Excentriske noveller

Han tænkte paa Batty – paa Batty, som var død.

Han lyttede. Det var blevet ganske stille. Saa kom der et dybt Suk og endnu et. En lille sagte Kradsen af en Pote – og ikke mere.

Giovanni tænkte paa, hvad han nu skulde blive. Han var ikke saa ung mer, og han havde ikke længer nogen Specialitet.

Han maatte vel forsøge at blive Klovn, Jokey-Parodist. Hvis han kunde det for sit Ben.

Giovanni stod op og gik frem gennem Mørket. Han syntes, det var, som han slæbte en tung Byrde hen efter sig.

Charlot Dupont

Han var syv Aar, da han første Gang blev stablet op paa en Tribune, i en Fløjlsbluse med Kniplinger, ved en Velgørenheds-Koncert i Trokadéro.

Han gjorde Lykke: han kunde knap holde paa Violinen.

Efter Udførelsen af “Kakadu der Schneider” blev han kysset af hele Komitéen.

Hr. Theodor Franz sendte Bud efter ham næste Morgen. Den store Impresario vilde se ham. Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte selv sin Søn derhen. Hr. Emmanuelo de las Foresas var stærkt bevæget. Han indsaa, Øjeblikket var kommet.

Hr. Theodor Franz sad i sit Privatkontor foran det store Skrivebord i sin Yndlingsstilling, Napoleon efter Leipzig.

Naar han sad saadan, talte man ikke til Hr. Theodor Franz; man ventede. Man vidste, han sad og erobrede Verden, og man forstyrrede ham ikke. Adelina Patti havde siddet her og ventet i ti Minutter for ti Aar siden.

Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede uden saa meget som at sno sin Knebelsbart. Lokke-Ungen følte Momentets Alvorlighed og suttede stille paa sine Knoer.

Saa der var ganske tyst i Hr. Theodor Franz’ Privatkontor, hvor Verdensberømmelserne i Lystryk stirrede ned fra Væggene.

– Altsaa – hvad hedder han?

Hr. Emmanuelo de las Foresas fo’r sammen.

Naar Hr. Theodor Franz talte, var det rungende, som om han skulde overdøve et Erardsk Flygel. Folk, der hørte ham første Gang, fo’r altid sammen ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Theodor Franz vidste det, men han ansaa det for formaalstjenligt, at Folk fo’r sammen.

– Altsaa – hvad hedder han?

Hr. de las Foresas fik sagt:

– Carlo de las Foresas.

– Hm – og hvorfra? Hr. Theodor Franz antydede ved en meget ubetydelig Haandbevægelse, at Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde sætte sig.

– Tak. Det hjalp paa Hr. de las Foresas at komme til Sæde. Han placerede Lokke-Barnet mellem sine Ben og begyndte at tale.

Hr. Emmanuelo de las Foresas holdt meget af at tale. Han var fra Chile. Det kunde synes besynderligt, at Grander af Spanien slog sig ned i Chile. Men Hr. Emmanuelo de las Foresas havde gjort det. Det var et Pronunciamento. Dette Pronunciamento var Hemmeligheden i Hr. de las Foresas Historie. Det var foregaaet i Mexiko. Hvad det havde at gøre med Spanien, vidste ingen. Der kom overhovedet, naar Hr. Emmanuelo de las Foresas fortalte sin Historie, et Punkt, hvor det ikke var saa ganske let at følge ham. Det laa i, at han færdedes meget livligt i to Verdensdele. Man vidste aldrig, paa hvad Side af Oceanet man havde ham. Men pludselig endte han paa de kanariske Øer.

Dér var han, da Hr. Theodor Franz slog ud med Haanden:

– Vel – han er født i Provence.

Hr. Emmanuelo de las Foresas sprat til:

– I Provence!

– Ja – min Herre – i Provence. De er borgerlig, min Herre, og fra Provence.

Hr. Theodor Franz rejste sig.

– Publikum er træt af det exotiske, min Herre – Publikum tror ikke paa Adel paa Tribunerne, min Herre – Publikum er træt af Humbug. Publikum vil det reelle – Publikum vil ikke føres bag Lyset.

Hr. Theodor Franz raabte hver Sætning som en Dagsbefaling. Publikum kom som et Trompetstød.

– Publikum er træt. Publikum vil Værdighed. Publikum bør tages med Ro, min Herre.

Hr. Theodor Franz svedte. Publikums Bonsens ophidsede ham til Begejstring.

Hr. Emmanuelo de las Foresas nikkede til hver Sætning.

Hr. Theodor Franz saá paa Lokke-Drengen:

– Han er syv Aar.

– Lige fyldt.

– Vi siger seks. Han kan gaa for seks. Hr. Theodor Franz bøjede sig ned: Hvad er det? han pegede paa en Diamantknap til ti Francs, Carlo de las Foresas havde i sin Krave. Tag den af.

– Den er et Arvestykke, sagde Hr. de las Foresas.

– Min Herre – Hr. Theodor Franz kunde kæmpe med et Orkester – Publikum tror ikke paa Arvestykker.

Hr. de las Foresas tog Knappen af.

– Og nu til Sagen – til Kunsten. Hvor stort er hans Repertoire.

– Tre Numre.

– Og Kakadu der Schneider, sagde Lokke-Ungen.

– Vel, min Herre. Jeg skal opsætte Betingelserne. De skal høre fra mig.

Hr. Emmanuelo de las Foresas og Lokke-Ungen gik.

Hr. Theodor Franz satte sig foran sit Skrivebord. Han tyggede Negle. Hr. Theodor Franz tyggede ofte Negle, naar han tænkte dybt.

Det var den sidste Dag, den Familie var fra Chile.

Hr. Theodor Franz havde mistet Tilliden til det tropiske. Publikum havde tabt Smagen for det vidtløftige. Hr. Theodor Franz pousserede det idylliske.

Hans Kunstnere udgik alle fra borgerlige Hjem. Hans største Sukces var med Amerikanerinden, som han havde fundet i en Kirke, og som aldrig optraadte paa Teatret, fordi det stred mod hendes religiøse Overbevisning. Han havde rørt to Verdensdele, naar han om Søndagen var kørt med hende til Kirke. —

Om Aftenen meddelte Hr. Theodor Franz Bladene, at det lille Violin-Vidunder Charlot Dupont for Øjeblikket tog Timer hos Professor Dinelli.

– Som bekendt er det lille Vidunder fra Provence af den bekendte orleanistiske Embedsmandsfamilie Dupont.

Hr. Theodor Franz var glad ved Ordene: orleanistisk Embedsmandsfamilie. Det var fortræffeligt. Egentlig var det komplet faldet ham i Pennen. Men det var fortræffeligt: “orleanistisk Embedsmandsfamilie Dupont”.

Det var et helt Perspektiv af Hæderlighed og borgerlig Honnethed.

Hr. Theodor Franz var ligefrem snublet over Dørtærskelen til en Sukces.

Den næste Dag gjorde han Visit hos Familien de las Foresas. Han ønskede at se, hvad han kunde byde den. Han maatte op i femte Etage; Overtøjet i Gangen var luvslidt, svær Mængde Børnetøj, købt i Butik for færdigt. Han ventede i en raakold Salon med Madlugt.

Hr. Theodor Franz bød 800 Francs om Maaneden for et halvt Aar. Hr. Emmanuelo de las Foresas tog det halve i Forskud og slog til.

Charlot fik en Lærer, som spillede de tre Numre med ham. Hr. Theodor Franz var tilstede ved Timerne. Han mærkede sig alle Stederne, hvor Charlot spillede falsk. Dér skulde han smile til Publikum.

Tiden nærmde sig for den første Koncert. Den skulde finde Sted i Bryssel.

Dagen før de skulde rejse, gjorde Hr. Emmanuelo de las Foresas Afskedsbesøg hos Hr. Theodor Franz. Hr. de las Foresas var en bøjelig Natur, han var helt Orleanist: Lidt militærisk, Guidknapstok og graa Knebelsbart.

– Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, hvorfor bærer De ikke Flor?

– Flor?

– Ja – har jeg ikke læst, at Charlot er moderløs, min Herre.

Da Hr. Dupont rejste, havde han Flor om Hatten. Hr. Theodor Franz bragte Charlot en Present. Det var et Tøndebaand med hans Navnetræk. Han havde det med i Kupeen.

Hr. Theodor Franz blev i Paris. Det var et Princip. Han holdt sig altid tilbage.

– En Impresario skræmmer Pressen, min Herre, sagde han til Hr. de las Foresas. De Herrer tror man kommer med Lommerne fulde af Humbug. De Herrer af Pressen er saa mistænksomme.

Men Morgenen efter den første Koncert kaldte et Telegram ham til Bryssel. Han ventede endnu et Døgn, læste Brysselerbladene og rejste. Det lille Violin-Vidunder Charlot Dupont havde nærmest gjort Fiasco.

Hr. Emmanuelo de las Foresas modtog ham paa Banegaarden. Han var spag og sørgmodig vrøvlet.

– Hvad kan man forlange af et Barn, sagde han. Hvad forlanger man? Han kan vel ikke spille som Sarasate.

– Min Herre – ti stille – Han har spillet som et asen.

Charlot var forknyt. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde pryglet ham, saa han var blaa og gul over Ryggen. Han skævede til Hr. Theodor Franz og ventede mer. Men Hr. Theodor Franz pakkede et helt Lager af Pariserlegetøj ud og spredte det over hele Stuen. Charlot saá, der var ikke Tale om Prygl.

Hr. Theodor Franz søgte en ny Lærer, og de begyndte igen at indstudere de tre Numre. De spillede Time efter Time, til Charlot var segnefærdig. Hr. Theodor Franz udstyrede Spillet med mange Smil og barnlige Gestus.

Charlot stod ganske sløv, spillede, gjorde efter og smilede.

Tilsidst begyndte han at græde, Violinen faldt ham ud af Hænderne, og han gned Taarerne ud over sit Ansigt.

– Naa – en Gang til …

– Jeg er saa træt, han græd, jeg vil ikke.

– Kun én Gang til, saa faar Du Konfekt … Charlot tudede.

– Jeg vil ikke ha’e Konfekt, sagde han.

– Hvad vil Du da ha’e – naar Du er artig og spiller en Gang til …

Charlot saá ud gennem Fingrene.

– Cigaretter, sagde han.

– Naa – spil saa.

– Tre, sagde Charlot.

– Naa – ja – tre.

Charlot tog Hænderne bort fra Ansigtet. Jeg vil se dem, sagde han.

Hr. Theodor Franz lagde tre Cigaretter paa Bordet, og Charlot spillede endnu en Gang, rystende over hele Kroppen, saa træt var han.

Klokken to var Undervisningen forbi. Hr. Theodor Franz spadserede selv med Charlot paa Boulevarden. De havde det kønne Tøndebaand med. Charlot vilde helst sidde paa en Bænk, han var saa søvnig, som havde han Sand i Øjnene. Men Hr. Theodor Franz gav ham smaa Knubs, til han blev vaagen og løb med Tøndebaandet.

Hr. Theodor Franz talte venligt med alle de velklædte Børn, og han gav dem Konfekt og Godter. Han satte ogsaa Lege i Gang. Hvor der var Mødre med, konverserede han og præsenterede Charlot, naar han da kunde finde ham. For han forstak sig oftest og sad krøbet sammen og sov ved Foden af et Træ, med Hovedet ned mod sine Knæ.

Saa blev han knubset op – Hr. Theodor Franz knubsede rigtig fast, med de knyttede Knoer lige ned mod Nøglebenet – til han blev vaagen og fik fat paa Pisk og Top, som laa ved Siden af ham paa Jorden.

– Han er saa livlig, sagde Hr. Theodor Franz, en rigtig Dreng – er han.

En Dag var han bleven rent borte. Han var ikke til at finde paa Boulevarden. Hr. Emmanuelo de las Foresas Og Hr. Theodor Franz søgte omkaps. Tilsidst fandt de Charlot inde i Parken, omme bag en Stensokkel. Han stod omringet af en hel Flok smaa Unger. Han stak dem Cigaretten i Munden og lærte dem, hvordan de skulde “bakke”. Ungerne skar fæle Ansigter og hostede af Røgen.

Charlot blev ked af det.

– Idioter, sagde Drengen. Meget stolt pustede han selv store Røgskyer ud i Luften.

Da de kom hjem den Dag, fik Charlot første Gang Prygl af Hr. Theodor Franz.

Da de havde prøvet de tre Numre en Ugestid til, var Violin-Vidunderet Charlot Dupont saa elskværdig at ville spille et Par Numre for Eleverne i Hr. Rochebrunes Skole, Hr. Rochebrune havde indbudt enkelte af Elevernes Mødre og Tanter.

Charlot spillede de to Numre og “Kakadu der Schneider”. Der havde aldrig været en saadan Jubel i Hr. Rochebrunes Skole. Mødrene var rørte. Charlot gik rundt til Kyssen. Bagefter stod Damerne i Vinduerne og saá ham lege Tagfat i Skolegaarden.

Der kom Notitser i Bladene. Et Par andre Skoler indbød Violin-Vidunderet.

Hr. Theodor Franz kørte rundt med Charlot til Kritikerne. Charlot var blevet et ualmindelig søvnigt Barn. Knap var han til Sæde i Vognen, før han sov ind i sit Hjørne. Og kom de op til de fremmede Mennesker – Hr. Theodor Franz besøgte Folk i deres Hjem, han holdt af Hjemmene – stod han og maabede ved Siden af Hr. Theodor Franz’ Stol og drævede frem et Ja eller et Nej.

Det var paa Besøg hos Hr. Deslandes. Hr. Deslandes var Korrespondent ved Times. Hr. Theodor Franz talte med Sordine – Hr. Theodor Franz talte altid med Sordine med Autoriteterne og de Herrer af Pressen – om sin Ven Hr. Ambroise Thomas.

Inde i Stuen ved Siden af, gjorde Hr. Deslandes’ uvorne Unger et Himmelspektakel. Man kunde ikke høre Ørenlyd.

Hr. Deslandes aabnede Døren og skændte. To Sekunder efter begyndte Spektaklet igen. Min Herre – bevar’es lad dem dog lege – Hr. Theodor Franz talte mildt – Børn er Børn.

Han saá paa Charlot, der sad og dinglede i en Stol:

– Charlot – Du maa vist gerne gaa ind og lege med Hr. Deslandes’ Børn.

Det maatte han naturligvis gerne.

– Hører Du, Charlot – Du maa gerne gaa ind og lege med Hr. Deslandes’ Børn.

Charlot blev siddende og rørte sig ikke. Han nærede en fuldkommen Ligegyldighed for Kritikeren Hr. Deslandes’ Afkom.

Hr. Theodor Franz bøjede sig ned, og med et Knubs lige mod Nøglebenet sagde han mildt:

– Generer Du Dig, lille Charlot. Hr. Deslandes siger jo, Du maa gerne gaa ind og lege med hans Børn …

Charlot kom hurtigt ned af Stolen og ind til Hr. Deslandes’ Børn. De var rødhaarede og morede sig med at stikke den fremmede Dreng med Knappenaale.

Hr. Theodor Franz og Hr. Deslandes stod i Døraabningen og glædede sig over Børnene.

Det var et Par Dage før det lille Violin-Vidunders anden Koncert. Koncerten blev en stor Sukces. Eleverne i Hr. Rochebrunes Skole havde Fribilletter og overrakte Charlot Dupont en Kæmpekrans.

Charlot blev fotograferet staaende i Kransen som Ramme.

Det var en meget stor Sukces. Efter den tredie Koncert – Programmet var efter Opfordring det samme som ved den anden – førte Hr. Theodor Franz personlig Charlot Dupont til Skandinavien. Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Skandinavien. Der fik det lille Vidunder Ilddaaben. Vejen laa aaben gennem Europa. I Løbet af to Aar afsøgtes hele Marken, man trængte frem til Baku.

Charlot Dupont gav Patti-Penge Europa rundt.

Charlot fejrede sin syvaarige Fødselsdag hver Gang, han gav Afskedskoncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas gik stadig med Flor om sin Hat.

Hr. de las Foresas var iøvrigt meget tilfreds. Han tjente mange Penge, og han genoptog visse Ungdomspassioner. Han havde altid været følsom overfor Blondiner af en vis Fylde, og han havde en Gang sprængt Baden. Han holdt af en lille Baccarat om Aftenen efter Koncerten, og han fandt ret hyppigt rundt i Europa et blondt Embonpoint at glæde sig ved.

Saadan gik det Par Aar.

Selskabet tilbragte sin meste Tid paa Jernbanen. Der blev jævnt givet Koncerter hver Dag. Om Morgenen tidligt skulde de afsted til Toget. Hr. de las Foresas ruskede Charlot livligt i Lokkehaaret. Drengen sov tungt og strittede imod i Søvne. Hr. de las Foresas hev ham Vand i Ansigtet for at faa ham vaagen. Charlot græd og fik klynkende sine Strømper paa siddende paa Sengekanten. Hans Lemmer var som Bly, saa tunge.

Han blev klædt paa, og søvndrukken ravede han rundt i Halvmørket mellem de aabne Kufferter, der blev pakkede ind hulter til bulter. Han faldt i Søvn igen over den lunkne The, siddende med Koppen i Haanden. De ruskede ham op igen, og frysende og blaa i Ansigtet rumlede Selskabet af i den klamme Omnibus til Jernbanen. Just fredeligt gik det ikke. Hr. Emmanuelo de las Foresas og Hr. Theodor Franz skændtes altid om Morgenen.

Charlot rullede sig sammen som en Bylt i et Hjørne af Kupéen og sov.

Naar Charlot vaagnede, saá han Faderen Og Hr. Theodor Franz: med løste Klæder flød de henad Sædet. Hr. Theodor Franz snorkede.

Waggonen rystede frem og tilbage, Lokomotivet gyngede af med sin langsommelige Støj. Heden i Kupéen døsede Charlot hen, han var søvnig uden at kunne sove. Han flyttede sig træt baade af at sidde og af at ligge. Han lagde sig op paa Knæ og saá ud. Det var altid lige ét: Træer og Huse og Mark. Det eneste, han brød sig om, var smaa Hunde. Dem vilde han ud paa Perronen og klappe.

Hen paa Eftermiddagen kom de til Koncertstedet, nye Karle rumsterede med deres Kufferter, og Charlot saá livlig ud hen over Perronen med Favnen fuld af Legetøj, og der kom Fart paa, mens de slugte noget Mad, og Charlot blev udstafferet i den Fløjls, og de naaede op til Koncerten. Naar Spændingen saá var ovre, efter det første Nummer, faldt Charlot ofte i Søvn i en Krog i Kunstnerværelset, og de maatte vække ham, naar han skulde ind igen.

De kørte hjem og spiste til Aften, og Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo de las Foresas blev højrøstede ved deres Flasker. Charlot blev ogsaa levende ud paa Aftenen. Han fik Cognac og Vand, rødkindet sad han og hørte til.

Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde mange muntre Historier om vel udviklede Blondiner fra de to Verdensdele. Hr. Theodor Franz havde ogsaa sine Minder. Charlot lærte en Del af hvad Livet saadan giver.

De talte ogsaa om Haandværket.

Hr. Theodor Franz strakte Benene fra sig; og han blev oprigtig, med Hænderne i Lommen.

– Pressen – min Herre – man skal ikke bespise den – det er det dummeste, man kan gøre at bespise den – jeg bespiser den aldrig, Mad gør Pressen urolig, min Herre. Opsøg dem i deres Hjem, spis tynd Suppe i Familiekredsene, min Herre – vær fordringsløs – skriv mange Smaabreve, min Herre. Det er Sukces’en.

– Ja – det er Vejen, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas.

Det er det billigste, sagde Hr. Theodor Franz.

Hr. de las Foresas nikkede.

– Miss Tisbyrs har ikke kostet mig saa meget som en Flaske Bordeaux … Hun var religiøs, hun drak ikke Spirituosa – vi drak alle Vand, min Herre … hun tjente tilsidst fem tusind Francs pr. Aften … Har De hørt hende?

– Ja.

– Saa behøver jeg ikke tale om hendes Stemme, min Herre.

Hr. Theodor Franz tav lidt.

– Blomster – det er en Dumhed med Blomster … Publikum tror ikke mere paa Blomster … Miss Tisbyrs kostede mig seks og tyve Kristus paa Korset à tre Francs – overrakte hende paa Podium af en Deputation … det gør en Effekt … Kristus paa Korset omvundet med Immorteller, min Herre – Miss Tisbyrs græd …

De talte om Alverdens Virtuoser og Artister. Hr. de las Foresas sagde mest bare Ja og Amen.

– Publikum er aldrig ekstravagant, Publikum er dydigt – man skal vende sig til Hjertet – Følelsen – appellere til Følelsen. Det er Sagen. – Jeg har reddet ti Sangerinder med “Ave Maria” til Harpe … Jeg vil skabe en Formue ved at stable et ungt Fruentimmer op ved Siden af en Harpe.

Hr. Theodor Franz satte ikke Pris paa de store Sangerinder. De rentud fortørnede ham: Det er en Fornærmelse, sagde han. En Fornærmelse mod den sunde Sans.

– Patti, sagde han, Patti, min Ven. En Humbug, min Herre. Patti har ruineret tyve Impresarier. Jeg er ikke Forgylder, jeg vil gøre Forretninger – tolv tusind Francs for to Arier – jeg kalder det for en Fornærmelse. Skab Stjernerne – skab dem – jeg er Impresario, min Herre, jeg er ikke Elefanttrækker.

Charlot gik frem ligeoverfor Hr. Theodor Franz, han hørte til med Armene op paa Bordet.

Hr. Theodor Franz raslede med Hundrede-Tusinderne, saa det klang.

– At skabe – at skabe – det er Kunsten … Hr. Theodor Franz sank hen, og de to Herrer drak nogen Tid i Stilhed. Charlot saá stadig med store Øjne paa Hr. Theodor Franz, der sad tænksom i Stolen.

Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at blive søvnig. Hr. Emmanuelo de las Foresas Knebelsbart hang sørgmodigt, naar han var søvnig.

– Men det er snart forbi – det gaar ikke mer … Man vil ha’ Fribilletter, man gaar kun paa Fribilletter. Der er altfor mange Verdensberømmelser, man snubler over Berømmelser … der er for megen Humbug … jeg har sagt det, jeg har sagt det til de Herrer af Pressen: Mine Herrer, har jeg sagt, De kvæler Kunsten, mine Herrer, De skriver for mange Feuilletoner, mine Herrer, har jeg sagt, De lyver for stærkt, mine Herrer … Men hjælper det – hva’ hjælper det … De skriver jo Fingrene af sig – de holder ikke op med at skrive Fingrene af sig.

De ødelægger os Sagen – de skelner ikke – Det er konkurrencen – den ene skriger højere end den anden – Publikum kan ikke høre Ørenlyd.

Min Herre – de store Formuer er tjent … Om ti Aar gi’er jeg ikke hundrede Mark for en Verdensberømmelse. Hr. Theodor Franz tav. Hænderne faldt slapt ud af Lommerne.

– Ikke hundrede Mark…

Hr. Emmanuelo de las Foresas fo’r sammen ved Stilheden, og med ét blev han omhyggelig fo’r Charlot, som var falden i Søvn med Hovedet paa Bordpladen.

– Charlot – og Du er oppe endnu – Charlot … at vi glemmer Barnet.

Og Hr. Emmanuelo de las Foresas fik ham stoppet i Seng; han halvsov, mens han blev klædt af.

Men pludselig slog Charlot Øjnene op, og hæs af Søvn sagde han:

– Fa’er – har vi mange Penge?

– Penge?

– Ja.

– Jo – o – vi har Penge.

– Naa. Og Charlot sov ind.

Charlot spurgte i den sidste Tid ofte om det: om Pengene.

Undertiden var Hr. Theodor Franz ikke med paa Rejsen. Han var taget iforvejen. Saa spillede Hr. de las Foresas Kort med Charlot i Kupéen.

De spillede om Regnepenge. De forgyldte Mønter flød rundt om dem paa Sædet. Hr. de las Foresas fortalte livlige Historier. Han fortalte om Banken i Baden, han havde sprængt.

– Den Gang, der endnu var Bank i Baden. Han fortalte om Spillehulerne i Mexiko – der kunde man da vinde, naar man forstod det. Men Hr. Emmanuelo de las Foresas turde sige, at han forstod det. Det var da endelig Formuer det, Guld det. Guld at tale om det.

Charlot hørte og vogtede paa Kortene og samlede Mønterne sammen paa Sædet.

– Og Janeiro da – Rio Janeiro da – Hr. Emmanuelo de las Foresas lod Kortene synke – hen mod Morgen, naar Guldet slap op – og Diamanterne kom frem paa Bordet – Diamanter i hundredvis flød over Tæppet …

– Eller Peru da. Tak skulde man ha’e, for saadan en Beværtning som Monaco!

– Nej – det var noget at tale om – naar man forstod…

Men Hr. Emmanuelo de las Foresas turde sige, han havde forstaaet en Del i sine unge Dage.

Og han havde endnu rigtig rare Fingre, rigtig gesvindte Fingre.

Det var Kunsten med Knappenaalen, Tæppet og den fine Silketraad, som svippede Kortet væk lige for Næsen af Bankøren. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde gjort Kunsten i Baden, i Baden, mange Gange. Han vilde prøve, om han kunde endnu.

– Ja, prøv Fa’er.

Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde endnu.

– Det er et Talent, sagde han. Et rent Talent. Det sidder i Fingrene. Han gjorde alle Kunsterne om igen, foran Charlot, paa Sædet. Drengen gjorde efter, om og om igen. Hr. Emmanuelo de las Foresas saá til. Han blev glad, han lærte, han rettede.

– Bravo – Bravo. En gang til.

Charlot gjorde Kunsten.

– Rigtig, rigtig, men den Dreng har Talent. Men – Bravo – Bravo. Han var virkelig fingernem.

De spillede videre. Charlot tabte. Han slugte hvert Kort med Øjnene og holdt paa Regnepengene med Hænder, der rystede af Iver.

Han tabte igen.

– Du snyder, Fa’er, sagde han og greb ham om Haanden. Du har dobbelte Kort.

Hr. de las Foresas blev vred.

– Man spiller ikke falsk med sine egne Børn, sagde han. Han vilde ikke spille mer.

Men Charlot blev vred, han spillede med Makker, med alle Kort ud over Sædet. Regnepengene raslede i hans Hænder.

Naar Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot var alene, gik Tiden rigtig nemt.

Naar de var ene, kom der ogsaa altid en Dame og spiste til Aften med dem efter Koncerten. Charlot holdt meget af de Damer. De kyssede ham i Ørene og skiftede Cigaret med ham. De klædte ham af, naar han skulde i Seng, og dansede med ham i Natkjolen. De var saa venlige imod ham i alting.

Han hvinte, saadan kildede de ham.

Charlot fik mange Ting foræret. Hr. Emmanuelo de las Foresas tog det altsammen i Forvaring.

En Gang imellem i Jernbanen, midt som de sad, sagde Charlot:

– Fa’er – hvor er egentlig vore Penge?

– I Paris.

– Hm. Er det mange nu?

– Aa – ja. Men Mo’er skal ogsaa leve, der gaar meget med.

Der var Dage, hvor Pengene spøgede uafbrudt hos Charlot. Saa glemte han dem igen lang Tid.

* * * * *

Det tredje Aar gik. Hr. Theodor Franz havde ladet Charlot indstudere et fjerde Nummer. Det var “Radetzky-March”. Charlot udførte den paa Barneviolin. Første Gang han spillede den, var i Pest. Charlot var i Magyaruniform, og Studenterne trak ham hjem.