår meget hurtigt, et lige efter hinanden."
Flores nikkede beundrende.
"Du har ret."
Meredith kiggede nysgerrigt på Riley.
"Hvad vil du sige med det?" Spurgte Meredith.
Riley tog en dyb indånding. Hun oplevede, at hun gled ind i morderens sind igen.
"Jeg er temmelig sikker på noget," sagde hun. "Han har aldrig haft sex med et andet menneske i sit liv. Han har sandsynligvis aldrig været på en date. Han er kedelig og uinteressant. Kvinder har altid afvist ham."
Riley standsede et øjeblik for at få hold på sine tanker.
"En dag slog det klik for ham," sagde hun. "Han bortførte Margaret Geraty, bandt hende, ruskede hende og forsøgte at voldtage hende."
Flores gispede med pludselig forståelse.
"Men han kunne ikke gøre det!" Sagde Flores.
"Korrekt, han er fuldstændig impotent," sagde Riley. "Og da han ikke kunne voldtage hende, blev han vred. Han begyndte knivstikkeriet - det nærmeste han kunne komme på seksuel indtrængen. Det var den første voldshandling, han nogensinde havde begået i sit liv. Mit gæt er, at han ikke engang interesserede sig for at holde hende i live i lang tid."
Flores pegede på et afsnit i den officielle rapport.
"Dit gæt er rigtigt," sagde han. "Geratys lig blev fundet bare et par dage efter, at hun forsvandt."
Riley følte en voksende frygt ved sine egne ord.
"Og han kunne lide det," sagde hun. "Han kunne godt lide Geratys frygt og smerte. Han kunne godt lide at skære og stikke. Så han har efterfølgende gjort det til sit ritual. Og han har lært at tage sig tid til det for at nyde hvert minut af det. Med Reba Frye fortsatte frygten og torturen i mere end en uge."
En tavshed fyldte rummet.
"Hvad med dukkeforbindelsen?" Spurgte Meredith. "Hvorfor er du så sikker på, at han laver en dukke?"
"Ligene ser helt sikkert ud som dukker," sagde Bill. "I det mindste de sidste to. Riley har ret i det."
"Det handler om dukker," sagde Riley stille. "Men jeg ved ikke præcis hvorfor. Der er nok en slags hævnelement her."
Endelig spurgte Flores: "Så tror du overhovedet, at vi leder efter en registreret lovovertræder?"
"Måske," sagde Riley. "Men ikke en voldtægtsforbryder, ikke et voldsomt rovdyr. Det ville være en mere uskadelig type, mindre truende - en vindueskigger eller en blotter, eller nogen som onanerer offentligt. "
Flores skrev hurtigt.
"Okay," sagde han. "Jeg vil droppe de voldelige lovovertrædere."
Antallet af røde prikker på kortet mindskes til en håndfuld.
"Så hvem har vi tilbage?" Spurgte Riley Flores.
Flores kigget på et par sager og gispede.
"Jeg tror, jeg har ham," sagde Flores. "Jeg tror, jeg har din mand. Hans navn er Ross Blackwell. Og hør her. Han arbejdede i en legetøjsbutik, da han blev taget i at sætte dukkerne i kinky stillinger. Så de så ud som om, at de havde al mulig underlig sex. Ejeren ringede til politiet. Blackwell er prøveløsladt, men myndighederne holder øje med ham."
Meredith strøg sig eftertænksomt på hagen. "Det kunne være vores gerningsmand," sagde han.
"Skal agent Paige og jeg tjekke ham med det samme?" Spurgte Bill.
"Vi har ikke nok på ham til en anholdelse," sagde Meredith. "Eller til at få en ransagningskendelse. Vi må hellere lade være med at advare ham. Hvis han er vores gerningsmand, og han er så smart som vi tror han er, så er han i stand til at slippe væk. Besøg ham i morgen. Find ud af, hvad han har at fortælle om sig selv. Vær forsigtig med ham."
Kapitel 11
Det var meget mørkt, da Riley kom hjem til Fredericksburg, og hun følte sig næsten sikker på, at natten ville blive endnu værre. Hun oplevede en slags déjàvu, da hun kørte sin ind bil foran det store hus i det respektable forstadskvarter. Hun havde engang delt dette hus med Ryan og deres datter. Der var mange minder her, mange af dem var gode. Men mere end et par stykker dem var ikke så gode, og nogle var virkelig forfærdelige.
Ligesom hun var ved at stige ud af bilen og gå op til huset, åbnedes hoveddøren. April kom ud og Ryan stod som en silhuet i lyset af døråbningen. Han gav Riley en håndhilsen, da April gik, og så gik han tilbage ind i huset og lukkede døren.
Det forekom Riley, at han lukkede døren helt, men hun vidste, at det nok var hendes sind, der spillede hende et puds. Denne dør var for længst lukket, og det liv var væk. Men sandheden var, at hun heller aldrig virkelig havde hørt til i sådan en kedelig, tryg og respektabel verden af orden og rutine. Hendes hjerte var altid i marken, hvor kaos, uforudsigelighed og fare regerede.
April nåede frem til bilen og hoppede ind på i passagersædet.
"Du kommer sent," snerrede April og lagde armene over kors.
"Undskyld," sagde Riley. Hun ville sige mere for at fortælle April, hvor utrolig ked af det hun virkelig var, ikke kun for denne nat, ikke kun for Aprils far, men for hele hendes liv. Riley ønskede så meget at være en bedre mor, at gå hjemme, at være der for April. Men det harmonerede ikke med hendes arbejdsliv.
Riley kørte væk fra kantstenen.
"Normale forældre arbejder ikke både hele dagen og hele natten," sagde April.
Riley sukkede.
"Jeg har sagt det før…," begyndte hun.
"Jeg ved det," afbrød April. "Kriminelle holder aldrig fridage. Det er ret kedeligt, mor."
Riley kørte af sted i tavshed et øjeblik, hun ønskede at tale med April, men var bare for træt, for overvældet af sin dag. Hun kunne ikke finde på mere at sige.
"Hvordan gik det med din far?" Spurgte hun endelig.
"Elendigt," svarede April.
Det var et forudsigeligt svar. April syntes at være endnu mere på nakken af sin far end hun var på sin mor i disse dage.
Der var endnu en lang pause imellem dem.
Så tilføjede April i en mildere tone: "I det mindste er Gabriela der. Det er altid rart at se et venligt ansigt til en forandring."
Riley smilede lidt. Riley havde virkelig sat pris på Gabriela, den middelaldrende guatemalanske kvinde, der havde arbejdet som deres husholderske i årevis. Gabriela var altid vidunderligt ansvarlig og jordbunden, hvilket var mere end Riley kunne sige om Ryan. Hun var glad for, at Gabriela stadig var i deres liv - og stadig var der for at passe på April, når hun boede i sin fars hus.
Under hjemkørslen følte Riley et håndgribeligt behov for at kommunikere med sin datter. Men hvad skulle hun sige for at trænge igennem til hende? Det var ikke, fordi hun ikke forstod, hvad April følte - især om en aften som i aften. Den stakkels pige var simpelthen nødt til at føle sig uønsket ved at blive kørt frem og tilbage mellem forældrenes hjem. Det måtte være svært for en fjortenårig, der allerede var vred på så mange ting i sit liv. Heldigvis havde April indvilliget i at gå hen til sin fars hus efter skole hver dag, indtil Riley kom og samlede hende op. Men i dag, den første dag i det nye arrangement, havde Riley været meget sent på den.
Riley var tæt på at briste i tårer, imens hun kørte. Hun kunne ikke finde på noget at sige. Hun var simpelthen for udmattet. Hun var altid for udmattet.
Da de kom hjem, gik April ordløst i retning af sit værelse og lukkede døren højlydt bag sig. Riley stod et øjeblik i gangen. Så bankede hun på Aprils dør.
"Kom herud, søde," sagde hun. "Lad os tale sammen. Lad os sætte os i køkkenet lidt og få en kop pebermyntete. Eller måske i baghaven. Det er en smuk aften. Det er en skam at lade den gå til spilde."
Hun hørte April stemme svare: "Det kan du bare gøre, mor. Jeg har travlt."
Riley lænede sig mod dørrammen.
"Du bliver ved med at sige, at jeg ikke bruger nok tid sammen med dig," sagde Riley.
”Klokken er over tolv, mor. Det er virkelig sent."
Riley følte sin hals snøre sig sammen og tårerne steg op i øjnene. Men hun ville ikke begynde at græde.
"Jeg forsøger, April," sagde hun. "Jeg gør mit bedste med alt."
Tavshed fulgte.
"Det ved jeg," sagde April endelig fra inde fra sit værelse.
Så var det stille. Riley ønskede, at hun kunne se sin datter ansigt. Var det muligt, at hun kun hørte et strejf af sympati i disse tre ord? Nej, sikkert ikke. Var det så vrede? Det troede Riley heller ikke. Det var sandsynligvis bare teenageoprør.
Riley gik på toilettet og tog et langt varmt brusebad. Hun lod dampen og de dunkende, varme dråber massere sin krop, som smertede over det hele efter en så lang og vanskelig dag. Da hun kom ud og tørrede håret, følte hun sig bedre tilpas fysisk. Men indeni følte hun sig stadig tom og urolig.
Og hun vidste, at hun ikke kunne sove.
Hun tog tøfler på og en badekåbe og gik ind i køkkenet. Da hun åbnede et skab, var den første ting, hun så, en næsten fyldt flaske bourbon. Hun overvejede at hælde en dobbelt whisky op i et glas til sig selv.
Ikke nogen god ide, sagde hun strengt til sig selv.
I sin nuværende sindstilstand ville hun ikke stoppe med en. Trods alle sine problemer i de forgangne seks uger havde hun formået ikke at lade alkohol styre sit liv. Det var ikke tidspunktet at miste kontrollen nu. Hun lavede sig en kop varm pebbermynte-te i stedet for.
Så satte Riley sig i stuen og begyndte at gennemgå mappen fyldt med billeder og oplysninger om de tre mordtilfælde.
Hun vidste allerede lidt om offeret for seks måneder siden nær Daggett - den, som de nu vidste var det andet af de tre mord. Eileen Rogers havde været en gift mor med to børn, der ejede og forvaltede en restaurant med sin mand. Og selvfølgelig havde Riley også set stedet, hvor det tredje offer, Reba Frye, var blevet efterladt. Hun havde endda besøgt Fryes familie, herunder den selvoptagede senator.
Men den toårige Belding-sag var ny for hende. Da hun læste rapporterne, begyndte Margaret Geraty at træde i karakter som et rigtigt menneske, en kvinde der engang havde levet rigtigt. Hun havde arbejdet i Belding som statsautoriseret revisor og var for nylig flyttet til Virginia fra den nordlige del af delstaten New York. Hendes overlevende familie, udover hendes mand, omfattede to søstre, en bror og en mor, der var enke. Venner og slægtninge beskrev hende som godmodig, og som en enspænder - muligvis ensom.
Imens hun drak teen, kunne Riley ikke lade være med at undre sig - hvad ville der være blevet af Margaret Geraty, hvis hun havde levet? I en alder af seksogtredive havde livet stadig flere muligheder at byde på – børn blandt andet.
Riley følte en kuldegysning, da en anden tanke kom til hende. For blot seks uger siden havde hendes egen livshistorie været frygtelig tæt på at ende i en sagsmappe magen til den, der nu åbnede sig foran hende. Hele hendes eksistens kunne lig så godt være blevet reduceret til en stak af forfærdelige billeder og journaltekst.
Hun lukkede øjnene og forsøgte at ryste det af sig, da hun fornemmede, at minderne skyllede ind over hende. Men selv om hun forsøgte, kunne hun ikke stoppe dem.
Da hun krøb gennem det mørke hus, hørte hun noget skrabe under gulvbrædderne, og hørte så et råb om hjælp. Efter at have undersøgt væggene fandt hun den - en lille firkantet dør, der åbnede ind til en krybekælder under huset. Hun lyste med en lommelygte derind.
Lysstrålen ramte et forskræmt ansigt.
"Jeg er her for at hjælpe," sagde Riley.
"Du er kommet!" Kaldte offeret. "Åh, gudskelov, du er kommet!"
Riley møvede sig henad det snavsede gulv mod det lille bur i hjørnet. Hun fumlede med låsen et øjeblik. Så trak hun sin lommekniv frem og lirkede ved låsen, indtil hun tvang den åben. Et sekund senere kravlede kvinden ud af buret.
Riley og kvinden bevægede sig hen mod den firkantede dør. Men kvinden var næppe ude, før en truende mandsperson blokerede vejen for Riley.
Hun var fanget, men den anden kvinde havde en chance.
"Løb!" Skreg Riley. "Løb!"
Riley vendte tilbage til nutiden. Ville hun nogensinde blive fri for disse mareridt? Det var helt sikkert ikke blevet lettere for hende at arbejde på en ny sag med tortur og død.
Alligevel var der en person, hun altid kunne henvende sig til og få støtte.
Hun greb sin telefon og sms’ede Marie.
Hej. Er du stadig vågen?
Efter et par sekunder kom svaret.
Ja. Hvordan har du det?
Riley skrev: Temmelig rystet. Og dig?
For skræmt at sove.
Riley ønskede at skrive noget for at få dem begge til at føle sig bedre tilpas. Det syntes ikke at være tilstrækkeligt at skrive sammen på denne måde.
Har du lyst til at tale? hun skrev. Jeg mener TALE - ikke bare sms’e?
Det tog flere lange sekunder, før Marie svarede.
Nej, det tror jeg ikke.
Riley var overrasket et øjeblik. Så indså hun, at hendes stemme måske ikke altid var trøstende for Marie. Nogle gange kunne det endda udløse forfærdelige flashbacks for hende.
Riley huskede Maries ord sidste gang, de talte sammen. Find det svin. Og dræb ham for mig. Og da hun overvejede dem, havde Riley nyheder, som hun troede Marie måske vil høre.
Jeg er tilbage på jobbet, skrev Riley.
Maries ord kom væltende i hurtige sætninger.
Åh godt! Så glad! Jeg ved, det er ikke nemt. Jeg er stolt. Du er meget modig.
Riley sukkede. Hun følte sig ikke særlig modig – i hvert fald ikke i dette øjeblik.
Maries ordstrøm fortsatte.
Tak. At vide, at du arbejder igen får mig til at føle mig meget bedre tilpas. Måske kan jeg sove nu. Godnat.
Riley skrev: Hang derinde.
Så lagde hun telefonen fra sig. Hun følte sig også lidt bedre tilpas. Hun havde trods alt opnået noget og var vendt tilbage til jobbet, sådan da. Langsomt men sikkert begyndte hun at blive helbredt.
Riley drak resten af sin te og gik derefter på hovedet i seng. Hun lod sig overmande af udmattelsen og faldt hurtigt i søvn.
Riley var seks år gammel og i en slikbutik sammen med mor. Hun var så glad for alt det slik, som mor købte til hende.
Men så kom en mand gående hen imod dem. En stor, skræmmende mand. Han havde noget over sit ansigt - en nylonstrømpe, ligesom mor havde på benene. Han trak en pistol. Han råbte, at mor skulle give ham sin pung. Men mor var så bange, at hun ikke kunne bevæge sig. Hun kunne ikke give den til ham.
Og så skød han hende i brystet.
Hun faldt blødende om på gulvet. Manden snuppede pungen og løb.
Riley begyndte at skrige og skreg og skreg.
Så hørte hun mors stemme.
"Der er ikke noget du kan gøre, kære. Jeg er væk, og du kan ikke gøre noget ved det."
Riley var stadig i slikbutikken, men hun var voksen nu. Mor stod lige foran hende og stod ved siden af sit eget lig.
"Jeg er nødt til at hente dig tilbage!" græd Riley.
Mor smilede beklagende til Riley.
"Det kan du ikke," sagde mor. "Du kan ikke hente de døde tilbage."
Riley satte sig op og trak vejret tungt, revet ud af søvnen af en raslende lyd. Hun kiggede vagtsomt rundt. Huset var stille nu.
Men hun var helt sikker på, at hun havde hørt noget. En slags støj ved hoveddøren.
Riley kom på benene, for hendes instinkt var vågnet. Hun tog en lommelygte og pistolen op af kommoden og bevægede sig forsigtigt gennem huset i retning af hoveddøren.
Hun spejdede gennem den lille glasrude i døren, men så ingenting. Alt var stille.
Riley forberedte sig og åbnede hurtig døren på vid gab og lyste udenfor. Ingen. Der var ingen.
Da hun lyste rundt på fortrappen, var der noget som fangede hendes opmærksomhed. Et par småsten lå spredt der. Havde nogen kastet dem mod døren, og havde det forårsaget en raslen?
Riley ransagede sin hjerne og forsøgte at huske, om de småsten havde ligget der, da hun var kommet hjem i aftes. I hendes omtågede tilstand kunne hun simpelthen ikke være sikker på, om de havde ligget der eller ej.
Riley blev stående et øjeblik, men der var ingen tegn på nogen overhovedet.
Hun lukkede og låste hoveddøren og gik tilbage ned ad den korte gang til sit soveværelse. Da hun nåede hen for enden, blev hun skræmt over at se, at Aprils soveværelsesdør stod lidt på klem.
Riley åbnede døren åbent og kiggede indad.
Hendes hjerte hamrede af frygt.
April var væk.
Kapitel 12
"April!" Råbte Riley. "April!"
Riley løb hen til badeværelset og kiggede derind. Hendes datter var heller ikke der.
Hun løb desperat gennem huset, åbnede døre og kiggede ind i hvert eneste værelse og hvert et skab. Hun fandt intet.
"April!" Råbte hun igen.
Riley bemærkede den bittere smag af galde i munden. Det var smagen af frygt.
Til sidst lagde hun mærke til, at der i køkkenet var en mærkelig lugt, der sivede ind gennem et åbent vindue. Hun genkendte den lugt fra for længe siden i college-tiden. Hendes frygt ebbede ud og blev erstattet af trist irritation.
"Åh, for pokker!" mumlede Riley højt og følte stor lettelse.
Hun rev bagdøren åben. I det tidlige morgenlys kunne hun se sin datter, stadig i pyjamas, sidde ved det gamle picnicbord. April så på hende med et skyldigt og fåret ansigtsudtryk.
"Hvad vil du, mor?" Spurgte april.
Riley skred henover gården og rakte hånden ud.
"Giv mig den," sagde Riley.
April forsøgte på akavet vis at se uskyldig ud.
"Give dig hvad?" Spurgte hun.
Rileys stemme undertrykte mere tristhed end vrede. "Den joint, du ryger," sagde hun.
"Og vær venlig ikke at lyve for mig."
"Du er skør," sagde April og gjorde sit bedste for at lyde rigtig indigneret. "Jeg røg ikke noget. Du tror altid det værste om mig. Ved du det, mor? "
Riley bemærkede, hvordan hendes datter sad fremadlænet på bænken.
"Flyt din fod," sagde Riley.
"Hvad?" Sagde April og spillede dum.
Riley pegede på den mistænkelige fod.
"Flyt din fod."
April stønnede højt og adlød. Selvfølgelig dækkede hendes tøfler over en frisk knust marihuana joint. Et tynd stribe røg steg op fra den, og lugten var stærkere end nogensinde før.
Riley bøjet sig ned og snuppede den.
"Giv mig resten af den."
April trak på skuldrene. "Resten af hvad?"
Riley kunne ikke længere holde sin stemme i ro. "April, jeg mener det. Du skal ikke lyve for mig. Kom så."
April himlede med øjnene og gravede i sin skjortelomme. Hun trak en joint frem, der ikke var tændt.
"Åh, for pokker, her" sagde hun og gav den til sin mor. "Fortæl mig ikke, at du ikke vil ryge den selv, så snart du får chancen."
Riley puttede begge joints i lommen på sin badekåbe.
"Hvad mere har du?" Krævede hun.
"Det er alt, hvad der er," snerrede April tilbage. "Tror du ikke på mig? Nå, så undersøg mig. Undersøg i mit værelse. Søg overalt. Dette er alt, hvad jeg har."
Riley rystede over det hele. Hun kæmpede for at bringe sine følelser under kontrol.
"Hvor har du dem fra?" Spurgte hun.
April trak på skuldrene. "Cindy gav dem til mig."
"Hvem er Cindy?”
April grinte kynisk. "Tjah, det ved du ikke noget om, vel mor? Det er jo ikke, fordi du ved særlig meget om mit liv. Du er jo ligeglad alligevel, ikke? Jeg mener, gør det nogen forskel for dig, hvis jeg ryger mig skæv?"
Riley følte sig ramt nu. April var gået lige i struben på hende, og det gjorde ondt. Riley kunne ikke længere holde tårerne tilbage.
"April, hvorfor hader du mig sådan?" Råbte hun.
April så overrasket ud, men angrede næppe. "Jeg hader dig ikke, mor."
"Hvorfor straffer du mig? Hvad har jeg nogensinde gjort for at fortjene dette?"
April stirrede ud i rummet. "Måske skulle du bruge lidt tid på at tænke på det, mor."
April rejste sig fra bænken og gik hen mod huset.
Riley vandrede gennem køkkenet og tog mekanisk alt det frem, som hun havde brug for til at lave morgenmad. Da hun tog æggene og bacon ud af køleskabet, spekulerede hun på, hvad de skulle gøre ved denne situation. Hun burde straks give April stuearrest. Men hvordan skulle hun gennemføre det?
Mens Riley var på orlov, havde hun været i stand til at holde øje med April. Men alt var anderledes nu. Nu, da Riley var tilbage på arbejde, ville hendes tidsplan være vildt uforudsigelig. Og tilsyneladende ville hendes datter også være det.
Riley spekulerede over sine muligheder, da hun lagde strimler af bacon på panden for at stege. En ting var sikkert. Siden April skulle tilbringe så meget tid sammen med sin far, burde Riley virkelig fortælle Ryan, hvad der var sket. Men det ville åbne en ny verden af problemer. Ryan var allerede overbevist om, at Riley var totalt inkompetent, både som kone og mor. Hvis Riley fortalte ham, at hun havde taget April på fersk gerning i at ryge pot i baghaven, ville han føle sig helt overbevist.
Og måske havde han ret, tænkte hun elendig til mode, da hun pressede to skiver brød ned i brødristeren.
Hidtil havde Ryan og Riley formået at undgå et slagsmål om forældremyndigheden over April. Hun vidste, at selv om han aldrig ville indrømme det, så nød Ryan sin frihed som single så meget, at han ikke have lyst til at bruge tiden på at opdrage en teenager. Han havde ikke været begejstret, da Riley fortalte ham, at April gerne ville tilbringe mere tid sammen med ham.
Men hun vidste også, at hendes eksmands meninger kunne ændre sig meget hurtigt, især hvis han havde en undskyldning for at bebrejde hende for noget. Hvis han fandt ud af, at April havde røget pot, kunne han prøve at tage hende helt fra Riley. Den tanke var uudholdelig.
Et par minutter senere sad Riley og hendes datter ved bordet og spiste morgenmad. Tavsheden mellem dem var endnu mere akavet end normalt.
Endelig April spurgte: "Har du tænkt dig at sige det til far?"
"Det synes du måske, jeg skal?" Svarede Riley.
Det virkede som et ærligt nok svar set i lyset af omstændighederne.
April hang med hoved og så bekymret ud.
Derefter sagde April: "Du må helst ikke sige det til Gabriela."
Ordene ramte Riley lige til hjertet. April var mere bekymret over, om deres husholderske skulle finde ud af det, end hvad hendes far måske tænkte - eller hendes egen mor for den sags skyld.
Situationen er virkelig blevet slem, tænkte Riley mismodigt.
Hvad der var tilbage af dyrebare små ting i hendes familieliv, opløstes foran hendes øjne. Hun følte sig nærmest ikke som en mor længere. Hun spekulerede på, om Ryan havde de samme følelser som far
Sikkert ikke. Det var ikke Ryans stil at føle sig skyldig. Nogen gange misundte hun ham hans følelsesmæssige ligegyldighed.
Efter morgenmaden, imens April gjorde sig klar til skole, blev der stille i huset, og Riley begyndte at blive optaget af det andet, der var sket om morgenen - hvis det var sket? Hvad eller hvem havde forårsaget den raslen ved hoveddøren? Havde der været en raslen ved hoveddøren? Hvor kom de småsten pludselig fra?
Hun mindedes Maries panik over underlige telefonsamtaler, og en tiltagende frygt voksede i hende og kom ud af kontrol. Hun rakte ud efter sin mobiltelefon og ringede til et velkendt nummer.
"Betty Richter, FBI teknisk afdeling," lød svaret.
"Betty, dette er Riley Paige." Riley svælgede. "Jeg tror, du ved, hvorfor jeg ringer."
Riley havde jo netop lavet samme telefonopkald hver anden eller tredje dag i de sidste seks uger nu. Agent Richter havde været ansvarlig for at afslutte detaljerne om Peterson-sagen, og Riley ønskede desperat en afslutning
"Du vil have, at jeg fortæller dig, at Peterson er virkelig død," sagde Betty i et sympatisk tonefald. Betty var en meget tålmodig sjæl, forstående og med god humor, og Riley havde altid været taknemmelig for at få hende til at tale om dette.
"Jeg ved, det er latterligt."
"Efter alt det du gennemlevede?" Sagde Betty. "Nej, det tror jeg ikke. Men jeg har ikke noget nyt at fortælle dig. Bare den samme. Vi fandt Petersons lig. Det var brændt til ukendelighed, men det var helt sikkert hans højde og bygning. Det kunne virkelig ikke have været andet end ham."
"Hvor sikker er du? I procenttal."
"Jeg vil sige nioghalvfems procent," sagde hun.
Riley tog en dyb og langsom indånding.
"Hvorfor kan du ikke sige hundrede procent?" Spurgte hun.
Betty sukkede. "Riley, jeg kan ikke give dig hundrede procents sikkerhed om ret meget her i livet. Ingen kan. Ingen er hundrede procent sikre på, at solen vil stå op i morgen tidlig. Jorden kan blive ramt af en kæmpe asteroide i mellemtiden, og vi vil alle være døde."
Riley udstødte et bedrøveligt fnis.
"Tak for at give mig noget andet at bekymre dig om," sagde hun.
Betty lo også lidt. "Du kan bare sige til," sagde hun. "Jeg er glad for at være til hjælp."
"Mor?" kaldte April, som var klar til at gå i skole.
Riley afsluttede telefonopkaldet og følte sig lidt bedre tilpas og klar til at gå. Efter hun havde afleveret April, havde hun en aftale om at hente Bill i dag. De skulle afhøre en mistænkt, som passede til morderens profil.
Og Riley havde en fornemmelse af, at han kunne være den vanvittige morder, de ledte efter.
Kapitel 13
Riley slukkede for bilmotoren og blev siddende foran Bills hjem og beundrede hans hyggelige to-etagers bungalow. Hun havde ofte spekuleret på, hvordan han formåede at holde den forreste græsplæne så flot grønt, og de prydede buske var så uhyre trimmet. Bills hjemlige liv kunne godt være i kaos, men han sørgede helt sikkert for en flot forhave, der passede perfekt til hele dette idylliske boligområde. Hun kunne ikke lade være med at spekulere på, hvordan alle baggårdene mon så ud i dette lille samfund så tæt på Quantico.
Bill kom ud, hans kone, Maggie, fulgte lige bag ham og sendte Riley et hårdt blik. Riley kiggede væk.
Bill steg ind og smækkede døren bag sig.
"Lad os for helvede komme væk," knurrede han.
Riley startede bilen og kørte væk fra kantstenen.
"Det lader ikke til, at det går godt derhjemme," sagde hun.
Bill rystede på hovedet.
"Vi havde et stort skænderi sent i aftes, da jeg kom hjem. Det startede forfra igen i morges."
Han tav et øjeblik og tilføjede så med en grimasse: "Hun taler igen om skilsmisse. Og hun vil have fuld forældremyndighed over drengene."
Riley tøvede først, men stillede så det spørgsmål, hun tænkte på: "Og jeg er en del af problemet?"
Bill var tavs.
"Ja," indrømmede han til sidst. "Hun blev ikke glad for at høre, at vi samarbejder igen. Hun siger, at du har en dårlig indflydelse på mig."
Riley vidste ikke, hvad hun skulle svare.
Bill tilføjede: "Hun siger, at de værste sider kommer frem i mig, når jeg arbejder sammen med dig. Jeg er mere distræt og besat af at arbejde."
Det var sandt nok, tænkte Riley. Både hun og Bill var besat af at arbejde.
Tavsheden sænkede sig, imens de kørte. Efter et par minutter åbnede han sin bærbare computer.
"Jeg har nogle detaljer om den fyr, vi skal tale med. Ross Blackwell."
Han scannede skærmen.
"En registreret sexforbryder," tilføjede han.
Riley krængede læberne i afsky.
"Hvilke anklager?"
"Besiddelse af børnepornografi. Han blev mistænkt for mere, men intet blev nogensinde bevist. Han findes i databasen, men ingen begrænsninger på hans aktivitet. Det er ti år siden, fotografiet af ham er temmelig gammelt."
Lusket, tænkte hun. Måske er han svært at fange.
Bill fortsatte med at læse op.
"Afskediget fra flere jobs af vage grunde. Sidste gang arbejdede han i en butikskæde i et stort indkøbscenter i Beltway – som solgte helt almindelige varer, og kunderne er mest børnefamilier. De greb Blackwell på fersk gerning i at placere dukker i kinky stillinger, og så fyrede de ham og anmeldte ham."
"En mand med en sær interesse for dukker og tidligere dømt for besiddende af børnepornografi," mumlede Riley.
Indtil videre passede Ross Blackwell på den profil, hun var begyndt at konstruere.
"Og hvad så nu?" Spurgte hun.
"Nu har han et job i en hobbyforretning," svarede Bill. "En anden butikskæde i et andet butikscenter."
Riley var lidt overrasket.
"Men kendte cheferne da ikke til Blackwells fortid, da de ansatte ham?"
Bill trak på skuldrene.
"Måske er de ligeglade. Det lader til, at han kun er heteroseksuelt orienteret. Måske regner de ikke med, at han vil skade nogen et sted, hvor der kun handles modelbiler, fly og tog."
Hun følte en kuldegysning sitre gennem kroppen. Hvordan kunne en fyr som ham bare finde et andet jon? Denne mand var sandsynligvis en ond morder. Hvordan kunne han bare gå frit rundt mellem alle andre, der var sårbare?
Det lykkedes dem endelig at nå frem gennem den nådesløse trafik til Sanfield. D.C. forstaden fremstod som et typisk eksempel på en udkantsby, der stort set kun bestod af indkøbscentre og virksomheders hovedkvarterer. Riley fandt stedet åndsforladt, plastik-agtig og deprimerende.
Hun parkerede foran det store indkøbscenter. Et øjeblik blev hun siddende på førersædet og stirrede på det gamle fotografi af Blackwell på Bills bærbare computer. Der var ikke noget særpræget ved hans ansigt. Han var bare en hvid fyr med mørkt hår og et uforskammet ansigtsudtryk. Nu var han et sted i halvtredserne.
Hun og Bill steg ud af bilen og gik til fods gennem forbrugernes slaraffenland, indtil de fik øje på hobbybutikken.
"Det må ikke lykkes ham at slippe væk," sagde Riley. "Hvad gør vi, hvis han forsøger at stikke af?"
"Vi må trænge ham op i en krog," svarede Bill. "Pacificere ham og få kunderne ud af butikken."
Riley greb fat om sin pistol.
Ikke endnu, sagde hun til sig selv. Lad være med at gå i panik, hvis der ikke er nogen grund til det.
Hun stod et øjeblik og så på butikkens kunder, der kom og gik. Var en af disse fyre Blackwell? Var han allerede ved at undslippe dem?
Riley og Bill gik ind gennem hobbyforretningens dør. Det meste af lokalet var optaget af en lille, men komplet detaljeret modelby med et kørende elektrisk tog og blinkende trafiklys. Modelflyvere hang fra loftet. Der var ingen dukker.
Der så ud til at være flere mandlige ansatte i butikken, men ingen af dem havde det signalement, som hun havde for sit indre blik.
"Jeg kan ikke se ham nogen steder," sagde Riley.
Bill henvendte sig ved disken: "Har I en person ved navn Ross Blackwell ansat her?"
Manden bag kasseapparatet nikkede og pegede mod et stativ med forskellige modelleringssæt. En lavstammet, småfed mand med grånende hår var ved at rydde op i tingne. Han stod med ryggen til dem.
Riley rørte atter ved sin pistol, men lod den blive. Hun og Bill gik på hver sin side, så de kunne blokere ethvert flugtforsøg, Blackwell havde i sinde at foretage.
Hendes hjerte slog hurtigere, da hun nærmede sig.
"Ross Blackwell?" Spurgte Riley.
Manden vendte sig rundt. Han havde tykke briller på, og maven hang ud over buksebæltet. Riley stirrede på den kedelige hvide hudfarve. Hun mente ikke, at han ville stikke af, men han passede godt til hendes fordom om at være en klam type.
"Muligvis," svarede Blackwell med et bredt smil. "Det kommer an på, hvad du vil?"
Riley og Bill viste ham begge deres politiskilte.
"Wow, FBI, ligefrem?" sagde Blackwell i et nærmest veltilfreds tonefald. "Det er nyt for mig. Jeg er vant til at skulle tale med de lokale myndigheder. Jeg håber ikke, I er her for at arrestere mig? Jeg troede virkelig, at alle disse underlige misforståelser hørte fortiden til."
"Vi vil bare gerne stille dig nogle spørgsmål," sagde Bill.
Blackwell sendte dem et smørret grin og lagde hovedet på skrå.
"Et par spørgsmål, hvad? Jamen, jeg kender mine rettigheder ud og ind. Jeg behøver ikke at tale med jer, hvis jeg ikke gider. Men på den anden side, hvorfor ikke? Det vil måske ligefrem være sjovt. Hvis du køber en kop kaffe, så er jeg med på den."
Blackwell gik hen mod diskren, og Riley og Bill fulgte efter tæt bag ham. Riley var opmærksom på ethvert forsøg på at stikke af fra dem.
"Jeg tager en kaffepause, Bernie," sagde Blackwell til servicemedarbejderen.
Riley kunne se på Bills ansigtsudtryk, at han var i tvivl om, hvorvidt de havde fået fat på den rigtige fyr. Hun forstod godt, hvorfor han havde det på den måde. Blackwell virkede ikke det mindste hylet ud af den ved at se dem. Faktisk virkede han meget tilfreds.
Men det gjorde Riley bekymret, for det fik ham til at fremstå mere amoralsk og sociopatisk. Nogle af de værste seriemordere i historien havde udvist masser af charme og selvtillid. Det sidste hun forventede var, at morderen skulle opføre sig som om, han var skyldig.
Det var kun en kort vej til restaurant-området. Blackwell førte Bill og Riley direkte til en kaffebar. Hvis det gjorde manden nervøs at være i selskab med to FBI-agenter, så viste han det ikke.
En lille pige, som fulgte i hælene på sin mor, snublede og faldt lige foran dem.
"Hovsa!" Råbte Blackwell muntert. Han bøjede sig ned og rejste pigen op på benene igen.
Moderen sagde automatisk tak og trak af sted med datteren ved hånden. Riley så Blackwells blik hvile på den lille piges blottede ben under hendes korte nederdel, og det gav hende kvalme. Hendes mistanke blev forstærket.
Riley greb Blackwells arm hårdt, men han så blot forvirret og uskyldigt på hende. Hun rystede hans arm og lod ham gå.
"Bestil din kaffe," sagde hun og nikkede mod kaffebaren.
"Jeg vil gerne have en cappuccino," sagde Blackwell til den unge kvinde bag skranken. "De betaler."
Derefter spurgte han Bill og Riley, "Hvad skal I to have?"
"Ikke noget," sagde Riley.
Bill betalte for cappuccinoen, og de gik alle tre hen til et bord, hvor der ikke sad andre mennesker i nærheden.
"Okay, så hvad vil I gerne vide om mig?" Spurgte Blackwell. Han virkede afslappet og venlig. "Jeg håber ikke, I vil opføre jer fordomsfuldt, ligesom de myndigheder, jeg er vant til. Folk er så snævertsynede nu om stunder."
"Snævertsynede med hensyn til at anbringe dukker i uanstændige stillinger?" spurgte Bill.
Blackwell så oprigtigt såret. "Du får det til at lyde så beskidt," sagde han. "Der var ikke noget obskønt ved det. Se selv."
Blackwell tog sin mobiltelefon frem og begyndte at vise fotografier af sit håndværk. Det var små pornografiske tableauer, han havde skabt indeni dukkehuse. De små menneskelignende figurer var i varierende grad afklædte. De var opstillet i fantasifulde grupperinger og stillinger i forskellige dele af dukkehusene. Riley kviede sig ved synet af de forskellige sex-stillinger - nogle af dem var helt sikkert ulovlige i mange stater.
På mig virker det meget uanstændigt, tænkte Riley.
"Jeg lavede satire," forklarede Blackwell. "Jeg lavede en vigtig social udmelding. Vi lever i sådan et kras og materialistisk samfund. Nogen er nødt til at lave en form for protest. Jeg udøvede min ret til ytringsfrihed på en ansvarlig måde. Jeg misbrugte ikke min ret. Det var jo ikke, fordi jeg råbte ”ildebrand” i et propfyldt teater."
Riley bemærkede at Bill så foruroliget ud.
"Hvad med de små børn, der snuble over dine små scener?" Spurgte Bill. "Tror du ikke, at du skader dem?"
"Nej, det gør jeg ikke," sagde Blackwell ganske selvglad. "De ser værre ting i medierne hver eneste dag. Der findes ikke noget, der hedder barnlig uskyld længere. Det var præcis det, jeg forsøgte at fortælle verden. Det knuser mit hjerte, siger jeg dig."
Han lød faktisk, som han mente det, tænkte Riley.
Men det stod også klart for hende, at det gjorde han ikke. Ross Blackwell havde ikke en eneste moralsk eller empatisk knogle i sin krop. Riley mistænkte mod ham voksede for hvert øjeblik.
Hun forsøgte at aflæse hans ansigt. Det var ikke let. Ligesom alle sande sociopater, maskerede han sine følelser med en fantastisk dygtighed.
"Sig mig, Ross," sagde hun. "Kan du lide at opholde dig udendør? Jeg mener tage på camping eller fisketur."
Blackwells ansigt lyste op i et bredt smil. "Ja. Lige siden jeg var barn. Jeg var Eagle Scout dengang. Nogen gange tager jeg ud i ørkenen alene i et par uger ad gangen. Nogle gange bilder jeg mig ind, at jeg var Daniel Boone i et tidligere liv."
Riley spurgte: "Kan du også lide at gå på jagt?"
"Jo, altid," sagde han entusiastisk. "Jeg har mange trofæer derhjemme. Du ved, gevirer fra elge og hjorte. Jeg montere dem alle mig selv. Jeg er god til at udstoppe dyr."
Riley skævede til Blackwell.
"Har du nogen yndlingssteder? Skove og sådan mener jeg. Stats- og nationalparker."
Blackwell strøg sig omhyggeligt over hagen.
"Jeg går meget rundt i Yellowstone," sagde han. "Jeg er nok min favorit. Det er selvfølgelig svært at slå de Store Smoky Mountains. Eller Yosemite. Det er svært at vælge."
Bill blandede sig, "Hvad med Mosby State Park? Eller nationalparken nær Daggett?"
Blackwell så pludselig vagtsom ud.
"Hvorfor vil du vide det?" Spurgte han utilpas.
Riley vidste, at sandhedens øjeblik - eller det modsatte – endelig var nået. Hun greb ned i sin taske og trak fotografier af de mordofre, der blev taget, da de levede.
"Kan du identificere nogen af disse kvinder?" Spurgte Riley.
Blackwell spærrede øjnene op.
"Nej," sagde han med rystende stemme. "Jeg har aldrig set dem i mit liv."
"Er du sikker?" Vedblev Riley. "Måske kan det opfriske din hukommelse at høre deres navne. Reba Frye. Eileen Rogers. Margaret Geraty."
Blackwell så ud til at være på randen af panik.
"Nej," sagde han. "Jeg har aldrig set dem. Heller aldrig hørt deres navne."
Riley studerede nøje hans ansigt et øjeblik. Endelig fattede hun situationen. Hun vidste nu alt, hvad hun behøvede at vide om Ross Blackwell.
"Tak for din tid, Ross," sagde hun. "Vi vil kontakte dig, hvis vi har brug for at vide mere.”
Bill så fåret på hende, da han fulgtes med hende ud af restaurant-området.
"Hvad foregår der?" Snerrede han. "Hvad tænker du på? Han er skyldig, og han ved, at vi er efter ham. Vi kan ikke slippe ham ud af syne, før vi kan burre ham inde."
Riley undslap et suk af utålmodighed.
"Tænk nu efter, Bill," sagde hun. "Lagde du mærke til hans blege hud? Ikke engang en enkelt fregne. Den fyr har næppe været udendørs så meget som en enkelt dag i sit liv."
"Så er han ikke rigtig en Eagle Scout?"
Riley lo lidt. "Nej," sagde hun. "Og jeg kan garantere dig for, at han aldrig har været i Yellowstone eller Yosemite eller Great Smoky Mountains. Og han ved ikke noget om udstopning af dyr."
Bill så flov ud.
"Han lød så overbevisende," sagde Bill.
Riley nikkede enigt.
"Selvfølgelig gjorde han det," sagde hun. "Han er en stor løgner. Han kan få folk til at tro, at han fortæller sandheden. Og han elsker bare at lyve. Han gør det, når han får en chance - og jo større løgnen er, desto bedre."
Hun standsede et øjeblik.
"Problemet er," tilføjede Riley, "han er elendig at fortælle sandheden. Han er ikke vant til det. Han bliver nervøs, når han prøver at gøre det."
Bill standsede ved siden af hende og forsøgte at fatte det.
"Så hvad er det du siger?" Begyndte han.
"Han fortalte sandheden om kvinderne, Bill. Derfor lød han så skyldig. Sandheden lyder altid som en løgn, når han forsøger at fortælle det. I virkeligheden har han aldrig mødt nogen af disse kvinder i sit liv. Jeg siger ikke, at han ikke er i stand til at begå mord. Det er han sikkert. Men han har ikke begået disse mord."
Bill knurrede.
"Fandens," sagde han.
Riley sagde ikke noget på resten af turen hen til bilen. Dette var et alvorligt tilbageslag. Jo mere hun tænkte over det, jo mere urolig blev hun. Den rigtige morder var stadig derude, og de havde stadig ingen anelse om, hvem eller hvor han var. Og hun vidste med sikkerhed, at han snart ville dræbe igen.
Riley var frustreret over sin manglende evne til at finde hoved og hale i denne sag, men imens hun vred sin hjerne, gik det pludselig op for hende, hvem hun havde brug for at tale med. Lige nu.
Kapitel 14
De var kun lige kørt ud af Sanfield, da Riley pludselig krydsede to baner og kørte ind på en frakørsel.
Bill var overrasket. "Hvor skal vi hen?" Spurgte han.
"Belding," sagde Riley.
Bill stirrede på hende fra passagersædet og afventede en uddybende forklaring.
"Margaret Geratys mand lever stadig der," sagde hun. "Han hedder Roy, ikke? Roy Geraty. Og ejer han ikke en tankstation eller sådan noget?"
"Faktisk er det et autoværksted og en forsyningsbutik," sagde Bill.
Riley nikkede. "Vi vil aflægge ham et besøg," sagde hun.
Bill nikkede tvivlsomt.
"Okay, men jeg er ikke sikker på hvorfor," sagde han. "Det lokale politi gjorde et ret grundigt arbejde med at forhøre ham om hans kones mord. Det gav dem ikke nogen spor."
Riley sagde ikke noget i et stykke tid. Hun vidste det godt. Alligevel følte hun, at der stadig var noget, der skulle læres. Der måtte være nogle løse ender i Belding, som kun lå en kort køretur gennem Virginias landbrugsland. Hun skulle bare finde ud af, hvad det var - hvis hun kunne. Men hun var begyndt at tvivle på sig selv.
"Jeg føler mig rusten, Bill," mumlede Riley, da hun kørte. "En overgang var jeg helt sikker på, at Ross Blackwell var vores morder. Jeg burde have vidst bedre ved første øjekast. Mine instinkter er svækkede."
"Vær ikke så hård ved dig selv," svarede Bill. "Han passede jo til din profil."
Riley stønnede. "Ja, men min profil var forkert. Vores gerningsmand ville ikke stille arrangere sådan – og slet ikke på et offentligt sted."
"Hvorfor ikke?" Bill spurgte.
Riley tænkte et øjeblik.
"Fordi han tager dukker meget alvorligt," sagde hun. "De har en virkelig dyb betydning for ham. Det er noget personligt. Jeg tror, at han ville blive fornærmet over Blackwells små julelege, og den måde han placerede dukkerne på. Han ville mene, at det er vulgært. Dukker er ikke legetøj for ham. De er ... Jeg ved det ikke. Jeg forstår det ikke rigtig."
"Jeg ved, hvordan din hjerne fungerer," sagde Bill. "Og uanset hvad, så finder du ud af det til sidst."
Riley blev tavs. I hovedet gennemgik hun nogle af de seneste par dages begivenheder. Det forstærkede kun hendes følelse af usikkerhed.
"Jeg har også taget fejl med andre ting," fortalte hun Bill. "Jeg troede, morderen havde mødre som mål. Det var jeg sikker på. Men Margaret Geraty var ikke mor. Hvordan kunne jeg tage sådan fejl?"
"Du kommer snart ind i kampen igen," sagde Bill.
De nåede ud til udkanten af Belding. Det var en sørgelig lille by, der må have ligget der i generationer. Men de nærliggende gårde var blevet købt af velhavende familier, der ønskede at være "fritidslandmænd", og som stadig pendlede til prestigefyldte job i D.C. Byen var undseelig, og man kunne næsten køre igennem det uden at lægge mærke til den.
Roy Geratys autoværksted og forsyningsbutik var umulig at overse.
Riley og Bill steg ud af bilen og gik ind i det temmelig snuskede forkontor. Der var ingen. Riley ringede på den litte klokke. De ventede, men ingen kom. Efter et par minutter bevægede de sig ind i garagen. Et par fødder stak ud under et køretøj.
"Er du Roy Geraty?" Spurgte Riley.
"Ja," lød en stemme under bilen.
Riley kiggede rundt. Der var ikke andre medarbejdere i syne. Kørte forretningen så dårligt, at ejeren selv måtte gøre det hele?
Geraty kom rullende ud fra under bilen og så mistænkeligt på dem. Han var en stor mand i midten eller slutningen af trediverne, og han havde olie-plettede overalls på. Han tørrede sine hænder af i en snavset klud og rejste sig op.
"I er ikke herfra," sagde han. Så tilføjede han: "Nå, hvad kan jeg hjælpe jer med?"
"Vi arbejder for FBI," sagde Bill. "Vi vil gerne stille dig nogle spørgsmål."
"Åh, mand," knurrede manden. "Jeg orker ikke det her."
"Det vil ikke tage lang tid," sagde Riley.
"Nå, men så kom," mumlede manden. "Hvis vi er nødt til at snakke, så må vi jo gøre det."
Han førte Riley og Bill ind i et lille medarbejderlokale med et par automater. De satte sig ned på plastikstole. Roy samlede fjernbetjeningen op og tændte for et gammelt fjernsyn næsten som om ingen andre var til stede. Han fumlede med at skifte rundt mellem kanalerne, indtil han fandt en gammel komedie. Så stirrede han på skærmen.
"Bare stil jeres spørgsmål og lad os få det overstået," sagde han. "De sidste par dage har været et helvede."
For Riley var det nemt at gætte, hvad han mente.
"Jeg er ked af det, din kones mord er i nyhederne igen," sagde hun.
"Aviserne skriver, at der er blevet begået to mord magen til" sagde Geraty. "Jeg kan ikke tro det. Min telefon har kimet uafbrudt med journalister og andre røhuller. Min email-indbakke er også overfyldt. Der er ikke længere nogen respekt for privatlivets fred. Og stakkels Evelyn – min kone – hun er virkelig rystet over det."
"Har du giftet dig igen?" Spurgte Bill.
Geraty nikkede og stirrede stadig på tv-skærmen. "Vi blev gift syv måneder efter Margaret ..."
Han kunne ikke færdiggøre sætningen.
"Folk her omkring syntes det var for hurtigt," sagde han. "Men det var ikke hurtigt for mig. Jeg havde aldrig været mere ensom i mit liv. Evelyn har været en gave sendt fra himlen. Jeg ved ikke, hvad der ville være blevet af mig uden hende. Jeg tror måske, jeg ville være død."
Hans stemme blev grødet.
"Vi har en lille pige nu, som er seks måneder gammel. Hendes navn er Lucy. Hun er min øjesten."
Latteren var sitcom-komedien i tv virkede upassende. Geraty snøftede, rømmede sig og lænede sig tilbage i stolen.
"Nå men, jeg aner ikke, hvad I vil spørge mig om," sagde han. "Jeg synes, jeg besvarede alle slags spørgsmål for to år siden. Det gjorde ingen forskel. I kunne ikke fange gerningsmanden dengang, og I kommer heller ikke til at fange ham nu."
"Vi forsøger stadig," sagde Riley. "Vi vil bringe ham for domstolen."
Men hun kunne høre de tomme løfter i sine egne ord.
Hun holdt inde et øjeblik og spurgte så: "Bor du i nærheden? Jeg tænker på, om vi måske kan besøge dit hus og se os omkring."
Geraty rynkede tankefuldt panden.
"Er det nødvendigt? Eller har jeg overhovedet noget valg? "Spurgte han.
Hans spørgsmål overraskede Riley.
“Det er bare en forespørgsel,” sagde hun. “Men det vil være en hjælp.”
Geraty rystede på hovedet.
"Nej," sagde han. "Jeg er nødt til at trække en streg i sandet. Det lokale politi flyttede nærmest ind i mit hus tilbage dengang. Nogle af dem var overbevist om, at jeg havde dræbt hende. Måske tænker I det samme nu. At jeg har dræbt nogen."
"Nej," sagde Riley beroligende. "Det er ikke derfor, vi er her."
Hun så, at Bill kiggede undersøgende på mekanikeren.
Geraty kiggede ikke op. Han fortsatte bare. "Og stakkelse Evelyn – hun er hjemme hos Lucy, og hun er allerede et nervevrag efter alle de telefonopkald. Jeg vil ikke trække hende igennem mere. Jeg beklager. Det er ikke, fordi jeg vil være usamarbejdsvillig. Jeg synes bare, at nok er nok."
Riley kunne se, at Bill ville insistere. Hun kom ham i forkøbet.
"Jeg forstår," sagde hun. "Det er okay."
Riley var sikker på, at hun og Bill sandsynligvis ikke ville finde ud af noget vigtigt ved et besøg i Geratys hjem. Men måske ville han svare på et spørgsmål eller to.
"Kunne din kone – Margaret, dine første kone – godt lide dukker?" Spurgte Riley forsigtigt. "Samlede hun måske på dem?"
Geraty drejede sig mod hende, og det var første gang han kiggede væk fra fjernsynet.
"Nej," sagde han og så overrasket ud over spørgsmålet.
Riley indså, at ingen havde stillet spørgsmålet før. Politiet kunne have haft mange teorier for to år siden, men dukker indgik ikke i nogen af dem. Og selv med al den chikane, han oplevede nu, var der ingen forbindelse til dukker.
"Hun kunne ikke lide dukker," fortsatte Geraty. "Det var ikke, fordi hun hadede dem. Det var bare, fordi de gjorde hende trist. Hun kunne ikke - vi kunne ikke få børn, og dukker fik hende altid til at tænke på det. De mindede hende om det. Nogle gange begyndte hun endda græde, når hun var i nærheden af dukker."
Med et dybt suk vendte han tilbage til tv-skærmen igen.
"I de sidste år var hun ulykkelig over det," sagde han i med lav, fjern stemme. "Ikke at have fået børn, mener jeg. Så mange af vores venner og slægtninge havde deres egne børn. Det var ligesom alle, bortset fra os, fik babyer hele tiden, eller havde børn som voksede op. Der var altid baby shower at gå til, og mødrene bad hende altid om hjælp til fødselsdagsfesterne. Det gik hende virkelig på."
Riley fik en klump i halsen af sympati. Hun følte empati med denne mand, som stadig forsøgte at samle stumperne af sit liv efter en uforståelig tragedie.
"Det var vist alt, hr. Geraty," sagde hun. "Mange tak for din tid. Og jeg ved, det er for sent at sige det, men jeg kondolerer."
Et øjeblik senere kørte Riley og Bill væk.
"Spilds af tid," sagde Riley til Bill.
Riley kiggede i bagspejlet og så den lille by Belding forsvinde bag dem. Morderen var ikke der, hun vidste. Men han var et sted i området, som Flores havde vist dem på kortet. Et eller andet sted i nærheden. Måske kørte de forbi hans trailer lige nu og vidste det ikke engang. Tanken pinte Riley. Hun kunne næsten føle hans tilstedeværelse, hans iver, hans trang til at torturere og dræbe, der blev et stadig mere påtrængende behov.
Og hun måtte stoppe det.
Kapitel 15
Manden blev vækket af alarmen på sin mobiltelefon. Først anede han ikke, hvor han var. Men han vidste straks, at i dag var en vigtig dag. Det var den slags dag, han levede for.
Han vidste, at han var vågnet på dette særlige sted af en rigtig god grund - fordi det skulle være den slags dag. Dagen ville bringe stor tilfredsstillelse for ham og ren terror og ubeskrivelig smerte for en anden.
Men hvor var han? Stadig halvt i søvne kunne han ikke huske. Han lå på en sofa i et lille tæppebelagt værelse og kiggede på et køleskab og en mikrobølgeovn. Morgenlys strømmede ind gennem et vindue.
Han rejste sig op, åbnede døren til stuen og kiggede ud i en mørk gang. Han vendte sig rundt i lyset af rummet ved siden af dørkarmen. Lys skinnede ud i gangen og ind gennem en åben dør på den anden side af gangen. Han kunne han se et sort-polstret lægeundersøgelsebord med nogle steriliseret hvidt papir, som kunne trækkes hen over det.
Selvfølgelig, tænkte han. Den gratis lægeklinik.
Nu huskede han, hvor han var, og hvordan han var ankommet her. Han ønskede sig selv tillykke med sin snedighed. I går var han ankommet til klinikken sent på dagen, da der var særlig travlt. Midt i patienttravlheden havde han bedt om en simpel blodtryksmåling. Og hun havde været sygeplejersken, der testede ham.
Præcis den kvinde, han var kommet her for at se. Kvinden, som han havde kigget på i dagevis i hendes hjem, mens hun shoppede, og da hun kom her for at arbejde.
Efter blodtryktsmålingen havde han presset sig ind i et et smalt rum langt inde i et opbevaringsskab. Alle ansatte havde været så naive. Klinikken var lukket, og alle var gået hjem uden at tjekke skabet. Så havde han var kravlet ud ud og havde gjort sig til rette i den lille medarbejder-lounge. Han havde sovet godt.
Og i dag skulle blive en ganske særlig dag.
Han slukkede straks loftslyset. Ingen udenfor måtte vide, at der var nogen i bygningen. Han kiggede på klokken på sin mobiltelefon. Klokken var bare et par minutter i syv.
Hun kunne ankomme hvert minut nu. Han vidste det fra sine overvågningsdage. Det var hendes ansvar at få gjort klinikken klar til både læger og patienter hver morgen. Klinikken åbnede ikke før klokken otte. Mellem syv og otte var hun her altid alene.
Men i dag skulle det være anderledes. I dag ville hun ikke være alene.
Han hørte en bil køre ind på parkeringspladsen udenfor. Han drejede persiennerne præcis nok til at se ud. Godt, det var hende, som trådte ud af bilen.
Han havde ingen problemer med at holde nerverne i ro. Det var ikke som de første to gange, da han havde følt sig så frygtsom og bekymret. Allerede tredje gang, da alt var gået så glat, vidste han, at han virkelig var i sit es. Nu var han moden og dygtig.
Men der var en ting, han ønskede at gøre lidt anderledes, bare for at ændre sin rutine, og for at gøre denne gang lidt anderledes end de andre.
Han ville overraske hende med en lille gave – sit eget personlige telefonkort.
*
Da Cindy MacKinnon gik over den tomme parkeringsplads, gennemgik hun i hovedet dagens rutiner. Efter at have fået alle forsyninger på plads, ville hendes første opgave være at underskrive genopfyldningsanmodninger fra apoteker og sørge for, at udbudskalenderen var opdateret.
Patienterne ville vente uden for døren, når klinikken åbnede klokken otte. Resten af dagen ville være afsat til forskellige opgaver, herunder gennemgå helbred, tage blodprøver, give injektioner, lave aftaler samt opfylde de ofte urimelige krav fra de ansatte sygeplejersker og læger.
Hendes arbejde her som praktiserende sygeplejerske var næppe glamourøs. Alligevel elskede hun, hvad hun gjorde. Det var dybt glædeligt at hjælpe folk, der ellers ikke havde råd til lægebehandling. Hun vidste, at de reddede liv her, selv med de basale ydelser, de tilbød.
Cindy tog kliniknøglerne ud af sin taske og låste glasdøren op. Hun trådte hurtigt ind og låste døren bag sig. Andre ville låse den op igen klokken otte. Så slog hun straks koden fra for at deaktivere alarmen i bygningen.
Da hun gik ind i vente-området, fangede noget hendes blik. Det var et lille objekt, som lå på gulvet. I det svage lys kunne hun ikke finde ud af, hvad det var.
Hun tænder loftslyset. Objektet på gulvet var en rose.
Hun gik hen til den og tog den op. Rosen var ikke ægte. Det var kunstigt, fremstillet af billigt stof. Men hvorfor lå den der?
Sandsynligvis havde en patient tabt den i går. Men hvorfor var der ikke nogen, der havde samlet den op efter klinikken var lukket klokken fem?
Hvorfor havde hun ikke set den i går? Hun havde ventet, indtil rengøringsdamen var færdig. Hun var den sidste, der var gået, og hun var sikker på, at rosen ikke havde ligget der.
Så mærkede hun et kick af adrenalin og frygten eksploderede i hende. Hun vidste, hvad rosen betød. Hun var ikke alene. Hun vidste at hun var nødt til at komme ud. Hun havde ikke et splitsekund at spilde.
Men da hun vendte sig mod døren, greb en stærk hånd hendes arm bagfra og stoppede hende. Der var ingen tid til at tænke. Hun måtte lade sin krop handle.
Hun hævede sin albue, snurrede rundt og kastede hele sin vægt til siden og tilbage. Hun følte sin albue ramme et hårdt men bøjelig overflade. Hun hørte et voldsomt, højt støn og følte overfaldsmandens vægt imod sig.
Havde hun været heldig og ramt hans solar plexus? Hun kunne ikke vende sig om og kigge. Der var ikke tid – kun et par sekunder, hvis endda det.
Hun løb hen mod døren. Men tiden stod stille, og det lykkedes ikke at løbe i det hele taget. Det føltes som at bevæge sig gennem tykt, klart gelatine.
Endelig nåede hun døren og forsøgte at åbne den. Men selvfølgelig havde hun låst den efter at hun gik ind.
Hun famlede som en gal i sin taske, indtil hun fandt sine nøgler. Hænderne rystede så meget, at hun ikke kunne holde fast på dem. De faldt i klirrende til jorden. Tiden føltes lang, da hun bøjede sig ned og tog dem op. Hun fumlede med nøglerne, indtil hun fandt den rigtige. Derefter stak hun nøglen i låsen.
Det var ubrugeligt. Hendes hånd rystede uophørligt. Hun følte, at kroppen forrådte hende.
Endelig fangede hendes øjne et glimt af bevægelse udenfor. På fortovet ude ved parkeringspladsen gik en kvinde med sin hund. Stadig med et fast greb om nøglerne, hamrede hun næverne mod det utroligt hårde glasrude. Hun åbnede munden for at skrige.
Men hendes stemme blev kvalt af noget stramt over munden, som trak smerteligt i mundvigene. Det var klud – en klud eller et lommetørklæde eller et tørklæde. Hendes overfaldsmand havde kneblet hende med nådesløs og uforsonlig kraft. Hendes øjne bulede, men i stedet for et skrig var alt, hvad hun kunne udsende, et forfærdeligt støn.
Hun viftede med armene, og nøglerne faldt igen ud af hendes hånd. Hjælpeløst blev hun trukket bagud og væk fra morgenlyset ind i en mørk, skummel verden af pludselige og utænkelige rædsler.
Kapitel 16
"Føler du dig lidt malplaceret?" Spurgte Bill.
"Ja," sagde Riley. "Og jeg er sikker på, at vi begge to gør."
En tilsyneladende tilfældig blanding af dukker og folk sad i læderbetrukne møbler i den prangende hotellobby. Folk - hovedsagelig kvinder, men nogle mænd - drak te og kaffe og sludrede med hinanden. Forskellige dukker, både drenge og piger, sad blandt dem som velopdragne børn. Riley mente, at det lignede en bizar familiesammenkomst, hvor ingen af børnene var levende.
Riley kunne ikke lade være med at stirre på denne mærkelige scene. Da hun og Bill ikke havde haft flere spor at følge, besluttede hun sig for at komme her til denne legetøjsdukke-messe, og håbede, at hun måske ville finde nye spor, men ikke sandsynligt.
"Er I to indregistreret?" Spurgte han
Riley vendte sig om, og der stod en sikkerhedsvagt og kiggede på Bills jakke, som uden tvivl at have opdaget hans skjulte våben. Vagten holdt sin hånd i nærheden af sit eget våbenhylster.
Hun tænkte, at at sikkerhedsvagten havde god grund til at bekymre sig, når der var så mange mennesker omkring dem. En skydegal idiot kunne virkelig forårsage kaos på et sted som dette.
Bill viste sit skilt frem. "FBI," sagde han.
Vagten lo
"Jeg er ikke ligefrem overrasket," sagde han.
"Hvorfor ikke?" Spurgte Riley.
Vagten rystede på hovedet.
"Fordi her er de særeste mennesker til stede, som jeg nogensinde har set på ét sted."
"Ja," samstemte Bill. "Og de er ikke engang allesammen mennesker."
Vagten trak på skuldrene og svarede: "Du kan vædde på, at nogen her har gjort noget, de ikke burde."
Manden så fra side til side og scannede rummet.
"Jeg glæder mig til, at det hele er over." Så gik han væk og kigget sig forsigtigt og vagtsomt omkring.
Riley ikke sikker på, hvad vagten var så bekymret over, da hun vandrede med Bill ned i en tilstødende gang. Generelt så deltagerne mere excentriske ud end truende. Kvinderne så ud til at være både yngre og ældre. Nogle virkede tilknappede, mens andre virkede åbne og venlige.
"Fortæl mig igen, hvad du håber at finde frem til her," mumlede Bill.
"Jeg er ikke sikker," indrømmede Riley.
"Måske lægger du for meget vægt på det med dukker," sagde han, tydelig utilfreds med at være her. "Der var noget uhyggeligt ved Blackwells omgang med dukker, men han var ikke gerningsmanden. Og i går fandt vi ud af, at det første offer ikke engang lignede dukker."
Riley svarede ikke. Bill kunne godt have ret. Men da han havde vist hende brochuren, der annoncerede messen og showet, kunne hun ikke rigtig lade være med at gå efter det. Hun ønskede at gøre endnu et forsøg.
Riley syntes, at mændene så veluddannede og professor-agtige ud de fleste af dem var iført briller og mere end et par af dem havde geddeskæg. Ingen af dem lignede nogen, der var i stand til at myrde. Hun gik forbi en siddende kvinde, der kærligt rokkede en babydukke i armene og sang en vuggevise. Lidt længere fremme sad en ældre kvinde og førte en åndeløs samtale med en abe-lignende dukke.
Okay, tænkte Riley. Så det er alligevel en lille smule mærkværdigt.
Bill hev brochuren ud af jakkelommen og bladrede den igennem, imens de gik rundt sammen.
"Sker der noget interessant?" Spurgte Riley ham.
"Bare samtaler, foredrag, workshops – den slags ting. Der er nogle store producenter her, som skal opdatere butiksejere om trends og diller. Og så er der nogle personer, som er blevet berømte i dukke-miljøet. De skal holde taler af forskellig slags. "
Så grinede Bill.
"Ha. Her er et foredrag med en rigtig unik titel."
"Hvad?"
"Socialkonstruktionen af porcelændukkers køn i den viktorianske periode." Det begynder om et par minutter. Vil du tjekke det ud? "
Riley lo også. "Jeg er sikker på, at vi ikke vil forstå et ord af det. Ellers andet?"
Bill rystede på hovedet. "Ikke rigtig. Intet som hjælper med at forstå en sadistisk morders motiver."
Riley og Bill trådte ind i det næste store åbne rum. Det var en gigantisk labyrint af stande og borde, hvor enhver tænkelig slags dukke eller marionet var udstillet. Dukkerne varierede i størrelse fra noget så småt som en enkelt finger til rigtig menneskestørrelse, fra antikdukker til nyfabrikerede dukker. Nogle af dem kunne gå og andre talte, men de fleste hang bare eller sad eller stod der og stirrede tilbage på gæsterne, der klumpede sig sammen foran dem.
For første gang opdagede Riley, at der faktisk var børn til stede - ingen drenge, kun små piger. De fleste var under opsyn af deres forældre, men nogle vandrede omkring i smågrupper og satte udstillernes nerver på højkant.
Riley samlede et miniature-kamera op fra et bord. Den vedhæftede mærkat hævdede, at det fungerede. På samme bord lå små aviser, bamser, håndtasker, tegnebøger og rygsække. På det næste bord var der badekar i dukkestørrelse samt og andre badeværelsesarmaturer.
En stand trykte print på T-shirts til dukker og mennesker, men frisørsalonen var kun til dukker. Synet af flere små omhyggeligt stylede parykker gav Riley kuldegysninger. FBI havde allerede fundet producenterne af parykkerne fra gerningsstederne og vidste, at de blev solgt i talrige butikker overalt. At se dem ligge på rad og række fik Riley til at se billeder for sit indre blik, som hun vidste, at andre mennesker her ikke så. Billeder af døde, nøgne kvinder, arrangeret som dukker, iført dukke-parykker, som passede dårligt.
Riley følte sig overbevist om, at disse billeder aldrig ville forsvinde fra hendes tanker. Kvinderne blev behandlet så hjerteløst, men alligevel så omhyggeligt sat der for at repræsentere ... noget hun ikke helt kunne regne ud. Men det var selvfølgelig derfor, at hun og Bill var her.
Hun gik hen og spurgte den perky unge kvinde, der så ud til at være ansvarlig for dukke-frisørsalonen.
"Sælger du de her parykker?" Riley spurgte.
"Selvfølgelig" svarede kvinden. "De her er kun til udstilling, men jeg har helt nye parykker i kasserne. Hvilke af dem vil du gerne se? "
Riley var ikke sikker på hvad hun skulle svare. "Styler du de her små parykker?" Spurgte hun til sidst.
"Vi kan ændre stilen for dig. Det er en meget lille ekstra omkostning."
"Hvilken slags mennesker køber dem?" Spurgte Riley. Hun ønskede at spørge, om nogen skræmmende fyre havde været her for at købe dukkeparykker.
Kvinden kiggede på hende med store øjne. "Jeg er ikke sikker på, hvad du mener," sagde hun. "Alle slags mennesker køber dem. Nogle gange medbringer de en dukke, som de gerne vil have ændret håret på."
"Jeg mener, om det ofte er mænd, der køber dem?" Spurgte Riley.
Den unge kvinde følte sig tydeligvis utilpas nu. "Det kan jeg ikke huske," sagde hun. Så vendte hun sig brat om for at ekspedere en ny kunde.
Riley blev stående et øjeblik. Hun følte sig som en idiot, der busede frem med sådan nogle spørgsmål. Det var, som om hun havde trukket sit eget mørke ned over en person, der skulle være sød og enfoldig.
Nogen strejfede hendes arm. Bill sagde: "Jeg tror ikke, du vil finde gerningsmanden her."
Riley følte, at hun rødmede. Men da hun vendte sig væk fra dukke-frisørsalonen, indså hun, at hun ikke var den eneste sære dame, som udstillerne her skulle håndtere. Hun vadede nærmest ind i en kvinde, der desperat krammede en nyindkøbt dukke, imens hun græd voldsomt og tilsyneladende af glæde. Ved et andet bord var en mand og en kvinde kommet op at skændes om, hvem af dem, der skulle købe et særlig sjælden samlerobjekt. De stod og trak i varerne, som nærmest var ved at blive revet i stykker.
"Nu begynder jeg at forstå, hvorfor sikkerhedsvagten var bekymret," sagde hun til Bill.
Hun så, at Bill var optaget af at kigge på en i nærheden.
"Hvad er der?" Spurgte hun.
"Tjek den fyr," sagde Bill og nikkede hen mod en mand, der stod ved en nærliggende stand med store dukker i flæsekjoler. Han var i midten af trediverne og ganske flot. I modsætning til de fleste andre mænd her, så han ikke nørdet eller videnskabelig ud. I stedet lignede han af udseendet af en velstående og selvsikker forretningsmand. Han var korrekt klædt i en dyr habit og slips.
"Han er lige så malplaceret her, som vi er," mumlede Bill. "Hvorfor leger sådan en fyr med dukker?"
"Jeg ved det ikke," svarede Riley. "Men han ser også ud til at han kunne hyre en rigtig levende legekammerat, hvis han ville." Hun så på forretningsmanden et øjeblik. Han var standset for at se på en udstilling af små pige dukker i flæsekjoler. Han kiggede rundt, som om at være sikker på, at ingen så på.
Bill vendte ryggen til manden og lænede sig frem som om han talte med Riley. "Hvad laver han nu?"
"Kigger på varerne," sagde hun. "På en måde, som jeg virkelig ikke bryder mig om."
Manden bøjede sig tæt frem mod en dukke og kiggede på den - måske lidt for tæt - og hans tynde læber krusede i et smil. Så scannede han igen de andre i rummet.
"Eller leder efter potentielle ofre," tilføjede hun.
Riley var sikker på, at hun opdagede en vis hemmelighedsfuldhed i mandens måde, da han rørte ved dukkens kjole og undersøgte stoffet på en sensuel måde.
Bill kiggede på manden igen. "Du godeste," mumlede han. "Er denne fyr skør eller hvad?"
Riley blev kold. Rationelt vidste hun godt, at dette ikke kunne være morderen. For hvad var chancerne for at snuble over ham i offentligheden sådan? Alligevel var Riley i det øjeblik overbevist om, at hun var i nærheden af ondskab.
"Slip ham ikke ud af syne," sagde Riley. "Hvis han opfører sig mere mærkeligt, så stiller vi ham nogle spørgsmål."
Men så blæste virkeligheden de mørke tanker væk. En lille pige på omkring fem år kom løbende hen til manden.
"Far," kaldte hun.
Mandens smil voksede, og hans ansigt strålede med troskyldig kærlighed. Han viste sin datter dukken, han havde fundet, og hun klappede hænderne og grinede af glæde. Han gav den til hende, og hun krammede den. Faren tog sin tegnebog frem og ville betale sælgeren.
Riley stønnede.
Mine instinkter er fraværende, tænkte hun.
Hun så, at Bill lyttede til nogen i sin mobiltelefon. Hans ansigtsudtryk var stift, da han vendte sig mod hende.
"Han har kidnappet endnu en kvinde."
Kapitel 17
Riley bandede, da hun parkede i parkeringsbåsen ved siden af en lang bygning med fladt tag. Tre personer iført FBI-jakker stod udenfor sammen med flere lokale politifolk.
"Det her er ikke godt," sagde Riley. "Jeg ville ønske, vi var ankommet, før horderne kom til."
"Du har ret," sagde Bill.
De havde fået at vide, at en kvinde var blevet kidnappet tidligt i morges inde fra den lille bys lægeklinik.
"Vi kommer i det mindste så hurtigt vi kan," sagde Bill. "Måske er der en chance for, at vi kan få hende tilbage i live."
I sit stille sind var Riley enig. I de tidligere tilfælde havde ingen vidst præcis, hvornår eller hvor ofret blev kidnappet. Kvinderne var bare forsvundet og senere blevet fundet døde og ledsaget af kryptiske tegn på morderens syge sind.
Måske bliver det anderledes denne gang, tænkte hun.
Hun var lettet over, at nogen havde været erfarne nok til at ringe til 911. Det lokale politi kendte til advarselstegnene på en serie-kidnapper og morder, og de havde ringet til FBI. De antog alle, at det var den samme morder på spil.
"Han er stadig langt foran os," sagde Riley. "Hvis det virkelig er ham. Dette er ikke den slags sted, jeg forventede vores gerningsmand ville overfalde nogen."
Hun havde troet, at morderen ville overvåge en parkeringskælder eller en øde jogging-sti. Måske endda et dårligt oplyst kvarter.
"Hvorfor en lokal lægeklinik?" Spurgte hun. "Og hvorfor i dagslys? Hvorfor ville han løbe chancen og gå ind i en bygning? "
"Det ser ikke ud til at være et tilfældigt valg," var Bill enig i. "Lad os komme afsted."
Riley parkerede så tæt på det afspærrede område som hun kunne. Da hun og Bill steg ud af bilen, hilste hun på den ledende specialagent Carl Walder.
"Det her er noget rigtig møg," mumlede Riley til Bill, da de gik hen mod bygningen.
Riley brød sig ikke om Walder – en mand med et fregnet, barnligt ansigt og krøllet kobberfarvet hår. Hverken Riley eller Bill havde personligt arbejdet på en sag under hans ledelse, men han havde et dårligt ry. Andre agenter sagde, at han var den værste chef - en person, der ikke anede, hvad han foretog sig, og var derfor mere og mere fast besluttet på at hævde sin autoritet.
For Riley og Bill blev det hele værre af, at Walder havde udkonkurreret deres egen teamchef, Brent Meredith. Riley vidste ikke, hvor gammel Walder var, men hun var sikker på, at han han var steget alt for hurtigt i graderne hos FBI, hvilket hverken var godt for ham selv eller andre.
Riley anså det for et klassisk eksempel på Peter-princippet på arbejdspladsen. Walder havde med succes steget til det niveau, som matchede hans inkompetence
Walder gik hen til Riley og Bill.
"Agent Paige og agent Jeffreys. Jeg er glad for, at I kunne komme," sagde han.
Uden høfligheder gik Riley direkte til at stille Walder det spørgsmål, der plagede hende.
"Hvordan ved vi, at det er den samme gerningsmand, der kidnappede de tre andre kvinder?"
"På grund af denne her," sagde Walder, og holdt en bevispose op, der indeholdt en billig lille stofrose. "Den lå på gulvet lige indenfor."
"Åh, pis," sagde Riley.
FBI havde været forsigtig med ikke at lække detaljer til pressen om morderens mønstre. Hvordan han havde efterladt roser på gerningsstederne, og hvor han havde placeret ligene. Dette var ikke et copycats arbejde eller en helt ny morder.
"Hvem var det denne gang?" Bill spurgte.
"Hendes navn er Cindy MacKinnon," sagde Walder. "Hun er sygeplejerske. Hun blev bortført, da hun mødte tidligt ind for at klargøre klinikken."
Walder præsenterede dernæst de to andre agenter, en ung kvinde og en endnu yngre mand. "Her er agent Craig Huang og Emily Creighton. De vil samarbejde med jer om denne sag."
"Hvad fanden …," mumlede Bill højlydt.
Riley prikkede Bill i siden for at få ham til at holde mund.
"Huang og Creighton er allerede blevet informeret," tilføjede Walder. "De ved lige så meget om disse mord, som I gør."
Riley kogte indvendigt. Hun ville fortælle Walder, at nej, Huang og Creighton vidste ikke lige så meget, som hun gjorde. Ikke engang så meget som Bill gjorde. De kunne ikke vide så meget uden at have brugt så meget tid på gerningsstederne, eller uden at have et ubestemt antal timer på at gennemgå beviser. De havde ikke noget som lignede den professionelle erfaring, som hun og Bill allerede havde lagt i denne sag. Og hun var sikker på, at ingen af disse unge nogensinde havde prøvet at sætte sig ind i en morders tankegange for at få en følelse af hans oplevelse.
Riley tog en dyb indånding for at undertrykke sin vrede.
"Med respekt, chef," sagde hun, "så har agent Jeffreys og jeg et godt tag på denne sag, og vi skal arbejde hurtigt. Ekstra hjælp ... er ikke nogen hjælp. "Hun havde næsten sagt, at ekstra hjælp bare ville forsinke dem, men havde stoppet sig selv i tide. Der var ingen grund til at fornærme grønskollingerne.
Riley så antydningen af et smørret grin i Walders barnlige ansigt.
"Med al respekt, agent Paige," svarede han, "Senator Newbrough er ikke enig."
Riley hjerte sank. Hun huskede sit ubehagelige møde med senatoren, og hvad han havde sagt. "Du ved det måske ikke, men jeg har gode venner i de øverste lag hos FBI."
Selvfølgelig måtte Walder være en af "de gode venner".
Walder løftede hagen og talte med påtaget autoritet. "Senatoren siger, at du har problemer med at forstå det fulde omfang af denne sag."
"Jeg er bange for, at senatoren lader sine følelser løbe af med sig," sagde Riley. "Det er forståeligt nok, og jeg sympatiserer med det. Han er bekymret. Han mener, at datterens drab var politisk eller personligt eller begge dele. Det var det selvfølgelig ikke."
Walder skelede skeptisk med øjnene.
"Hvordan er det indlysende?" Sagde han. "Det forekommer mig indlysende, at han har ret."
Riley kunne næsten ikke tro sine egne ører.
"Chef. Senatorens datter var den tredje kidnappede kvinde, og nu er der fire," sagde hun. "Morderen har været på spil over en periode på mere end to år. Det er rent tilfældigt, at senatorens datter blev et af ofrene."
"Jeg ser anderlede på det," sagde Walder. "Og det samme gør agenter Huang og Creighton."
Som den næste indskød agent Emily Creighton:
"Sker den slags ikke fra tid til anden?" Spurgte hun. "At en gerningsmand begår et andet mord, før han dræber sit planlagte offer? Bare for at få det til at se ud som seriemord og ikke noget personligt?"
"Denne sidste kidnapning kunne tjene det samme formål," tilføjede agent Craig Huang. "En sidste lokkedue."
Riley orkede ikke at rulle med øjnene over grønskollingernes naivitet.
"Det er en ældgammel historie," sagde hun. "Ren fiktion. Det sker ikke i det virkelige liv."
"Nå, men" sagde Walder i et myndigt tonefald, "det skete denne gang."
"Vi har ikke tid til det her," snerrede Riley. Hendes tålmodighed var opbrugt. "Har vi nogle vidner?"
"En," sagde Walder. "Greta Tedrow ringede til politiet, men hun så faktisk ikke meget. Hun sidder indenfor. Receptionisten er også der, men hun så ikke, det skete. Da hun mødte ind klokken otte, var politiet her allerede."
Gennem klinikens glasdøre kunne Riley se to kvinder sidde i venteværelset. Den ene var en slank kvinde i løbetøj med en cocker spaniel i snor ved siden af sig. Den anden var en stor, middelaldrende, spansktalende kvinde.
"Har du afhørt fru Tedrow?" spurgte Riley Walder.
"Hun var for chokeret til at tale," sagde Walder. "Vi tager hende med tilbage til Adfærds- og Aanalyseenheden."
Riley himlede med øjnene denne gang. Hvorfor få et uskyldigt vidne til at føle sig som en mistænkt? Hvorfor tyrannisere hende, som om det ikke ville ryste hende endnu mere?
Hun ignorerede Walters protesterende fagter, åbnede døren og gik indenfor.
Bill fulgte efter, men han overlod afhøringen til Riley, imens han kontrollerede et par tilstødende kontorer og derefter gik rundt i venteværelset.
Kvinden med hunden kiggede ængsteligt på Riley.
"Hvad foregår der?" Spurgte Greta Tedrow. "Jeg vil gerne besvare spørgsmål. Men ingen spørger mig noget. Hvorfor må jeg ikke tage hjem?"
Riley satte sig på en stol ved siden af hende og klappede hendes hånd.
"Du skal hjem snart, fru Tedrow," sagde hun. "Jeg er agent Paige, og jeg vil nu stille dig et par spørgsmål."
Greta Tedrow nikkede skælvende. Cocker spaniel lå på gulvet og kiggede op på Riley på en venlig måde.
"Sød hund," sagde Riley. "Meget velopdragen. Hvor gammel er han - eller er det en hun? "
"Det er en hanhund. Han hedder Toby. Han er fem år gammel."
Riley stak langsomt sin hånd ned mod hunden. Med dyrets tavse tilladelse klappede hun den let på hovedet.
Kvinden nikkede med et uudtalt tak. Riley fandt sin kuglepen og notesblok frem.
"Tag dig nu god tid, og lad være med at skynde dig," sagde Riley. "Fortæl mig med dine egne ord, hvad der skete. Prøv at huske alt, hvad du kan."
Kvinden talte langsomt og tøvende.
"Jeg gik tur med Toby." Hun pegede udenfor. "Vi kom bare rundt om hjørnet og forbi hegnet derovre. Man kunne se klinikken. Jeg syntes, jeg hørte noget. Jeg kiggede. Der var en kvinde i klinikkens døråbning. Hun hamrede på glasset. Jeg tror, at munden var kneblet. Så trak nogen hende bagud, så hun forsvandt."
Riley klappede kvindens hånd igen.
"Du klarer det flot, fru Tedrow," sagde hun. "Så du hendes overfaldsmand i det hele taget?"
Kvinden kæmpede for at komme i tanke om det.
"Jeg så ikke hans ansigt," sagde hun. "Jeg kunne ikke se hans ansigt. Lyset var tændt i klinikken, men ... "
Riley kunne se et glimt af erindring glide over kvindens ansigt.
"Åh," sagde kvinden. "Han havde en mørk skimaske på."
"Godt husket. Hvad skete der så?"
Kvinden talte lidt mere.
"Jeg tænkte ikke. Jeg greb straks min mobiltelefon og ringede 911. Det føltes som lang tid, før jeg kunne få fat på omstillingen. Jeg talte med omstillingsdamen i telefonen, da en lastbil kom kørende ned bagfra bygningen. Dækkene hvinede ud af parkeringspladsen, og den drejede sig til venstre."
Riley skrev hurtigt ned. Hun var klar over, at Walder og hans to unge favoritter var kommet ind i lokalet og bare stod der, men hun ignorerede dem.
"Hvilken slags lastbil?" Spurgte hun.
Kvinden strikkede panden. "En Dodge Ram, tror jeg. Ja det er rigtigt. Temmelig gammel – måske fra slutningen af halvfemserne. Den var meget snavset, men jeg mener, at den havde en marineblå farve. Og den havde noget på ladet. Det var ligesom en autocamper, men alligevel var det ikke en autocamper. Det var en af de der aluminiumskasser med vinduer."
"En cap?" Foreslog Riley.
Kvinden nikkede. "Ja, det tror jeg, de hedder."
Riley var glad og imponeret over kvindens hukommelse.
"Hvad med nummerpladen?" Spurgte Riley.
Kvinden så lidt overrasket ud.
"Jeg nåede ikke at opfanget det," sagde hun og lød skuffet over sig selv.
"Ikke engang et bogstav eller et tal?" Spurgte Riley.
"Jeg beklager, men jeg så det ikke. Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne undgå det."
Walder bøjede sig ned og hviskede intenst i Rileys øre.
"Vi er nødt til at tage hende med til BAU," sagde han.
Han trak sig lidt baglæns, da Riley rejste sig op.
"Tak, fru Tedrow," sagde Riley. "Det er alt for nu. Har politiet allerede fået dine kontaktoplysninger? "
Kvinden nikkede.
"Så gå hjem og hvil dig," sagde Riley. "Vi kommer snart igen."
Kvinden forlod klinikken med sin hund og gik hjem. Walder så ud, som om han var ved at eksplodere i vrede og forundring.
"Hvad fanden handlede det om?"Forlagte han. "Jeg sagde, at vi skulle tage hende til Adfærds- og Analyseenheden."
Riley trak på skuldrene. "Jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle gøre det," sagde hun. "Vi skal fortsætte med at rykke på denne sag, og hun har fortalt os alt, hvad hun kan."
"Jeg vil have en af vores hypnotisører til at arbejde sammen med hende. For at hjælpe hende med at huske licensnummeret. Det er i hendes hukommelse et eller andet sted."
"Agent Walder," sagde Riley og anstrengte sig for ikke at lyde så utålmodigt, som hun følte sig, "Greta Tedrow er et af de mest opmærksomme vidner, jeg har forhørt i meget lang tid. Hun sagde, at hun ikke kunne se nummeret på nummerpladen, Hun "fangede" det ikke. Ikke engang et tal. Det gik hende på. Hun forstod ikke, hvordan hun kunne overse det. Når det kommer fra en person med en hukommelse så skarp som hendes, så det kan kun betyde en ting."
Hun standsede og udfordrede Walder til at gætte, hvad den "ene ting" kunne være. Hun kunne se på hans blanke ansigtsudtryk, at han ikke anede noget om det.
"Der var ingen nummerplade at se," sagde hun endelig. "Enten havde overfaldsmanden fjernet den, eller også var den blevet mudret til og gjort ulæselig. Alt, hvad hun så, var et tomt rum, hvor nummerpladen skulle have været. Hvis der have været en læsbar nummerplade, så ville den kvinde have fanget i det mindste en del af det."
Bill gav et stille snøft fra sig af beundring. Riley ville tysse på ham, men gik ud fra, at det kun ville gøre tingene værre. Hun besluttede sig for at skifte emne.
"Er offerets nærmeste familie blevet kontaktet?" Spurgte hun Walder.
Walder nikkede. "Hendes mand. Han var her i et par minutter. Men han kunne ikke klare det. Vi sendte ham hjem. Han bor kun et par blokke væk. Jeg vil sende agent Huang og agent Creighton over for at afhøre ham."
De to unge agenter havde stået sammen og diskutere noget entusiastisk. I det øjeblik vendte de sig mod Riley, Bill og Walder. De så meget tilfredse ud med sig selv.
"Emily – øh, agent Creighton og jeg har regnet det ud," sagde Huang. "Der var intet tegn på et indbrud og intet der minder om at tvinge sig adgang. Det betyder, at gerningsmanden har lokale forbindelser. Han kender åbenbart nogen, der arbejder i klinikken. Måske arbejde han her selv."
"På en eller anden måde fik han fat på en nøgle," tilføjede Creighton. "Måske stjal han den, eller måske lånte han den og kopierede den. Og han kendte koden til alarmen. Han kom ind og slog den selv fra. Vi vil afhøre personalet med det for øje."
"Og vi ved lige præcis, hvem vi leder efter," sagde Huang. "Nogen med en vrede, som er rettet mod Senator Newbrough."
Riley kvalte sin vrede. Disse to nåede straks frem til ubegrundede konklusioner. Selvfølgelig kunne de have ret. Men hvad havde de overset? Hun kiggede rundt i klinikens venteværelse og tilstødende gang og en anden mulighed formede sig i hendes tanker. Hun vendte sig mod den spanske receptionist.
"Perdóneme, señora," sagde hun til kvinden. “Dónde está el cuarto de provisiones?”
"Allá," sagde kvinden og pegede på indgangsdøren.
Riley gik hen til døren og åbnede den. Hun kiggede ind og vendte sig derefter mod Walder og sagde: "Jeg kan fortælle dig præcis, hvordan han kom ind i bygningen. Han kom ind her."
Walder så irriteret ud. Derimod så Bill alt andet end irriteret ud – har virkede absolut glad. Riley vidste, at Bill heller ikke kunne fordrage Walder. Han havde utvivlsomt set frem til, at Walder få ordentlig lektion i detektivarbejde.
De to unge agenter stirrede i retning af den åbne dør og vendte sig derefter mod Riley.
"Jeg forstår det ikke," jamrede Emily Creighton.
"Det er bare et skab," ekko Craig Huang.
"Se de der opbevaringsskabe i baggrunden," sagde Riley. "Rør ikke ved noget."
Bill og Walder sluttede sig til den klump af mennesker, der kiggede på det store vareskab. Papirvare og bandager blev opbevaret på store hylder. Personalets arbejdstøj lå stablet i et område. Men flere store kasser på gulvet så ud som om de var placeret forkert. Selv om alt andet i skabet var ordentligt anbragt, stod disse kasser i ulige vinkler, og der var tydeligvis plads bagved dem.
"Kasser er blevet skubbet væk fra bagvæggen," kommenterede Bill. "En person kunne med lethed have skjult sig der."
"Få bevis-teknikerne herind," snerrede Walder ad de unge agenter. Så spurgte han Riley: "Hvad er din teori?"
Hendes hjerne arbejdede på højtryk, og hun så et scenarie for sit blik. Hun fremlagde det.
"Han ankom til klinikken i går," sagde hun. "Sandsynligvis sent på dagen, på nogle særligt travle timer. Midt i patienttravlheden bad han receptionisten om en simpel undersøgelse. En blodtrykstest, måske. Og hun kunne godt have været sygeplejersken, der administrerede den test – Cindy MacKinnon, den kvinde han havde stalket, den kvinde, han kom her for at kidnappe. Det ville han have nydt."
"Du ved det ikke med sikkerhed," sagde Walder.
"Nej," sagde Riley. "Og selvfølgelig har han ikke oplyst sit rigtige navn, men få nogen til at tjekke klinikkens journaler for hendes service til personer, som de andre ansatte ikke kender. Vi bør faktisk kontrollere alle patienter, der var her i går."
Det ville tage lang tid, vidste hun. Men de måtte følge op på enhver mulighed så hurtigt som de kunne. Denne mand måtte stoppes.
"Han var her," sagde Riley, "og blandede sig med alle patienterne. Måske kan nogen huske noget mærkeligt. Og da ingen kiggede, lykkedes det ham at komme ind i dette vareforsyningsrum."
"Det her er ikke medicin-opbevaring, og jeg kan ikke se noget andet, der ville være værdifuldt nok til at stjæle," tilføjede Bill. "Så der bliver sandsynligvis ikke holdt nøje øje med det."
"Han pressede sig ind i et trangt hulrum lige under den nederste hylde og bag disse kasser," sagde Riley. "Personalet havde ingen anelse om, at han var der. Klinikken lukkede til sædvanlig tid, og alle gik hjem uden at bemærke noget. Da han var sikker på, at alle var gået, skubbede gerningsmanden kasserne til side, gik ud og gjorde sig det behageligt. Han ventede hele natten. Mit gæt er, at han sov helt fint."
Bevis-teknikerne kom ind, og agenterne trådte til side for at de kunne finkæmme stedet for hår, fingeraftryk eller noget andet med DNA eller noget som kunne være spor.
"Måske har du ret," mumlede Walder. "Vi vil finkæmme overalt, hvor han måske har været i løbet af natten. Det betyder overalt."
"Det er den nemmeste løsning," sagde Riley. "Det er normalt det bedste."
Hun tog et par plastikhandsker på og gik ned ad gangen og kigger ind i hvert rum. Det ene var en stor lounge med en komfortabel sofa.
"Det var her, han tilbragte natten," sagde hun med en følelse af overbevisning.
Walder kiggede ind. "Ingen går ind i dette rum, før teknikerne har været her," sagde han og gjorde sit bedste for at lyde effektiv.
Riley vendte tilbage til venteværelset. "Han var her allerede, da Cindy MacKinnon dukkede op i morges. Lige efter planen. Han overfaldt hende."
Riley pegede mod enden af gangen.
"Så trak han afsted med hende uf gennem bagindgangen. Hans lastbil ventede lige derude. "
Riley lukkede øjnene et øjeblik. Hun kunne næsten se ham for sig, et skyggeagtigt billede, som hun ikke helt kunne bringe i fokus. Ingen bemærkede ham. Han var ikke ekstrem i sit udseende. Ikke overvægtigt, ikke påfaldende høj eller lav, ingen mærkelig frisure, ikke overtegnet med tatoveringer eller farver. Han ville være klædt i almindelig brugt tøj, men intet der ville identificere ham med et bestemt job. Gammelt almindeligt tøj. Det ville være naturligt for ham, tænkte hun. Sådan klædte han sig normalt.
"Hvad er hans forbindelse til disse kvinder?" Mumlede hun. "Hvor kommer hans raseri fra?"
"Vi finder ud af det," sagde Bill fast besluttet.
Walder var helt stille nu. Riley vidste hvorfor. Hans protégées overvældede teori om kidnapning på grund af en intern forbindelse forekom nu helt latterligt. Da Riley talte igen, var det i et tonefald, der grænsede til at være nedladende.
"Agent Walder, jeg sætter pris på dine unge agenters friske input," sagde hun. "De er i en læreproces. De bliver gode en dag. Det tror jeg virkelig. Men jeg tror, du gør klogest i at overlade forhøret af manden til agent Jeffreys og mig."
Walder sukkede og sendte hende et næppe synligt nik.
Uden et ord forlod Riley og Bill stedet for kidnapningen. Hun havde nogle vigtige spørgsmål for at stille til offerets mand.
Kapital 18
Da hun kørte til den adresse, som klinikkens receptionist havde givet hende, følte Riley den sædvanlige frygt for at skulle afhøre ofrets familie eller ægtefælle. Hun følte på en eller anden måde, at denne gang ville det blive endnu værre end normalt. Men kidnapningen var lige sket.
"Måske finder vi hende denne gang, før han dræber hende," sagde hun.
"Hvis bevis-teknikerne kan finde nogen spor af manden, svarede Bill.
"På en eller anden måde tvivler jeg på, at han vil dukke op i nogen database." Det billede, som Riley så for sig, var ikke en almindelig lovovertræder. Det var noget dybt dybt personlig for morderen, som hun af en eller anden grund ikke kunne identificere. Hun ville finde ud af det. Det var hun sikker på. Men hun havde brug for at finde ud af det hurtigt nok til at stoppe den frygt og smerte, som Cindy gennemlevede lige nu. Ingen andre skulle udholde smerten fra den kniv ... eller i det mørke ... af den brændende flamme ...
"Riley," sagde Bill skarpt. "Det er det lige der."
Riley vendte tilbage til nutiden. Hun kørte bilen ind til kantstenen og kiggede rundt i nabolaget. Det var lidt hærget ud, men virkede mere varmt og indbydende på grund af det. Det var den slags område med lav husleje, hvor unge uden mange penge kunne forfølge deres drømme.
Selvfølgelig vidste Riley, at kvarteret ikke ville forblive på denne måde. Gentrificeringen ville uden tvivl sætte ind en hvilken som helst dag nu. Men måske ville det være godt for et kunstgalleri. Hvis offeret ellers kom hjem i live.
Riley og Bill steg ud af bilen og nærmede sig det lille butiksgalleri. En smuk metalskulptur stod i vinduespartiet bag et tegn, hvor der stod "LUKKET".
Parrets lejlighed lå ovenpå. Riley ringede på dørklokken, og hun og Bill ventede et øjeblik. Hun spekulerede på, hvem der ville åbne døren.
Da døren blev åbnet, blev hun oplivet over at se FBI’s offer-specialist, Beverly Chaddicks, medfølende ansigt. Riley havde samarbejdet med Beverly før. Specialisten havde haft dette job i mindst tyve år, og hun havde en fantastisk måde at omgås fortvivlede ofre og familiemedlemmer.
"Vi er her for at still hr. MacKinnon nogle spørgsmål," sagde Riley. "Jeg håber, han er med på det."
"Ja," sagde Beverly. "Men vær god ved ham."
Beverly førte Bill og Riley ovenpå til den lille lejlighed. Riley fandt det hjerteskærende, at rummet var muntert dekoreret med et forunderlig rod af malerier og skulpturer. De mennesker, som boede her, elskede at fejre livet og alle dets muligheder. Var alt det nu slut? Hun havde ondt af det unge par.
Nathaniel MacKinnon, en mand i slutningen af tyverne, sad i den kombinerede stue og spisestue. Hans ranglede udseende fik ham til at se endnu mere nedbrudt ud.
Beverly annoncerede med mild stemme, "Nathaniel, agent Paige og agent Jeffreys er her."
Den unge mand kiggede afventende på Bill og Riley. Hans stemme lød kvækkende desperat.
"Har du fundet Cindy? Er hun okay? Er hun i live?"
Riley indså at hun ikke kunne sige noget nyttefuldt. Hun var meget taknemmelig for, at Beverly var her, og at hun allerede havde lavet en rapport med den forvirrede mand.
Beverly satte sig ved siden af Nathaniel MacKinnon.
"Ingen ved noget endnu, Nathaniel," sagde hun. "De er her for at hjælpe."
Bill og Riley satte sig i nærheden.
Riley spurgte: "Hr. MacKinnon, har din kone sagt noget for nylig om, at hun var bange eller følte sig truet?"
Han rystede på hovedet.
Bill blandede sig. "Det her er et svært spørgsmål, men vi må spørge. Har du eller din kone nogen fjender eller nogen, der måtte ønske at skade jer?"
Manden syntes at have problemer med at forstå spørgsmålet.
"Nej, nej," stammede han. "Der er nogle gange nogle smådiskussioner omkring min arbejdssti. Men det er alle bare dumme små ting, skævheder blandt kunstnere, ikke folk, der ville gøre noget som ... "
Han afbrød sig selv midt i sætningen.
"Og alle ... elsker Cindy," sagde han.
Riley lagde mærke til hans angst og usikkerhed omkring at tale i nutidsform. Hun følte, at det var ufølsomt og sandsynligvis ubrugeligt til afhøre denne mand. Hun og Bill burde sandsynligvis gøre det kort og overlade situationen til Beverlys kyndige hænder.
Riley kiggede rundt i lejligheden og forsøgte at finde selv det mindste spor.
Hun kunne med det samme se, at Cindy og Nathaniel MacKinnon ikke havde børn. Lejligheden var ikke stor nok, og desuden var de omkringliggende kunstværker alt andet end børnesikre.
Hun troede dog ikke, at det var den samme situation som med Margaret og Roy Geraty. Rileys mavefornemmelse fortalte hende, at Cindy og Nathaniel var midlertidigt barnløse efter eget valg. De ventede på det rigtige tidspunt, flere penge, et større hjem og en mere passende livsstil.
De troede, de havde alverdens tid, tænkte Riley.
Hun tænkte tilbage på sin tidligere antagelse om, at morderen gik målrettet efter mødre. Hun undrede endnu en gang over, hvordan hun kunne tage sådan fejl.
Der var noget andet ved lejligheden, som begyndte at dæmre for hende. Hun så ingen fotografier nogen steder af Nathaniel eller Cindy. Dette var ikke særlig overraskende. Som par var de mere interesserede i andres kreativitet end i billeder af sig selv. De var alt andet end narcissistiske.
Alligevel følte Riley behovet for at få et tydeligere billede af Cindy.
"Hr. MacKinnon," spurgte hun forsigtigt. "Har du nogle nyere billeder af din kone?"
Han kiggede et øjeblik tomt på hende. Så lyste hans ansigt op.
"Ja, hvorfor?" Spurgte han. "Jeg har et nyt lige her på min mobiltelefon."
Han fandt billedet på sin mobil og videresendte det til Riley.
Riley hjerte sprang op i halsen, da hun så det. Cindy MacKinnon sad med en treårig pige på skødet. Både hun og barnet lyste af glæde, da de holdt en smukt klædt dukke imellem sig.
Der gik et øjeblik, før Riley kunne begynde at trække vejret igen. Den kidnappede kvinde, et barn og en dukke. Hun havde ikke taget fejl. I hvert fald ikke helt. Der måtte være en forbindelse mellem denne morder og dukker.
"Hr. MacKinnon, hvem er barnet på dette billede?" Spurgte Rileyså roligt hun kunne.
"Det er Cindys niece, Gale," svarede Nathaniel MacKinnon. "Hendes mor er Cindys søster, Becky."
"Hvornår blev dette billede taget?" Spurgte Riley.
Manden tænkte sig om. "Jeg tror, Cindy sendte det til mig i fredags," sagde han. "Ja, jeg er sikker på, at det var der, hun sendte det. Det var til Gales fødselsdagsfest. Cindy hjalp sin søster med festen. Hun gik tidligt fra arbejde for at hjælpe til.”
Riley kæmpede med sine tanker og var et øjeblik usikker på, hvad hun nu skulle spørge om.
"Var dukken en gave til Cindys niece?" Spurgte hun.
Nathaniel nikkede. "Gale var begejstret for den. Det gjorde Cindy så glad. Hun elsker bare at se Gale være glad. Pigen er næsten som en datter til hende. Hun ringede til mig med det samme for at fortælle mig det. Det var der, hun sendte billedet."
Riley kæmpede for at holde sin stemme rolig. "Det er en dejlig dukke. Jeg kan se, hvorfor Gale blev så glad for den."
Hun tøvede igen og stirrede på dukken på billede, som om den kunne fortælle hende, hvad det var, hun skulle vide. Det var sikkert og vist, at det malede smil og de tomme blå øjne indeholdt svaret på hendes spørgsmål. Men hun vidste ikke engang, hvad hun skulle spørge om.
Ud af øjenkrogen kunne hun se Bill kigge forsigtigt på hende.
Hvorfor ville en brutal morder få sine ofre til at ligne dukker?
Endelig spurgte Riley: "Ved du, hvor Cindy købte dukken?"
Nathaniel så virkelig forbløffet ud. Selv Bill så overrasket. Uden tvivl undrede han sig over, hvor Riley ville hen med alt dette. Sandheden var, at Riley ikke selv var sikker.
"Jeg aner det ikke," sagde Nathaniel. "Hun fortalte mig det ikke. Er det vigtigt?"
"Jeg er ikke sikker," erkendte Riley. "Men jeg tror, det kunne være vigtigt."
Nathaniel havde talt sig varm nu. "Jeg forstår det ikke. Hvad handler det her om? Siger du, at min kone blev kidnappet på grund af en lille piges dukke? "
"Nej, det er ikke det, jeg siger." Riley forsøgte at lyde rolig og overbevisende. Selvfølgelig indså hun, at hun sagde det. Hun troede, at hans kone sandsynligvis var blevet kidnappet på grund af en lille piges dukke, selvom det slet ikke gav nogen mening.
Nathaniel var tydeligvis bekymret. Riley så, at Beverly Chaddick, offerspecialisten, der sad i nærheden, stirrede på hende. Med en svag rysten på hovedet syntes Beverly at forsøge at kommunikere, at Riley skulle gå lettere til den forvirrede mand. Riley mindede sig selv om, at forhørsofre og deres familier ikke var hendes styrke.
Jeg er nødt til at være forsigtig, sagde hun til sig selv. Men hun følte også et presserende behov for at skynde sig. Kvinden var taget til fange. Indespærret i et bur eller bundet gjorde ingen forskel. Hun havde ikke lang tid at leve i. Var det her så tidspunktet at tilbageholde nogen information?
"Kan det lade sig gøre at finde ud af, hvor Cindy købte dukken?" Forsøgte Riley i et mildere tonefald. "I tilfælde af at vi har brug for de oplysninger."
"Cindy og jeg gemmer nogle kvitteringer," sagde Nathaniel. "Kun for fradragsberettigede udgifter. Jeg tror ikke, hun ville beholde kvitteringen for en fødselsdagsgave. Men jeg kan se efter. "
Nathaniel gik over til et skab og tog en skoboks ned. Han satte sig og åbnede kassen, som var fyldt med papirkvitteringer. Han begyndte at kigge igennem dem, men hans hænder skælvede ukontrollabelt.
"Jeg tror ikke, jeg kan gøre det," sagde han.
Beverly tog forsigtigt skoboksen væk fra ham.
"Det er okay, hr. MacKinnon," sagde hun. "Jeg skal nok lede efter den."
Beverly begyndte at rode skoboksen igennem. Nathaniel var tæt på at græde.
"Jeg forstår ikke," sagde han med halvkvalt stemme. "Hun har lige købt en gave. Det kunne have været hvad som helst. Hvor som helst fra. Jeg tror, hun overvejede flere muligheder, men besluttede sig for en dukke."
Riley havde det dårligt. På en eller anden måde havde beslutningen om en dukke ført Cindy MacKinnon til et mareridt. Hvis hun i stedet havde besluttet sig for en bamse, ville hun så være levende og glad hjemme i dag?
"Vil du venligst forklare mig, hvad det her dukke-halløj handler om?" Insisterede Nathaniel.
Riley vidste, at manden selvfølgelig fortjente en forklaring. Hun kunne ikke tænke på nogen skånsom måde at give ham den på.
"Jeg tror," begyndte hun tøvende. "Jeg tror, at din kones kidnapper ... er besat af dukker."
Hun var opmærksom på den øjeblikkelige reaktion fra de andre i rummet. Bill rystede på hovedet og slog blikket ned. Beverly løftede chokeret hovedet. Nathaniel stirrede på hende med et udtryk af håbløs fortvivlelse.
"Hvad får dig til at tro det?" Spurgte han med chokeret stemme. "Hvad ved du om ham? Hvad er det, du ikke fortæller mig?"
Riley forsøgte at finde et ordentligt svar, men hun kunne se i hans øjne, at han var ved at indse de frygtelige realiteter.
"Han har gjort det før, ikke?" Sagde han. "Der har været andre ofre. Har det noget at gøre med ...?"
Nathaniel kæmpede for at huske.
"Åh, Gud," sagde han. "Jeg har læst om det i nyhederne. En seriemorder. Han har dræbt andre kvinder. Deres kroppe blev fundet i Mosby Park og i nationalparken nær Daggett og et sted ved Belding."
Han faldt sammen og begyndte at snøfte ukontrolleret.
"Du tror, at Cindy er hans næste offer," råbte han. "Du tror, hun er allerede død."
Riley rystede kraftigt på hovedet.
"Nej," sagde Riley. "Nej, det tror vi ikke."
"Hvad tror I så?"
Rileys tanker var flyvske. Hvad kunne hun fortælle ham? At hans kone sandsynligvis var i live, men fuldstændig skræmt, og i det skjulte blev tortureret og lemlæstet? Og at snitsår og knivstikkeriet ville fortsætte - indtil Cindy var reddet eller død. Hvad der så end kom først.
Riley åbnede munden for at tale, men der kom ingen ord ud. Beverly lænede sig frem og lagde en hånd på Rileys arm. Offerspecialistens ansigt var stadig varmt og venligt, men fingergrebet var fast.
Beverly talte meget langsomt som skulle hun forklare noget for et barn.
"Jeg kan ikke finde kvitteringen," sagde hun. "Det er her ikke."
Riley forstod Beverlys uudtalte betydning. Med øjnene fortalte Beverly hende, at afhøringen var ude af kontrol, og at det var på tide, at hun gik.
"Jeg tager det herfra," sagde Beverly med en næppe hørbar hvisken.
Riley hviskede tilbage til hende: "Tak. Undskyld."
Beverly smilede og nikkede forstående.
Nathaniel sad med ansigtet begravet i hænderne. Han kiggede ikke engang på Riley, da hun og Bill rejste sig for at gå.
De forlod lejligheden og gik ned ad trappen til gaden. De satte sig begge to ind i Rileys bil, men hun startede ikke motoren. Hun følte sine egne tårer vælde op.
Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen, tænkte hun. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Det syntes at være historien om hendes liv i disse dage.
"Det er dukker, Bill," sagde hun. Hun forsøgte at forklare sin nye teori for sig selv ligeså meget for ham. "Det har helt sikkert noget at gøre med dukker. Husker du, hvad Roy Geraty fortalte os i Belding? "
Bill trak på skuldrene. "Han sagde, at hans første kone – Magaret – ikke brød sig om dukker. De gjorde hende trist, sagde han. Han sagde, at de nogle gange fik hende til at græde."
"Ja, fordi hun ikke selv kunne få børn," sagde Riley. "Men han sagde også noget andet. Han sagde, at hun havde alle mulige venner og familiemedlemmer, der selv havde børn. Han sagde, at hun altid skulle gå til babyshower og hjælpe til med fødselsdagsfest."
Riley kunne se på Bills ansigtsudtryk, at han begyndte at fatte det nu.
"Så hun måtte hele tiden købe dukker," sagde han. "Selvom de gjorde hende trist."
Riley slog rattet med sin knytnæve.
"De købte alle sammen dukker," sagde hun. "Han så dem købe dukker. Og han så dem købe dukkerne det samme sted i den samme butik."
Bill nikkede. "Vi skal finde den butik," sagde han.
"Ja", sagde Riley. "Et sted i vores udvalgte området på mere end tusind kvadratkilometer findes der en dukkebutik, hvor alle de kidnappede kvinder gik hen. Og han gik også derhen. Hvis vi måske kan finde den, så kan vi måske finde ham."
I samme øjeblik ringede Bills mobiltelefon.
"Hallo?" Sagde han. "Ja, agent Walder, det er Jeffres."
Riley udstødte et støn. Hun spekulerede på, hvilken slags problemer Walder nu ville påføre dem.
Hun så Bill tabe underkæben af bar overraskelse.
"Du godeste," sagde han. ”Du godeste. Okay. Okay. Vi kommer lige med det samme."
Bill afsluttede opkaldet og stirrede fåret på Riley i et par sekunder.
"Walder og hans grønskollinger," sagde han. "De har fanget ham."
Kapitel 19
Riley og Bill ankom til Adfærds- og Analyseenheden, hvor Walder ventede på dem i døren.
"Vi har ham," sagde Walder og førte dem ind i bygningen. "Vi har fyren."
Riley kunne høre både opstemthed og lettelse i hans stemme.
"Hvordan?" Ville hun vide.
"Du har virkelig undervurderet Huang og Creighton, agent Paige," sagde Walder. "Efter at du gik, fortalte receptionisten dem om en væmmelig mand, der havde dasket rundt på klinikken for nylig. Hans navn er Darrell Gumm. De kvindelige patienter havde klaget over ham. Han gik altid for tæt på dem, sagde de, og han respekterede ikke deres personlige grænser. Han sagde også nogle ret væmmelige ting til dem. Og en eller to gange sneg han sig faktisk ind på dametoilettet."
Riley spekulerede over det og sammenlignede med sine egne antagelser om gerningsmanden. Det kunne være ham, tænkte hun. Hun følte en flagrende ophidselse i halsen.
Bill spurgte Walder: "Har ingen på klinikken ringet til politiet vedrørende Gumm?"
"De lod deres egen sikkerhedsvagt tage sig af det. Vagten bad Gumm om blive væk. Den slags klinikker tiltrækker skøre personer fra tid til anden. Men Huang og Creighton noterede sig signalementet. De indså, at han lød som den fyr, vi leder efter. De fik hans adresse fra receptionisten, hvilket førte os til hans lejlighed."
"Hvordan ved I, det er ham?" Spurgte Riley.
"Han indrømmede det," sagde Walder fast. "Vi fik en tilståelse ud af ham."
Riley begyndte at føle sig en smule lettet. "Og Cindy MacKinnon?" Spurgte hun. "Hvor er hun?"
"Vi arbejder på det," sagde Walder.
Rileys lettelse fordampede. "Hvad mener du med 'arbejder på det'?" Spurgte hun.
"Vi har feltagenter, der undersøger nabolaget. Vi tror ikke, han kunne have taget hende meget langt. Under alle omstændigheder vil han fortælle os det meget snart. Han taler meget."
Det bliver altså nødt til at være ham, tænkte Riley. Cindy MacKinnon var simpelthen nødt til at være i live. De kunne ikke miste endnu en uskyldig kvinde til denne skøre brutale gerningsmand. Hans tidsplan var ved at være stram, men hun kunne ikke allerede være død så kort tid efter bortførelsen. Han havde endnu ikke haft fornøjelsen af at torturere hende.
Bill spurgte Walder: "Hvor er den mistænkte nu?"
Walder pegede på vejen. "Vi har ham ovre i detentionen," sagde han. "Kom nu. Jeg er på vej derover."
Walder briefede dem, imens de gik gennem det omfattende BAU-kompleks til den bygning, hvor mistænkte blev tilbageholdt.
"Da vi viste ham vores skilte," sagde Walder og skar en grimasse, "så inviterede han os straks indenfor. Selvsikre skiderik."
Riley syntes, det lød troværdigt. Hvis Darren Gumm virkelig var gerningsmanden, kunne agenternes ankomst kun have været den afsløring, han havde håbet på. Han kunne godt have ladet sig fange med vilje efter et alt for smart, toårigt legen katten-efter-musen med myndighederne. Måske var den belønning, han havde håbet på hele tiden, berømmelse - meget mere end 15 minutters berømmelse.
Problemet var, vidste Riley, at han stadig kunne bruge sin seneste fange til at lege med dem alle sammen. Og han kunne godt være typen, der ville gøre det.
"Du skulle have set hans hjem," fortsatte Walder. "En beskidt lille en-værelses med en træk-ud-sofa og et lille badeværelse, der stank langt væk. Og overalt på væggene har han udklip med nyheder om overfald, voldtægt og mord fra hele landet. Der var ingen computer, han er helt off-line, men jeg må sige, han har en analog database med kriminalitet begået af psykopater, som mange politiafdelinger ville misunde ham."
"Og lad mig gætte," sagde Bill. "Han havde en bunke af historier ophængt om vores drab - stort set alle de oplysninger, der er blevet offentliggjort om dem de seneste to år."
"Ja, det var da helt sikkert," sagde Walder. "Creighton og Huang stillede ham et par spørgsmål, og han opførte sig mistænkeligt som bare fanden. Da Huang langt om længe spurgte ham, hvad han vidste om Cindy MacKinnon, klappede han i. Det var tydeligt, at han vidste, hvem vi mente. Vi havde nok til at arrestere ham. Og han tilstod næsten, så snart vi fik ham hertil."
Samtidig førte Walder både Riley og Bill ind i et lille værelse med et envejs vindue ind til et forhørslokale.
Forhøret var allerede godt i gang. På den ene side af bordet sad agent Emily Creighton. Agent Craig Huang gik utålmodigt frem og tilbage bag hende. Riley syntes, at de to unge agenter faktisk så ud til at klare det bedre, end de havde gjort før. På den anden side af bordet sad Darrell Gumm. Han havde håndjern på, som var fastgjort til bordpladen.
Riley følte sig straks frastødt af ham. Han mindede mest af alt om en lille tudse, et eller andet sted omkring tredive, middel af bygning og noget buttet. Men han så tilstrækkeligt robust ud til at kunne være en sandsynlig fysisk trussel til især forsvarsløse kvinder, der blev overrasket af ham. Hans pande skrånede skarpt bagud, hvilket fik hans kranium til ligne en for længst uddød hominid. Hans hage var nærmest ikke-eksisterende. Alt i alt levede han helt op til Rileys forventninger. Og hans tilståelse afrundede tingene.
"Hvor er hun?" Råbte Creighton ad Gumm.
Riley kunne høre på utålmodigheden i Creightons stemme, at hun allerede havde stillet spørgsmålet mange gange.
"Hvor er hvem?" Spurgte Gumm med en høj og ubehagelig stemme. Han udstrålede foragt og uforskammethed.
"Hold op med at spilde vores tid," sagde Huang kraftigt.
"Jeg behøver ikke at sige noget uden en advokat til stede, vel?" Sagde Gumm.
Creighton nikkede. "Vi har allerede fortalt dig det. Vi vil hente en advokat, så snart du beder om en. Du bliver ved med at sige, at du ikke vil have en advokat. Du kan give afkald på din ret til en advokat. Har du skiftet mening? "
Gumm virrede med hovedet og kiggede op i loftet på en drilsk og tankefuld måde.
"Lad mig tænke over det. Nej, det tror jeg ikke. Ikke alligevel."
Huang lænede sig henover bordet mod ham og forsøgte at se meget truende ud.
"Jeg spørger for sidste gang," sagde han. "Hvor gemte du lastbilen?"
Gumm trak på skuldrene. "Og jeg spørger for sidste gang: hvilken lastbil? Jeg ejer ikke en lastbil. Jeg ejer ikke engang en bil. Jeg har ikke engang et kørekort, for fanden."
Walder informerede lavmælt Riley og Bill. "Den sidste del er sandt. Intet kørekort, ingen vælgerregistrering, ingen kreditkort, slet ingenting. Han lever virkelig helt afsondret. Ikke så underligt, at lastbilen ikke havde en nummerplade. Han stjal den sikkert. Men han kan ikke have kørt det langt med den tid, han havde til rådighed. Den må være et sted i nærheden af hans lejlighed."
Agent Creighton skreg nu ad Gumm.
"Du synes, det er sjovt, ikke?" Sagde hun. "Et eller andet sted holder du en stakkels kvinde fastbundet. Så meget har du allerede indrømmet. Hun er bange for at dø, og jeg vil vædde på, at hun også er sulten og tørstig. Hvor længe vil du lade hende lide? Er du virkelig villig til at lade hende dø sådan?"
Gumm fniste.
"Er det her tidspunktet, hvor du vil tæve mig" Spurgte han. "Eller er det nu, når du vil fortælle mig, at du kan få mig til at snakke uden at efterlade nogen synlige mærker?"
Riley havde forsøgt at tie stille, men hun kunne ikke holde mund længere.
"De stiller ikke de rigtige spørgsmål," sagde hun.
Hun skubbede sig forbi Walder og gik ind gennem døren, der førte ind i forhørslokalet.
"Stop, agent Paige," kommanderede Walder.
Riley ignorerede ham og gik i forhørslokalet. Hun skyndte sig hen til bordet, lagde begge hænder på bordpladen og lænede sig faretruende mod Gumm.
"Sig mig, Darrell," snerrede hun. "Kan du lide dukker?"
For første gang viste Darrells ansigt tegn på uro.
"Hvem fanden er du?" Spurgte han Riley.
"Jeg er en person, du ikke vil lyve for," sagde Riley. "Kan du lide dukker?"
Darrells blik flikflakkede rundt i lokalet.
"Jeg aner det ikke," sagde han. ”Dukker? De er søde, tror jeg."
"Åh, du tror, de er mere end søde, ikke?" Riley sagde. "Da du var lille, var du den slags dreng, som kunne lide at lege med dukker. Den slags dreng, som alle de andre børn gjorde nar ad."
Darrell vendte sig mod spejlet, der var på hans side af spejlvinduet.
"Jeg ved, at der er nogen bagved," råbte han forskræmt. "Vil nogen fjerne den skøre kvinde fra mig?"
Riley gik rundt om bordet, skubbede Huang til side og stillede sig lige ved siden af Gumm. Så puffede hun ansigtet mod hans ansigt. Han lænede sig baglæns og forsøgte at undgå hendes blik. Men hun ville ikke give ham plads til at trække vejret. Deres ansigter var kun otte eller ti centimeter fra hinanden.
"Og du kan stadig godt lide dukker, ikke?" Hvislede Riley og hamrede sin knytnæve ned i bordet. "Små pigedukker. Du kan godt lide at tage tøjet af dem. Du kan godt lide at se dem nøgne. Hvad kan du lide at gøre med dem, når de er nøgne?"
Darrell spilede øjnene op.
Riley fastholdt hans blik et langt øjeblik. Hun tøvede og forsøgte at aflæse hans ansigtsudtryk tydeligt. Var det foragt eller afsky, der fik hans mundvige til at vende så voldsomt ned?
Hun åbnede munden for at spørge mere, men døren til forhørslokalet sprang op bag hende. Hun hørte Walters strenge stemme.
"Agent Paige. Jeg vil have dig ud herfra lige nu."
"Giv mig bare et øjeblik," sagde hun.
"Nu!"
Riley stod et øjeblik tavs henover Gumm. Nu så han helt forvirret ud. Hun kiggede rundt og så, at Huang og Creighton stirrede på hende med vantro blikke. Så vendte hun rundt og fulgte Walder ind i det tilstødende lokale.
"Hvad i helvede drejede det sig om?" Walder krævede et svar. ”Du bliver ved. Du ønsker ikke, at denne sag skal afsluttes. Men den er afsluttet. Kom videre. Alt, hvad vi skal nu, er at finde offeret."
Riley stønnede højtlydt.
"Jeg tror, I tager fejl" sagde hun. "Jeg tror ikke, at fyren reagerer på dukker, som morderen ville gøre det. Jeg har brug for mere tid for at kunne være sikker."
Walder stirrede et øjeblik på hende. Så rystede han på hovedet.
"Dette har virkelig ikke været din dag, vel, agent Paige?" Sagde han. "Faktisk vil jeg sige, at du slet ikke har været på toppen under hele sagen. Åh, du havde ret i en ting. Gumm synes ikke at have haft nogen forbindelse til senatoren - hverken politisk eller personlig. Nå, men det betyder ikke noget. Jeg er sikker på, at senatoren vil være tilfreds med, at vi bringer hans datters morder for retten."
Riley gjorde, hvad hun kunne for at styre sit temperament.
"Agent Walder, med al respekt -" begyndte hun.
Walder afbrød. "Og det er kun dit problem, agent Paige. Din respekt over for mig har været stærkt mangelfuld. Jeg er træt af din ulydighed. Bare rolig, jeg vil ikke sende en negativ rapport. Før i tiden har du gjort dit arbejde godt, og jeg vil lade tvivlen komme dig til gode. Jeg er sikker på, at du stadig er traumatiseret over alt det, du selv gennemlevede. Men du kan gå hjem nu. Vi skal nok klare tingene herfra."
Så klappede Walder Bill på skulderen.
"Jeg vil gerne have, at du bliver, agent Jeffreys," sagde han.
Bill kogte nu. "Hvis hun går, går jeg," knurrede han.
Bill gik med Riley ud på gangen. Walder gik ud af lokalet for at se dem gå. Men et kort stykke henne ad gangen, blev Riley indhentet af vished. Den mistænkte ansigt havde vist afsky. Det var hun overbevidst om nu. Hendes spørgsmål om nøgne dukker havde ikke ophidset ham. De havde bare forvirret ham.
Riley rystede over det hele. Hun og Bill fortsatte med at gå ud af bygningen.
"Det er ikke ham," sagde hun stilfærdigt til Bill. "Det er jeg helt sikker på."
Bill så chokeret ud, og hun stoppede og stirrede intenst på ham.
"Hun er stadig derude," tilføjede hun. "Og de har ingen anelse om, hvor hun er."
*
Da det var blevet mørkt, gik Riley rundt derhjemme og gennemspillede alle detaljer i sagen i tankerne. Hun havde endda fyret e-mails og sms'er af i et forsøg på at advare FBI’s medlemmer om, at Walder havde taget den forkerte mand.
Hun havde kørt Bill hjem og igen været meget sen til at hente April. Riley var taknemmelig for, at April ikke havde gjort et stort nummer ud af det denne gang. April var endda meget flink, da de lavede sen aftensmad og småsludrede med hinanden.
Det blev midnat og endnu senere, og Riley følte tankerne kørte i ring. Hun kom ikke nogen vegne. Hun havde brug for nogen at tale med, nogen at udveksle ideer med. Hun overvejede at ringe Bill. Han ville sikkert ikke have noget imod, at hun ringede så sent.
Men nej, hun havde brug for en anden - en person med indsigt, der ikke var let at komme forbi, en person, hvis dom hun havde lært at stole på fra tidligere erfaringer.
Endelig indså hun, hvem det var.
Hun ringede et nummer på sin mobiltelefon og var forfærdet over at høre endnu en telefonsvarer.
"Du har ringet til Michael Nevins telefonsvarer. Læg venligst en besked, når klartonen lyder."
Riley tog en dyb indånding og sagde: "Mike, kan vi tale sammen? Hvis du er der, skal du svare. Det er virkelig en nødsituation."
Ingen svarede. Hun var ikke overrasket over, at han ikke var tilgængelig. Han arbejdede ofte alle døgnts timer. Hun ønskede bare, at dette ikke var et af disse tidspunkter.
Endelig sagde hun: "Jeg arbejder på en møgsag, og jeg tror måske, du er den eneste, der kan hjælpe mig. Jeg kører op til dit kontor som det allerførste i morgen formiddag. Jeg håber, det er okay. Som jeg sagde, er det en nødsituation."
Hun afsluttede opkaldet. Der var ikke mere, hun kunne gøre lige nu. Hun håbede kun, at hun kunne nå at få et par timers søvn.
Kapitel 20
Stolen var behagelig og omgivelserne var elegante, men den behagelige belysning på Mike Nevins kontor gjorde ikke noget for Rileys humør. Cindy var stadig væk. Kun guderne vidste, hvad der skete med hende lige nu. Blev hun blevet tortureret? Den måde, Riley havde været på?
Agenterne, der undrsøgte, havde stadig ikke fundet hende. Ikke engang efter fireogtyve timer. Det kom ikke som nogen overraskelse for Riley. Hun vidste, at de undersøgte det forkerte område. Problemet var, at hverken hun eller nogen anden havde spor til det rigtige område. Hun ville ikke spekulere på, hvor langt væk morderen havde kørt hende hen – eller om hun stadig levede.
"Vi mister hende, Mike," sagde Riley. "For hvert minut der går, oplever hun mere smerte. Hun kommer tættere på døden."
”Hvorfor er du så overbevidst om, at de har den forkerte mand?" spurgte den retsmedicinske psykiater, Michael Nevin, hende.
Altid ulasteligt klædt og iført en dyr skjorte med vest, havde Nevins en omhyggelig og kræsen personlighed. Riley kunne lide ham endnu mere på grund af det. Hun fandt ham forfriskende. De havde mødtes for første gang for mere end ti år siden, da han var konsulent på em højt profileret FBI-sag, som hun arbejdede på. Hans kontor lå i D.C., så de sås ikke ofte. Men i årenes løb havde de erfaret, at når de lagde hendes instinktive fornemmelser sammen hans dybe baggrundskendskab,så gav det dem et unikt indblik i lusket sind. Som det allerførste i morges var hun kørt hen for at se ham.
"Hvor skal jeg begynde?" Svarede Riley med en gysen.
"Tag dig god tid," sagde han.
Hun nippede til kruset med den lækre, varme te, som han havde givet hende.
"Jeg så ham," sagde hun. "Jeg stillede ham nogle spørgsmål, men Walder ville ikke lade mig bruge mere tid sammen med ham."
"Og han passer ikke til din profil?"
"Mike, denne Darrell Gumm-fyr er en wannabe," fortsatte hun. "Han har en slags fanboy fantasi om psykopater. Han vil være en. Han vil gerne være berømt for det. Men han har ikke, hvad der kræves. Han er væmmelig, men han er ikke en morder. Det er bare lige nu, at han kan udleve sin fantasi helt ud. Det er hans drøm, der går i opfyldelse."
Mike strøg sig tankefuldt over hagen. "Og du tror ikke, at den rigtige morder ønsker sig berømmelse?"
Hun sagde: "Han kan være interesseret i berømmelse, og han vil måske endda have det, men det er ikke det, som holder ham i gang. Han er drevet af noget andet, som er mere personligt. Ofrene repræsenterer noget for ham, og han nyder deres smerte på grund af, hvem eller hvad de repræsenterer. De udvælges ikke tilfældigt."
"Hvordan så?”
Riley rystede på hovedet. Hun ønskede, at hun kunne sætte bedre ord på det, end hun var i stand til.
"Det har noget at gøre med dukker, Mike. Fyren er besat af dem. Og dukker har noget at gøre med, hvordan han udvælger kvinderne."
Så sukkede hun. På dette tidspunkt lød det ikke engang overbevisende for hende selv. Og alligevel var hun sikker på, at det var det rette spor.
Mike var stille et øjeblik. Så sagde han: "Jeg ved, at du har et talent for at genkende det onde. Jeg har altid haft tiltro dine instinkter. Men hvis du har ret, så har den mistænkte, som tilbageholdes, holdt alle andre for nar. Og ikke alle FBI-agenter er nemme at narre."
"Men nogle af dem er," sagde Riley. "Jeg kan ikke få den kvinde, han fangede i går, ud af mit sind. Jeg bliver ved med at tænke på, hvad hun gennemlever lige nu." Så gik hun direkte til det punkt, som var formålet med besøget hos psykiateren. "Mike, kan du stille Darrell Gumm nogle spørgsmål? Du vil se igennem ham på et sekund."
Mike så forskrækket ud. "De har ikke indkaldt mig til denne sag," sagde han. "Jeg tjekkede sagen i morges, og jeg fik at vide, at Dr. Ralston talte med ham i går. Tilsyneladende er han enig i, at Gumm er morderen. Han fik endda Gumm til at underskrive en skriftlig tilståelse. Sagen er afsluttet for FBI. De tror, at de nu bare skal finde kvinden. De er sikre på, at de får Gumm til at tale."
Riley himlede forundret med øjnene.
"Men Ralston er en kvaksalver," sagde hun. "Han er Walders lakej. Han vil nå frem til en hvilken som helst konklusion, Walder ønsker."
Mike sagde ikke noget. Han smilede bare til Riley. Riley var temmelig sikker på, at Mike følte samme foragt for Ralston, som hun gjorde. Men han var for professionel til at sige det.
"Jeg har ikke kunnet finde ud af det," sagde Riley. "Vil du i det mindste læse sagsmappen og fortælle mig din mening?"
Mike virkede fordybet i egne tanker. Så sagde han: "Lad os tale lidt om dig. Hvor længe har du været tilbage på jobbet? "
Riley måtte lige tænke over det. Sagen havde optaget hende, men det var stadig nyt.
"Omkring en uge," sagde hun.
Han lagde bekymret hovedet på skrå. "Du er hård ved dig selv. Du er du altid."
"Manden har dræbt en kvinde og kidnappet en anden i det tidsrum. Jeg burde være blevet på sagen, siden jeg første gang så hans ugerninger for seks måneder siden. Jeg burde aldrig have droppet det."
"Du blev afbrudt."
Hun vidste, at han henviste til hendes eget fangenskab og tortur. Hun havde brugt timer på at beskrive det for Mike, og han havde hjulpet hende med at komme igennem det.
"Jeg er tilbage nu. Og en anden kvinde har problemer."
"Hvem er din partner nu?"
"Bill Jeffreys igen. Han er fantastisk, men hans fantasi er ikke så livlig som min er. Han er heller ikke kommet frem til nogen løsning."
"Hvordan er det for dig? At være sammen med Jeffreys hver dag?"
"Fint. Hvorfor skulle det ikke være det?"
Mike stirrede tavst på hende for et øjeblik, og så lænede han sig mod hende med et bekymret udtryk.
"Jeg mener, er du sikker på, at du tænker klart? Er du sikker på, at du er i det rigtige spil? Jeg tror, at det jeg spørger om, er - hvilken kriminel er du i virkeligheden efter?"
Riley skævede til ham, lidt overrasket over denne tilsyneladende ændring af emnet.
"Hvad mener du? Hvilken?" Spurgte hun.
"Den nye eller den gamle?"
Tavsheden lagde sig imellem dem.
"Jeg tror, at du muligvis er her for at tale om dig selv," sagde Mike sagte. "Jeg ved, at du altid har haft svært ved at tro på, at Peterson døde i den eksplosion."
Riley vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun havde ikke forventet dette; hun havde ikke forventet, at samtalen ville vende sig imod hende.
"Det er irrelevant," sagde Riley.
"Hvad med din medicin, Riley?" Spurgte Mike.
Atter svarede Riley ikke. Hun havde ikke taget den foreskrevne medicin i dagevis. Hun ønskede ikke, at medicinen forstyrrede hendes koncentrationsevne.
"Jeg er ikke sikker på, at jeg bryder mig om det her," sagde Riley.
Mike tog en stor slurk fra sit tekrus.
"Du bærer en masse følelsesmæssig bagage," sagde han. "Du blev skilt i år, og jeg ved, at du har blandede følelser omkring det. Og selvfølgelig mistede du din mor på en sådan forfærdelig og tragisk måde for mange år siden."
Riley ansigt rødmede af irritation. Hun ønskede ikke at komme ind i dette.
"Vi har talt om omstændighederne ved din egen bortførelse," fortsatte Mike. "Du skubbede grænserne. Du tog en stor risiko. Dine handlinger var virkelig ret dumme."
"Jeg fik Marie ud," sagde hun.
"Og du betalte selv en høj pris."
Riley tog en lang og dyb indånding.
"Du vil måske sige, at jeg påførte mig selv det," sagde hun. "Fordi mit ægteskab faldt fra hinanden og på grund af den måde, hvorpå min mor blev dræbt. Du vil måske sige, at jeg tror, jeg fortjente det. Så jeg tiltrak mig dette. Jeg satte mig selv i den situation."
Mike smilede tilbage med et sympatisk smil.
"Jeg siger bare, at du skal tage et godt hårdt kig på dig selv lige nu. Spørg dig selv, hvad der virkelig foregår indeni."
Riley kæmpede for at trække vejret og holde tårerne tilbage. Mike havde ret. Hun havde spekuleret på alle disse ting. Derfor ramte hans ord hende så hårdt. Men hun havde ignoreret disse halv-bevidste tanker. Og det var på høje tid, at hun fandt ud af, om noget af det var sandt.
"Jeg passede mit job, Mike," sagde hun i et chokeret tonefald.
"Det ved jeg," sagde han. "Intet af det var din skyld. Ved du det? Det er selvbebrejdelserne, jeg bekymrer mig om. Du tiltrækker det, du føler, du fortjener. Du skaber dine egne livsforhold."
Riley rejste sig og var ude af stand til at høre mere.
"Doktor, jeg blev ikke taget til fange, fordi jeg tiltrak det," sagde hun. "Jeg blev taget til fange, fordi der render en psykopat rundt derude."
*
Riley skyndte sig hen til nærmeste udgang og ud i den åbne gård. Det var en smuk sommerdag. Hun tog flere lange, langsomme vejrtrækninger og beroligede sig selv lidt. Så satte hun sig på en bænk og begravede ansigtet i hænderne.
I det øjeblik summede mobiltelefon.
Marie.
Hendes mavfornemmelse fortalte hende med det samme, at opkaldet var vigtigt.
Riley svarede og hørte ikke andet end krampagtigt gisp.
"Marie," spurgte Riley bekymret. "Hvad forgår der?"
I et øjeblik hørte Riley kun snøft. Marie var selvfølgelig i en endnu værre tilstand end hun havde været.
"Riley," sagde Marie endelig. "Har du fundet ham? Har du ledt efter ham? Har nogen ledt efter ham?"
Rileys humør dalede. Selvfølgelig talte Marie om Peterson. Hun ville forsikre hende om, at han var virkelig død, dræbt i den eksplosion. Men hvordan kunne hun sige det helt sikkert, når hun selv tvivlede på det? Hun huskede, hvad retsvidenskabelig agent Betty Richter havde fortalt hende for et par dage siden om oddsene for, at Peterson var rigtig død.
Jeg vil sige nioghalvfems procent.
Det tal havde ikke været nogen trøst for Riley. Og det var det sidste, som Marie ønskede eller skulle høre lige nu.
"Marie," sagde Riley sørgmodigt. "Der er ikke noget, jeg kan gøre."
Marie udstødte et vræl af fortvivlelse, der fik Riley til at fryse til is.
"Åh Gud, så er det ham!" Råbte hun. "Det kan ikke være andre."
Rileys nerver var på højkant. "Hvad taler du om, Marie? Hvad er der sket?"
Maries ord kom væltende i en hektisk strøm.
"Jeg fortalte dig, at han ringer til mig. Jeg har lukket min fastnettelefon, men på en eller anden måde har han fået mit mobilnummer. Han bliver ved med at ringe hele tiden. Han siger ikke noget. Han ringer bare og ånder ind i røret, men jeg ved, det er ham. Hvem kan det være? Og han har været her, Riley. Han har været i mit hus. "
Rileys alarmberedskab vågnede.
"Hvad mener du?" Spurgte hun.
"Jeg hører lyde om natten. Han kaster ting på min hoveddør og mit soveværelsesvindue. Småsten, tror jeg."
Rileys hjerte slog et slag over, da hun huskede småstenene på sin egen trappesten. Var det virkelig muligt, at Peterson stadig levede? Var både hun og Marie i fare igen?
Hun vidste, at hun var nødt til at vælge sine ord med omhu. Marie befandt sig tydeligvis nær sammenbruddets rand.
"Jeg kommer hen til dig lige nu, Marie," sagde hun. "Og jeg får FBI til at undersøge dette."
Marie udstødte en barsk, desperat og bitter latter.
"Undersøge det?" Gentog hun. "Glem det, Riley. Du har allerede sagt det. Der er ikke noget, du kan gøre. Du skal ikke gøre noget. Ingen vil gøre noget. Ingen kan gøre noget."
Riley steg ind i sin bil og tilsluttede mobilen til højttaleren, så hun kunne tale og køre.
"Bliv hængende i telefonen," sagde hun, da hun startede sin bil og ledte efter Georgetown. "Jeg kommer og henter dig."
Kapitel 21
Riley kæmpede sig gennem trafikken, mens hun forsøgte at få Marie til at blive på telefonlinjen. Hun kørte gennem et vejkryds efter et gult lys skiftet til rødt; hun kørte uansvarligt og hun vidste det. Men hvad mere kunne hun gøre? Hun sad i sin egen bil og ikke en politibil, så hun havde ingen blik eller sirene.
"Jeg lægger på nu, Riley," sagde Marie for femte gang.
"Nej!" Bjæffede Riley endnu engang og kæmpede med sin fortvivlelse. "Bliv nu ved telefonen, Marie."
Maries stemme lød træt nu.
"Jeg kan ikke klare det mere," sagde hun. "Red dig selv, hvis du kan, men jeg kan virkelig ikke klare det mere. Jeg er færdig med alt dette. Jeg må få det til at stoppe nu."
Riley var ved at eksplodere i panik. Hvad mente Marie? Hvad var det, hun ville gøre?
"Du kan klare det, Marie," sagde Riley.
"Farvel, Riley."
"Nej!" Råbte Riley. "Bare vent. Vent! Det er alt, hvad du skal gøre. Jeg er der lige om lidt."
Hun kørte meget hurtigere end den øvrige strøm af bilister. Hun skiftede mellem banerne som en gal kvinde. Flere gange dyttede andre bilister ad hende.
"Giv ikke op," forlangte Riley voldsomt. "Kan du høre mig?"
Marie sagde ingenting. Men Riley kunne høre hende snøfte.
Lydene virkede beroligende. I det mindste Marie var der stadigvæk. I det mindste var hun stadig ved mobilen. Men kunne Riley holde hende der? Hun vidste, at den stakkels kvinde faldt ned i en afgrund af ren dyrisk rædsel. Marie havde ikke længere nogen rationel tankegang tilbage i sit hoved; hun var nærmest blevet sindssyg af frygt.
Riley egne minder oversvømmede hendes sind. Forfærdelige dage i en dyrisk tilstand, hvor den humane verden simpelthen ikke eksisterede. Totalt mørke og følelsen af at verden udenfor mørket holdt op med at eksistere og forsvandt. Et fuldstændigt tab af tidsfornemmelse.
Jeg er nødt til at bekæmpe det, sagde hun til sig.
Minderne omsluttede hende ...
Eftersom hun intet kunne høre eller se, forsøgte Riley i stedet at holde sine andre sanser beskæftiget. Hun følte den sure smag af frygt bagerst i halsen, som steg op i munden, indtil den blev til en elektrisk prikken på hendes tungespise. Hun kradsede på det snavsede gulv, hvor hun sad og udforskede dets fugtighed. Hun indsnusede den mug og dug, der omgav hende.
Disse sansefornemmelser var det eneste, der stadig holdt hende iblandt de levende.
Ud af mørket kom så et blændende lys og brølet fra Petersons propan fakkel.
En stærkt bump rev hende ud af den skræmmende dagdrøm. Det tog hende et sekund at indse, at hendes bil havde ramt en kantsten og at hun var i fare for at styre ind i modkørende trafik. Horn blared.
Riley genvandt kontrollen over sin bil og kiggede rundt. Hun var ikke langt fra Georgetown.
"Marie," råbte hun. "Er du der stadig?"
Igen hørte hun kun et halvkvalt snøft. Det var godt. Men hvad kunne Riley gøre nu? Hun overvejede mulighederne. Hun kunne ringe til FBI i D.C. og bede om hjælp, men før hun fik forklaret problemet og sendte agenter sendt til adressen, så vidste kun guderne, hvad der ville ske. Desuden ville det betyde, at hun måtte afslutte opkaldet til Marie.
Hun måtte holde hende ved telefonen, men hvordan?
Hvordan skulle hun trække Marie væk fra den afgrund? Hun var næsten faldet i den selv.
Så huskede Riley noget. For længe siden var hun blevet uddannet til at holde kriseramte på linjen. Indtil nu havde hun aldrig haft brug for den træning. Hun kæmpede for at huske, hvad hun skulle gøre. Disse lektioner havde været for så længe siden.
Hun kom i tanke om noget af lektionen. Hun havde lært at skulle gøre noget, sige noget, for at holde den, der ringer op, taler. Det var ligegyldigt, hvor meningsløst eller irrelevant det kunne være. Det vigtige var, at den, der ringer op, hørte en beroligende menneskelig stemme.
"Marie, der er noget du skal gøre for mig," sagde Riley.
"Hvad er det?"
Rileys hjerne arbejdede som en gal for at finde på, hvad hun skulle sige skulle sige som det næste.
"Jeg vil gerne have, at du går ud i dit køkken," sagde hun. "Jeg vil gerne have dig til at fortælle mig præcis, hvilke urter og krydderier du har på din krydderihylde."
Marie svarede ikke et øjeblik. Riley bekymret. Var Marie i den rette sindstilstand til at kunne forstå sådan irrelevant distraktion?
"Okay," sagde Marie. "Jeg går derind nu."
Riley sukkede let. Måske ville dette her købe hende lidt tid. Hun kunne høre klirren af krydderurtekrukker over telefonen. Marias stemme lød virkelig mærkelig nu – hysterisk og robotagtig på samme tid.
"Jeg har tørret oregano. Og knust rød peber. Og muskatnød."
"Fremragende," sagde Riley. "Hvad ellers?"
"Tørret timian. Og stødt ingefær. Og sorte peberkorn."
Marie standsede. Hvordan kunne Riley holde det kørende?
"Har du karrypulver?" Spurgte Riley.
Efter en klirren med flasker sagde Marie: "Nej."
Riley talte langsomt ligesom hvis hun skulle give instruktioner om liv og død – for det var virkelig det hun gjorde.
"Nå, tag en papirblok og en blyant," sagde Riley. "Skriv det ned. Du bliver nødt til at få det med, når du køber dagligvarer."
Riley hørte lyden af, at der blev skrevet.
"Hvad har du mere?" Spurgte Riley.
Så kom en dødelig pause.
"Det er ikke godt, Riley," sagde Marie med følelsesløs fortvivlelse.
Riley stammer hjælpeløst. "Bare – bare lav sjov med mig, okay?"
Der var endnu en pause.
"Han er her, Riley."
Riley følte hård klump i halsen.
"Hvor er han?" Spurgte hun.
"Han er i huset. Nu forstår jeg det. Han har været her hele tiden. Der er ikke noget, du kan gøre."
Rileys tanker snurrede, imens hun forsøgte at få mening ud af, hvad der skete. Marie kunne glide ind i paranoide vrangforestillinger. Riley forstod det kun alt for godt fra sine egne kampe med PTSD.
På den anden side fortalte Marie måske sandheden.
"Hvordan ved du det, Marie?" Spurte Riley og ledte efter en mulighed for at passere en langsomt lastbil.
"Jeg kan høre ham," sagde Marie. "Jeg kan høre hans fodtrin. Han er ovenpå. Nej, han er i entréen. Nej, han er i kælderen."
Hallucinerer hun? Spekulerede Riley på.
Det var klart en mulighed. Riley havde hørt sin andel af ikke-eksisterende lyde i dagene efter kidnapningen. Selv for nylig kunne hun nogle gange ikke stole på sine fem sanser. Traumer spillede forestillingsevnen forfærdelige puds.
"Han er overalt i huset," sagde Marie.
"Nej," svarede Riley fast. "Han kan ikke være overalt."
Riley ventende på en mulighed for at overhale en langsomtkørende lastbil. En følelse af uendelighed rullede over hende i, hvad der føltes som tidevandsbølger. Det var en forfærdelig følelse, næsten som at drukne.
Da Marie talte igen, snøftede hun ikke længere. Hun lød resigneret nu, endda mystisk rolig.
"Måske er han som et spøgelse, Riley. Måske er det, hvad der skete, da du skød ham. Du dræbte hans krop, men du dræbte ikke hans ondskab. Nu kan han være på mange steder på én gang. Nu er der ingen, der kan stoppe ham. Du kan ikke kæmpe mod et spøgelse. Opgiv det, Riley. Du kan ikke gøre noget. Jeg kan heller ikke gøre noget. Alt, hvad jeg kan gøre, er ikke at lade det samme ske igen."
"Læg ikke på! Jeg har brug for dig til at gøre noget andet for mig."
Der var et øjebliks stilhed. Så sagde Marie: "Hvad? Hvad nu, Riley?"
"Jeg har brug for dig til at blive på denne linje, men jeg har brug for, at du ringer 911 på din fastnettelefon."
Marias stemme blev til en anelse knurrende. "For pokker, Riley. Hvor mange gange skal jeg sige til dig, at jeg har lukket min fastnet?"
I forvirringen havde Riley glemt det. Marie lød faktisk lidt irriteret. Det var godt. Vrede var bedre end panik.
"Desuden fortsatte Marie," hvad skal det gøre godt for at ringe 911? Hvad kan de gøre for at hjælpe mig? Ingen kan hjælpe. Han er overalt. Han får fat på mig før eller senere. Han får også fat på dig. Vi kan begge to lige så godt give op."
Riley følte sig slået ud af kurs. Maries vrangforestillinger havde deres egen uforklarlige logik. Og hun havde ikke tid til at overbevise Marie om, at Peterson ikke var et spøgelse.
"Vi er venner, er vi ikke, Marie?" sagde Riley sagde. "Du fortalte mig engang, at du ville gøre hvad som helst for mig. Var det sandt? "
Marie begyndte at græde igen.
"Selvfølgelig er det sandt."
"Så bliv hængende i røret og ring 911. Der behøver ikke at være en grund. Det behøver ikke at gøre noget godt. Bare gør det, fordi jeg gerne vil have dig til at gøre det."
Det kom en lang pause. Riley kunne ikke engang høre Marie trække vejret.
"Jeg ved, du vil give op, Marie. Jeg forstår det godt. Det er dit valg. Men jeg vil ikke give op. Måske er det dumt, men det vil jeg ikke. Derfor beder jeg dig ringe 911. Fordi du sagde, at du ville gøre noget for mig. Og jeg vil have dig til at gøre det. Jeg har brug for, at du gør det. For mig."
Tavsheden fortsatte. Var Marie stadig på linjen?
"Lover du det?" Spurgte hun.
Opkaldet afsluttede med et klik. Uanset om Marie ville ringe efter hjælp eller ej, kunne Riley ikke lade tilfældighederne råde. Hun samlede sin mobiltelefon op og ringede 911.
"Det er specialagent Riley Paige, FBI," sagde hun, da operatøren svarede. "Jeg ringer vedrørende en mulig indtrænger. En ekstremt farlig person."
Riley gav operatøren Maries adresse.
"Vi sender et hold med det samme," sagde operatøren.
"Godt," sagde Riley og afsluttede opkaldet.
Riley prøvede derefter Marias nummer igen, men fik ikke noget svar.
Nogen er nødt til at komme dertil i tide, tænkte hun. Nogen er nødt til at komme derhen lige nu.
I mellemtiden kæmpede hun mod en ny flod af mørke minder. Hun var nødt til at få kontrol over sig selv. Hvad som helst der skulle ske næste gang, var hun nødt til at holde sig ved bevidsthed.
Da Maries røde murstensbyhus kom til syne, følte Riley sig overvældende alarmeret. Der var endnu ikke ankommet nogen nødkøretøjer. Hun hørte politisirener hyle i det fjerne. De var på vej.
Riley dobbeltparkerede sin bil og gik i retning af hoveddøren. Hun indså, at hun var den først ankomne. Hun trykkede prøvende dørhåndtaget ned, og døren svingede åben. Men hvorfor var den ulåst?
Hun trådte ind og greb fat i sin pistol.
"Marie!" Råbte Riley. ”Marie!”
Der kom intet svar.
Riley vidste med sikkerhed, at der var sket noget forfærdeligt her - eller det skete lige nu. Hun gik længere ind i entréen.
"Marie!" Råbte hun igen. Huset forblev tavst.
Politisirenerne var højere nu, men der var endnu ingen hjælp.
Riley begyndte at tro det værste nu - at Peterson var her, og måske stadig var her.
Hun fandt vej gennem den svagt oplyste entré. Hun fortsatte med at råbe Maries navn, imens hun studerede hver dør. Kan han gemme sig i skabet til venstre? Hvad med badeværelsesdøren til højre?
Hvis hun stødte på Peterson, ville hun ikke tages til fange af ham igen.
Hun ville dræbe det svin én gang for alle.
Kapitel 22
Til trods for Rileys råb kom der ikke noget svar fra Marie. Der var ikke andre lyde i huset end dem, hun selv lavede. Stedet føltes tomt. Hun gik op ad trappen og drejede forsigtigt ind i en åben døråbning.
Da hun drejede om hjørnet, stoppede Rileys åndræt i halsen. Hun følte det som om jorden forsvandt under sig.
Der var Marie: afbrudt midt i luften, med en løkke om halsen hang hun bundet til et lysarmatur ned fra det høje loft. En stige lå væltet på gulvet.
Tiden syntes at stå stille, imens Rileys sind benægtede virkeligheden.
Så knækkede hun sammen i knæene og greb sig selv, da hun faldt mod dørkarmen. Hun udstødte en lang hård lyd.
”NEEEJ!”
Hun sprang ind i rummet, rejste stigen op og kravlede op ad den. Hun lagde en arm omkring Marias krop for at lette trykket, imens hun mærkede efter på Maries hals og ledte efter tegn på puls.
Riley græd nu. "Vær i live, Marie. Vær i live, for pokker."
Men det var for sent. Maries hals knækket. Hun var død.
"Åh, nej," sagde Riley og faldt sammen på trappestigen. Hun havde mavesmerter. Hun ville også dø her.
Som sekunderne gik blev Riley opmærksom på lyde nedenunder. De første politifolk var ankommet. En velkendt mekanisk følelse satte ind. Grundlæggende menneskets frygt og sorg blev erstattet af en kold, professionel effektivitet.
"Heroppe!" Råbte hun.
Hun tørrede sig med ærmet over ansigt for at fjerne tårerne.
Fem stærkt bevæbnede, Kevlar-klædte betjente kom op ad trappen. Kvinden foran var synligt overrasket over at se Riley.
"Jeg er teamchef Rita Graham," sagde hun. "Hvem er du?"
Riley kravlede ned ad stigen og viftede med sit skilt. "Specialagent Riley Paige, FBI."
Kvinden så urolig ud.
"Hvordan ankom du her, før vi gjorde?"
"Hun var min ven," sagde Riley med helt professionel mine. "Hendes navn var Marie Sayles. Hun ringede til mig. Hun fortalte mig, at noget var galt, og jeg var allerede på vej, da jeg ringede til 911. Jeg nåede ikke frem til tiden. Hun er død."
Udrykningsteamet kontrollerede det hurtigt og bekræftede Rileys forklaring.
"Selvmord?" Spurgte Rita Graham.
Riley nikkede. Hun var ikke i tvivl om, at Marie havde begået selvmord.
"Hvad er det her?" Spurgte Rita Graham og pegede på et foldet stykke papir – der lå på et natbord ved siden af sengen.
Riley kiggede på papiret. Skrevet med knapt læselig håndskrift var beskeden:
Det er den eneste udvej.
"Et afskedsbrev?"
Riley nikkede og skar en grimasse. Men hun vidste, at det ikke var den sædvanlige slags selvmordsbesked. Det var ikke en forklaring, og det var bestemt ikke nogen undskyldning.
Det er et råd, tænkte Riley. Det er et råd til mig.
Holdet tog billeder og tog noter. Riley vidste, at de ville vente på retsmedicineren, før de fjernede kroppen.
"Lad os tale sammen nedenunder," sagde officer Graham. Hun førte Riley nedenunder i stuen, satte sig på en stol og signalerede, at Riley også skulle sætte sig.
Gardinerne var stadig trukket for, og der var ingen lys i rummet. Riley ønskede at trække gardinerne fra og lukke noget sollys ind, men hun vidste også godt, at hun gjorde klogt i ikke lave noget om. Hun satte sig i sofaen.
Graham tændte en bordlampe ved siden af sin stol.
"Fortæl mig, hvad der skete," sagde officereren og tog en notesblok og en kuglepen frem. Selvom hun havde en erfaren politimands hårde ansigtsudtryk, var der sympati i hendes øjne.
"Hun var offer for en kidnapning," sagde Riley. "For næsten otte uger siden. Vi var begge to ofre. Du har muligvis læst om det. Sam Peterson-sagen. "
Graham spilede øjnene op
"Du godeste," sagde hun. "Den fyr, der torturerede og dræbte alle disse kvinder. Manden med blæselampen. Så det var dig – agenten , der flygtede og sprængte ham i luften?"
"Ja", sagde Riley. Derefter sagde hun efter en pause: "Problemet er, jeg er ikke sikker på, at jeg virkelig sprængte ham i luften. Jeg er ikke helt sikker på, at han er død. Marie troede ikke på, at han var død. Det var det, der til sidst tog livet af hende. Hun kunne ikke klare uvisheden. Og måske stalkede han hende igen."
Da Riley fortsatte sin forklaring, og ordene flød nærmest automatisk, næsten som om hun havde lært det hele udenad. Hun følte sig nu fuldstændig løsrevet fra gerningsstedet og lyttede til sig selv forklare, hvilke forfærdelige ting, der var sket.
Efter at have hjulpet Graham med at få et indblik i sagen, fortalte Riley hende, hvordan man kunne kontakte Maries nærmeste familie. Imens hun talte, voksede vreden under hendes professionelle lag - en kold, iskold vrede. Peterson havde krævet et offer nummer to. Om han var levende eller død spillede ingen rolle. Han havde dræbt Marie.
Og Marie var helt sikker på, at Riley var dømt til at være hans næste offer, hvad enten det var ham selv eller hende, der gjorde det. Riley ønskede at gribe fat i Marie og helt fysisk ryste denne dårlige idé ud af hendes hoved.
Det er ikke den eneste vej! Ville hun sige til hende.
Men troede hun selv på det? Det vidste Riley ikke. Der syntes at være forbandet meget, hun vidste ikke.
Retsmedicineren ankom, imens Riley og Graham stadig talte sammen. Graham rejste sig og gik ham i møde. Så vendte hun sig mod Riley og sagde: "Jeg går ovenpå i et par minutter. Jeg vil gerne have, at du bliver her og giver mig nogle flere informationer."
Riley rystede på hovedet.
"Jeg er nødt til at gå," sagde hun. "Der er nogen, jeg skal tale med." Hun fandt sit visitkort frem og lagde det på bordet. "Du kan komme i kontakt med mig."
Graham protesterede, men Riley gav ikke hende en chance. Hun rejste sig op og gik ud af Maries mørke hjem. Hun havde et vigtigt møde.
*
En time senere kørte Riley mod vest gennem Virginia-landskabet.
Ønsker jeg virkelig at gøre dette? hun spurgte sig igen.
Hun var udmattet. Hun havde ikke sovet godt i aftes, og nu havde hun været igennem et vågent mareridt. Gudskelov, havde hun talt med Mike imellem. Han havde støttet hende, men hun var sikker på, at han aldrig ville billige det, hun nu ville gøre. Hun var ikke helt sikker på, at hun var ved sine fulde fem.
Hun tog den hurtigste rute fra Georgetown til Senator Mitch Newbroughs herregård. Den narcissistiske politiker havde meget at stå til regnskab for. Han skjulte noget. Noget, der kunne føre til den rigtige morder. Og det gjorde ham delvist ansvarlig for dette nye dødsfald.
Riley vidste, at hun ville få problemer. Hun brød sig ikke om det.
Det var sent om eftermiddagen, da hun kørte ind i den runde indkørsel foran stenpalæet. Hun parkerede, steg ud af bilen og gik op til de enorme hoveddøre. Da hun ringede på dørklokken, blev hun mødt af en formelt klædt herre – Newbroughs butler, gik hun ud fra.
"Hvad kan jeg gøre for dig, frue?" Spurgte han stift.
Riley viste ham sit FBI-skilt.
"Specialagent Riley Paige," sagde hun. "Senatoren kender mig. Jeg skal tale med ham."
Med et skeptisk udtryk vendte butler sig fra hende. Han løftede en walkie-talkie op til sine læber, hviskede noget og lyttede. Butler vendte tilbage mod Riley med et overlegent og smørret grin.
"Senatoren ønsker ikke at se dig," sagde han. "Han understreger det meget. Hav en god dag, frue."
Men før manden kunne lukke hoveddøren, maste Riley sig lige forbi ham og smuttde ind i huset.
"Jeg tilkalder sikkerhedsvagten," råbte butleren efter hende.
"Det kan du bare gøre," råbte Riley tilbage over skulderen.
Riley havde ingen anelse om, hvor hun skulle lede efter senatoren. Han kunne være overalt i det store palæ. Men hun regnede ikke med, at det gjorde noget. Hun kunne nok få ham til at komme til hende.
Hun gik ind i stuen, hvor hun tidligere havde mødt ham og plantede sig i den store sofa. Hun havde til hensigt at føle sig tilpas hjemme, indtil senatoren viste sig.
Der gik kun et par sekunder, før en stor mand klædt i en sort jakkesæt trådte ind i rummet. Riley kunne se på hans adfærd, at han var senatorens sikkerhedsvagt.
"Senatoren har bedt dig om at forlade huset," sagde han og lagde armene over kors.
Riley sprang ikke fra sofaen. Hun kiggede på manden og vurderede, hvor stor en trussel han virkelig var. Han var stor nok til, at han sandsynligvis kunne fjerne hende med magt. Men hendes egne selvforsvarskompetencer var meget gode. Hvis han tog fat i hende, ville mere end en af dem komme til skade, og nogle af senatorens antikviteter ville uden tvivl også blive beskadiget.
"Jeg håber, butleren fortalte dig, at jeg er fra FBI," sagde hun og fastholdt hans blik. Hun tvivlede meget på, at han faktisk ville trække sit våben mod en FBI-agent.
Manden stirrede tilbage på hende og virkede ikke spor skræmt. Men han bevægede sig ikke tættere på hende.
Riley hørte lyden af fodtrin nærme sig, og så lyden af senatorens stemme.
"Hvad foregår der, agent Paige? Jeg er en meget travl mand."
Sikkerhedsvagten trak sig til side, da Newbrough gikhen foran hende og standsede. Hans fotogene politikersmil var en smule sarkastisk. Han var tavs et øjeblik. Riley indså med det samme, at det ville blive en kamp mellem to stærke viljer. Hun var fast besluttet på ikke at flytte sig fra sofaen.
"Du tog fejl, senator," sagde Riley. "Der var ikke noget politisk ved din datters mord – og heller ikke noget personligt. Du gav mig en liste over fjender, og du er sikker på at du gav den samme liste til din skødehund hos FBI."
Newbroughs smil fik en snert af vrede.
"Jeg går ud fra, du mener din chef Carl Walder," sagde han.
Riley vidste, at hendes valg af ord var hårde, og at hun ville komme til at fortryde det. Men lige nu var hun ligeglad.
"Den liste var spild af FBI’s tid, senator," sagde Riley. "Og i mellemtiden er et andet offer blevet kidnappet."
Newbrough stod fast foran hende.
"Jeg forstår, at FBI har foretaget en arrestation," sagde han. "Den mistænkte har tilstået. Men han har ikke sagt meget, vel? For mig er der en forbindelse. Det kan du være sikker på. Han vil fortælle alt rettidigt. Jeg vil sørge for, at Agent Walder følger det til dørs."
Riley forsøgte at skjule sin forbavselse. Efter endnu en kidnapning opfattede Newbrough stadig sig selv som værende det primære mål for morderens vrede. Mandens ego var virkelig skandaløst. Hans evne til at tro på, at alt handlede om ham, havde ingen begrænsninger.
Newbrough lagde hovedet på skrå med en tilsyneladende nysgerrighed.
"Men det lader til, at du bebrejder mig", sagde han. "Det støder mig, agent Paige. Det er ikke min skyld, at din egen ineffektivtet har ført til tilfangetagelsen af et andet offer. "
Rileys ansigt kogte af raseri. Hun turde ikke svare. Hun ville sige noget alt for hårdt.
Han gik over til barskabet og hældte og lavede sig et glas af, hvad Riley antog for at være ekstremt dyr whisky. Det var tydeligvis en pointe i sig selv, at han ikke spurgte Riley, om hun ville have en drink.
Riley indså, at det var på høje tid at nå frem til sagens kerne.
"Sidste gang jeg var her, var der noget, du ikke fortalte mig," sagde hun.
Newbrough vendte sig mod hende igen og tog en lang slurk fra glasset.
"Svarede jeg ikke alle dine spørgsmål?" Sagde han.
"Det er ikke det. Der var bare noget, du ikke fortalte mig. Om Reba. Og jeg synes, det er på tide, at du gør det."
Newbrough fastholdt hende med et stirrende blik.
"Kunne hun lide dukker, Senator?" Spurgte Riley.
Newbrough trak på skuldrene. "Det går jeg ud fra, at alle små piger kan," sagde han.
"Jeg mener ikke som lille pige. Jeg mener som voksen kvinde. Samlede hun på dem?"
"Jeg er bange for, at ikke ved det."
Det var de første ord Newbrough havde sagt indtil videre, som Riley virkelig troede på. En mand, denne patologisk selvoptagede mand, vidste meget lidt om andres lyster og interesser – ikke engang hans egen datters.
"Jeg vil gerne tale med din kone," sagde Riley.
"Absolut ikke," afviste Newbrough. Han fik nu et nyt ansigtsudtryk – et som Riley havde set ham bruge på tv. Ligesom hans smil blev dette ansigtsudtryk omhyggeligt udøvet, utvivlsomt hundredvis af gange foran et spejl. Det var et ansigtsudtryk, som udtrykte moralsk forargelse.
"Har du virkelig ingen anstændighedsfølelse, agent Paige?" Sagde han med en stemme, der dirrede af påtaget vrede. "Du kommer ind i hus fyldt med sorg, du bringer ingen trøst og ingen svar på til de efterladte. I stedet laver du med skjulte beskyldninger. Du bebrejder helt uskyldige mennesker for din egen inkompetence."
Han rystede på hovedet i en selvretfærdig gestus.
"Du er en middelmådig og grusom lille kvinde," sagde han. "Du må have påført mange mennesker en forfærdelig smerte."
Riley følte det, som om hun blev slået i maven. Denne taktik havde hun ikke været forberedt på - en fuldstændig fordrejning af de moralske værdier. Og han havde ramt hendes egen skyldfølelse og tvivl.
Han ved præcis, hvordan han skal manipulere mig, tænkte hun.
Hun vidste, at hun måtte gå lige nu, for eller ville hun gøre noget, hun ville komme til at fortryde. Han ledte hende praktisk talt i den retning. Uden et ord reste hun op fra sofaen og gik ud af stuen mod for-indgangen.
Hun hørte senatorens stemme råbe efter sig.
"Din karriere er forbi, agent Paige. Jeg synes, du skal vide det."
Riley strøg forbi butleren og ud ad hoveddøren. Hun steg ind i sin bil og begyndte at køre.
Bølger af raseri, frustration og udmattelse skyllede ind over hende. En kvindes liv var i fare, og ingen i verden ville redde hende. Hun var sikker på, at Walder kun udvidede søgeområdet omkring Gumms lejlighed. Og Riley var sikker på, at de ledte det forkerte sted. Det var op til hende at gøre noget. Men hun havde ikke længere nogen ide om, hvad hun skulle gøre. Det havde bestemt ikke hjulpet noget at komme her. Kunne hun overhovedet have tillid til sin egen dømmekraft længere?
Riley havde ikke kørt i mere end ti minutter, før telefonen ringede. Hun kiggede ned på displayet og så, at det var en tekstbesked fra Walder. Hun havde ingen problemer med at gætte, hvad det handlede om.
Nå, tænkte hun bittert. I det mindste har senatoren ikke spildt tiden.
Kapitel 23
Da Riley nåede frem til Quantico og gik ind i Adfærds- og Analyseenheden, ventede både chefen og Bill på hende på Walders kontor. Hun forstod, at Bill måtte være blevet indkaldt specielt til dette møde.
Ledende specialagent Carl Walder rejste sig fra sit skrivebord.
"Senatorens skødehund?" Sagde Walder, og hans barnlige ansigt var sammentrukket i vrede.
Riley slog blikket ned. Hun var virkelig gået for langt med den bemærkning.
"Undskyld, chef," sagde hun.
"En undskyldning er ikke nok, agent Paige," sagde Walder. "Du er virkelig gået over stregen. Hvordan kunne du finde på at tage hen til senatorens hjem og konfrontere ham sådan? Har du nogen ide om, hvilken skade du har forvoldt?"
Riley var overbevist om, at Walder med ”skader” mente, at han selv var blevet sat i forlegenhed. Det var hun ligeglad med.
"Har I fundet Cindy McKinnon?" Spurgte hun med lav stemme.
"Nej, det har vi faktisk ikke," sagde Walder skarpt. "Og helt ærligt, så hjælper du os ikke med at finde hende."
Riley følte sig ramt.
"Hjælper jeg ikke til?" Svarede hun. "Jeg fortæller dig, chef, at I har anholdt den forkerte mand, og at I leder det forkerte -"
Riley afbrød sig selv midt i sætningen
Det eneste, som betød noget lige nu, var Cindy MacKinnon og ikke Rileys evindelige kampe med Walder. Der var ikke tid til småskænderier. Da hun talte igen, var det i en mildere tone.
"Chef, jeg fornemmer, at han tilbageholder oplysninger. Men det var nok forkert og egenrådigt at mig at tage ud til senatoren uden at aftale det med dig, og det undskylder jeg. Men glem nu mig. Den stakkels kvinde har været savnet i over fireogtyve timer. Tænk, hvis jeg har ret, og en anden holder hende fanget? Hvad gennemlever hun lige nu? Hvor længe har hun klaret det?"
Bill tilføjede forsigtigt: "Vi skal overveje muligheden, chef."
Walder satte sig ned og var tavs et øjeblik. På hans ansigtsudtryk kunne Riley se, at han også var bekymret over muligheden. Så talte han meget langsomt og vejede hvert et ord.
"FBI vil løse sagen."
Riley vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun forstod ikke engang helt, hvad Walder mente. Indrømmede han, at han muligvis tog fejl? Eller var han stadig fast besluttet på ikke at afvige sin nuværende kursus?
"Sæt dig ned, agent Paige," sagde Walder.
Riley satte sig på stolen ved siden af Bill, der kiggede på hende med voksende bekymring.
Walder sagde: "Jeg har hørt, hvad der skete med din veninde i dag, Riley."
Riley blev lidt bange. Hun var ikke overrasket over, at Walder havde kendskab til Maries død. Tværtimod var det hurtigt rygtedes til FBI’s hovedkontor, at hun havde været den første til at ankomme til gerningsstedet. Men hvorfor ville han tale om det nu? Hørte hun en flig af sympati i hans stemme?
"Hvad skete der?" Spurgte Walder. "Hvorfor gjorde hun det?"
"Hun kunne ikke klare det mere," hviskede Riley.
"Kunne ikke klare hvad?" Spurgte Walder.
Der opstod tavshed. Riley kunne ikke svare på det spørgsmål.
"Jeg har hørt, at du ikke tror på, at Peterson er død," sagde Walder. "Jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor du ikke kan ryste idéen af dig. Men du skal vide, at det ikke giver nogen mening."
Der kom en pause mere.
"Har du fortalt din ven om det?" Spurte Walder. "Har du fortalt hende, at du er besat af den idé?"
Riley rødmede. Hun vidste, hvad der nu ville komme.
"Hun var for skrøbelig til det, agent Paige," sagde Walder. "Du skulle have vidst, at det ville få hende til at knække. Du skulle have brugt din dømmekraft bedre. Men helt ærligt, agent Paige, din dømmekraft er helt ad helvede til. Jeg bryder mig ikke om at sige det, men det er sandt."
Han giver mig skylden for Maries død, indså Riley.
Riley kæmpede nu for at holde tårerne tilbage. Om tårerne skyldtes sorg eller forargelse, vidste hun ikke. Hun havde ingen idé om, hvad hun skulle sige. Hvor kunne hun begynde? Hun vidste udmærket, at hun ikke havde plantet den idé i Maries hoved. Men hvordan kunne hun få Walder til at forstå det? Hvordan kunne hun forklare, at Marie havde sine egne grunde til at tvivle på, at Peterson var død?
Bill talte igen. "Chef, vær nu ikke for hård ved hende, vel?"
"Jeg synes ikke, jeg er for hård ved hende, agent Jeffreys," sagde Walder, og hans stemme blev streng. "Jeg tror, jeg har været for tålmodig."
Walder fastholdt hendes blik i lang tid.
"Giv mig din pistol og dit skilt, agent Paige," sagde han til sidst.
Bill udstødte en vantro lyd.
"Chef, det er for meget," sagde Bill. "Vi har brug for hende."
Men Riley behøvede ikke at få beskeden to gange. Hun rejste sig fra sin stol og tog sin pistol og sit skilt frem. Hun lagde begge dele på Walders skrivebord.
"Du kan fjerne dine ting fra dit kontor i dit eget tempo," sagde Walder med en stemme, som ikke var det mindste følelsesladet. "Men først skal du gå hjem og slappe af. Og starte i terapi. Du har brug for det."
Da Riley drejede rundt for at forlade rummet, rejste Bill sig for at gå med hende.
"Du bliver, agent Jeffreys," sagde Walder.
Rileys og Bills øjne mødtes. Med et blik, fortalte hun ham, at han ikke skulle være ulydig. Ikke denne gang. Han nikkede tilbage til hende et forstående udtryk. Så forlod Riley kontoret. Da hun gik ned i foyeren, følte hun sig kold og følelsesløs og spekulerede på, hvad hun skulle gøre nu.
Da hun trådte ud i den kolde natteluft, begyndte tårerne endelig at løbe. Men hun var overrasket over at indse, at det var lettelsens og ikke fortvivlelsens tårer. For første gang i dagevis følte hun sig befriet og fri af frustrerende begrænsninger.
Hvis ingen andre kunne gøre, hvad der skulle gøres, var det stadig op til hende. Men i sidste ende ville ingen fortælle hende, hvordan hun skulle udføre sit arbejde. Hun ville finde morderen, og hun ville redde Cindy MacKinnon – uanset hvad det krævede.
*
Klokken var mange, da Riley hentede April, og de kørte hjem. Hjemme kunne hun ikke koncentrere sig om at lave aftensmad. Hun så stadig Maries ansigt for sig, og hun følte sig mere udmattet end nogensinde før.
"Det har været en dårlig dag," sagde hun i April. "En frygtelig dag. Er det ok med ostesandwiches? "
"Jeg er ikke særlig sulten," sagde April. "Gabriela får mig til at spise hele tiden."
Riley mærkede en afgrund af fortvivlelse. Endnu en fiasko, tænkte hun.
Men så kiggede April igen på sin mor, og denne gang var det med et strejf af medfølelse.
"Grillet ost er fint," sagde hun. "Jeg skal nok lave dem."
"Tak," sagde Riley. "Du er en skat."
Hun følte sit humør stige idt. I hvert fald ville der ikke være nogen konflikt herhjemme i aften. Hun havde virkelig brug for den lille pause.
De spiste hurtig aftensmad i tavshed. Så gik April ind på sit værelse for at lave lektier og gik derefter i seng.
Selvom hun var udmattet, følte Riley ikke, at hun havde nogen tid at spilde. Hun gik i gang med at arbejde. Hun åbnede sin bærbare computer, fandt et kort frem over gerningsstederne og printede den del ud, som hun ønskede at nærstudere.
Riley tegnede langsomt en trekant på kortet. Trekantens linjer var forbundet med de tre steder, hvor ofrene var blevet fundet. Det nordligste punkt markerede, hvor Margaret Geratys lig var blevet efterladt på en mark for to år siden. Et punkt mod vest markerede, hvor Eileen Rogers var blevet mere omhyggeligt placeret tæt på Daggett for omkring seks måneder siden. Endelig markerede det sydlige punkt, hvor morderen havde fuldført sit mesterstykke, hvilket var placeringen af Reba Frye ved en å i Mosby Park.
Riley kredsede om området igen og igen, imens hun tænkte. En anden kvinde kan snart blive fundet død et sted i dette område - hvis hun ikke var død allerede. Der var ingen tid at spilde.
Riley hang med hovedet. Hun var så træt. Men en kvindes liv var på spil. Og det syntes nu at være op til Riley at redde hende - uden officiel hjælp eller sanktion. Hun ville ikke engang have Bill til at hjælpe sig. Men kunne hun løse denne sag helt alene?
Hun blev nødt til at prøve. Hun måtte gøre det for Marie. Hun måtte bevise over for Maries ånd - og måske over for sig selv - at selvmord var ikke den eneste mulighed.
Riley rynkede pande ad den trekant. Det var et godt gæt, at offeret nu blev holdt fanget et sted i det område af tusind kvadratkilometer.
Jeg skal bare lede det rigtige sted, tænkte hun. Men hvor?
Hun vidste, at hun var nødt til at indsnævre søgeområdet, og det var ikke let at gøre. Men i det mindste kendte hun området overfladisk.
Den øverste del af trekanten, punktet tættest på Washington, var et fornemt, rigt og privilegeret område. Riley var helt sikker på, at morderen ikke kom fra den slags baggrund. Desuden måtte han holde offeret fanget et sted, hvor ingen kunne høre hende skrige. Forensics havde ikke fundet tegn på, at de andre kvinders munde havde været kneblet eller tapet. Riley stregede det velhavende område ud med et X.
De to sydlige punkter var begge parkområder. Kunne morderen holde kvinden fanget i en lejet jagthytte eller på en campingplads?
Riley tænkte det over.
Nej, besluttede hun. Det ville være for midlertidigt.
Hendes instinkt fortalte hende, at denne mand opererede fra sit eget hjem - måske et hus, hvor han havde levet hele sit liv, og hvor han havde overlevet en usædvanligt elendig barndom. Han ville nyde at tage sine ofre dertil. Tage dem med sig hjem.
Så hun slog et kryds over parkområderne. Det, der var tilbage, var primært landbrugsjord og småbyer. Riley havde en stærk mistanke om, at hun ledte efter en bondegård et eller andet sted i dette område.
Hun kiggede igen på kortet på sin computer, og så zoomede ind tæt på det pågældende område. Hendes hjerte sank ved synet af virvaret af småveje. Hvis hun havde ret, så levede morderen på en gammel beskidt landbrugsejendom midt i labyrinten. Men der var for mange veje til, at hun kunne lede hurtigt nok med bil - og desuden var gården måske ikke engang synlig fra vejen.
Hun stønnede højt af fortvivlelse. Det hele virkede mere håbløst nu. Den forfærdelige smerte ved følelsen af tab og fiasko truede med at vokse frem igen.
Men så sagde hun højt: "Dukker!"
Hun mindede sig selv om den konklusion, hun var nået frem til i går - at morderen sandsynligvis havde set alle sine ofre i en enkelt butik, der solgte dukker. Hvor kan den butik være?
Hun tegnede en anden mindre form på papirkortet. Det lå lige øst for den store trekant, og dets hjørner markerede de steder, hvor de fire kvinder havde boet. Et sted i dette område følte hun sig helt sikkert, var en butik, hvor alle kvinderne havde købt dukker, og hvor morderen havde udvalgt dem. Hun skulle først finde den butik, før hun kunne spore det sted, hvor han tog kvinderne hen.
Igen fandt hun kortet frem på sin computer og zoomede ind. Det østligste punkt i det mindre område var ikke meget langt fra, hvor Riley boede. Hun så, at en statsvej dannede en bue, der nåede vestpå gennem flere små byer, og ingen af dem var rige eller historiske. De var bare den slags byer, hun søgte efter. Og hver af dem havde utvivlsomt en slags legetøj eller dukkebutik.
Hun udskrev det mindre kort og lavede en søgning, hvor hun fandt butikker i hver by. Endelig lukkede Riley sin computer ned. Hun måtte have lidt søvn.
I morgen ville hun gå på jagt efter Cindy MacKinnon.
Kapitel 24
Skumringen faldt på, da Riley kørte ind i Glendive. Det havde været en lang dag, og hun følte sig desperat. Tiden gik alt for hurtigt, og dermed forsvandt også muligheden for at finde nogle spor, der kunne redde liv.
Glendive var den ottende by på hendes rute. I hver by indtil videre var Riley gået ind i butikker, der solgte legetøj og dukker og spurgte enhver, der ville tale med hende. Hun følte sig sikker på, at hun ikke havde fundet den butik, hun søgte efter.
Ingen i nogen af butikkerne genkendte kvinderne på de fotografier, hun havde vist dem. Selvfølgelig havde de pågældende kvinder samme alder og udseende som et dusin andre, som en butiksassistent måtte møde i løbet af en uge. For at gøre det hele værre, så var ingen af de dukker, Riley så på hylderne, som hun anså for sandsynligt at have inspireret til ofrenes placering.
Da hun kørte ind i Glendive, havde Riley en mærkelig følelse af déjà vu. Hovedgaden virkede urovækkende ligesom de fleste af de andre byer med en murstenskirke flankeret på den ene side af en biograf og på den anden side af en apotek. Alle disse byer begyndte at smelte sammen i hendes trætte sind.
Hvad regnede jeg dog med? spurgte hun sig selv.
I går aftes havde hun været for desperat til at sove, og hun havde taget sin receptpligtige beroligende medicin. Det havde ikke været en dårlig ide. Men det havde været uklogt af hende at skylle det ned med et par whisky shots. Nu havde hun en alvorlige tømmermænd, men hun måtte fortsætte.
Da hun parkerede sin bil i nærheden af butikken, som hun ville tjekke ud, så hun, at dagslyset forsvandt. Hun sukkede modløst. Hun havde en by og en butik mere at tjekke i aften. Det ville tage mindst tre timer, før hun kunne vende tilbage til Fredericksburg for at hente April i Ryans hus. Hvor mange aftener var hun kommet for sent nu?
Hun greb sin mobiltelefon og ringede til fastnetnummeret. Hun håbede på, at Gabriela ville svare. I stedet hørte hun Ryans stemme.
"Hvad vil du, Riley?" Spurgte han.
"Ryan," spruttede Riley, "jeg er forfærdeligt ked af det, men-"
"Du bliver forsinket igen," sagde Ryan og afsluttede hendes sætning.
"Ja," sagde Riley. "Undskyld."
Der opstod tavshed.
"Ser du, det er virkelig vigtigt," sagde Riley endelig. "En kvindes liv er i fare. Jeg er nødt til det. "
"Det har jeg hørt før," sagde Ryan i et misbilligende tonefald. "Det er altid et spørgsmål om liv og død. Nå, gå videre. Tag dig af det. Jeg begynder bare at undre mig over, hvorfor du overhovet gider at hente April. Hun kan lige så godt blive lige her."
Riley følte halsen snøre sig sammen. Det var ligesom hun var frygtet. Ryan lød, som om han lagde an til et slagsmål om forældremyndighed. Og det var ikke ud fra et oprigtigt ønske om at opdrage April. Han havde for travlt med at leve sit eget liv til at bekymre sig om sin datter. Alt, hvad han ønskede, var at forårsage Riley smerte.
"Jeg kommer og henter hende," sagde Riley og forsøgte at holde stemmen rolig. "Vi kan tale om alt dette senere."
Hun afsluttede opkaldet.
Så trådte hun ud af bilen og gik den korte afstand hen til butikken - Debbie's Doll Boutique, den blev kaldt. Hun gik ind og så, at navnet var lidt pretentiøst for en butik, der solgte ret standard mærke merchandise.
Intet malerisk eller specielt her, indså hun.
Det forekom usandsynligt, at dette var det sted, hun ledte efter. Butikken, hun havde i tankerne, skulle være mindst en smule speciel, et sted, der havde et øre-til-mund ry, og som tiltrak kunder fra omkringliggende byer. Alligevel måtte Riley tjekke denne butik ud for at være helt sikker.
Riley gik op til disken, hvor en høj, ældre kvinde med tykke briller og fugleagtige træk stod ved kasseapparatet.
"Jeg er specialagent Riley Paige, FBI," sagde hun og følte sig nøgen uden sit badge. Hidtil havde andre butiksansatte været villige til at tale med hende uden det. Hun håbede, at denne kvinde også ville gøre det.
Riley trak fire fotografier frem og satte dem på disken.
"Jeg vil gerne vide, om du har set nogen af disse kvinder," sagde hun og pegede på billederne et efter et. "Du kan nok ikke huske Margaret Geraty, for det er to år siden, hun har været her. Men Eileen Rogers kan have været her omkring seks måneder siden, og Reba Frye ville have købt en dukke for seks uger siden. Denne sidste kvinde, Cindy MacKinnon, kan have været her så sent som i sidste uge."
Kvinden kigget indgående på billederne.
"Åh, kære ven," sagde hun. "Mine øjne er ikke, hvad de plejede at være. Lad mig se nærmere på dem."
Hun tog et forstørrelsesglas op og undersøgte billederne. I mellemtiden bemærkede Riley, at der var en anden i butikken. Han var en ret almindelig mand af gennemsnitlig højde og kropsbygning. Han havde en T-shirt på og slidte jeans. Riley kunne godt have overset ham, hvis det ikke var for en vigtig detalje.
Han bar på et bundt roser.
Disse roser var virkelige, men kombinationen af roser og dukker kunne signalere en morders besættelse.
Manden så ikke på hende. Han havde helt sikkert hørt, at hun præsenterede sig som FBI. Undgik han øjenkontakt?
Lige så gik kvindens stemme op.
"Jeg tror ikke, jeg har set nogen af dem," sagde hun. "Men, som jeg sagde, så ser jeg slet ikke godt. Og jeg har aldrig været god til at huske ansigter. Jeg beklager, at jeg ikke kan være til mere hjælp."
"Det er okay," sagde Riley og lagde billederne tilbage i sin taske. "Tak for din tid."
Hun vendte sig om og så igen på manden, der nu kiggede på et nærliggende hylde. Hendes puls steg.
Det kunne helt sikkert være ham, tænkte hun. Hvis han køber en dukke, ved jeg, at det er ham.
Men det ville ikke hjælpe hende at stå her og se på ham. Hvis han var skyldig, ville han ikke afsløre sig selv. Han kunne slippe væk fra hende.
Hun smilede til butiksdamen og gik.
Udenfor gik Riley et kort stykke ned ad vejen og stod der og ventede. Der gik kun et par minutter, før butiksdøren gik op og manden kom ud. Han holdt stadig roserne i den ene hånd. I den anden holdt han en pose med nyindkøbte varer. Han drejede og begyndte at gå langs fortovet væk fra Riley.
Riley gik efter ham med lange skridt. Hun vurderede hans størrelse og kropsbygning. Hun var lidt højere end ham, og muligvis også en smule stærkere. Hun var sandsynligvis i bedre træning. Hun ville ikke lade ham slippe væk.
Lige da han passerede en smal gade, havde manden åbenbart hørt trin bag sig. Han vendte sig pludselig og kiggede tilbage på hende. Han trådte til den ene side, som om han ville flytte sig for hende
Riley skubbede ham sidelæns ind i gyden - skubbede hårdt og groft til ham. Pladsen var trang, beskidt og dårligt oplyst.
Forskrækket tabte manden både pakken og roserne. Blomsterne lå spredt over fortovet. Han løftede en arm som om han ville afværge hende.
Hun tog fat i armen og snoede den bag hans ryg og skubbede ham helt op mod muren.
"Jeg er specialagent Riley Paige, FBI," snerrede hun. "Hvor holder du Cindy MacKinnon fanget? Er hun stadig i live? "
Manden rystede over hele kroppen.
"Hvem?" Spurgte han med rystende stemme. "Jeg ved ikke, hvad du mener."
"Spil ikke dum," snerrede Riley og følte sig mere nøgen end nogensinde uden sit skilt - og især uden sin pistol. Hvordan skulle hun få denne mand med sig uden at trække et våben? Hun var langt fra Quantico, og hun havde ikke engang en partner til at hjælpe sig.
"Jeg aner ikke, hvad det her handler om," sagde manden og begyndte at græde.
"Hvem er disse roser til?" Riley forlangte et svar. "Hvem er de til?"
"Min datter!" Råbte manden. "Hendes første klaverkoncert er i morgen."
Riley holdt stadig fast i hans højre arm. Mands venstre hånd lå fladt mod muren. Riley bemærkede pludselig noget, der ikke havde fået øjet indtil nu.
Manden havde en vielsesring på. Hun var helt sikker på, at morderen ikke var gift.
"Klaverkoncert?" Sagde hun.
"Ja, "råbte han. "Du kan spørge hvem som helst i byen."
Riley løsnede sit greb lidt.
Manden fortsatte: "Jeg købte roser til hende for at fejre det. Når hun nejer. Jeg købte også en dukke til hende."
Riley slap mandens arm og gik over og samlede pakken op. Hun tog indholdet ud.
Det var en dukke, ja. En af de teenagepige-dukker, der altid virkede stødende på hende, alt for sexede op med malede læber og en stor barm. Men hvor foruroligende det end var, så var det den slags dukke, hun havde set tæt på Daggett. Den dukke var en lille pige. Det var også den slags dukke, hun havde set på billedet af Cindy MacKinnon og hendes niece – med flæserkjoler og gyldent hår og klædt i pink.
Hun havde fat i den forkerte mand. Hun gispede efter vejret.
"Jeg beklager," sagde hun til manden. "Jeg tog fejl. Undskyld."
Stadig rystet og chokeret samlede manden forvirret roserne op. Riley bøjede sig ned for at hjælpe ham.
"Nej! Nej! "Udbrød Manden. "Lad være! Gå væk! Bare gå væk fra mig!"
Riley vendte sig og gik ud af gyderne og lod manden selv samle sin datters roser og dukke op. Hvordan kunne hun lade dette ske? Hvorfor var hun gået så langt? Hvorfor havde hun ikke bemærket mandens vielsesring i samme øjeblik hun så ham?
Svaret var enkelt. Hun var udmattet og forvirret. Hun tænkte ikke klart.
Da hun gik henad fortovet, fangede et neonbutikskilt på en bar hendes blik. Hun ville have en drink. Hun følte, at hun havde brug for en drink.
Hun gik ind i det svagt oplyste rum og satte sig i baren. Bartenderen var optaget af at vente på en anden kunde. Riley spekulerede på, hvad manden hun lige havde antastet ville gøre nu. Ville han ringe til politiet? Ville hun selv blive anholdt? Det ville helt sikkert være dybt ironisk.
Men hun gættede på, at manden sandsynligvis ikke ville ringe til politiet. Efter alt at dømme ville han få svært ved at forklare, hvad der var sket. Han kunne endda føle sig flov over at være blevet antastet af en kvinde.
Under alle omstændigheder, hvis han havde ringet til politiet, og de var på vej for at hente hende, kunne det ikke betale sig at stikke af. Hvis hun skulle, måtte hun tage konsekvenserne af sine handlinger. Og måske fortjente hun at blive arresteret. Hun huskede sin samtale med Mike Nevins, hvordan han havde gjort hendes opmærksomhed på sine egne følelser af værdiløshed.
Måske har jeg ret til at føle mig værdiløs, tænkte hun. Måske ville det have været bedre, hvis Peterson bare havde dræbt mig.
Bartenderen trådte frem mod hende.
"Hvad skulle det være?" Spurgte han.
"En bourbon med is," sagde Riley. "En dobbelt."
"Kommer straks," sagde bartenderen.
Hun mindede sig selv, at hun ikke plejede at drikke på jobbet. Hendes foruroligende healing fra PTSD havde været præget af lejlighedsvise udbrud af intenst drikkeri, men hun troede det lå bag hende.
Hun tog en slurk. Det føltes trøstende at synke den stærke drink.
Hun havde stadig en by til at besøge, og mindst en person til at interviewe. Men hun havde brug for noget til at berolige sine nerver.
Nå, tænkte hun med et bittert smil, i det mindste er jeg ikke officielt på arbejde.
Hun bundede hurtigt sin drink, og talte sig selv fra at bestille nummer to. Legetøjsbutikken i den næste by ville snart lukke, og hun måtte køre dertil med det samme. Tiden var ved at rinde ud for Cindy MacKinnon - hvis den ikke var løbet ud.
Da hun forlod baren, følte Riley at hun gik på kanten af en velkendt afgrund. Hun havde troet, at hun havde ladt al den frygt, smerte og selvmedlidenhed bag sig. Var det ved at indhente hende igen?
Hvor meget længere spurgte hun, kunne hun unddrage sig dets dødbringende træk?
Kapitel 25
Rileys mobiltelefon summede tidligt næste morgen. Hun sad ved kaffebordet og kiggede på det kort, hun havde fulgt i går og planlagde en ny rute for i dag. Da hun så, at opkaldet var fra Bill, blev hun nervøs. Var det gode eller dårlige nyheder?
"Bill, hvad foregår der?"
Hun hørte sin tidligere partner sukke elendig til mode.
"Riley, sidder du ned?"
Riley hjerte sank. Hun var glad for, at hun sad ned. Hun kunne høre på Bills tonefald, at der var en frygtelig meddelelse på vej, og hun følte sig svag i kroppen af frygt.
"De har fundet Cindy MacKinnon," sagde Bill.
"Og hun er død, ikke?" Sagde Riley med en gisp.
Bill var tavs et øjeblik. Men hans stilhed besvarede Rileys spørgsmål. Riley følte tårerne presse på af chok og hjælpeløshed. Hun kæmpede imod dem, fast besluttet på ikke at græde.
"Hvor fandt de hende?" Spurgte Riley.
"Temmelig langt vest for de andre gerningssteder, i nationalparken, næsten ved grænsen af Vest-Virginia."
Hun kiggede på sit kort. "Hvad hedder den nærmeste by?" Han fortalte hende, og hun fandt den omtrentlige placering. Det var ikke inde i trekanten af de andre tre steder, hvor der var fundet lig. Men stadigvæk måtte der være en slags forbindelse til de andre steder. Hun kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad det var.
Bill fortsatte med at beskrive opdagelsen.
"Han havde lagt hende ved siden af en klippe i et åbent område med ingen træer omkring den. Jeg er på gerningsstedet lige nu. Det er forfærdeligt. Han bliver mere modig, Riley."
Og arbejdede hurtigere, tænkte Riley fortvivlet. Han havde kun holdt dette offer i live i nogle dage.
"Så Darrell Gumm er virkelig den forkerte fyr," sagde Riley.
"Du var den eneste, der sagde det," svarede Bill. "Du havde ret."
Riley kæmpede for at forstå situationen.
"Så er Gumm er blevet løsladt?" Spurgte hun.
Bill brummede af irritation.
"Nej," sagde han. "Han vil få en bøde for at spolere efterforskningen . Der er meget, han skal redegøre for. Selvom han virker ligeglad. Men vi vil forsøge at holde hans navn ud af pressen så meget som muligt. Den amoralske stodder fortjener ikke offentlighedens bevågenhed."
Der opstod tavshed.
"For fanden, Riley," sagde Bill til sidst, "hvis bare Walder havde lyttet til dig, så kunne vi måske have reddet hende."
Riley tvivlede på det. Det var ikke, fordi hun havde haft nogen solide spor at gå efter; men måske med alt det omdirigerede arbejdskraft, kunne det alligevel have gjort en forskel i de dyrebare timer.
"Har du nogen billeder?" Spurgte hun. Hendes hjerte hamrede.
"Ja, Riley, men ..."
"Jeg ved godt, du ikke må vise dem til mig. Men jeg må se dem. Kan du sende dem til mig? "
Efter en pause sagde Bill, "Gjort."
Et øjeblik senere sad Riley og kiggede på en stribe forfærdelige billeder på sin mobiltelefon. Den første var et nærbillede af det ansigt, hun havde set på et billede for bare et par dage siden. På det tidspunkt havde kvinden strålet af kærlighed over en glad lille pige og hendes helt nye dukke. Men nu var ansigtet stygt, øjnene syet vidtåbne og med et skræmmende smil malet over læberne.
Da hun gennemgik flere billeder, så hun, at placeringen af liget mindede om den måde, hvorpå Reba Fryes lig var blevet placeret. Alle detaljerne var der. Poseringen var præcis. Liget var nøgent med spredte ben og sad stiv og oprejst som en dukke. En kunstig rose lå på jorden mellem benene.
Dette var morderens sande underskrift, hans besked. Dette var den effekt, han havde ønsket at opnå hele tiden. Han havde opnået beherskelse med sine ofre nummer tre og fire. Riley vidste udmærket, at han var klar til at gøre det igen.
Efter at have set på billederne, vendte Riley tilbage til telefonsamtalen med Bill.
"Jeg er virkelig ked af det," sagde hun med en stemme fyldt med rædsel og sorg.
"Det er jeg også," sagde han. "Men har du nogen ideer overhovedet?"
Riley gennemgik de billeder, hun lige havde set i sit hoved.
"Jeg antager, at parykken og rosen er de samme som de andre," sagde hun. "Båndet også."
"Rigtigt. De ser ens ud."
Hun tøvede. Hvilke spor kunne Bills team håbe på at finde?
"Har du fået opkaldet tidligt nok til at tjekke for hjulspor, fodspor?" Spurgte hun.
"Gerningsstedet blev afspærret tidligt denne gang. En skovfoged så hende og kontaktede FBI direkte. Ingen lokale politifolk har trampet rundt her. Men vi fandt ikke noget nyttigt. Denne gerningsmand er forsigtig."
Riley tænkte sig grundigt om et øjeblik. Billederne havde vist en kvindes krop, der sad i græsset og lænede sig mod en stenformation. Spørgsmålene svirrede gennem hendes hoved.
"Var kroppen kold?" Spurgte hun.
"Det var den, da vi ankom."
"Hvor lang tid tror du liget har været der?"
Hun kunne høre Bill bladre gennem sin notesbog.
"Jeg ved det ikke sikkert, men hun blev sat i denne stilling kort efter sin død. Ifølge misfarvning inden for et par timer. Vi får flere oplysninger, når retsmedicineren går i gang med sit arbejde."
Riley følte sig utålmodig. Hun ønskede at få en klarere følelse af morderens kronologi.
Hun spurgte: "Kunne han have stillet hende, hvor han dræbte hende og bragte hende til stedet efter at kroppen var i rigor mortis?"
"Sandsynligvis ikke," sagde Bill. "Jeg ser ikke noget akavet ved stillingen. Jeg tror ikke, hun allerede kunne være død og stiv, før han anbragte hende her. Hvorfor? Tror du, at han bragte hende hertil og dræbte hende?"
Riley lukkede øjnene og tænkte sig grundigt om.
"Nej," svarede hun endelig.
"Er du sikker?"
"Han dræbte hende, hvor han holdt hende fange og bragte hende til stedet. Han ville ikke have bragt hende dertil i live. Han ville ikke kæmpe med et menneske i sin lastbil eller på stedet."
Hendes øjne var stadig tæt lukket i, da Riley nåede ind i sig selv for at få en følelse af morderens sind.
"Han ville kun have råmaterialerne med til den erklæring, han lavede," sagde hun. "Når hun var død, så var det, hvad hun var for ham. Ligesom et kunstværk, ikke længere en kvinde. Så han dræbte hende, vaskede hende, tørrede hende og forberedte liget lige som han ønskede det, og dækkede det med et lag af vaseline."
Scenariet begyndte at udspille sig i hendes fantasi i levende detaljer.
"Han nåede frem til stedet, da rigor mortis satte ind," sagde hun. "Han timede det perfekt. Efter at have dræbt tre andre kvinder forstod han, hvordan det bedst ville fungere. Han lod dødsstivheden være en del af den kreative proces. Han placerede hende i takt med, at hun stivnede, lidt efter lidt. Han formede hende som ler."
Riley fandt det svært at udtrykke det næste, som fandt sted i hendes tanker – eller i morderen sind. Ordene kom ud langsomt og smertefuldt.
"Da han var færdig med at skulpturere resten af hendes krop, hvilede hendes hage stadig på brystet. Han følte musklerne i hendes skuldre og nakke og følte den nøjagtige tilstand af resterende bøjelighed og vippede hovedet op. Han holdt det der, indtil det stivede. Det kunne have taget to eller tre minutter. Han var tålmodig. Så trak han sig tilbage og nød sit kunstværk."
"Du godeste," mumlede Bill med lav chokeret stemme. "Du er god."
Riley sukkede bittert og svarede ikke. Hun syntes ikke, hun var god - ikke længere. Alt, hvad hun var god til, var at komme ind i et sygt sind. Hvad sagde det om hende? Hvordan gjorde det nogen godt? Det havde bestemt ikke hjulpet Cindy MacKinnon.
Bill spurgte: "Hvor langt væk tror du, at han holder ofrene fanget, mens de stadig lever?"
Riley gjorde nogle hurtige mentale beregninger, der visualiserede et kort over området i hendes hoved.
"Ikke så langt fra, hvor han anbragte hende," sagde hun. "Sandsynligvis under to timers kørsel derfra."
"Det dækker stadig meget territorium."
Rileys humør dalede med det samme. Bill havde ret. Hun sagde ikke en eneste ting, der kunne være til nogen hjælp.
"Riley, vi har brug for dig tilbage på denne sag," sagde Bill.
Riley stønnede tungt.
"Det tror jeg ikke, at Walder synes," sagde hun.
Det tror jeg heller ikke, tænkte hun.
"Nå, men Walder tager fejl," sagde Bill. "Og jeg skal fortælle ham, at han tager fejl. Jeg vil skaffe dig tilbage på jobbet."
Riley lod Bills ord fæstne et øjeblik.
"Det er for stor en risiko for dig," sagde hun til sidst. "Walder kan også fyre dig, hvis du laver ballade."
"Men.. men Riley," stammede Bill.
”Nej, Bill. Hvis du bliver fyret, vil denne sag aldrig blive løst."
Bill sukkede. Hans stemme var træt og resigneret.
"Ok," sagde han. "Men har du overhovedet nogen ideer?"
Riley tænkte et øjeblik. Den afgrund, hun havde kigget ind i de sidste par dage, gabte bredere og dybere. Hun følte, hvor lidt der var tilbage af hendes beslutsomhed, der blot løb ud mellem fingrene på hende. Hun havde svigtet, og en kvinde var død.
Alligevel var der måske en ting, hun kunne gøre.
"Jeg har måske nogle idéer," sagde hun. "Jeg giver dig besked."
Da de afsluttede opkaldet, nåede lugten af kaffe og stegt bacon Riley fra køkkenet. April var derinde. Hun havde lavet morgenmad lige siden Riley var stået op.
Uden at blive bedt om det! tænkte Riley.
Måske var tiden med hendes far, der fik hende til at sætte lidt pris på Riley. April brød sig aldrig om at være i nærheden af Ryan. Uanset årsagen var Riley taknemmelig for selv den mindste komfort på en formiddag som denne.
Hun sad der og tænkte på, hvad de skulle gøre næste gang. Hun havde planlagt at køre mod vest igen i dag efter den nye rute, hun havde kortlagt. Men hun følte sig overvundet, helt slået ud af denne forfærdelige begivenhed. I går havde hun ikke været på toppen, og hun var endda faldet i og havde snuppet en drink i Glendive. Hun kunne ikke gøre det samme i dag, ikke i sin nuværende sindstilstand. Hun ville helt sikkert begå fejl. Og alt der var allerede lavet for mange fejl.
Men legetøjsbutikken var stadig vigtig - måske vigtigere end nogensinde. Morderen ville udsøge sig sit næste offer, hvis han ikke allerede havde gjort det. Riley tændte sin computer og skrev en email til Bill med en kopi af sit kort vedhæftet.
Hun forklarede Bill, hvilke byer og hvilke butikker der skulle kontrolleres. Bill selv burde nok koncentrere sig om at finde frem til morderens hjem, skrev hun. Men måske kunne han overtale Walder til at sende en anden langs Rileys rute - så længe Walder ikke fandt ud af, at det var hendes idé.
Hun sad der og stirrede på kortet igen og igen, og langsomt begyndte hun at se et mønster, hun ikke havde set før. Det var ikke, at lokaliteterne relaterede til hinanden, men at de blev spredt ud i en skæv bue fra et andet mærke på hendes kort-området omgivet af de fire kvindes adresser. Da hun studerede det, gjorde det hende mere overbevist om, at valget af ofre var centreret omkring et bestemt sted, hvor de alle gik hen, en bestemt dukkebutik. Og uanset hvor morderen tog sine ofre hen, var det nok ikke langt fra hvor han først så dem.
Men hvorfor havde hun ikke kunnet finde butikken? Greb hun det forkert an? Var hun så fikseret på en enkelt ide, at hun ikke kunne se andre spor? Forestillede hun sig bare, at der var et mønster, der førte hende helt på afveje?
Riley skannede sit kort og sendte det til Bill sammen med sine noter.
"Morgenmaden er parat, mor."
Da hun satte sig sammen med sin datter, kæmpede Riley igen for at holde tårerne tilbage.
"Tak," sagde hun. Hun begyndte at spise i tavshed.
"Mor, hvad er der galt?" Spurgte April.
Riley var overrasket over spørgsmålet. Hørte hun en bekymring i datterens stemme? Pigen var stadig temmelig fåmælt over for Riley det meste af tiden, men i det mindste havde hun ikke været åbent uhøflig i et par dage.
"Der er ikke noget galt," sagde Riley.
"Det passer ikke," sagde April.
Riley sagde ingenting. Hun ønskede ikke at trække April ind i sagens forfærdelige virkelighed. Hendes datter var allerede plaget nok.
"Var det Bill i telefonen?" spurgte April.
Riley nikkede stille.
"Hvad ringede han om?" Spurgte April.
"Jeg kan ikke tale om det."
En lang stilhed fulgte. De spiste videre.
Endelig sagde April: "Du forsøger at få mig til at tale med dig. Det går begge veje, ved du godt det? Du taler aldrig med mig. Ikke rigtig. Taler du nogensinde med nogen længere?"
Riley holdt op med at spise og kvalte et snøft, der steg op i halsen. Det var et godt spørgsmål. Og svaret var nej. Hun talte slet ikke med nogen, ikke længere. Men hun kunne ikke få sig selv til at sige det.
Hun mindede sig selv om, at det var lørdag, og hun skulle ikke køre April til skole. Og hun havde ikke planlagt, at April skulle være hos sin far. Og selvom Riley ikke ville køre mod vest for at finde spor, var der stadig noget, hun måtte gøre.
"April, jeg er nødt til at tage et sted," sagde hun. "Kan du være her selv?"
"Ja," sagde April. Derefter spurgte hun med en virkelig trist stemme: "Mor, kan du i det mindste fortælle mig, hvor du skal hen?"
"Jeg skal til en begravelse."
Kapitel 26
Riley ankom til begravelseslokalet i Georgetown kort før Maries bisættelse var planlagt til at begynde. Hun frygtede begravelser. For hende var de værre end at komme til et gerningssted med en nyligt myrdet lig. De påvirkede hende altid på en forfærdelig måde. Alligevel følte Riley, at hun stadig skyldte noget - hun var ikke sikker på, hvad var - til Marie.
Begravelseslokalet havde en facade af præfabrikerede mursten og hvide søjler på den forreste portico. Hun kom ind i en tæppebelagt kølig foyer, der førte ind i en gang bagved i dæmpede pastelfarver, som ikke var deprimerende eller sjove. Effekten ramte tilbage på Riley og gav hende en følelse af fortvivlelse. Hun spekulerede på, hvorfor begravelseshuse ikke kunne være de dystre og uvelkomne steder, de egentlig burde være, som mausoleer eller lighuse med ingen af disse falske rengøring.
Hun gik forbi adskillige rum, nogle med kister og besøgende, andre tomme, indtil hun ankom, hvor Maries bisættelse skulle afholdes. I den fjerne ende af rummet så hun den åbne kiste, lavet af brændt træ med et langt messinghåndtag langs siderne. Måske var to dusin mennesker dukket op, mange af dem sad, nogle af dem gik rundt mellem hinanden og hviskede. Orgelmusikken fyldte rummet. En lille kø af mennesker gik forbi kisten.
Hun stillede sig i køen og befandt sig snart ved kisten og kiggede ned på Marie. Trods Rileys mentale forberedelse, blev hun stadig rystet. Maries ansigt så unaturligt passivt og fredfyldt ud, ikke forvredet og smertefyldt, som det havde været, da hun hang ned fra loftet. Dette ansigt var ikke stresset og frygtsomt, som det havde været, da de havde talt sammen personligt. Det virkede forkert. Faktisk forekom det endnu værre end forkert.
Hun gik hurtigt forbi kisten og bemærkede et noget ældre par sidde på forreste række. Hun antog, at de var Maries forældre. De blev flankeret af en mand og kvinde på Rileys alder. Hun gik ud fra, at det var Maries bror og søster. Riley gravede tilbage i samtalerne med Marie og huskede, at deres navne var Trevor og Shannon. Hun havde ingen anelse om, hvad Maries forældres navne var.
Riley overvejede at stoppe op og give familien sin kondolence. Men hvordan skulle hun introducere sig selv? Som den kvinde, der reddede Marie fra fangenskab, blot for at finde hendes lig senere? Nej, hun var sikkert den sidste person, de ønskede at se lige nu. Det var bedst at lade dem sørge i fred.
Da hun kom hen for enden af rummet, indså Riley, at hun ikke kendte en eneste person. Det virkede mærkeligt og frygteligt trist. Efter alle deres utallige timer med videochat og deres enkelte ansigt til ansigt møde, havde de ikke en eneste ven til fælles.
Men de havde en forfærdelig fjende til fælles - den psykopat, der havde holdt dem begge to fanget. Var han her i dag? Riley vidste, at mordere ofte besøgte ofrenes begravelser og gravsteder. Inderst inde, uanset hvad hun skyldte Marie, så måtte hun også indrømme, at det var den virkelige grund til, at hun var kommet her i dag. At finde Peterson. Det var også derfor, hun bar et skjult våben - sin personlige Glock, som hun normalt opbevarede i en boks i sin bils bagagerum.
Da hun gik hen mod den bagerste del af rummet, skannede hun ansigterne hos dem, der allerede sad ned. Hun havde set et glimt af Petersons ansigt i fakkelens blændende skær, og hun havde set billeder af ham. Men hun havde aldrig fået et rigtig godt kig på ham ansigt til ansigt. Ville hun kunne genkende ham?
Hendes hjerte hamrede, imens hun kiggede mistænkeligt på alle ansigter og søgte efter en morder i hver enkelt. De blev alle snart et slør af sorgsramte ansigter, der stirrede gådefuldt tilbage på hende.
Riley satte sig ned på en bænk på bagerste række, hvorfra hun kunne holde øje med, hvem der kom eller gik.
En ung præst gik op på en talerstol. Riley vidste, at Marie ikke havde været religiøs, så præsten måtte have været hendes families idé. De sidste satte sig ned, og alle blev stille.
I en stille og ret professionelt lydende tale begyndte præsten med velkendte ord.
"Selvom jeg går gennem dødsskyggernes dal, så frygter jeg intet ondt, for du er med mig; din stok og din stav er min trøst."
Præsten holdt inde et øjeblik. I den korte stilhed ekkoede en enkelt sætning igennem Riley sind ...
"Jeg vil frygte intet ondt."
På en eller anden måde ramte det Riley som en grotesk upassende ting at sige. Hvad betød det da at "frygte intet ondt"? Hvordan kunne det være en god idé? Hvis Marie havde været mere frygtsom for måneder siden, mere forsigtigt, så ville hun måske ikke være faldet i Petersons hænder.
Dette var bestemt en tid til at frygte det onde. Der var masser af det derude.
Præsten begyndte at tale igen.
"Kære alle, vi er samlet her for at sørge over tabet og fejre Marie Sayles liv; datter, søster, ven og kollega ..."
Præsidenten leverede derefter standardtekstn om tab, venskab og familie. Selv om han beskrev Maries "død" som "utidigt", nævnte han ikke noget om den vold og terror, der havde hjemsøgt hende i de sidste uger af hendes liv.
Riley holdt hurtigt op med at lytte til hans prædiken. Samtidig huskede hun ordene i Maries selvmordsbrev.
"Dette er den eneste vej."
Riley følte en knude af skyld vokse indeni, og den voksede så meget, at hun næsten ikke kunne trække vejret. Hun ønskede at bevæge sig frem i rummet, skubbe ministeren til side og tilstå over for menigheden, at dette var alt sammen hendes skyld. Hun havde svigtet Marie. Hun havde svigtet alle, der elskede Marie. Hun havde svigtet sig selv.
Riley tilbagetvang trangen til at tilstå, men hendes utilpashed begyndte at antage en brutal klarhed. Først var der begravelsesboligens præfabrikerede mursten, fjollede hvide søjler og pastelfarvede tapet. Dernæst havde der været Maries ansigt, så unaturligt og voksagtigt i kisten. Og her var prædikanten, der talte og gestikulerede som et stykke legetøj, en miniatureautomat, og menigheden af små hoveder, der vuggede, da han talte til dem.
Det er som et dukkehus, indså Riley nu.
Og Marie blev lagt i kisten - ikke et ægte lig, men en efterligning, som en falsk begravelse.
Rædslen overvældede Riley. De to mordere - Peterson og den, der havde dræbt Cindy MacKinnon og de andre - smeltede sammen i hendes tanker. Det gjorde ikke noget, at sammensmeltningen var helt grundløs og irrationel. Hun kunne ikke adskille dem. De blev til én i hende.
Det virkede som om, at denne formfuldendte begravelse var monstrets sidste berøring. Det indvarslede, at der ville komme mange flere ofre og mange flere begravelser fremover.
Da hun sad der, bemærkede Riley ud af øjenkrogen, at nogen stille kom ind i lokalet og satte sig i den anden side på bagerste række. Hun drejede hovedet lidt for at se, hvem der var ankommet midt i begravelsesceremonien og så en mand klædt afslappet og iført en baseballkasket trukket lavt, så de beskyttede hans øjne. Hendes hjerte hamrede hurtigere. Han så stor og stærk nok ud til at være den, der overmandede hende, da han greb fat i hende. Hans ansigt var hårdt, kæberne sammenbidte, og hun syntes, at han så skyldig ud. Kunne det være morderen, hun ledte efter?
Riley indså, at hun nærmest hyperventilerede. Hun trak vejre langsomt, indtil hun blev klar i hovedet igen. Hun var nødt til at stoppe sig fra at springe op og arrestere den for sent ankomne mand. Begravelsesceremonien var tydeligvis snart slut, og det ville være respektløst over for Maries efterladte at afbryde den. Hun måtte vente. Hvad nu hvis det ikke var ham?
Men så til hendes overraskelse rejste han sig pludselig op og forlod stille lokalet. Havde han set hende?
Riley sprang op og fulgte efter ham. Hun fornemmede hoveder dreje sig, da hun pludselig gik, men det var lige meget nu.
Hun gik igennem begravelseslokalehallen mod indgangen, og da skubbede hoveddøren åben, så hun, at manden hurtigt gik væk langs byens fortov. Hun trak sin pistol og fulgte efter ham.
"FBI!" Råbte hun. "Stands!"
Manden snurrede rundt for at møde hende.
"FBI!" Gentog hun igen, følte sig nøgen uden sit skilt. "Hold dine hænder, hvor jeg kan se dem."
Manden overfor hende så fuldstændig forvirret ud.
"ID!" Krævede hun.
Hans hænder rystede - om det var frygt eller vrede, kunne Riley ikke fortælle. Han fiskede en tegnebog frem med et kørekort, og da hun kiggede på det, så hun, at det identificeret ham som en bosiddende i Washington.
"Her er mit ID," sagde han. "Hvor er dit?"
Rileys beslutning begyndte at glide væk. Havde hun nogensinde set denne mands ansigt før? Hun var ikke sikker.
"Jeg er advokat," sagde manden, stadig meget rystet. "Og jeg kender mine rettigheder. Du må hellere have en god grund til at trække en pistol mod mig uden grund. Lige her på åben gade."
"Jeg er agent Riley Paige," sagde hun. "Jeg har brug for at vide, hvorfor du deltog i begravelsen."
Manden så hende nærmere på hende.
"Riley Paige?" Spurgte han. "Den agent, der reddet hende?"
Riley nikkede. Manden så pludselig fortvivlet ud.
"Marie var en ven," sagde han. ”For måneder siden var vi tætte. Og så skete denne frygtelige ting med hende og ... "
Manden kvalte et snøft.
"Jeg havde mistet kontakten med hende. Det var min skyld. Hun var en god ven, og jeg holdt ikke kontakten. Og nu får jeg aldrig chancen for at ... "
Manden rystede på hovedet.
"Jeg ville ønske, at jeg kunne spole baglæns og gøre alt anderledes. Jeg har det dårligt med det. Jeg kunne ikke engang fuldføre deltagelsen i begravelsen. Jeg var nødt til at gå."
Denne mand følte sig skyldig, indså Riley smertefuldt. Af grunde der meget lignede hendes egne.
"Jeg er ked af det," sagde Riley sagte og sænkede pistolen. "Jeg er virkelig. Jeg vil finde det svin, som gjorde dette mod hende."
Da hun vendte sig om for at gå væk, hørte hun ham sige i et forvirret tonefald.
"Jeg troede, han var allerede død?"
Riley svarede ikke. Hun forlod den sorgramte mand, der stod på fortovet.
Og da hun gik, vidste hun præcis, hvor hun skulle gå hen. Et sted hvor ingen andre på jorden, undtagen Marie, muligvis kunne forstå.
*
Riley kørte gennem byens gader, der ændrede sig fra Georgetowns elegante hjem til et nu forfaldent, men engang blomstrende industriområde. Mange bygninger og butikker var tomme, og de lokale beboere var fattige. Jo længere hun kørte, jo værre blev det.
Hun parkerede til sidst foran en blok, der udelukkende bestod af nedrivningsmodne rækkehuse. Hun steg ud af bilen og fandt hurtigt, hvad hun ledte efter.
To tomme huse flankerede et bredt, ufrugtbart område. For ikke længe siden var der tre tomme huse her. Peterson havde boet som en BZ’er i det mellemste hus og brugt det som sin hemmelige hule. Det var det perfekte sted for ham, også adskilt fra levende beboere og for at nogen kunne høre skrigene der lød fra under huset.
Nu var stedet jævnet med jorden, og alle beviser på husene ryddet væk. Græsset var begyndt at vokse der. Riley forsøgte at visualisere, hvordan det havde set ud, da husene havde været der. Det var ikke let. Hun havde kun været her en gang, da husene stod her. Og så var det nat.
Da hun forsøgte at skabe klarhed, begyndte minderne at vende tilbage til hende ...
Riley havde fulgt i hælene på ham hele dagen og langt ud på natten. Bill var blevet kaldt væk i forbindelse med en nødsituation, og Riley havde uklogt besluttet at følge manden hertil alene.
Hun så ham gå ind i det faldefærdige lille hus med bordede vinduer. Et øjeblik senere kom han tilbage. Han var til fods, og hun vidste ikke, hvor han skulle hen.
Hun overvejede kort at tilkalde forstærkning. Det undlod hun at gøre. Manden var gået, og hvis offeret virkelig var inde i huset, kunne hun ikke efterlade hende alene og i smerte længere. Hun gik op på verandaen og klemte sig ind mellem brædder, der kun delvis blokerede døråbningen.
Hun tændte sin lommelygte. Lysstrålen faldt på mindst et dusin tanke af propangas. Det var ingen overraskelse. Hun og Bill vidste, at den mistænkte var besat af ild.
Så hørte hun en skraben under gulvbrædderne, og så en svag lyd af gråd ...
Riley satte strømmen af minder på pause. Hun kiggede rundt. Hun følte sig helt usikkert - at hun nu stod på stedet, som hun både frygtede og havde opsøgt. Det var her, hvor både hun og Marie var blevet buret i det mørke og beskidte krybegang.
Resten af historien var stadig rå i hendes tanker. Riley var blevet fanget af Peterson da hun satte Marie fri. Marie var humpet af sted et par kilometer i en tilstand af fuldstændig chok. Da hun blev fundet, havde hun ingen anelse om, hvor hun havde været holdt fanget. Riley var alene i mørket og måtte finde sin egen vej ud.
Efter et tilsyneladende uendeligt mareridt, hvor hun blev tortureret gentagne gange af Petersons fakkel, var det lykkedes Riley at komme løs. Da hun gjorde det, havde hun slået Peterson næsten bevidstløs. Hvert slag gav hende en stor følelse af retfærdighed. Måske var det de slag, den lille retfærdighed, tænkte hun, som havde givet hende mulighed for at helbrede sig selv bedre end Marie.
Derefter havde Riley, vanvittig af angst og udmattelse åbnet alle propanernes tanke. Da hun flygtede fra huset, kastede hun en tændt tændstik derind. Eksplosionen blæste hende helt over på den anden side af gaden. Alle var forbløffede over, at hun havde overlevet.
Nu, to måneder efter den eksplosion, stod Riley og kiggede rundt på sit grumme håndværk - et ledigt rum, hvor ingen boede eller sandsynligvis ville bo i lang tid. Det virkede som et perfekt billede af, hvad hendes liv var blevet. På en måde syntes det som enden af vejen - i det mindste for hende.
En svimlende følelse af svimmelhed kom over hende. Stadig stående i det græsklædte sted følte hun det, som om hun faldt, faldt og faldt. Hun tumlede lige ned i den afgrund, der var gabende åben for hende. Selv i fuldt dagslys virkede verden forfærdeligt mørk - endnu mørkere end den havde været i det bur i den krybegang. Der syntes ikke at være nogen bund i afgrunden og ingen ende på hendes fald.
Riley mindede igen sig selv om Betty Richters vurdering af oddsene for, at Peterson var blevet dræbt.
Jeg vil sige nioghalvfems procent.
Men den nagende ene procent gjorde på en eller anden måde de øvrige nioghalvfems meningsløse og absurde. Og for det andet, selvom Peterson virkelig var død, hvilken forskel gjorde det? Riley huskede Maries forfærdelige ord i telefonen samme dag som hendes selvmord.
Måske er han som et spøgelse, Riley. Måske er det, hvad der skete, da du sprængte ham op. Du dræbte hans krop, men du dræbte ikke hans ondskab.
Ja, det var det. Hun havde kæmpet et tabt slag hele sit liv. Ondskab hjemsøgte trods alt verden lige så sikkert som på dette sted, hvor hun og Marie havde lidt så forfærdeligt. Det var en lektie, hun burde have lært som lille pige, da hun ikke kunne stoppe sin mor fra at blive myrdet. Lektionen blev understreget af Maries selvmord. At redde hende havde været meningsløst. Der var ingen mening i at redde nogen, ikke engang hende selv. Ondskaben ville sejre i sidste ende. Det var ligesom Marie havde fortalt hende over telefonen.
Du kan ikke kæmpe mod et spøgelse. Opgiv det, Riley.
Og Marie, så meget bedre end Riley havde vidst, tog endelig sagen i egne hænder. Hun havde forklaret sit valg med fem enkle ord.
Det er den eneste vej.
Men det var ikke modigt at tage sit eget liv. Det var fejt.
En stemme brød igennem Rileys mørke.
"Er du ok, dame?"
Riley kiggede op.
"Hvad?"
Så langsomt indså hun, at hun var knækket i en forladt by. Tårerne løb ned over ansigtet.
"Skal jeg ringe efter nogen for dig?" Spurgte stemmen. Riley så, at en kvinde var stoppet på den nærliggende fortov, en ældre kvinde i lurvet tøj, men med et bekymret udtryk i ansigtet.
Riley fik sin gråd under kontrol og kom på benene igen, og kvinden gik videre.
Riley stod der, følelsesløs. Hvis hun ikke kunne bringe sin egen rædsel til ophør, vidste hun en måde, at hun kunne dulme det. Det var ikke modigt, og det var ikke ærligt, men det ragede Riley en høstblomst. Hun kunne ikke modstå det længere. Hun steg ind i sin bil og kørte mod hjemmet.
Kapitel 27
Hendes hænder rystede stadig, da Riley rakte ind i køkkenskabet efter vodkaflasken, som hun havde gemt væk, da hun lovede sig selv, at hun aldrig ville røre den igen. Hun skruede flaskehætten af og forsøgte at hælde det stille i et glas, såAapril ikke kunne høre det. Det lignede vand så meget, at hun håbede, at hun kunne drikke det åbenlyst uden at lyve om det. Hun ville ikke lyve. Men flasken gurglede indiskret.
"Hvad sker der, mor?" April spurgte bag hende ved køkkenbordet.
"Ingenting," svarede Riley.
Hun hørte April stønne lidt. Det fortalt hende, at datteren vidste, hvad hun foretog sig. Men hun kunne ikke hælde vodkaen tilbage i flasken. Riley ville smide flasken væk. Det sidste, hun ønskede, var at drikke, især foran April. Men hun havde aldrig følt sig så langt nede og så rystet. Hun følte, at hele verden havde vendt sig imod hende. Og hun havde virkelig brug for den drink.
Riley satte flasken tilbage i køleskabet og gik hen til bordet og satte sig med sit glas. Hun tog en lang slurk, og den brændte i hendes hals på en trøstende måde. April stirrede på hende et øjeblik.
"Det er vodka, ikke mor?" Sagde hun.
Riley var tavs, imens skylden krøb ind over hende. Havde April fortjent dette? Riley havde ladet hende være ale hjemme hele dagen og ringet lejlighedsvis og tjekket, om hun var ok, og pigen havde opført sig ordentligt uden problemer. Nu var det Riley, der opførte sig hensynsløst.
"Du blev sur på mig, fordi jeg røg pot," sagde April.
Riley sagde stadig ingenting.
"Nu er det så, at du skal fortælle mig, at det her er anderledes," sagde April.
"Det er anderledes," sagde Riley træt.
April stirrede på hende.
"Hvordan?"
Riley sukkede og vidste, at datteren havde ret. Hun følte en dyb skam.
"Pot er ulovlig," sagde hun. "Det er det her ikke. Og ..."
"Og du er en voksen, og jeg er et barn, ikke?"
Riley svarede ikke. Det var selvfølgelig præcis det, hun ville sige. Og selvfølgelig var det hyklerisk og forkert.
"Jeg gider ikke skændes," sagde Riley.
"Skal du virkelig begynde i den slags ting igen?" Spurgte April. "Du drak så meget, da du gennemlevede alle disse problemer - og du fortalte mig aldrig, hvad det hele handlede om."
Riley følte en spænding i hagen. Var det vrede? Hvorfor i alverden skulle hun være vred på April over noget som helst lige nu?
"Der er bare nogle ting, jeg ikke kan fortælle dig," sagde Riley.
April himlede med øjnene.
"Ih, altså, mor, hvorfor ikke? Bliver jeg nogensinde voksen nok til at høre den forfærdelige sandhed om, hvad du går rundt og laver? Det kan ikke være meget værre end det, jeg forestiller mig. Tro mig, jeg kan forestille mig meget."
April rejste sig fra sin stol og trampede over til køleskabet. Hun hev vodkaflasken frem og begyndte at hælde et glas op til sig selv.
"Lad være, April," sagde Riley svagt.
"Hvordan skal du stoppe mig?"
Riley rejste sig og fjernede forsigtigt flasken fra April. Så satte hun sig igen og hældte indholdet af Aprils glas op i sit eget glas.
"Bare spis din mad færdig, ok?" Sagde Riley.
April var oprevet nu.
"Mor, jeg ville ønske, at du kunne se dig selv," sagde hun. "Så forstår du måske, hvorfor det gør ondt på mig at se dig sådan. Og hvorfor det gør ondt, at du aldrig fortæller mig noget. Det gør bare så ondt."
Riley forsøgte at tale, men kunne ikke.
"Tal med nogen, mor," sagde April og begyndte at græde. "Hvis ikke det er med mig, så med en anden. Én du kan stole på."
April flygtede ind på sit værelse og smækkede døren efter sig.
Riley begravede ansigtet i hænderne. Hvorfor blev hun ved med at svigte April? Hvorfor kunne hun ikke holde de grimme hændelser i sit liv adskilt fra sin datter?
Hendes hele krop var fyldt med gråd. Hendes verden var helt ude af kontrol, og hun kunne ikke tænke en enkelt sammenhængende tanke.
Hun sad der, indtil tårerne holdt op med at løbe.
Så gik hun ind i stuen med flasken og glasset og satte sig i sofaen. Hun tændte for tv'et og kiggede på den første kanal, der tonede frem. Hun havde ingen idé om, hvilken film eller tv-show de viste, og hun var også ligeglad. Hun sad og stirrede tomt på billederne og lod de meningsløse stemmer skylle ind over sig.
Men hun kunne ikke stoppe billederne, der oversvømmede hendes sind. Hun så ansigterne af de kvinder, der var blevet dræbt. Hun så den blændende flamme af Petersons fakkel bevæge sig hen imod hende. Og hun så Maries døde ansigt – både det ansigt, som Riley havde set, da hun fandt hende, og det kunstfærdige ansigt i kisten.
En ny følelse begyndte at krybe ind i hendes nervebaner - en følelse, som hun frygtede mere end alle andre. Det var angst.
Hun var bange for Peterson, og hun kunne føle hans hævngerrige tilstedeværelse overalt omkring hende. Det var lige megt, om han var levende eller død. Han havde taget Maries liv, og Riley kunne ikke ryste den overbevisning af sig, at hun var hans næste mål.
Endnu mere frygtede hun den afgrund, som hun faldt ned i nu. Var de to virkelig adskilt? Havde Peterson ikke forårsaget denne afgrund? Det var ikke Riley, vidste hun. Ville PTSD nogensinde forsvinde?
Riley mistede tidsfornemmelsen. Hele hendes krop snurrede og smertede med frygt. Hun drak støt, men vodkaen virkede slet ikke dulmende på hende.
Til sidst gik hun ud på badeværelset og finkæmmede medicinskabet. Til sidst fandt hun det, hun ledte efter med rystende hænder: Den receptpligtige og beroligende medicin. Hun skulle tage den ved sengetid og måtte aldrig blande den med alkohol.
Med rystende hænder tog hun to.
Riley gik tilbage til stuen, satte sig i sofaen og stirrede på tv’et igen og venter på, at medicinen skulle virke. Men den virkede ikke.
En iskold panik løb gennem hende.
Rummet syntes at snurre rundt nu, hvilket gav hende kvalme. Hun lukkede øjnene og lagde sig på sofaen. En del af svimmelheden forsvandt, men mørket bag øjnene var uigennemtrængeligt.
Hvor meget værre kan tingene blive? spurgte hun sig selv.
Hun vidste straks, at det var et dumt spørgsmål. Tingene ville blive værre og værre og værre for hende. Tingene ville aldrig blive bedre. Afgrunden var bundløs. Alt, hvad hun kunne gøre, var at overgive sig til faldet og give efter med kold fortvivlelse.
Forgiftningens mørke lagde sig sort omkring hende. Hun mistede bevidstheden og begyndte snart at drømme.
Endnu en gang svingede propanbrænderens hvide flamme gennem mørket. Hun hørte en persons stemme.
"Kom nu. Følg mig."
Det var ikke Petersons stemme. Den var velkendt, end dog meget kendt. Var nogen kommet for at redde hende? Hun rejste sig op og begyndte at følge efter den person, der bar faklen.
Men til hendes rædsel kastede fakkelen lys på det ene lig efter det andet - først Margaret Geraty, derefter Eileen Rogers, derefter Reba Frye, derefter Cindy MacKinnon - alle nøgne og rædselsfulde at se på. Til sidst faldt lyset på Maries krop, hun hang midt i luften, og hendes ansigtsudtryk var forfærdelig forvredet.
Riley hørte stemmen igen.
"Du fik da godt nok smadret tingene, min pige."
Riley drejede sig rundt og kiggede. I det blændende lys så hun, hvem der holdt fakkelen.
Det var ikke Peterson. Det var hendes egen far. Han havde marineoberst-uniform på. Det undrede hende. Han havde været pensioneret i mange år nu. Og hun havde ikke set eller talt med ham i over to år.
"Jeg så meget lort i" Nam ", sagde han med en hovedrysten. "Men det her giver mig virkelig kvalme. Ja, du smadrede alt, Riley. Men selvfølgelig lærte jeg for længe siden, at jeg ikke skal forvente mig noget af dig."
Han viftede med faklen, så den lyste på endnu et lig. Det var hendes mor, som var død af blødningen fra kuglen.
"Du kunne lige så godt have skudt hende selv,for du gjorde intet for at redde hende," sagde faren.
"Jeg var kun en lille pige, far," græd Riley.
"Jeg vil ikke høre nogen af dine undskyldninger," brølede hendes far. "Du har aldrig bragt en enkelt menneskelig sjæl et øjebliks glæde eller lykke, har du vel? Du har aldrig gjort noget godt. Ikke engang for dig selv."
Han drejede på brænderens knap. Flammen gik ud. Riley befandt sig atter i mørke.
Riley åbnede øjnene. Det var nat, og det eneste lys i stuen kom fra tv'et. Hun huskede tydeligt sin drøm. Hendes fars ord blev ved med at lyde i hendes ører.
Du har aldrig bragt en enkelt menneskelig sjæl et øjebliks glæde eller lykke.
Var det sandt? Havde hun svigtet alle så meget - selv de mennesker, hun elskede mest?
Du gjorde aldrig noget godt. Ikke engang for dig selv.
Hendes sind var omtåget, og hun kunne ikke tænke klart. Måske var hun ikke i stand til at bringe nogen ægte glæde og lykke. Måske fandtes der simpelthen ingen ægte kærlighed inde i hende. Måske var hun ikke i stand til at elske.
På randen af fortvivlelse, kom Riley i tanke om Aprils ord.
Tal med nogen. Nogen du kan stole på.
I sin berusede tilstand tastede Riley nærmest automatisk et nummer på sin mobiltelefon. Et øjeblik efter hørte hun Bills stemme.
"Riley?" Spurgte han søvndrukkent. "Ved du hvad klokken er?"
"Aner det ikke," sagde Riley utydeligt.
Riley hørte en kvinde spørge omtåget: "Hvem er det, Bill?"
Bill sagde til sin kone: "Jeg beklager. Jeg er nødt til at svare."
Hun hørte lyden af Bills fodtrin og en dør blev lukket. Hun gættede på, at han var gået et sted hen for at tale privat.
"Hvad handler det her om?" Spurgte han.
"Jeg ved det ikke, Bill, men ..."
Riley holdt inde et øjeblik. Hun følte sig på randen af at sige ting, som hun ville fortryde - måske for evigt. Men på en eller anden måde kunne hun ikke lade være.
"Bill, tror du, du kunne komme væk i et stykke tid?"
Bill lød forvirret.
"Hvad taler du om?"
Riley trak vejret dybt. Hvad talte hun om? Hun fandt det svært at samle sine tanker. Men hun vidste, at hun ønskede at se Bill. Det var et grundlæggende instinkt, en trang hun ikke kunne kontrollere.
Hun vidste godt, at hun burde sige: undskyld og lægge på. Men frygt, ensomhed og desperation styrede hende og fik hende til at fortsætte.
"Jeg mener ..." fortsatte hun og forsøgte at tænke sammenhængende, "bare dig og mig. Tilbring lidt tid sammen."
Der var kun tavshed på linjen.
"Riley, det er midt om natten," sagde han. "Hvad mener du med at bruge tid sammen?" Ville han vide, og han lød irriteret.
"Jeg mener ..." begyndte hun og forsøgte at stoppe, men kunne ikke stoppe. "Jeg mener ... Jeg tænker på dig, Bill. Og ikke kun på arbejde. Tænker du ikke også på mig?”
Riley følte det som om, at en forfærdelig vægt knuste hende, så snart hun havde sagt det. Det var forkert, og der var ingen måde at tage ordene tilbage på.
Bill sukkede bittert.
"Du er fuld, Riley," sagde han. "Jeg kommer ikke til at møde dig noget sted. Du skal ikke køre nogen steder hen. Jeg har et ægteskab, jeg forsøger at redde, og du ... ja, du har dine egne problemer. Tag dig sammen. Prøv at få lidt søvn."
Bill afsluttede brat opkaldet. Et øjeblik hang virkeligheden i en tynd tråd. Så blev Riley ramt af en forfærdelig klarhed.
"Hvad har jeg gjort?" Jamrede hun højlydt.
I løbet af et øjeblik havde hun kastet et tiårigt professionelt arbejdsforhold overbord. Hendes bedste ven. Hendes eneste partner. Og nok det mest succesrige forhold i hendes liv.
Hun var sikker på, at den afgrund, hun var faldet i ikke havde nogen bund. Men nu vidste hun, at hun havde taget fejl. Hun havde nu ramt bunden og knust gulvet. Hun faldt stadig. Hun vidste ikke, om hun nogensinde kunne komme op igen.
Hun greb ud efter vodkaflasken på kaffebordet - hun vidste ikke, om hun skulle drikke den sidste del af indholdet eller hælde det ud. Men hendes hånd-øje koordination virkede ikke. Hun kunne ikke få fat om flasken
Rummet sejlede omkring hende, og der kom et tidspunkt, hvor hun fik blackout.
Kapitel 28
Riley åbnede øjnene og skelede og gemte ansigtet i hænderne. Hendes hoved dunkede, og hendes mund føltes tør. Morgenlyset fra vinduet var blændende og smertefuldt og mindede hende alt for meget om det hvide lys fra Petersons fakkel.
Hun hørte Aprils stemme sige: "Jeg skal nok klare det, mor."
Så lød der en lille raslen, og det blændende lys forsvandt. Hun åbnede øjnene.
Hun så, at April havde lukket persiennerne og fjernet direkte sollys. Hun kom over til sofaen, hvor Riley stadig lå, og satte sig. Hun tilbød hende en kop kaffe.
"Forsigtig, det er varmt," sagde April.
Rummet snurrede stadigvæk, og Riley satte sig langsomt op og rakte ud efter kruset. Hun holdt forsigtigt om kruset og tog en lille slurk. Kaffen var varm. Den brændte både hendes fingerspidser og tunge. Alligevel var hun i stand til at holde fast, og hun tog en slurk mere. I det mindste gav smerten hende en følelse af at blive vakt til live igen.
April stirrede ud i rummet.
"Vil du have morgenmad?" Spurgte April med en fjern, tom stemme.
"Måske senere," sagde Riley. "Jeg finder ud af det."
April skar en sørgelig grimasse. Hun kunne helt sikkert se, at Riley ikke var i stand til at klare det selv.
"Nej, det ordner jeg," sagde April. "Sig til mig, når du har lyst til at spise."
De tav begge to. April fortsatte med at stirre andre steder hen. Fornedrelsen gnavede i Riley. Hun huskede alt for godt sit pinlige telefonopkald til Bill i går aftes og sine sidste tanker, før hun gik ud som et lys - den hæslige viden om, at hun virkelig havde ramt bunden. Og nu, for at gøre det hele endnu være, sad hendes datter her og kiggede på ruinerne af hendes liv.
April spurgte med fjern stemme: "Hvad skal du lave i dag?"
Det var både et mærkeligt og et godt spørgsmål. Det var på tide for Riley at lave planer. Hvis hun havde ramt bunden, var det nu hun skulle begynde at trække sig selv op.
Hun fik et flashback til sin drøm, hørte farens ord, og hun indså, at det var på tide til at konfrontere nogle af sine dæmoner.
Hendes far. Den mørkeste tilstedeværelse af hendes liv. Ham, der altid rumsterede bagerst i hendes bevidsthed. Hun følte undertiden, at han var drivkraften bag alt det mørke, hun havde manifesteret i sit liv. Af alle mennesker var han den, hun havde brug for at se. Uanset om det var en primær trang til sin fars kærlighed, hendes ønske om at konfrontere mørket i sit liv eller et ønsket om at ryste den drøm, der hjemsøgte hende, af sig, vidste hun ikke. Men trangen styrede hende.
"Jeg tror, jeg vil køre ud for at besøge bedstefar," sagde hun.
"Bedstefar?" Spurgte April chokeret. "Du har ikke set ham i årevis. Hvorfor vil du se ham? Jeg tror han hader mig."
"Det tror jeg ikke," sagde Riley. "Han har altid været for travlt optaget af at hade mig."
Der opstod tavshed, og Riley opdagede, at datteren skulle tage sig sammen til at sige noget.
"Der er noget, du skal vide," sagde April. "Jeg hældte resten af vodkaen ud. Der var ikke meget tilbage. Jeg har også hældt den whisky, du stadig havde i køleskabet. Undskyld. Jeg ville ikke blande mig. Jeg skulle ikke have gjort det."
Riley fik tårer i øjnene. Dette var helt sikkert den mest voksne og ansvarlige ting, hun nogensinde havde hørt April gøre.
"Nej, du burde gøre det," sagde Riley. "Det var det helt rigtige at gøre. Tak skal du have. Jeg er ked af at jeg ikke kunne gøre det selv."
Riley tørrede en tåre væk og tog sig sammen.
"Jeg synes, det er på tide, vi taler rigtigt sammen," sagde Riley. "Jeg synes, det er på tide, jeg fortæller dig nogle af de ting, du har ønsket, jeg skulle fortælle dig." Hun sukkede. "Men det kommer ikke til at være behageligt."
April vendte sig og så forventningsfuldt på hende.
"Jeg ønsker jeg virkelig, at du vil, mor," sagde hun.
Riley tog en lang, dyb indånding.
"For et par måneder siden arbejdede jeg på en sag," sagde hun. Lettelsen skyllede gennem hende, da hun begyndte at fortælle April om Peterson-sagen. Hun indså, at hun burde have gjort det tidligere
"Jeg blev for ivrig," fortsatte hun. "Jeg var alene, og der opstod en situation, hvor jeg ikke var villig til at vente. Jeg tilkaldte ikke forstærkning. Jeg troede, jeg kunne klare det selv."
April sagde: "Det gør du hele tiden. Du forsøger at klare alt alene. Selv uden mig. Selv uden at tale med mig."
"Du har ret."
Riley rankede ryggen.
"Jeg hjalp Marie med at slippe væk."
Riley tøvede, og så fortsatte hun. Hun lyttede til sin egen rystende stemme.
"Jeg blev fanget," fortsatte hun. "Han holdt mig fanget i et bur. Der var en fakkel."
Hun brød grædende sammen, alle hendes sammensparede frygt kom op til overfladen. Hun var så flov, men kunne ikke stoppe.
Til hendes overraskelse følte hun Aprils beroligende hånd på sin skulder og hørte også April græde.
"Det er ok, mor," sagde hun.
"De kunne ikke finde mig," fortsatte Riley mellem snøft. "De vidste ikke, hvor de skulle lede. Det var min egen skyld."
"Mor, intet er din skyld," sagde April.
Riley tørrede tårerne væk og forsøgte at holde sammen på sig selv.
"Endelig slap jeg ud. Jeg sprængte stedet i luften. De siger, at manden er død. At han ikke kan skade mig mere."
Der blev stille.
"Er han død?" Spurgte April.
Riley ville så desperat gerne sige ja for at berolige sin datter. Men i stedet svarede hun:
"Jeg ved det ikke."
Stilheden voksede.
"Mor," sagde April i et nyt tonefald af venlighed, medfølelse og styrke, som Riley aldrig havde hørt før. "Du reddede en persons liv. Du skal være stolt af dig selv."
Riley følte en ny frygt, da hun langsomt rystede på hovedet.
"Hvad?" April spurgte.
"Det var der, jeg var i går," sagde Riley. ”Marie. Hendes begravelse."
"Hun er død!?" spurgte hun paf.
Riley nikkede.
"Hvordan?"
Riley tøvede. Hun ville ikke sige det, men hun havde ikke noget valg. Hun skyldte April at fortælle hele sandheden. Hun var færdig med at tilbageholde ting.
"Hun begik selvmord."
Hun hørte April gispe.
"Åh, mor," sagde hun og græd. "Det er jeg virkelig ked af."
De græd begge to meget længe, indtil gråden stoppede, og de sad sammen i afslappet stilhed.
Riley tog en dyb indånding, lænede sig smilende frem og fjernede med en kærlig bevægelse hår fra Aprils våde kinder.
"Du bliver nødt til at forstå, at der vil være ting, jeg ikke kan fortælle dig," sagde Riley. "Enten fordi jeg ikke kan fortælle det til nogen, eller fordi det ikke vil være sikkert for dig at vide det, eller måske bare, fordi jeg ikke tror, at du skal gå og spekulere på det. Jeg skal lære at være mor her."
"Men noget så vigtigt som det her," sagde April. "Det skulle du have fortalt mig. Du er jo min mor. Hvordan skulle jeg vide, hvad du gennemlevede? Jeg er gammel nok til at forstå det.”
Riley sukkede.
"Jeg tror, du har rigeligt at bekymre dig om. Især efter at far og jeg er gået fra hinanden."
"Skilsmissen var ikke så hård for mig, som at du ikke talte til mig," svarede April. "Far har altid ignoreret mig, undtagen når han følte, at han skulle irettesætte mig. Men du - det var som om, du pludselig ikke var der længere."
Riley tog Aprils hånd og klemte den hårdt.
"Jeg vil gerne undskylde," sagde Riley. "For alt."
April nikkede.
"Jeg vil også sige undskyld," sagde hun.
De krammede, og da Riley følte Aprils tårer strømmer ned ad sin nakke lovede hun at være anderledes. Hun lovede at forandre sig. Når denne sag var overstået, ville hun blive den mor, hun altid havde ønsket sig at være.
Kapitel 29
Riley kørte modvilligt ind i centrum af sin tidlige barndom. Hvad hun forventede at finde der, vidste hun ikke. Men hun vidste, at dette var et afgørende møde – i hvert fald for hende selv. Hun skulle indstille sig mentalt på at se sin far. Alligevel vidste hun, at hun var nødt til at mødes med ham.
Skråningerne omkring hende var Appalachian Mountains, som lå langt syd for hendes seneste efterforskningssteder. Turen herned havde været beroligende på nogle måder, og med vinduerne rullet ned, begyndte hun at føle sig bedre tilpas. Hun havde glemt, hvor smuk Shenandoah Valley var. Hun kørte opad mellem klipper og langs strømmende vandløb.
Hun kom gennem en typisk bjergby – der var ikke mere end en klynge bygninger, en tankstation, en købmand, en kirke, en håndfuld huse og en restaurant. Hun huskede, hvordan hun havde tilbragt sine tidligste barndomsår i en by som denne.
Hun huskede også, hvor trist hun var, da de flyttede til Lanton. Moren havde sagt, at det var fordi det var en universitetsby og havde meget mere at byde på. Det havde nulstillet Rileys forventninger til livet, imens hun stadig var meget ung. Ville det have være bedre, hvis hun havde været i stand til at tilbringe hele sit liv i denne enkle og uskyldige verden? En verden, hvor hendes mor sandsynligvis ikke var blevet skudt ned på et offentligt sted?
Byen forsvandt bag hende efter flere sving. Efter nogle kilometer drejede Riley af og kørte ind på en snoet grusvej.
Der gik ikke lang tid, før hun ankom til den hytte, som hendes far havde købt efter at være gået på pension fra Marinekorpset. Et stort gammelt køretøj stod parkeret i nærheden. Hun havde ikke været her i mere end to år, men hun kendte stedet godt.
Hun parkerede og steg ud af sin bil. Da hun gik hen imod hytten, indåndede hun den rene skovluft. Det var en smuk solskinsdag, og i denne højde var temperaturen kølig og behagelig. Hun nød den fantastiske stilhed, som ikke blev afbrudt af andet end fuglesang og raslende blade i brisen. Det føltes godt at være omgivet af dyb skov til alle sider.
Hun gik hen mod døren, forbi den træstub, hvor hendes far huggede sit brænde. Der var en bunke af træ i nærheden - hans eneste kilde til varme i koldere vejr. Han levede også uden elektricitet, men kildevand blev ført ind i hytten.
Riley vidste, at dette enkle liv var et valg og ikke skyldtes fattigdom. Med sin økonomiske opsparing kunne han tilbringe pensionisttilværelsen hvor som helst. Han havde valgt at bo her, og Riley kunne ikke bebrejde ham. Måske ville hun en dag gøre det samme. Selvfølgelig med udsigt til en markant mindre pension, nu da hun var blevet frataget sit skilt.
Hun skubbede til døren, som åbnede sig. På disse kanter var der kun lidt grund til at frygte ubudne gæster. Hun trådte ind og kiggede rundt. Det enkelt indrettede, men komfortable rum sparsomt oplyst, og der stod flere utændte gaslygter. Brændeovnen gav en varm og behagelig træagtig lugt.
Intet havde ændret sig, siden sidste gang, hun havde været her. Der var stadig ingen monterede hjortehoveder eller andre tegn på vildtdyr. Hendes far dræbte mere end sin andel af dyr, men udelukkende til mad og tøj.
Stilheden blev afbrudt af et skud udenfor. Hun vidste, at det ikke var hjortesæson. Han skød sandsynligvis på mindre dyr - egern, krager eller murmeldyr. Hun forlod hytten og gik op ad bakken forbi røgeriet, hvor han lagrede sit kød, og derefter fulgte hun et spor ind i skoven.
Hun gik forbi den overdækkede brønd, hvor hans ferskvand kom fra. Hun ankom til kanten af, hvad der var tilbage af et gammelt æbleplantage. Små klumper af frugt hang i træerne.
"Far!" Råbte hun.
Der kom intet svar. Hun banede sig vej gennem den overgroede frugtplantage. Snart så hun sin far stående i nærheden - en høj, ranglet mand iført en jagthue og en rød vest, og han holdt en riffel. Tre døde egern lå ved hans fødder.
Han drejede sit furrede, hårde og forvitrede ansigt mod hende og virkede ikke det mindste overrasket over at se hende - og ikke spor glad.
"Du skal ikke være her uden en rød vest," knurrede han. "Det var heldigt, at jeg ikke skød dig, og du døde."
Riley svarede ikke.
"Nå, der er ikke noget at skyde herude nu," sagde han irritabelt og sænkede sin pistol. "Du har skræmt dem alle sammen væk med din råben og løben gennem skoven. Men så får jeg egern til middag."
Han begyndte at gå ned ad bakken mod sin hytte. Riley fulgte efter ham, knapt i stand til at holde trit med hans lange, hurtige fremskridt. Efter flere år på pension gik han stadig rundt med hele sit militærudstyr, og hele hans krop var spændt som en stor stålfjeder.
Da de ankom til hytten, inviterede han ikke hende indenfor, og hun forventede det heller ikke af ham. I stedet kastede han egernene i en kurv ved døren og gik derefter over til stubben nær træstangen og satte sig der. Han tog hatten af, hvilket afsløret, at hans går hår stadig var klippet i kort Marine-stil. Han kiggede ikke på Riley.
Der var intet andet sted at sidde, så Riley satte sig ned på dørtrinnet.
"Din hytte ser hyggelig ud," sagde hun i forsøget på at finde noget at snakke om. "Jeg ser, du stadig ikke har hængt trofæer op."
"Nej," sagde han med et smørret grin. "Jeg tog aldrig trofæer, da jeg dræbte i 'Nam. Jeg skal ikke starte nu."
Riley nikkede. Hun havde ofte hørt denne bemærkning, som altid blev leveret med hans sædvanlige sorte humor.
"Så, hvad laver du her?" Spurgte faderen.
Riley begyndte at undre sig. Hvad i alverden havde hun forventet af denne hårde mand, som var ude af stand til at vise kærlighed?
"Jeg har nogle problemer, far," sagde hun.
"Med hvad?"
Riley rystede på hovedet og smilede sørgmodigt. "Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde," sagde hun.
Han spyttede på jorden.
"Det var en forbandet fjollet ting, at du lod dig fange af den psykopat," sagde han.
Riley var overrasket. Hvor vidste han det fra? Hun havde ikke haft nogen kommunikation med ham i et år.
"Jeg troede, du levede helt afsondret," sagde hun.
"Jeg kommer til byen fra tid til anden," sagde hendes far. "Jeg hører ting."
Hun var lige ved at sige, at hendes "fjolleri" havde reddet en anden kvindes liv. Men så huskede hun hurtigt, at det slet ikke var sandt, ikke i det lange løb.
Alligevel fandt Riley det interessant, at han vidste det. Han havde rent faktisk gjort sig den ulejlighed at finde ud af, at der var sket noget med hende. Hvad mere vidste han mon om hendes liv?
Sandsynligvis ikke meget, tænkte hun. Eller i det mindste ikke noget jeg har gjort rigtigt i overensstemmelse med hans standarder.
"Så fik du et sammenbrud efter det med morderen?" Spurgte han.
Riley kunne mærke, at hun rejste børster.
"Hvis du mener, om jeg lider af PTSD, så er svaret ja."
"PTSD," gentog han med en kynisk latter. "Jeg kan ikke engang huske lige, hvad de forbandede bogstaver står for. Så vidt jeg ved, er det bare en smart måde at sige, at du er svag. Jeg har aldrig selv lidt af PTSD. Heller ikke efter jeg kom hjem fra krigen. Heller ikke efter alle de ting, jeg så eller gjorde, eller som der blev gjort ved mig. Jeg forstår ikke, at nogen kan slippe af sted med at bruge den undskyldning.”
Han tav og kiggede lige ud i luften, som om hun ikke var der. Riley gik ikke ud fra, at dette besøg ville ende godt. Hun kunne lige så godt fortælle, hvad der foregik i hendes liv. Han ville ikke have noget opmuntrende at sige om det, men de ville i det mindste have en samtale.
"Jeg har problemer med en sag, far," sagde hun. "Det er en seriemorder. Han torturerer kvinder, kvæler dem og anbringer dem udendørs."
"Ja, jeg har godt hørt om det. Anbringer dem nøgne. Det lyder sygt. "Han spyttede igen. "Og lad mig gætte. Du er uenig med FBI om det. Ledelsen aner ikke, hvad den gør. Ingen vil ikke lytte til dig."
Riley følte sig skræmt. Hvordan kunne han gætte det.
"Det var det samme med mig i "Nam", sagde han. "Idioterne forstod nærmest ikke, at vi udkæmpede en forbandet krig. For helvede, hvis de havde overladt det til mig og mine folk, så ville vi have vundet. Jeg får kvalme over at tænke på det."
Riley hørte noget i hans stemme, som hun ikke hørte ofte - eller i det mindste sjældent bemærket. Det var beklagelse. Han følte beklagelse over, at de ikke havde vundet krigen. Det var ligegyldigt, at han på ingen måde kunne bebrejde sig selv. Han følte sig ansvarlig.
Da Riley studerede hans ansigt, indså hun noget. Hun lignede ham mere, end hun havde lignet sin mor. Men det var mere end det. Hun var som ham - ikke bare på hans forfærdelige måde med relationer, men med hendes stærke beslutsomhed og hendes overordnede ansvarsfølelse.
Og det var ikke kun en dårlig ting. I dette sjældne øjeblik følte hun sig beslægtet med ham og spekulerede hun på, om han måske virkelig kunne fortælle hende noget, hun måtte vide.
"Far, det han gør - det er så grimt. Han efterlader ligene nøgne og så forfærdeligt udstillede, men-"
Hun tav og forsøgte at finde de rigtige ord.
"De steder, han efterlader dem, er altid så smukke skove og bjerge. Naturscenarier. Hvorfor tror du, han vælger sådanne steder at gøre noget så grimt og ondt?"
Hendes far vendte blikket indad. Det virkede som om han ransagede sig selv og sine minder.
"Han vil gerne starte forfra," sagde han. "Han vil gerne helt tilbage til begyndelsen. Er det ikke det samme med dig? Ønsker du ikke at gå tilbage til, hvor du startede og begynde forfra igen? Gå tilbage til da du var et barn? Finde det sted, hvor alt gik galt og få livet til at gå i en anden retning?"
Han tav et øjeblik. Riley huskede på, hvor trist hun var som lille pige, da hun var nødt til at forlade disse bjerge. Der var virkelig en elementær sandhed i, hvad hendes far sagde.
"Derfor bor jeg her," sagde han og gled dybere ind i dagdrømmeri.
Riley sad stille og absorberede det. Hendes fars ord begyndte at skabe klarhed. Hun havde længe antaget, at morderen holdt kvinderne fanget og torturerede dem i sit barndomshjem. Det var slet ikke faldet hende ind, at han valgte gerningsstederne af en grund - for på en eller anden måde at række tilbage til fortiden og ændre alt.
Faren så stadig ikke på hende, men spurgte: "Hvad siger din mavefornemmelse?"
"Det er noget at gøre med dukker," sagde Riley. "Det er noget, som FBI ikke forstår. De jagter alle de forkerte spor. Han er besat af dukker. På en eller anden måde er det nøglen."
Han gryntede og flyttede sine fødder.
"Du skal bare fortsætte i den retning," sagde han. "Lad ikke de røvhuller fortælle dig, hvad du skal gøre."
Riley var mundlam. Det var ikke, fordi han gav hende en kompliment. Det var ikke, fordi han ville være flink. Han var den samme opfarende idiot, som han altid havde været. Men på en eller anden måde sagde han præcis, hvad hun havde brug for at høre.
"Jeg kommer ikke til at give op," sagde hun.
"Nej, du skal fandeme ikke give op," hvislede han.
Der var ikke mere at sige. Riley rejste sig.
"Det var godt at se dig, far," sagde hun. Og hun mente det faktisk halvhjertet. Han svarede ikke, men sad bare der og kiggede på jorden. Hun steg ind i sin bil og kørte væk.
Da hun kørte, indså hun, at hun følte sig anderledes nu, end da hun var ankommet - og på en mærkelig måde, meget bedre. Hun følte, at der var blevet løsnet op for noget mellem dem.
Hun vidste også noget, som hun ikke havde kendt til før. Hvor morderen end boede, så var det ikke i noget nedslidt hus, nogen kloak eller endda nogle elendig hytte i skoven et eller andet sted.
Det var et smukt sted - et sted hvor skønhed og rædsel fandtes side om side.
*
Lidt senere sad Riley ved disken i en café i byen i nærheden. Hendes far havde ikke tilbudt hende noget at spise, hvilket ikke var nogen overraskelse, og nu var hun sulten og havde brug for brændstof til hjemturen.
Lige da servitricen satte en bacon-, salat- og tomatsandwich på disken foran hende, vibrerede Rileys mobiltelefon. Hun kiggede for at se, hvem der ringede, men der var intet nummer. Hun besvarede uroligt opkaldet.
"Er det Riley Paige?" Spurgte en kvinde i et effektivt tonefald.
"Ja," sagde Riley.
"Jeg har Senator Mitch Newbrough på linjen. Han vil tale med dig. Kan du vente et øjeblik, tak?"
Riley følte sig oprevet. Af alle de mennesker, hun ikke ønskede at høre fra, stod Newbrough øverst på listen. Hun havde lyst til at afslutte opkaldet uden et ord, men ombestemte sig. Newbrough var allerede en stærk fjende. At få ham til at hade sig endnu mere var ikke en god idé.
"Jeg venter," sagde Riley.
Et par sekunder senere hørte hun senatorens stemme.
"Senator Newbrough her. Jeg taler med Riley Paige, går jeg ud fra."
Riley vidste ikke, om hun skulle være rasende eller skræmt. Han talte, som om hun var den, der havde ringet til ham.
"Hvordan fik du fat på mit nummer?" Spurgte hun.
"Jeg får ting, når jeg vil have dem," sagde Newbrough med en typisk kold stemme. "Jeg vil tale med dig. Personligt."
Riley føler sig skrækkelig til mode. Hvilken grund kunne han have for at se hende? Dette kunne ikke være godt. Men hvordan kunne hun sige nej uden at gøre tingene værre?
"Jeg kunne komme hjem til dig," sagde han. "Jeg ved, hvor du bor."
Riley havde lyst til at spørge, hvordan han kendte hendes adresse. Men hun mindede sig selv om, at han allerede havde besvaret spørgsmålet.
"Jeg foretrækker, at vi klarer det lige nu i telefonen," sagde Riley.
"Jeg er bange for, at det ikke er muligt," sagde Newbrough. "Jeg kan ikke tale om det i telefonen. Hvor hurtigt kan du mødes med mig?"
Riley følte Newbroughs stærke vilje som et jerngreb omkring sig. Hun ønskede at sige nej, men kunne på en eller anden måde ikke gøre det.
"Jeg er ikke hjemme lige nu," sagde hun. "Jeg kommer ikke hjem før meget senere. I morgen formiddag kører jeg min datter i skole. Vi kunne mødes i Fredericksburg. Måske på en kaffebar."
"Nej, ikke et offentligt sted," sagde Newbrough. "Det skal være et eller andet sted mindre iøjnefaldende. Journalister har tendens til at følge mig rundt. De kontakter mig, når de får chancen. Jeg vil helst være udenfor deres radar. Hvad med Quantico, Adfærds- og Analyseenhedens hovedkvarter?"
Riley kunne ikke fjerne bitterheden fra sin stemme.
"Husk på, jeg arbejder der ikke længere," sagde hun. "Det burde du vide bedre end nogen anden."
Der kom en kort pause.
"Kender du Magnolia Gardens Country Club?" Spurgte Newbrough.
Riley sukkede, fordi spørgsmålet var absurd. Hun bevægede sig bestemt ikke i den slags cirkler.
"Det kan jeg ikke påstå, jeg gør," sagde hun.
"Det er nemt at finde. Cirka halvvejs mellem Quantico og min herregård. Vær der klokken halv elleve.”
Riley brød sig mindre og mindre om situationen. Han spurgte ikke. Han gav en ordre. Efter at have ødelagt hendes karriere, hvad bildte han sig ind at kræve noget af hende?
"Er det for tidligt?" Spurgte Newbrough, da Riley ikke svarede.
"Nej," sagde Riley. "Der er bare det, at ..."
Newbrough afbrød: "Så vær der til tiden. Det er kun for medlemmer, men jeg giver dem besked om at lukke dig ind. Du vil gerne dette. Du vil forstå, at det er vigtigt. Stol på mig."
Newbrough afsluttede opkaldet uden at sige farvel. Riley var paf.
"Stol på mig," sagde han.
Riley ville have fundet det komisk, hvis ikke han var så uforskammet. Ud over Peterson og enhver anden morder, hun jagtede, så var Newbrough nok den person, hun havde mindst tillid til i verden. Hun stolede endnu mindre på ham, end hun gjorde på Carl Walder. Og det sagde virkelig noget.
Men hun syntes ikke, hun havde noget valg. Han havde noget at fortælle hende, kunne hun mærke det. Noget, som endda kunne føre hende til morderen.
Kapitel 30
Riley nærmede sig Magnolia Gardens Country Club og blev stoppet foran en lille hvid bygning ved porten. En grøn- og hvidstribet bom spærrede vejen, og en uniformeret sikkerhedsvagt med en protokol trådte ud af bygningen og gik hen til førersædet af hendes bil.
Riley rullede vinduet ned.
"Dit navn?" Spurgte vagten i et bydende tonefald.
Riley var slet ikke sikker på, at protokollen var nødvendig for at komme ind i klubben, men Newbrough havde sagt, at han ville lade dem vide, at hun skulle komme.
"Jeg er Riley Paige," sagde hun. Derefter stammede hun: "Jeg er senator Newbroughs gæst."
Vagten gennemgik listen og nikkede derefter.
"Fortsæt," sagde han.
Bommen gik op og Riley kørte igennem.
Indkørslen løb gennem de smukke haver, som var ekstremt luksuriøse, farverige og duftende på denne tid af året. Til sidst nåede hun frem til en murstensbygning med hvide søjler. I modsætning til dem på begravelsesstedet, hun havde besøgt for nylig, var disse kolonner den rigtige ting. Riley følte sig som om hun havde snuble over en slags plantage i Syden i det 19. århundrede.
En kammertjener skyndte sig hen til hendes bil, gav hende et kort og tog hendes nøgler. Han kørte bilen væk.
Riley stod alene foran den store indgang og følte sig helt malplaceret ligesom hjemme hos senatorens. Hun var afslappet klædt i jeans og spekulerede hun på, om hun overhovedet ville blive lukket ind. Var der ikke en slags dresscode på steder som dette? Det var en godt, at hendes jakke hang løst over hendes skulderhylster.
En uniformeret dørmand kom ud for at tage imod hende.
"Dit navn, frue?" Spurgte han.
"Riley Paige," sagde hun og spekulerede på, om han ville bede om en form for identifikation.
Dørvagten kiggede på sin egen liste. "Kom med denne vej, frue," sagde han.
Han eskorterede hende indenfor og ned ad en lang korridor til en lille, privat spisestue. Hun havde ingen anelse om, hvorvidt hun skulle give dørmanden drikkepenge eller ej. Men hun havde heller ingen anelse om, hvor meget manden fik i løn. Tjente han mere, end hun gjorde som FBI-agent? Hun tænkte, at det ville være et fejlskud at give ham drikkepenge frem for ikke at give ham nogen. Det var bedst ikke at tage chancer.
"Tak," sagde hun til dørmanden.
Han nikkede og viste ingen tegn på skuffelse, men gik tilbage ad den vej, de var kommet ind.
Rummet var lille, men helt klart den mest fornemme spisestue, hun nogensinde havde set. Der var ingen vinduer, og det eneste maleri på væggen var et originalt oliemaleri, der forestillede haven udenfor.
Spisebordet var dækket med sølvtøj, porcelæn, krystal og linned. Hun valgte en overdådig overdækket stol, der stod overfor døren og satte sig. Hun ville gerne kunne se Senator Newbrough, når han ankom.
Hvis han kommer, tænkte hun. Hun havde ingen reel grund til at tro, at han ikke ville. Men hele denne situation fremstod så uvirkelig, at hun ikke vidste, hvad hun skulle forvente.
En hvidklædt tjener kom ind og stillede en bakke med oste og et udvalg af kiks på bordet.
"Vil du have noget at drikke, frue?" Spurgte han høfligt.
"Bare vand, tak," sagde Riley. Tjeneren gik ud, og inden for få sekunder vendte han tilbage med en krystalkande med vand og to matchende glas. Han hældte vand op til hende og efterlod krystalkanden og det andet glas på bordet.
Riley nippede til vandet. Hun måtte indrømme, at hun nød at holde det elegante glas i sin hånd. Hun ventede kun et øjeblik, før senatoren ankom og han så ligeså kold og streng ud, som han havde gjort tidligere. Han lukkede døren bag sig og satte sig på den modsatte side af bordet.
"Jeg er glad for at du kom, agent Paige," sagde han. "Jeg har taget noget med til dig."
Uden yderligere kommentarer lagde Newbrough en tyk læderbundet notesbog på bordet. Riley stirrede uroligt på den. Hun huskede listen over fjender, som Newbrough havde givet hende første gang, de havde mødtes. Var dette her noget lignende problematisk?
"Hvad er det her?" Spurgte hun.
"Min datters dagbog," sagde Newbrough. "Jeg hentede den i hendes hus efter, at hun var ... fundet. Jeg tog den, fordi jeg ikke ønskede, at nogen skulle se den. Husk på, jeg ved ikke, hvad der står i den. Jeg har aldrig læst det. Men jeg er helt sikker på, at den indeholder ting, som jeg hellere ikke ønsker skal komme til offentlighedens kendskab."
Riley vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun havde ingen anelse om, hvorfor han måske ville give den til hende. Hun kunne se, at Newbrough nøje overvejede, hvad han skulle sige som det næste. Fra første gang mødte hun ham, havde hun været sikker på, at han havde tilbageholdt information fra hende. Hun sitrede af forventning om, at han nu ville fortælle hende, hvad det var.
Endelig sagde han: "Min datter havde problemer med narkotika i løbet af sit sidste leveår. Kokain, heroin og ecstasy. Alle de hårde stoffer. Det var hendes mand, der fik hende til at gå ad den vej. Det var en af grundene til, at hendes ægteskab mislykkedes. Hendes mor og jeg havde håbet på, at hun var på vej ud af det, da hun døde."
Newbrough holdt en pause og stirrede på dagbogen.
"Først troede jeg, at hendes død på en eller anden måde var forbundet med alt det," sagde han. "Narko-brugerne og dealerne i hendes cirkel var en usmagelig flok. Jeg ønskede ikke, at det skulle slippe ud. Du forstår du godt, er jeg sikker på."
Riley var slet ikke sikker på, at hun forstod det. Men hun var helt sikkert overrasket.
"Narkotika havde intet at gøre med mordet på din datter," sagde hun.
"Det ved jeg nu," sagde Newbrough. "En anden kvinde blev fundet død, gjorde hun ikke? Og uden tvivl vil der komme flere ofre. Det ser ud til, at jeg tog fejl med hensyn til, at det havde noget med mig eller min familie at gøre."
Riley var overrasket. Hvor ofte havde denne utroligt selvoptagede mand indrømmet, at han tog fejl af noget som helst?
Han klappede på dagbogen med sin hånd.
"Tag den med dig. Den kan indeholde nogle oplysninger, som kan hjælpe dig med din sag."
"Det er ikke min sag mere, Senator," sagde Riley med en snert af bitterhed. "Jeg tror godt, du ved, at jeg blev fyret fra FBI."
"Åh, ja," sagde Newbrough og tænkte sig grundigt om. "Min fejl, er jeg bange for. Nå, men der er ikke noget, jeg ikke kan ordne. Du vil blive genindsat. Giv mig lidt tid. I mellemtiden håber jeg, at du få nytte af det her."
Riley var overvældet af hans gestus. Hun tog en dyb indånding.
"Senator, jeg tror, jeg skylder dig en undskyldning. Jeg var ikke på toppen sidste gang vi mødtes. Jeg havde lige været til en vens begravelse, og jeg var forvirret. Jeg sagde nogle ting, jeg ikke skulle have sagt."
Newbrough nikkede lydløst og accepterede hendes undskyldning. Det var tydeligt, at han ikke ville give hende en undskyldning, selvom hun vidste, at hun fortjente det. Hun måtte være tilfreds med hans indrømmelse af, at han havde taget fejl. I det mindste forsøgte han at ændre sig. Det var alligevel mere værd end en undskyldning.
Riley tog dagbogen uden at åbne den.
"Der er blot en ting, jeg gerne vil vide, senator," sagde hun. "Hvorfor giver du den til mig og ikke til agent Walder?"
Newbrough smilede et skævt smil.
"Fordi der er én ting, jeg har lært om dig, agent Paige," sagde han. "Du er ingen skødehund."
Riley kunne ikke svare ham. Denne pludselige respekt fra en mand, der ellers tilsyneladende kun så sig selv, overvældende hende simpelthen.
"Og du vil måske have lidt frokost," sagde senatoren.
Riley tænkte det over. Uanset hvor taknemmelig hun var over Newbroughs holdningsskift, så følte hun sig stadig ikke godt tilpas i nærheden af ham. Han forblev en kold, skør og ubehagelig mand. Og desuden havde hun arbejde at udføre.
"Hvis du ikke har noget imod det, så tror jeg, at jeg vil takke nej," sagde hun. Så pegede hun på dagbogen og tilføjede: "Jeg vil begynde at bruge den lige med det samme. Der er ingen tid at spilde. Åh - og jeg lover ikke at offentliggøre, hvad jeg finder i den."
"Det værdsætter jeg," sagde Newbrough.
Han rejste sig høfligt fra sin stol, da Riley forlod rummet. Hun forlod bygningen og afleverede billetten til kammertjeneren. Mens hun ventede på, at han hentede hendes bil, åbnede hun dagbogen.
Da hun bladrede gennem siderne, så hun straks, at Reba Frye havde skrevet temmelig meget om sit ulovlige stofbrug. Riley fik også det umiddelbare indtryk, at Reba Frye var en meget selvoptaget kvinde, der virkede besat af småligheder, og alt hvad hun ikke brød sig om. Men trods alt var det ikke omdrejningspunktet i en dagbog? Det var der, hvor man havde ret til at være selvoptaget.
Desuden troede Riley, at selv om Reba havde været lige så narcissistisk som sin far, så fortjente hun bestemt ikke sådan en forfærdelig skæbne. Riley følte en kuldegysning, da hun huskede de billeder, hun havde set af kvindens lig.
Riley fortsatte med at bladre gennem dagbogen. Hendes bil dukkede op i den grusbelagte indkørsel, men hun ignorerede kammertjeneren. Hun stod der med rystende hænder og læste fascineret hele vejen igennem til slutningen. Hun var desperat efter at finde enhver omtale af morderen – hvad som helst. Men hun blev slukøret over ingenting at finde.
Hun sænkede den tunge dagbog og følte sig knust. Hun kunne ikke udholde at ende i endnu en blindgyde.
Lige da, da hun sænkede dagbogen, begyndte et lille stykke papir, som lå gemt mellem to sider, at glide ud af bogen. Hun fangede det og studerede det nysgerrigt.
Da hun undersøgte det, begyndte hendes hjerte pludselig at hamre i brystet.
Fuldstændig i chok tabte hun dagbogen.
Hun havde en kvittering.
Til en dukkebutik.
Kapitel 31
Der var den. Efter alle de blindspor kunne Riley næppe tro på, hvad hun holdt mellem fingrene. Øverst på den håndskrevne kvittering var navn og adresse på butikken: Madelines Fashions i Shellysford, Virginia.
Riley blev forvirret. Det lød ikke som en dukke- eller legetøjsbutik.
På sin mobiltelefon fandt hun webstedet for Madeline's Fashions. Mærkeligt nok var det en kvindetøjsbutik.
Men, da hun kiggede nærmere efter, kunne hun se, at de også forhandlede samler-dukker. De kunne kun ses efter aftale.
En kuldegysning løb op ad Rileys rygsøjle.
Dette må være stedet, tænkte hun.
Hun hentede dagbogen og med rystende hænder vendte gennem siderne for at finde datoen på kvitteringen. Den var her:
Har lige købt den perfekte lille dukke til Debbie. Hendes fødselsdag er først om en måned, men hun er så svær at finde gaver til.
Der stod det på almindeligt engelsk. Reba Frye havde købt en dukke til sin datter i en butik i Shellysford. Riley følte sig overbevist om, at alle de andre ofre også havde købt dukker der. Og det var der, hvor morderen havde set dem første gang.
Riley fandt et kort frem på sin telefon, og det viste, at Shellysford lå en times kørsel væk. Hun måtte komme dertil så hurtigt som muligt. For hun var sikker på, at morderen allerede havde udset sig et nyt offer.
Men hun havde brug for at skaffe sig nogle oplysninger undervejs. Og hun var nødt til at lave et pinefuldt telefonopkald, som hun allerede havde udskudt for længe.
Hun tog sine nøgler fra den forvirrede betjent, hoppede ind i sin bil og kørte ud, så dækkende hvinede i den pæne indkørte. Da hun kørte ud af porten, tastede hun Bills mobilnummer og spekulerede på, om han ville finde det svært at svare. Hun kunne ikke bebrejde ham, hvis han aldrig mere ville tale med hende igen.
Til hendes trøst lød Bills stemme i telefonen.
"Hej," sagde han.
Riley hjerte hoppede. Hun vidste ikke, om hun skulle føle sig lettet eller skræmt over at høre hans stemme.
"Bill, det er Riley," sagde hun.
"Jeg ved, hvem det er," svarede Bill.
Tavshed opstod. Dette ville ikke blive let. Og hun vidste, at hun ikke fortjente, at det skulle være let.
"Bill, jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde," sagde hun. Hendes hals var tyk af følelser, og hun havde svært ved at tale. "Jeg er så forfærdeligt ked af det. Det var bare det - ja, alt var virkelig slemt, og jeg var ikke ved mine fulde fem ... "
"Og du var fuld," afbrød Bill.
Riley sukkede elendig til mode.
"Ja, jeg var fuld," sagde hun. "Og jeg undskylder. Jeg håber, du kan tilgive mig. Jeg er så ked af det."
Der opstod tavshed igen.
"Ok," sagde Bill endelig.
Rileys hjerte sank. Hun kendte Bill bedre, end hun kendte nogen andre i verden. Så hun kunne høre en verden af mening i det ene ord. Han tilgav hende ikke, og han accepterede ikke engang hendes undskyldning - i hvert fald ikke endnu. Det eneste, han gjorde, var at erkende, at hun havde undskyldt.
Nå, men nu var der ikke tid til at trække tingene i langdrag. Der var et langt mere presserende spørgsmål.
"Bill, jeg har et spor," sagde hun.
"Hvilket?" Spurgte han overrasket.
"Jeg har fundet butikken."
Bill lød bekymret nu.
"Riley, er du vanvittig? Hvad laver du? Arbejder du stadig på denne sag? Walder fyrede dig for, for pokker."
"Siden hvornår har jeg nogensinde ventet på tilladelse? Alligevel ser det ud til, at jeg bliver genindsat."
Bill lød vantro.
"Siger hvem?"
”Newbrough.”
"Hvad taler du om?" Spurgte Bill og blev mere og mere ophidset. "For pokker, Riley, har du nu igen været i hans hus?"
Riley tanker snurrede. Der var for meget at forklare. Hun var nødt til at holde sig til det grundlæggende.
"Nej, og han var anderledes denne gang," sagde hun. "Det var underligt, og jeg kan ikke komme ind på det lige nu. Men Newbrough gav mig nogle nye oplysninger. Bill, Reba Frye købte en dukke hos en butik i Shellysford. Jeg har beviset. Jeg har navnet på butikken."
"Det er vildt," sagde Bill. "Vi har fået agenter til at gennemgå hele område. De har været i hver eneste by derude. Jeg tror ikke, de fandt en dukkebutik i Shellysford."
Riley fandt det vanskeligt at udholde sin egen spænding.
"Det er, fordi det ikke er en legetøjsbutik," sagde hun. "Det er en tøjbutik, der sælger dukker, men du kan kun se dem efter aftale. Madeline's Fashion, hedder den. Er du i Adfærds- og Aanalyseenheden lige nu? "
"Ja, men ..."
"Få nogen til at tjekke stedet. Find oplysninger på alle, der nogensinde har arbejdet der. Jeg kommer med det samme."
Bills stemme var høj og hektisk.
"Riley, lad være! Du har ingen tilladelse. Du har ikke engang et skilt. Og hvad nu hvis du finder gerningsmanden? Han kan være farlig. Og Walder tog din pistol."
"Jeg har min egen pistol," sagde Riley.
"Men du vil ikke være i stand til at tilbageholde nogen."
Med en beslutsomhed sagde Riley: "Jeg gør, hvad jeg skal gøre. En andens liv kan være på spil."
"Jeg kan ikke lide det her," sagde Bill og lød resigneret.
Riley afsluttede opkaldet og trådte på speederen.
*
Bill sad i sit kontor og stirrede dumt på sin mobiltelefon. Han indså, at hans hænder rystede. Han var ikke sikker på hvorfor. Vrede og frustration? Eller var det af frygt for Riley, for de hensynsløs ting, hun ville gøre?
Hendes berusede telefonopkald for to nætter siden havde efterladt ham forvirret og ødelagt. Det var noget af en kliché, at lovhåndhævende partnere ofte følte sig tættere på hinanden end på deres egne ægtefæller. Og Bill vidste, at det var sandt. I lang tid havde han følt sig tættere på Riley, end han nogensinde havde følt sig på nogen anden i sit liv.
Men der var ikke plads til romantik i deres arbejde. Komplikationer eller tøven på jobbet kunne få en dødelig udgang. Han havde altid holdt tingene professionelle imellem dem og altid haft tiltro til, at Riley gjorde det samme. Men nu havde hun brudt den tillid.
Nå, men hun var selvfølgelig opmærksom på sin fejltagelse. Men hvad havde hun ment, da hun sagde, at hun ville blive genindsat? Skulle de arbejde sammen igen? Han var ikke sikker på, om han ville. Var det dynamiske og komfortable professionelle samarbejde de havde delvist ødelagt for altid?
Men han kunne ikke bekymre sig om alt det nu. Riley havde bedt ham om at kontrollere medarbejderne i en butik. Han ville imødekomme denne anmodning, men ikke kontakte Carl Walder. Bill greb mobilen og ringede i stedet til specialagent Brent Meredith. Meredith var ikke i den rette kommandokæde på denne sag, men Bill vidste, at han kunne regne med ham, når arbejdet skulle gøres.
Han ville gøre opkaldet kort og effektivt. Han var nødt til at køre til Shellysford lige nu, og han håbede kun, at han kunne komme derhen, før Riley Paige gjorde noget virkelig dumt.
Som at blive slået ihjel.
Kapitel 32
Rileys hjerte hamrede af forventning, da hun kørte ind i den lille by Shellysford. Madeline's Fashions var let at få øje på. Man kunne se den fra hovedgaden, og navnet blev vist tværs henover butiksvinduet. Shellysford var lidt mere fin, end hun havde forventet. Nogle tilsyneladende historiske bygninger blev godt vedligeholdt, og hovedgaden var elegant. Den temmelig smarte tøjbutik passede godt ind i de velstående omgivelser.
Riley parkerede langs fortovet foran butikken, steg ud af sin bil og kastede et blik på omgivelserne. Hun bemærkede straks, at en af butikkens vinduesmannequiner faktisk holdt en dukke - en prinsesse i en lyserød kjole, iført en glitrende tiara. Specialagenterne, der havde finkæmmet denne by, kunne dog nemt have opfattet det som om, at der kun var en kjole. Kun et lille skilt i vinduet sagde det: Samler-dukker vises frem ved aftale.
En klokke over døren ringede, da Riley gik indenfor, og kvinden ved disken kiggede i hendes retning. Hun så midaldrende ud, men bemærkelsesværdigt ungdommelig, og hendes grånende hår var tykt og sundt.
Riley overvejede sine muligheder. Uden sit skilt måtte hun være forsigtig. Sandt nok havde hun fået andre forhandlere til at tale med sig uden det. Men hun ville absolut ikke skræmme denne kvinde.
"Undskyld," sagde Riley. "Er du Madeline?"
Kvinden smilede. "Jeg hedder faktisk Mildred, men jeg bliver kaldt Madeline. Jeg kan bedre lide det. Og det er et bedre navn til en butik. 'Mildred's Fashion' ville bare ikke lyde lige så godt. 'Kvinden lo og blinkede. "Det ville ikke tiltrække den kundekreds, jeg tilstræber."
Så langt, så godt, tænkte Riley. Kvinden var åben og snakkesalig.
"Dejligt sted," sagde Riley og kiggede rundt. "Men det virker som meget arbejde for en person. Får du nogen hjælp? Du klarer vel ikke alt dette selv?"
Kvinden trak på skuldrene.
"For det meste gør jeg," sagde hun. "Nogle gange har jeg en teenagepige, der står ved kasseapparatet, imens jeg hjælper kunder. Der er dog stille i dag. Det var ikke nødvendigt for hende at komme ind."
Riley overvejede stadig, hvordan hun skulle gribe det an, og hun gik over til et tøjstativ og pillede ved nogle af varerne.
"Smukt tøj," sagde hun. "Ikke mange butikker har kjoler som disse."
Madeline så tilfreds ud.
"Nej, du kan ikke finde noget som dem andre steder," sagde hun. "De er alle high fashion, men jeg køber dem fra forretninger, når de ikke længere er i produktion. Så hvis man bor i storbyen, så vil disse være gårsdagens mode. "Så med et andet blik og et grin tilføjede hun:" Men i en lille by som Shellysford, kan de lige så godt være det sidste nye."
Madeline fandt en lavendel-farvet cocktailkjole på en af hylderne.
"Du vil se vidunderligt ud i denne her," sagde hun. "Den er perfekt til din farve - og til din personlighed også, formoder jeg."
Det troede Riley ikke. Faktisk kunne hun ikke se sig selv iført noget af butikkens ret flotte tøj. Alligevel var hun sikker på, at denne kjole ville have været mere passende på country club, end hvad hun nu havde på.
"Faktisk," sagde Riley, "så håbede jeg på at se på nogle af dine dukker."
Madeline så lidt overrasket ud.
"Har du lavet en aftale?" Spurgte hun. "Hvis du har, så må jeg have glemt det. Og hvordan fandt du ud af, at vi har en dukke-kollektion?"
Riley trak kvitteringen ud af sin håndtaske og viste den til Madeline.
"Nogen gav mig den," sagde Riley.
"Åh, en henvisning," sagde Madeline glad. "Nå, men, jeg kan gøre en undtagelse, så."
Hun gik hen bagerst i butikken og åbnede en stor dør, og Riley fulgte efter hende ind i et lille baglokale. Hylderne var proppet med dukker, og et par stativer, der stod på gulvet, var fyldt med dukketilbehør.
"Jeg startede denne lille sideforretning et par år siden," Madeline sagde. "Jeg havde mulighed for at købe et lager af en fabrikant, der stoppede. Ejeren var min fætter, så da de lukkede, fik jeg en særlig aftale. Jeg er glad for at videresælge dette restlager til mine kunder."
Madeline samlede en dukke op og kiggede stolt på den.
"Er de ikke dejlige?" Sagde hun. "Små piger elsker dem. Også deres forældre. Og disse dukker bliver ikke længere lavet, så de er virkelig samleobjekter, selvom de ikke er antikviteter. Og se på alt tøjet. Nogle af mine dukker kan have noget af dette tøj på."
Riley kiggede på rækken af dukker. De så meget ens ud, selv om deres hårfarve varierede. Det samme gjorde deres tøj, som omfattede moderne kjoler, prinsessekjoler og historisk tøj. Riley så, at der blandt tilbehøret var dukkemøbler i forskellig stil. Dukkerne kostede alle mere end hundrede dollars.
"Jeg håber, du forstår, hvorfor jeg ikke holder denne afdeling åben," forklarede Madeline. "De fleste af mine kunder køber ikke disse dukker. Og lige mellem dig og mig, "tilføjede hun og sænkede stemmen til en hvisken." Mange af disse småting er meget nemme at stjæle. Så jeg er forsigtig med, hvem jeg viser alt dette til."
Madeline rettede på en dukkes kjole og spurgte, "Forresten, hvad er dit navn? Jeg kan godt lide at kende navnene på alle mine kunder."
"Riley Paige."
Madeline så på hende med et nysgerrig smil.
"Og hvem var den kunde, der henviste dig?" Spurgte hun.
"Reba Frye," sagde Riley.
Madelines ansigt fortrak sig.
"Åh, kære ven," sagde hun. "Senatorens datter. Jeg husker, da hun kom ind. Og jeg hørte om ... "Hun tav et øjeblik. "Åh, kæreste," tilføjede hun og rystede trist på hovedet.
Så kiggede hun på Riley.
"Fortæl mig ikke, at du er journalist," sagde hun. "Hvis du er, så må jeg bede dig om at gå. Det ville være en forfærdeligt omtale af min butik."
"Nej, jeg er en FBI-agent," sagde Riley. "Og sandheden er, jeg er her for at undersøge Reba Frye-mordet. Jeg mødtes med hendes far, senator Newbrough, for kort tid siden. Han gav mig denne kvittering. Derfor er jeg her."
Madeline så mere og mere urolig ud.
"Vil du vise mig dit skilt?" Spurgte hun.
Riley tilbageholdt et suk. Hun måtte bluffe sig igennem det på en eller anden måde. Hun måtte vinde lidt tid.
"Jeg er på orlov," sagde hun. "Vi bærer ikke skilte, når vi er på orlov. Det er standardprocedure. Jeg kommer her i min fritid for at finde ud af, hvad jeg kan."
Madeline nikkede sympatisk. Hun lod til at tro på hende - eller i det mindste ikke nære mistro til hende. Riley forsøgte at skjule sin lettelse.
"Hvad kan jeg gøre for at hjælpe?" Spurgte Madeline.
"Bare fortæl mig, hvad du kan huske om dag. Hvem kom ellers ind på arbejde? Hvor mange kunder kom ind?"
Madeline rakte hånden frem. "Må jeg se kvitteringen? Datoen, mener jeg."
Riley gav hende kvitteringen.
"Åh ja, jeg husker det," sagde Madeline, da hun den. "Det var en skør dag for flere uger siden."
Rileys opmærksomhed blev levendegjort.
"Skør?" Spurgte Riley. "Hvordan det?"
Madeline rynkede panden, imens hun erindrede dagen.
"En samler kom ind," sagde hun. "Han købte tyve dukker på en gang. Jeg var overrasket over, at han havde pengene. Han så ikke rig ud. Han var bare en lidt trist udseende ældre mand. Jeg gav ham en specialpris. Tingene var virkelig kaotiske, imens min lille assistent og jeg talte alle varerne op. Vi er ikke vant til den slags forretning. Alt var i uorden for en stund."
Riley forsøgte at sætte oplysningerne sammen.
"Var Reba Frye i butikken samtidig med denne samler?" Spurgte hun.
Madeline nikkede. "Ja," sagde hun. "Nu, hvor du nævner det. Hun var lige her."
"Gemmer du dine kunders kontaktoplysninger?" Spurte Riley.
"Ja, det gør jeg," sagde Madeline.
"Jeg skal se mandens navn og adresse," sagde Riley. "Det er meget vigtigt."
Madelines ansigtsudtryk blev mere forsigtigt.
"Du sagde, at senatoren gav dig denne kvittering?" Spurgte hun.
"Hvordan skulle jeg ellers have fået den?" Spurgte Riley.
Madeline nikkede. "Jeg er sikker på, at det er sandt, men stadig ..."
Hun tav.
"Åh, jeg er ked af det," indrømmede hun, "men jeg kan ikke gøre det - lad dig se på oplysningerne, mener jeg. Du har ikke engang nogen identifikation, og mine kunder fortjener at have deres privatliv i fred. Nej, senator eller ej, jeg kan ikke lade dig se på det uden en tilladelse. Jeg beklager, men det føles ikke rigtigt. Jeg håber, du forstår."
Riley tog en dyb indånding, imens hun forsøgte at vurdere situationen. Hun tvivlede ikke på, at Bill komme her, så snart han kunne. Men hvor hurtigt ville det være? Og ville kvinden stadig insistere på at se en tilladelse? Hvor meget mere tid ville det tage? Riley vidste, at en andens liv meget vel kunne afhænge af det.
"Jeg forstår," sagde Riley. "Men er det ok, hvis jeg bare kigger mig lidt omkring? Jeg kan finde nogle spor."
Madeline nikkede. "Selvfølgelig," sagde hun. "Bliv så længe du har lyst."
En distraktionstaktik tog hurtigt form i Riley hoved. Hun begyndte at gennemse dukkerne, mens Madeline ryddede op i noget tilbehør. Riley rakte op på en høj hylde, som om hun forsøgte at hente en dukke. I stedet lykkedes det hende at rive en hel hylde med dukker ned.
"Åh, nej!" Sagde Riley. "Det er jeg virkelig ked af!"
Hun opførte sig på den mest kluntede måde, hun kunne gøre. Hun stødte ind i en stang med et tilbehør og væltede det hele.
"Åh, jeg er virkelig ked af det!" Riley sagde igen.
"Det er ok," sagde Madeline med tegn på irritation. "Lad mig tage mig af det."
Madeline begyndte at samle de spredte varer. Riley forlod hurtigt rummet og gik ind til disken. Da hun havde sikret sig, at Madeline ikke så på hende, dykkede Riley ned bag disken. Hun fandt hurtigt en bog på en hylde under kassen.
Hendes fingre rystede, da hun bladrede gennem bogen. Hun fandt hurtigt datoen og navnet på manden og hans adresse. Hun havde ikke tid til at skrive det ned, så hun memorerede det.
Hun var lige kommet ud bag disken, da Madeline vendte tilbage fra baglokalet. Madeline så rigtig mistænkelig ud nu.
"Jeg må bede dig om at gå nu," sagde hun. "Hvis du kommer tilbage med en ransagningskendelse, kan jeg hjælpe. Jeg vil helt sikkert hjælpe senatoren og hans familie, hvis jeg kan. Jeg har det forfærdelig med alt det, de gennemlever. Men lige nu synes jeg, du skal gå."
Riley styrede i retning af døren.
"Jeg forstår det godt," stammede hun. "Jeg er virkelig ked af det."
Hun skyndte sig ud til sin bil og satte sig ind. Hun tog mobiltelefonen frem og ringede Bills nummer.
"Bill, jeg har et navn!" Råbte hun næsten, da han svarede. "Hans navn er Gerald Cosgrove. Og jeg har fået sin adresse."
Riley opgav omhyggeligt adressen til Bill.
"Jeg er kun få minutter væk," sagde Bill. "Jeg vil give hans navn og adresse til FBI og se, hvilke informationer de kan finde. Jeg vender straks tilbage til dig."
Bill afsluttede telefonopkaldet. Riley ventede utålmodigt. Hun kiggede tilbage mod butikken og bemærkede, at Madeline stod ved vinduet og kiggede mistænkeligt på hende. Riley kunne ikke bebrejde Madeline for hendes mistillid. Hendes adfærd lige nu var mere end mærkelig.
Rileys mobiltelefon summede. Hun besvarede opkaldet.
"Bingo," sagde Bill. "Fyren er en registreret sexforbryder. Den adresse du gav mig er ikke langt herfra. Du er måske lidt tættere på ham, end jeg er."
"Jeg kører derhen lige nu," sagde Riley og trådte på speederen.
"For pokker, Riley, gå ikke derind alene!" Råbte han tilbage. "Vent på mig udenfor. Jeg kommer, så snart jeg kan. Kan du høre mig?"
Riley afsluttede opkaldet og kørte væk. Nej, hun kunne ikke vente.
*
Mindre end femten minutter senere kørte Riley hen til en tør og isoleret grund. En lurvet trailer stod midt i det. Riley parkerede sin bil og steg ud.
En gammel bil stod parkeret på gaden foran grunden, men Riley så ikke noget tegn på lastbilen, som et vidne havde beskrevet efter Cindy MacKinnons bortførelse. Selvfølgelig kunne Cosgrove godt holde parkeret et andet sted. Eller måske havde han skilt sig af med den af frygt for, at den kunne spores.
Riley rystede, da hun så et par skure med hængelåste døre bagerst på grunden. Var det der, hvor han holdt kvinderne fanget? Holdt han en fanget lige nu, torturerede hende og forberedte sig på at dræbe hende?
Riley så sig omkring i området. Grunden lå ikke helt isoleret. Der var få huse og mobile hjem ikke langt derfra. Alligevel virkede det som om, at ingen boede tæt nok på til at kunne høre en kvinde skrige.
Riley tog sin pistol og nærmede sig traileren. Den stod på et fast fundament, og det så ud som om den havde været der i mange år. For et stykke tid siden havde nogen plantet et blomsterbed ved siden af traileren for at få det til at se ud som et almindeligt hus. Men nu var bedet fyldt med ukrudt.
Indtil nu matchede stedet hendes forventninger. Hun følte sikker på, at hun var ankommet til det rigtige sted.
"Det er slut med dig, dit svin", mumlede hun. "Du vil aldrig få endnu et offer."
Da hun nåede traileren, bankede hun på metaldøren.
"Gerald Cosgrove!" Råbte hun. "Dette er FBI. Er du derinde?"
Der lød ikke noget svar. Riley trådte op på trinnene og kiggede gennem dørens lille vindue. Synet der mødte hende, fik hende til at gyse.
Traileren var fyldt med dukker. Hun så ikke en levende sjæl derinde, bare dukker i alle former og størrelser.
Riley rykkede i dørhåndtaget. Der var låst. Hun bankede igen på døren. Denne gang hørte hun en mands stemme.
"Gå væk. Lad mig være i fred. Jeg gjorde ikke noget."
Riley syntes, hun hørte nogen skramle rundt derinde. Trailer-døren var designet til at åbne udad, så hun kunne ikke sparke den ind. Hun affyrede sin pistol på det låste håndtag. Døren åbnede sig.
Riley møvede sig ind i det lille rum. Hun blev øjeblikket forblændet af de utroligt mange dukker. Der må have været hundreder af dem. De var simpelthen overalt - på hylder, på borde og endda på gulvet. Der gik et øjeblik, før hun så en mand iblandt dem, som kravlede rundt på gulvet op mod en skillevæg.
"Skyd ikke," sagde Cosgrove og løftede sine rystende hænder. "Jeg gjorde det ikke. Skyd mig ikke."
Riley løb hen til ham og tvang ham på benene. Hun snurrede ham rundt og trak hans ene hånd bag hans ryg. Hun satte sin pistol i hylsteret og trak et par håndjern frem.
"Giv mig din anden hånd," sagde hun.
Han rystede over hele kroppen og adlød hende uden tøven. Riley fik ham hurtigt lagt i håndjern og satte ham akavet på en stol.
Han var en svageligt udseende mand i tresserne med tyndt gråt hår. Han fremstod patetisk, som han sad der med tårerne løbende ned over ansigtet. Men Riley havde ikke ondt af ham. Synet af alle disse dukker var nok til at fortælle hende, at han var en syg og skør mand.
Før hun kunne nå at stille spørgsmål, hørte hun Bills stemme.
"For pokker, Riley. Har du sprængt denne dør? "
Riley vendte sig og så Bill komme ind i traileren.
"Han ville ikke åbne," sagde Riley.
Bill knurrede. "Jeg syntes, jeg sagde, at du skulle vente udenfor," sagde han.
"Og jeg troede, du vidste bedre, end at tro, jeg ville," sagde Riley. "Nå, men jeg er glad for, at du er her. Det ligner vores fyr."
Manden græd nu.
"Jeg gjorde det ikke! Det var ikke mig! Jeg har afsonet min straf! Jeg har lagt alle de ting bag mig!"
Riley spurgte Bill: "Hvad fandt du ud af om ham?"
"Han gjorde noget tid for forsøg på børnemishandling. Intet siden - indtil nu."
Det gav god mening for Riley. Denne monstrøse lille mand havde utvivlsomt kastet sig over et større bytte - og med større grusomhed.
"Det er mange år siden," sagde manden. "Jeg har opført mig ordentligt lige siden. Jeg tager min medicin. Jeg får ikke denne trang mere. Det er alt sammen fortid. Du tager fejl."
Bill spurgte i en kynisk tone, "Så du er en uskyldig mand, hvad?"
"Det er rigtigt. Uanset, hvad du mener, jeg har gjort, så var det ikke mig."
"Så hvad er det for noget med alle dukkerne?" Spurgte Riley.
Cosgrove smilede gennem tårer.
"Er de ikke smukke?" Sagde han. "Jeg har samlet dem lidt efter lidt. Jeg var heldig, at jeg for nogle uger siden fandt den store butik i Shellysford. Så mange dukker og så mange forskellige kjoler. Jeg brugte alle mine penge fra kommunen lige der og købte så mange, som jeg kunne få for mine penge.”
Bill rystede på hovedet. "Jeg vil fandeme ikke vide, hvad du gør med dem," sagde han.
"Det er ikke, som du tror," sagde Cosgrove. "De er som min familie. Mine eneste venner. De er alt, jeg har. Jeg bliver bare hjemme hos dem. Det har ikke råd til at tage nogen steder hen. De behandler mig ordentligt. De dømmer mig ikke."
Riley var bekymret igen. Var Cosgrove et offer lige nu?
"Jeg vil tjekke dine skure," sagde hun til ham.
"Gør bare det," sagde han. "Der er ikke noget der. Jeg har intet at skjule. Nøglerne er lige derovre."
Han nikkede hen mod en masse nøgler, der hang ved siden af den ødelagte dør. Riley gik hen og greb tog dem.
"Jeg går ud for at kigge," sagde hun.
"Ikke uden mig. Det gør du ikke," sagde Bill.
Sammen brugte Bill og Riley Bills håndjern til at fastgøre Cosgrove til køleskabsdøren. Så gik de ud og rundt om traileren. De åbnede det første skurs hængelås og kiggede ind. Der var intet der bortset fra en haverive.
Bill trådte ind i skuret og kiggede sig omkring.
"Intet," sagde han. "Ikke engang tegn på blod."
De gik hen til det næste skur, låste det op og kiggede ind. Bortset fra en rusten plæneklipper var skuret helt tomt.
"Han kan holde dem fanget et andet sted," sagde Bill.
Bill og Riley gik tilbage til traileren. Cosgrove sad stadig der og stirrede elendig til mode på sin dukkefamilie. Riley syntes, det var et foruroligende syn - en mand uden eget liv og bestemt ingen fremtid.
Alligevel var han som en gåde for hende. Hun besluttede at stille ham et par spørgsmål.
"Gerald, hvor var du sidste onsdag om morgenen?"
"Hvad?" Svarede Cosgrove. "Hvad mener du? Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke huske onsdag. Her gætter jeg på. Hvor skulle jeg ellers være?"
Riley stirrede på ham med voksende nysgerrighed.
"Gerald," sagde hun. "Hvilken dag er det i dag?"
Cosgroves blik flakkede i desperat forvirring.
"Jeg ved det ikke," stammer han.
Riley undrede sig - kunne det virkelig være sandt? Vidste han ikke, hvilken dag det var? Han lød helt oprigtig. Han virkede tilsyneladende ikke bitter eller vred. Hun så slet ingen kamp i ham. Bare frygt og desperation.
Så mindede hun sig om ikke at lade sig snyde. En ægte psykopat kunne undertiden narre selv en erfaren politibetjent med en total løgn.
Bill løsnede Cosgrove fra køleskabet. Cosgrove havde stadig håndjern på bag sin ryg.
"Gerald Cosgrove, du er anholdt for mord på tre kvinder …," sagde Bill.
Bill og Riley eskorterede ham hårdhændet ud af traileren, imens Bill fortsatte med at nævne ofrenes navne og Cosgroves rettigheder. Derefter skubbede de ham ind i bilen. Bill havde kørt hertil i et veludstyret FBI-køretøj med skillevæg mellem bagsædet og forsæderne. Riley og Bill skubbede ham ind på bagsædet. De spændte ham forsvarligt fast. Bagefter stod de begge to et øjeblik uden at sige et ord.
"For pokker, Riley, du gjorde det," mumlede Bill med beundring i stemmen. "Du fangede det svin – selv uden dit skilt. FBI vil byde dig velkommen tilbage med åbne arme."
"Vil du have, at jeg skal køre med dig?" Spurgte Riley.
Bill trak på skuldrene. "Nej, jeg har ham under kontrol. Jeg tager ham fængslet. Du tager bare din egen bil tilbage."
Riley besluttede sig for ikke at argumentere imod og spekulerede på, om Bill stadig var vred på hende efter den anden nat.
Da hun så Bill køre væk, ønskede Riley at glæde sig over sin succes med at have fanget gerningsmanden. Men enhver følelse af tilfredshed unddrog sig hende. Noget blev ved med at nage hende. Hun hørte sin fars ord.
Du skal fortsætte med at lytte til dig selv.
Lidt efter lidt, da hun kørte, begyndte Riley at indse noget.
Hendes fornemmelse fortalte hende, at de havde fået fat i den forkerte mand.
Kapitel 33
Næste morgen kørte Riley April til skole, og da hun satte hende af, nagede den dumme følelse hende stadig. Det havde generet hende hele natten og ikke lade hende sove.
Er det ham? Blev hun ved med at spørge sig selv.
Før April steg ud af bilen, vendte hun sig mod hende med et udtryk af ægte bekymring.
"Mor, hvad er der galt?" Spurgte hun.
Riley var lidt overrasket over spørgsmålet. Hun og hendes datter syntes at have indgået en helt ny fase i deres forhold - en meget bedre, end de havde haft før. Alligevel var Riley ikke vant til at have April til at bekymre sig om hendes følelser. Det føltes godt, men mærkeligt.
"Du kan se det, hvad?" Sagde Riley.
"Ja, helt sikkert," sagde April. Hun holdt forsigtigt sin mors hånd. "Kom nu. Fortæl mig det."
Riley tænkte et øjeblik. Den følelse i hende var stadig ikke let at sætte ord på.
"Jeg ..." begyndte hun trægt og usikker på, hvad hun skulle sige. "Jeg er ikke sikker på, at jeg anholdt den rigtige mand."
April spærrede øjnene op.
"Jeg er ... ikke sikker på hvad jeg skal gøre," tilføjede Riley.
April tog en dyb indånding.
"Tvivl ikke på dig selv, mor," svarede April. "Det gør du meget. Og du ønsker altid, at du ikke havde gjort det. Er det ikke det, du altid fortæller mig? "
April smilede, og Riley smilede tilbage.
"Jeg kommer for sent, hvis jeg ikke går ind i klassen nu," sagde April. "Vi kan tale om det senere."
April kyssede Riley på kinden, steg ud af bilen og gik mod skolen.
Riley sad der og tænkte. Hun kørte ikke væk med det samme. I stedet ringede hun til Bill.
"Noget nyt?" Spurgte hun, da hun fik fat i ham.
Hun hørte Bill sukke tungt.
"Cosgrove er en mærkelig karakter," sagde han. "Lige nu er han et stort kaos - udmattet og deprimeret og græder meget. Jeg tror, at han sandsynligvis knækker snart. Men …"
Bill holdt en pause. Riley følte, at han også kæmpede med tvivl.
"Men hvad?" Spurgte Riley.
"Jeg ved det ikke, Riley. Han virker så desorienteret, og jeg er ikke sikker på, han selv ved, hvad der foregår. Han glider ind og ud af virkeligheden. Nogle gange ser han ikke ud til at forstå, at han er blevet arresteret. Måske er det bare al den medicin, han tager. Eller måske er det bare en god gammeldags psykose."
Rileys egen tvivl satte ind igen.
"Hvad fortæller han dig?" Spurgte hun.
"For det meste spørger han bare til sine dukker," sagde Bill. "Han er bekymret for dem, som om de er børn eller kæledyr, som han ikke bør lade være alene hjemme. Han siger, at de ikke kan undvære ham. Han er fuldstændig føjelig og ikke det mindste krigerisk. Men han giver os ingen oplysninger. Han siger ikke noget om kvinderne, eller om han holder en fanget lige nu."
Riley drejede Bills ord i sine tanker et øjeblik.
"Så, hvad tro du?" Spurgte hun endelig. "Er det ham?"
Riley opdagede en voksende frustration i Bills stemme.
"Hvordan skulle det ikke være ham? Jeg mener: alt peger på ham og ingen andre. Dukkerne, kriminalregistret, alt. Han var i butikken samtidig med hende. Hvad mere kan man forlange? Hvordan kan vi have fået fat i den forkerte?"
Riley sagde ingenting. Hun kunne ikke forklare det. Men hun vidste, at Bill kæmpede med sine egne instinkter.
Så spurgte hun: "Har nogen kørt en søgning på Madelines tidligere medarbejdere?"
"Ja," sagde Bill. "Men det har ikke ført til noget. Madeline ansætter altid gymnasiepiger til at arbejde i kassen. Det har hun gjort i stort set al den tid, hun har haft butikken."
Riley stønnede modløst. Hvornår ville de nogensinde få et gennembrud i denne sag?
"Nå, men en FBI-psykolog vil interviewe Cosgrove i dag,” sagde Bill. ”Måske kan han få noget viden, som kan fortælle os, hvor vi står."
"Ok," sagde Riley. "Hold mig orienteret."
Hun afsluttede telefonopkaldet. Hendes bilmotor var i gang, men hun havde stadig ikke kørt væk fra skolen. Hvor skulle hun hen? Hvis Newbrough virkelig prøvede at få hende genindsat, så var det ikke lykkedes ham endnu. Hun havde stadig ikke et skilt eller et job.
Jeg kan lige så godt tage hjem, tænkte hun.
Men så snart hun begyndte at køre, vendte farens ord tilbage igen.
Du skal blive ved med at lytte til dig selv.
Lige nu fortalte hendes fornemmelser hende, at hun skulle tage tilbage til Shellysford. Hun vidste ikke hvorfor, men hun måtte bare.
*
Klokken over modebutikdøren ringede, da Riley trådte ind. Hun så ingen kunder. Madeline kiggede op fra sit arbejde og rynkede panden. Riley kunne se, at butiksindehaveren slet ikke var glad for at se hende igen.
"Madeline, jeg er ked af det i går," sagde Riley og gik hen til disken "Jeg var så klodset, og jeg er ked af det. Jeg håber ikke, jeg ødelagde noget."
Madeline lagde armene over kors og stirrede på Riley.
"Hvad vil du have denne gang?" Spurgte hun.
"Jeg kæmper stadig med denne sag," sagde Riley. "Jeg har brug for din hjælp."
Madeline svarede ikke i et par sekunder.
"Jeg aner stadig ikke, hvem du er, eller om du overhovedet er fra FBI," sagde hun.
"Jeg ved det godt, og jeg beder dig heller ikke om at stole på mig," sagde Riley. "Men, jeg havde Reba Fryes’ kvittering med, ikke? Jeg kan kun have fået den fra hendes far. Han sendte mig virkelig herhen. Det ved du i hvert fald er sandt."
Madeline rystede på hovedet.
"Nå, jeg betyder åbenbart noget. Hvad er det, du vil?"
"Lad mig bare se på dukke-kollektionen igen," sagde Riley. "Jeg lover ikke at lave noget rod denne gang."
"Ok," sagde Madeline. "Men, jeg lader dig ikke være alene."
"Fair nok," sagde Riley.
Madeline gik hen bagerst i butikken og åbnede foldedøren. Da Riley bevægede sig rundt mellem dukker og tilbehør, stod Madeline i døren og overvågede hende som en høg. Rileyforstod godt kvindens bekymring, men denne overvågning var ikke god for hendes koncentration – især fordi hun ikke rigtig vidste, hvad hun skulle kigge efter.
Lige i det samme ringede dørklokken.
Lige så ringede klokken over hoveddøren. Tre temmelig larmende kunder væltede ind i butikken.
"Åh, nej," sagde Madeline. Hun skyndte sig tilbage til kjoleforretningen for at henvende sig til sine kunder. Riley havde dukkerne for sig selv. I hvert fald for et øjeblik.
Hun undersøgte dem helt tæt på. Nogle stod, men andre sad. Alle dukkerne var pyntet i nederdele og kjoler. Men selvom de var klædt på, sad de siddende dukker i nøjagtig samme stilling som de nøgne mordofre med deres spredte, stive ben. Morderen havde tydeligvis hentet sin inspiration fra den slags dukke.
Men det var ikke nok for Riley til at kunne fortsætte. Der måtte være noget andet herinde.
Rileys blik faldt på en stribe billedbøger på en lavere hylde. Hun bøjede sig ned og begyndte at trække dem ud af hylden en efter en. Bøgerne var smukt illustrerede eventyrhistorier om små piger, der lignede dukkerne. Dukkerne og pigerne på omslagene havde endda den samme slags kjoler på. Riley indså, at bøgerne og dukkerne oprindeligt var beregnet til at blive solgt sammen som et sæt.
Riley stivnede ved synet af et bogomslag. Pigen havde langt blondt hår og vidtåbne lyseblå øjne. Hendes pink og hvide boldkjole havde en spray af roser draperet over nederdelen. Hun havde et rosa bånd i sit hår. Bogen hed En stor fest for sydens skønhed.
Riley fik myrekryb, da hun kiggede nærmere på pigens ansigt. Hendes øjne var lyseblå, vidtåbne og med enorme sorte vipper. Hendes læber var formet til et overdrevent smil, og de var tykke og lyserøde. Der var ingen tvivl.
På det tidspunkt ringede dørklokken igen, og de tre kunder forlod butikken. Madeline dukkede op i baglokalet synligt lettet over, at Riley ikke havde forårsaget nogen skade. Riley viste hende bogen.
"Madeline, har du dukken, der passer til denne bog?" Spurgte hun.
Madeline kiggede på omslaget og undersøgte derefter hylderne.
"Hmm, jeg må have haft flere af dem på et eller andet tidspunkt," sagde hun. "Jeg kan ikke se nogen af dem lige nu." Hun tænkte over det et øjeblik og tilføjede: "Nu jeg tænker over det, solgte jeg den sidste af dem for længe siden."
Riley kunne næsten ikke holde sin stemme rolig.
"Madeline, jeg ved, du ikke vil gøre det her. Men du skal hjælpe mig med at lede efter navne på folk, der måske har købt dene dukke. Jeg kan ikke fortælle dig nok, hvor vigtigt det er."
Madeline syntes nu at sympatisere med Rileys argumentation.
"Jeg er ked af det, men jeg kan ikke," sagde hun. "Det er ikke, fordi jeg ikke vil, men jeg kan ikke. Det må være ti eller femten år nu. Min bog med kundeoplysninger går ikke så langt tilbage."
Rileys humør dalede. Endnu en blindgyde. Hun var gået så langt, hun kunne. Det havde været spild af tid at komme her.
Riley vendte sig om for at gå. Hun gik gennem butikken og åbnede døren, og da den friske luft ramte hende, var der noget, der slog hende. Lugten. Den friske luft udenfor gjorde hende klar over, hvor gammel luften var herinde. Ikke gammel, men ... skarp. Helt ude af trit med en feminin butik fyldt med kjoler og flæser. Hvad var det?
Så indså Riley det. Ammoniak. Men hvad betød det?
Følg din mavefornemmelse, Riley.
Halvvejs ud af døren stoppede hun op og vendte sig og kiggede tilbage på Madeline.
"Har du vasket gulvene i dag?" Spurgte hun.
Madeline rystede forvirret på hovedet.
"Jeg bruger et vikarbureau," sagde hun. "De sender en pedel over."
Riley hjerte slog hurtigere.
"En pedel?" Spurgte hun, og hendes stemme var en næppe hørlig hvisken.
Madeline nikkede.
"Han kommer ind i løbet af vores morgentimer. Ikke hver dag. Hans navn er Dirk."
Dirk. Rileys hjerte hamrede, og hun koldsvedte.
"Dirk hvad?" Spurgte hun.
Madeline trak på skuldrene.
"Jeg er bange for, at jeg ikke kender hans efternavn," svarede hun. "Jeg udbetaler ham ikke løn. Vikarbureauet gør, men det er besværligt. Dirk er ikke særlig pålidelig, hvis du vil vide det.”
Riley tog en meget langsom vejrtrækning for at stabilisere sine nerver.
"Var han her i morges?" Spurgte hun.
Madeline nikkede knapt.
Riley nærmede sig hende.
"Madeline," opfordrede hun. "Uanset hvad du gør, så lad ikke den mand komme tilbage i din butik. Nogensinde igen."
Madeline så chokeret ud.
"Mener du, at han er ...?"
"Han er farlig. Ekstremt farlig. Og jeg er nødt til at finde ham med det samme. Har du hans telefonnummer? Har du nogen ide om, hvor han bor?"
"Nej, du bliver nødt til at spørge vikarbureuet," sagde Madeline med frygtsom stemme. "De har alle hans oplysninger. Jeg kan give dig deres visitkort."
Madeline rodede rundt på sit skrivebord og fandt et visitkort til Miller Vikarbureau. Hun rakte det til Riley.
"Tak," sagde Riley med en gisp. "Mange tak."
Uden andre ord rykkede Riley ud af butikken og kom ind i bilen og forsøgte at ringe til vikarbureauet. Telefonen ringede og ringede. Der var ingen telefonsvarer.
Hun noterede sig adressen i hovedet og begyndte at køre.
*
Miller Vikarbureau lå en kilometer væk på den anden side af Shellysford. Det så ud som om, det havde eksisteret i mange år.
Da Riley trådte ind, så hun, at firmaet ikke var fuldt med den teknologiske udvikling. Der stod en nærmest forældet computer. Stedet var temmelig overfyldt,med flere, der gerne ville være vikarer og var i gang med at udfylde ansøgningsskemaer på et langt bord.
Tre andre personer – formodentlig klienter – stod i receptionen. De beklagede sig højlydt over alle de problemer, de havde med vikarbureauets medarbejdere.
To langhårede mand, der arbejdede i receptionen afviste alle klager og forsøgte at holde trit med telefonopkald. De var i tyverne, og de så ikke ud til at have styr på noget som helst.
Riley formåede at nå frem til disken, hvor hun fangede den ene af de unge mænd mellem telefonopkald. Hans navneskilt sagde "Melvin."
"Jeg er agent Riley Paige, FBI," sagde hun og håbede, at Melvin i forvirringen ikke ville bede om at se hendes skilt. "Jeg er her i forbindelse med efterforskningen af et mord. Er du leder?"
Melvin trak på skuldrene. "Det tror jeg."
Ud fra hans tomme udtryk at dømme gættede Riley på, at han enten var på stoffer eller ikke havde lyst til at være leder, eller muligvis begge dele. I det mindste interesserede han sig ikke for at se noget ID.
"Jeg leder efter den mand, som har arbejdet hos Madeline," sagde hun. "En pedel. Hans fornavn er Dirk. Madeline kender ikke hans efternavn."
Melvin mumlede for sig selv, "Dirk, Dirk, Dirk ... Åh ja. Jeg kan godt huske ham. "Røvhullet, Dirk," plejede vi at kalde ham. "Han råbte til den anden unge mand:" Hallo, Randy, hvad skete der med Røvhullet Dirk?"
"Vi fyrede ham," svarede Randy. "Han blev ved med at komme for sent på arbejd, hvis han da ellers overhovedet mødte op. En rigtig byld i røven."
"Det kan ikke være rigtigt," sagde Riley. "Madeline siger, at han stadig arbejder for hende. Han var der så sent som i morges."
Melvin så forundret ud.
"Jeg er sikker på, at vi fyrede ham," sagde han. Han satte sig ved den gamle computer og begyndte en slags søgning. "Ja, vi har helt sikkert fyret ham for tre uger siden."
Melvin kiggede på skærmen, mere forvirret end før.
"Men, det er underligt," sagde han. "Madeline bliver ved med at sende os penge, selv om han ikke arbejder her længere. Nogen må fortælle hende, at det skal hun holde op med. Hun smider mange penge væk."
Situationen blev tydeligere for Riley. På trods af at han blev fyret og ikke længere blev betalt, gik Dirk stadig på arbejde hos Madeline. Han havde sine egne grunde til at ville arbejde der - uhyrlige grunde.
"Hvad er hans efternavn?" Spurgte Riley.
Melvins øjne vandrede ned over computerskærmen. Han kiggede tilsyneladende på Dirks tidligere medarbejderoplysninger
"Det er Monroe," sagde Melvin. "Hvad mere vil du vide?"
Riley var lettet over, at Melvin ikke var for omhyggelig med at dele, hvad der skulle være fortrolige oplysninger.
"Jeg har brug for hans adresse og telefonnummer," sagde Riley.
"Han gav os ikke et telefonnummer," sagde Melvin og kiggede stadig på skærmen. "Jeg har dog en adresse. Lynn Street 15-20."
Randy blandede sig nu i samtalen. Han kiggede over Melvins skulder på computerskærmen.
"Hold det," sagde Randy. "Den adresse er helt falsk. Husnumrene på Lynn Street er slet ikke så høje."
Riley var ikke overrasket. Dirk Monroe ville naturligvis ikke have nogen til at vide, hvor han boede.
"Hvad med et personnummer?" Spurgte hun.
"Jeg har det," sagde Melvin. Han skrev nummeret ned på et stykke papir og afleverede det til Riley.
"Tak," sagde Riley. Hun tog papiret og gik væk. Så snart hun var udenfor, ringede hun til Bill.
"Hej, Riley," sagde Bill. "Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig nogle gode nyheder. Men vores psykolog interviewede Cosgrove, og han er overbevist om, at manden ikke er i stand til at dræbe nogen, endsige fire kvinder. Han sagde ..."
"Bill", afbrød hun. "Jeg har et navn - Dirk Monroe. Han er vores gerningsmand. Det er jeg sikker på. Jeg ved ikke, hvor han bor. Kan du lave en søgning på ham? Nu?"
Bill fik nummeret og lod Riley vente. Riley gik utålmodigt frem og tilbage på fortovet og fyldtes med angst, imens hun ventede. Endelig vendte Bill tilbage i telefonen.
"Jeg har adressen. Det er en gård omkring halvtreds kilometer vest for Shellysford. En landevej."
Bill læste adressen for hende.
"Jeg kører derhen," sagde Riley.
Bill spruttede.
"Riley, hvad taler du om? Lad mig tilkalde noget forstærkning. Denne fyr er farlig."
Riley følte hele sin krop pumpe med adrenalin.
"Jeg gider ikke diskutere det, Bill," sagde hun. "Du burde vide bedre nu."
Riley sluttede opkaldet uden at sige farvel. Hun kørte allerede.
Kapitel 34
Da gården kom til syne, følte Riley sig stødt på en måde, som hun ikke havde forventet. Det var som om hun var kørt ind i et oliemaleri af et idyllisk landdistrikt i Amerika. Den hvide træ-rammebolig lå nede i en lille dal. Huset var gammelt, men blev tydeligvis hold ved lige.
Et par udhuse lå spredt rundt på de nærliggende grunde. De var ikke i så god stand som huset. Det var den store lade heller ikke, som var tæt på at falde sammen. Men disse bygninger så meget desto mere charmerende ud på grund af deres forfald.
Riley parkerede i kort afstand fra huset. Hun tjekkede pistolen i sit hylster og steg ud af bilen. Hun indåndede den rene landluft.
Der burde ikke være så dejlig her, tænkte Riley. Og alligevel vidste hun, at det gav perfekt mening. Lige siden hun havde talt med sin far, havde hun indset, at morderen hule måtte være et skønt sted.
Alligevel var der en fare her, som hun ikke var forberedt på. Det var faren for at blive lullet i søvn af de charmerende omgivelser og sænke paraderne. Hun var nødt til at minde sig selv om, hvilken skændig ondskab, der eksisterede side om side med denne skønhed. Hun vidste, at hun snart ville stå ansigt til ansigt med stedets rædsel. Men hun anede ikke, hvor hun ville finde den.
Hun vendte sig og kiggede rundt. Hun så ingen lastbil på grunden. Enten var Dirk ude og kørte et sted, eller trucken var inde i en af udhusene eller laden. Manden selv kunne være overalt, selvfølgelig – eller muligvis i et af udhusene. Men hun besluttede sig for at tjekke huset først.
En støj skræmte hende, og ud af øjenkrogen så hun en hurtig bevægelse. Men det var kun en håndfuld løsgående kyllinger. Flere høns pikkede i jorden i nærheden. Intet andet bevægede sig bortset fra det høje græs og blade på træerne, da en blid brise blæste igennem dem. Hun følte sig helt alene.
Riley nærmede sig gården. Da hun ankom til trappestenen, tog hun sin pistol og gik op på verandaen. Hun bankede på hoveddøren. Der kom ikke noget svar. Hun bankede igen.
"Jeg har en levering til Dirk Monroe," råbte hun. "Jeg har brug for en underskrift for at aflevere den."
Stadig intet svar.
Riley gik ned fra verandaen og begyndte at gå omkring huset. Vinduerne var for høje til, at hun kunne kigge ind, og bagdøren var også låst.
Hun vendte tilbage til hoveddøren og bankede igen. Der var stadig helt stille. Dørlåsen var en simpel, gammeldags type til en skeletnøgle. Hun bar et lille låsesmed-sæt i sin taske til sådanne situationer. Hun vidste, at en lille fladspændingsnøgle ville gøre tricket.
Hun stak pistolen tilbage i hylsteret og fandt øglen. Hun satte den ind i låsen og snurrede den rundt, indtil låsen roterede. Da hun drejede dørhåndtaget, svingede døren åben. Hun trak sin pistol igen og gik indenfor.
Boligen var lige så idyllisk indrettet som landskabet udenfor. Det var et perfekt lille landligt hjem, som var bemærkelsesværdigt pænt og rent. Der var to store bløde stole i stuen med hvide hæklede stykker på armene og ryggen.
Rummet gav hende en følelse af, at venlige familiemedlemmer når som helst kunne træde ind og byde hende velkommen. Men da Riley kiggede nærgående på omgivelserne, forsvandt følelsen igen. Dette hus virkede faktisk ikke, som om der boede nogen i det hele taget. Alt var simpelthen for pænt.
Hun huskede sin fars ord.
Han ønsker at starte forfra igen. Han ønsker at vende tilbage til begyndelsen.
Det var præcis det, Dirk forsøgte at gøre her. Men han fejlede, fordi hans liv på en eller anden måde havde været håbløst fejlagtigt fra starten. Det vidste han sikkert og var plaget af det.
I stedet for at finde sin vej tilbage til en lykkeligere barndom, var han fanget i en uvirkelig verden - et udstillingsrum, der kunne være i et historisk museum. Et indrammet broderi hang endda på væggen i stuen. Riley gik tættere på at se på det.
De små syede x'er var et motiv af en kvinde i en lang kjole, som holdt en paraply. Under hende var broderet ordene ...
En skønhed fra Syden er altid
nådig
høflig
standsmæssig ...
Listen fortsatte, men Riley gad ikke læse resten. Hun havde forstået det, der havde betydning for hende. Broderiet var ikke andet end ønsketænkning. Denne gård havde naturligvis aldrig været en plantage. Ingen såkaldt skønhed fra Syden havde nogensinde boet her, drukket sød te og givet tjenere ordrer.
Men det var en dejlig fantasi for nogen, der boede her - eller havde boet her i fortiden. Måske havde nogen engang købt en dukke - en dukke, der repræsenterede en skønhed fra Syden i en historiebog.
Riley bevægede sig stille ud i gangen, hvor hun lyttede til enhver bevægelse. Til den ene side åbnede sig en buet døråbning ind til en spisestue. Hendes følelse af at være her før voksede sig endnu stærkere. Sollyset strømmede ind gennem blondegardinerne, der hang foran vinduerne. Et bord med stole stod perfekt placeret, som afventende man en familie middag. Men ligesom med alt andet så spisestuen ikke ud til at have været brugt i lang tid.
Der var et stort gammeldags køkken på den anden side af gangen. Der lå alting også på sin rette plads, og der var intet tegn på, at det havde været i brug for nylig.
For enden af gangen var en lukket dør. Da Riley bevægede sig i den retning, fangede en stribe indrammede fotografier på væggen hendes opmærksomhed. Hun undersøgte dem, da hun kantede sig forbi. De så ud til at være almindelige familiebilleder, nogle i sort/hvid, nogle i farver. De gik langt tilbage i tiden - måske et helt århundrede.
De var den slags billeder, man kunne finde i mange hjem – forældre, bedsteforældre og børn omkring spisebordet, der var dækket op til et festmåltid. Mange af billederne var falmede.
Et billede, der ikke så ud til at være mere end et par årtier gammelt, var et skolefoto af en dreng - en nydelig elev med et ny frisure og et stift, påtaget smil. Billedet til højre for det forestillede en kvinde, der krammede en pige i flæsekjole.
Chokeret lagde Riley mærke til, at pigen og drengen havde samme ansigt. De var faktisk det samme barn. Pigen med kvinden var slet ikke en pige, men skoledrengen iført en kjole og en paryk. Riley begyndte at ryste. Udtrykket i den udklædte drengs ansigt sagde hende, at dette ikke var en tilfældig eller harmløs udklædningsleg. På dette fotografi var barnets smil en forfærdelig grimasse – ja, endda vredt og hadefuldt.
På det sidste billede var drengen omkring ti år. Han holdt en dukke. Kvinden stod bag drengen og smilede et smil, der glødede med en helt forkert, uforklarlig glæde. Riley lænede sig tættere på for at se dukken og gispede.
Der var den dukke, der matchede billedet på bogen i butikken. Det var nøjagtig den samme med langt blondt hår, lyseblå øjne, roser og lyserøde bånd. For mange år siden havde kvinden givet drengen denne dukke. Hun måtte have tvunget ham til at elske dukken og drage omsorg for den.
Det pinefulde udtryk i drengens ansigt fortalte den sande historie. Han kunne ikke smile ægte denne gang. Hans ansigt var knust af afsky og selvmedlidenhed. Dette billede indfangede det øjeblik, hvor noget gik i stykker i ham og aldrig blev helet igen. Lige der brændte dukkebilledet sig fast i hans ulykkelige unge sind. Han havde ikke formået nogensinde at ryste det af sig. Det var et billede, han genskabte med døde kvinder.
Riley vendte sig væk fra billederne. Hun gik mod den lukkede dør for enden af gangen. Hun svælgede hårdt.
Her er det, tænkte hun.
Det var hun sikker på. Denne dør var barrieren mellem den døde, kunstige, uvirkelige skønhed i dette landlige hjem og den skæmmende, grimme virkelighed, der fandtes bagved. Det rum var stedet, hvor den falske maske af salig normalitet faldt af en gang for alle.
Hun holdt sin pistol i højre hånd og åbnede døren med sin venstre hånd. Rummet var mørkt, men selv i det svage lys fra gangen kunne hun se, at det var helt i modsætning til resten af huset. Gulvet var fyldt med snavs.
Hun fandt en lyskontakt ved siden af døren og tændte lyset. En enkelt loftspære afslørede et mareridt foran hende. Det første, hun lagde mærke til, var et metalrør, der stod midt i rummet, som var boltet til gulvet og til loftet. Blodpletter på gulvet markerede, hvad der var sket. De uhørlige kvindeskrig ekkoede gennem hendes sind og overvældende hende nærmest.
Ingen befandt sig i rummet. Riley tog sig sammen og gik fremad. Vinduerne var blændet, og intet sollys trængte ind. Væggene var lyserøde, og der var malet flere billeder fra eventyrbogen på væggene. Men de var ødelagt af grimme overstregninger.
Nogle børnemøbler – lænestole med flæser og stole til en lille pige - var væltet og smadret. Stumper af dukker lå og flød overalt - amputerede lemmer og hoveder og stykker af hår. Små dukkeparykker var sømmet fast til væggene.
Rileys hjerte hamrede af frygt og vrede, idet hun erindrede sin egen tilfangetagelse alt for godt. Riley trådte længere ind i rummet, og var ligeledes fascineret af det raseri og den smerte, som hun følte her.
Så raslede det pludselig bag hende, og lysene gik ud.
Riley snurrede panikslagen rundt for at affyre et skud, men nåede det ikke. Noget tungt og hårdt ramte hendes arm med et smertefuldt slag. Hendes våben forsvandt i mørket.
Riley prøvede at forudsige det næste angreb, men et tungt objekt hævede sig over hende hoved og ramte hendes hoved med en højlyst knasen. Hun faldt og kravlede hen imod et mørkt hjørne af rummet. Hun var såret, og hun vidste det. Hun kæmpede for at holde sig ved bevidsthed, men det føltes som om sand gled mellem hendes fingre.
Der var det igen - den hvislende hvide flamme, der skar gennem mørket. Lidt efter viste det skinnende lys, hvem der bar det.
Denne gang var det Rileys mor. Hun stod lige foran Riley med det dødelige skudsår blødende midt i brystet. Hendes ansigt var blegt og dødt. Men da moren talte, var det med Rileys fars stemme.
"Pige, du gør alting forkert."
Riley blev overvældet af kvalme. Alt blev ved med at snurre rundt. Hendes verden gav slet ingen mening. Hvorfor var det moren, der holdt dette frygtelige torturinstrument? Hvorfor talte hun med farens stemme?
Riley råbte: "Hvorfor er du ikke Peterson?"
Pludselig blev flammen slukket, hvilket kun efterlod spor af fantomlys.
Igen hørte hun sin fars stemme knurre i mørket.
"Det er dit problem. Du vil tage alt ondt i verden på dig - alt sammen på samme tid. Du skal træffe et valg. Et monster ad gangen."
Hendes hoved snurrede stadig, imens Riley forsøgte at forstå denne besked.
"Et monster ad gangen," mumlede hun.
Hun gled ind og ud af bevidsthed, og indimellem så hun klart. Hun så, at døren stod lidt åben, og der var en silhuet af en mand i det svage lys i gangen. Hun kunne ikke se hans ansigt.
Han holdt noget i sin hånd – et koben, kunne hun se. Han så ud til at være i strømpesokker. Han måtte have været et eller andet sted i huset hele tiden og havde ventet på det rigtige tidspunkt til at komme og overraske hende.
Hendes arm og hendes hoved var hårdt ramt. Hun følte en klæbrig, flydende varm væske på siden af hovedet. Hun blødte alt for meget. Hun kæmpede mod bevidstløshed.
Hun hørte manden grine, og latteren var ikke nogen velkendt stemme. Hun var håbløst forvirret. Det var ikke Petersons stemme, så grusom og hånende i mørket. Og hvor var hans fakkel? Hvorfor var alt så anderledes?
Hun fandtes i hendes tanker for sandheden om hendes situation.
Det er ikke Peterson, sagde hun til sig selv. Det er Dirk Monroe.
Hun hviskede højt for sig selv: "Et monster ad gangen."
Dette monster var fast besluttet på at dræbe hende.
Hun klappede med hånden rundt på gulvet. Hvor var hendes pistol?
Manden gik hen mod hende og svingede kobebet med den ene hånd og skar i luften med det. Riley kom halvvejs på benene, før han plantede et slag på hendes skulderen og slog hende ned igen. Hun forberedte sig på endnu et slag, men så hørte hun lyden af kobenet falde til gulvet.
Der var noget, der lagde sig rundt om hendes venstre fod og trak i hende. Han havde fået et reb omkring den fod og slæbte hende langsomt hen over gulvet og mod røret i midten af rummet. Det var det sted, hvor fire kvinder allerede havde lidt og var døde.
Riley forsøgte at sætte sig ind i hans tankegang. Han havde ikke opdaget hende eller udvalgt hende. Han havde aldrig set hende købe en af de dukker, han så dybt afskyede. Alligevel havde han til hensigt at få mest muligt ud af hendes ankomst. Han ville gøre hende til sit næste offer. Han var fast besluttet på at få hende til at lide. Hun skulle dø i smerte.
Alligevel så Riley en smule retfærdighed for sig. Bill og et hold FBI-folk ville snart ankomme. Hvad ville Dirk gøre, når FBI stormede huset? Han ville selvfølgelig dræbe hende straks. Han ville aldrig gå med til, at hun blive reddet. Men han var dømt til den samme skæbne.
Men hvorfor skulle Riley være hans sidste offer? Hun så ansigter af mennesker, hun elskede -April, Bill - selv sin far. Nu forstod Riley, at det hun delte med ham var et bånd af mørk visdom, en forståelse af det grænseløse onde i verden. Hun tænkte på det arbejde, hun levede for hver dag, og langsomt voksede en ny beslutsomhed i hende. Hun ville ikke lade ham gøre en ende på hende så let. Hun ville dø på sine egne betingelser, ikke hans.
Hun famlede rundt på gulvet med sin hånd. Hun fandt noget solidt - ikke en del af en dukke, men noget hårdt og skarpt. Hun greb fat om knivens håndtag. Det var sikkert den kniv, han havde brugt på fire kvinder.
Tiden stod nærmest stille nu. Det gik op for hende, at Dirk lige havde bundet rebet omkring det lodrette rør. Nu trak han hendes fod op imod det.
Han stod bortvendt fra hende, for han var helt sikker på, at hun allerede var besejret. Han var optaget af at binde hende til røret og spekulerede sikkert på, hvad han ville gøre ved hende derefter.
Hans uopmærksomhed gav Riley et øjeblik og kun et øjeblik, før han vendte sig. Stadig liggende på gulvet tvang hun sig selv op i en siddeposition. Det lagde han mærke til og begyndte at vende sig, men hun bevægede sig hurtigere end ham. Hun satte sin frie højre fod i gulvet og rejste sig op i øjenhøjde.
Hun stødte kniven ind i maven på ham, trak den ud og stak ham igen og igen. Hun hørte ham skrige og stønne. Hun fortsatte med at stikke ham som en vanvittig, indtil hun faldt bevidstløs omkuld.
Kapitel 35
Riley åbnede øjnene. Hendes hele krop var i smerte, især hendes skulder og hendes hoved. Bills ansigt fyldte hele hendes synsfelt. Drømte hun?
"Bill?" Spurgte hun.
Han smilede og så lettet ud. Han holdt noget blødt mod hendes hoved for at standse blodstrømmen.
"Velkommen tilbage," sagde han.
Riley indså, at hun stadig befandt sig i rummet med røret i nærheden. Hun blev ramt af et øjebliks panik.
"Hvor er Dirk?" Spurgte hun.
"Dead", sagde Bill. "Du gav ham lige, hvad han fortjente."
Riley spekulerede stadig på, om hun drømte.
"Jeg må se det," sagde hun. Hun formåede at dreje sit hoved. Hun så Dirk ligge udstrakt på gulvet med ansigtet nedad i en blodpøl. Med vidtåbne øjne. Uden at blinke.
Bill drejede hendes hoved tilbage mod sig.
"Lad være med at bevæge dig," sagde han. "Du er hårdt såret. Du vil blive rask. Men du har mistet meget blod."
En følelse af kvalme og svimmelhed fortalte hende, at Bill havde ret. Hun formåede at hviske fem ord, før hun mistede bevidstheden igen.
"Et monster ad gangen."
Kapitel 36
Specialagent Brent Meredith lukkede med tilfredshed den tykke kuvert, der var fyldt med fotografier og skriftlige rapporter. Riley følte den samme tilfredshed, og hun var sikker på, at Bill og Flores havde det på samme måde. De sad alle sammen ved bordet i konferencelokalet hos Adfærds- og Analyseenheden. Øjeblikket ville have været perfekt, hvis ikke det var, fordi Riley sad med bandager på.
"Så Dirks mor ønskede sig en datter i stedet for en søn," sagde Meredith. "Hun forsøgte at gøre ham til en skønhed fra Syden. Det var nok bare toppen af isbjerget. Gud må vide, hvad han ellers gennemlevede som barn."
Bill lænede sig tilbage i sin stol.
"Lad os ikke give ham for meget sympati," sagde han. "Ikke alle med en elendig barndom ender som morderiske sadister. Han traf sine egne valg."
Meredith og Flores nikkede samstemmende.
"Men ved nogen, hvad der skete med Dirks mor?" Spurgte Riley.
"Journaler viser, at hun døde for fem år siden," sagde Flores. "Hans far forsvandt længe før, dengang Dirk stadig var en baby."
Tavsheden sænkede sig over gruppen. Riley forstod præcis, hvad det betød. Hun sad sammen med tre personer, hvis liv var dedikeret til at fjerne ondskab. Trods deres selvtilfredshed fandtes der stadig mere ondskab og flere arbejdsopgaver, som skulle løses. Det ville aldrig være slut. Ikke for dem.
Døren åbnede sig, og Carl Walder trådte ind. Han var et stort smil.
"Godt arbejde, alle sammen," sagde han. Han smed Rileys pistol og skilt hen over bordet til hende. "Disse tilhører dig."
Riley smilede et skævt smil. Walder havde ikke tænkt sig at undskylde og endnu mindre sandsynligt var det, at han ville erkende egne fejl. Men det var lige meget. Riley vidste ikke, hvordan hun ville reagere, hvis han rent faktisk gav hende en undskyldning. Sandsynligvis ikke yndefuldt.
"Forresten, Riley," sagde Walder. "Senatoren ringede til mig her til formiddag, og han sender dig sin tak og ønsker dig god bedring. Han har høje tanker om dig."
Riley måtte kvæle et grin. Nu var hun sikker på, hvorfor Walder gav hende pistolen og politiskiltet tilbage. Hun huskede en af de sidste ting, Newbrough havde sagt til hende.
"Du er ingen skødehund."
Det samme kunne aldrig siges om Carl Walder.
"Kom snart ind på mit kontor," sagde Walder. "Lad os tale forfremmelse. En administrativ stilling, måske. Du fortjener det."
Uden flere ord forlod Walder kontoret. Riley hørte de andre trække vejret i lettelse over, at han var væk så hurtigt.
"Du bør overveje det, Riley," sagde Meredith.
Riley lo.
"Kan du virkelig se mig i et administrativt job?"
Meredith trak på skuldrene.
"Du har aftjent din værnepligt. Du har udført mere hårdt feltarbejde end de fleste agenter gør. Måske skulle du blive instruktør. Du ville være god til at træne agenter med din erfaring og indsigt. Hvad synes du?"
Riley tænkte det over. Hvad kunne hun egentlig lære unge agenter? Hendes instinkter var alt, hun havde, og så vidt hun vidste, kunne instinkter ikke læres. Der var ingen måde, hvorpå man kunne uddanne folk til at følge deres mavefornemmelse. Enten kunne de det, eller også kunne de det ikke.
Og ønskede hun overhovedet, at nogen skulle have hendes instinkter? Hun levede for meget i frygt for sine egne tanker og blev hjemsøgt af sin evne til at forstå et ondt sind. Det var en hård ting at leve med.
"Tak," sagde Riley, "men jeg kan godt lide at være, hvor jeg er."
Meredith nikkede og rejste sig fra sin stol. "Nå, men lad os kalde det for en dag. Få lidt hvile, folkens."
Mødet var slut, og Riley og Bill gik tavse sammen ned ad gangen. De forlod bygningen og satte sig sammen på en bænk udenfor. Flere minutter gik. Ingen af dem vidste rigtigt, hvad de skulle sige. Der var for meget at sige.
"Bill," spurgte hun forsigtigt. "Tror du, vi kan være partnere igen?"
Efter en pause sagde Bill: "Hvad synes du?"
De vendte sig og kiggede ind i hinandens øjne. Riley kunne se smerte i Bills ansigt. Såret, hun havde påført ham med sit berusede telefonopkald, var stadig ikke helbredt. Det ville tage lang tid.
Men hun vidste nu noget andet - noget der længe havde været sandt, men som hun aldrig ville have indrømmet før. Hendes bånd til Bill var intenst og kraftfuld, og han følte næsten helt sikkert det samme. Det var ikke længere en hemmelighed, de kunne holde for sig selv. Der var ingen måde, hvorpå de kunne vende tilbage.
Deres makkerskab var ovre. Det vidste de begge to. Ingen af dem behøvede at sige det højt.
"Gå hjem, Bill," sagde Riley forsigtigt. "Prøv at redde dit ægteskab med din kone. Du har dine børn til at tænke på."
"Det vil jeg," sagde Bill. "Men jeg håber ikke, jeg mister dig - dit venskab, mener jeg."
Riley klappede hans hånd og smilede.
"Det gør du bestemt ikke," sagde hun.
De rejste sig begge to fra bænken og gik hen til deres biler.
*
"Hvad tænker du på, mor?" Spurgte April.
Riley og April havde siddet i stuen til langt ud på natten og set fjernsyn. Tidligere den aften havde Riley fortalt April alt, hvad der var sket - eller i det mindste alt, hvad hun følte, hun kunne fortælle hende.
Riley tøvede, før hun svarede på spørgsmålet. Men hun vidste, at hun måtte sige det højt. Desuden kendte April allerede til det. Det var ikke en hemmelighed. Det var bare noget, Riley ikke kunne ryste af sig.
"Jeg dræbte en mand i dag," sagde Riley.
April så på hende med kærlighed og bekymring.
"Det ved jeg," sagde hun. "Hvordan føles det?"
"Det er svært at sætte ord på," sagde Riley. "Det er forfærdeligt. Det er noget, som ingen har ret til at gøre - aldrig nogensinde. Men nogle gange er det det eneste rigtige."
Riley holdt en pause. "Jeg føler noget andet," sagde hun så. "Jeg er ikke sikker på, jeg burde sige det."
April lo stille. "Jeg troede, vi var enige om ikke at være tavse længere, mor."
Riley tog sig sammen, før hun sagde: “Jeg føler mig levende. Gudhjælpemig, det får mig til at føle mig levende. Og nu ved jeg, at enhver kvinde, der fremover går ind i Madelines butik for at købe en dukke kan føle sig tryg. Jeg er bare ...ja, jeg er bare glad på hendes vegne. Jeg er glad for, at jeg kan give den kvinde det. Selvom hun aldrig kommer til at vide det.”
Riley klemte Aprils hånd.
"Det er sent, og du skal i skole i morgen," sagde hun.
April kyssede sin mor på kinden.
"Godnat, mor," sagde hun og gik ind på sit værelse.
Riley følte en ny bølge af smerte og udmattelse. Hun indså, at hun hellere måtte gå i seng, ellers ville hun falde i søvn på sofaen.
Hun rejste sig og gik hen mod sit soveværelse. Hun var allerede i natkjole, og hun gad ikke at stoppe på badeværelset for at børste tænder. Hun ville bare gå lige i seng.
Da hun kom ind i soveværelset og tændte lyset, fangede noget straks hendes blik. Hendes hjerte slog et slag over.
Der lå noget på hendes seng.
Det var en håndfuld små småsten.
