Excentriske noveller

Efter Bordet, ved Kaffen, kunde en Herre, naar han fik tændt, vende sig til sin Kone, sin Søster:

– Pokkers smuk Karl, sagde han. Franz hørte det.

Og hun løftede Blikket og saá paa ham som paa et Stativ og sagde:

– Aa ja – paa en Buk.

Saadan gik Dag efter Dag.

Han tænkte slet ingenting uden det.

Han stjal som en Tyv flygtige Berøringer; de mærkede det slet ikke. Han næsten fornærmede dem – de følte det slet ikke.

Og naar da en ny Dag havde slæbt sig frem, og det var blevet Aften og tomt i Salen, stod Franz timevis lænet til Balustraden; uden at gøre en Bevægelse, stirrende og bleg under det elektriske Lys.

Der arbejdede i hans Hjerne en tom Fortvivlelse, et afmægtigt Raseri, som søgte om et Svar og intet fandt og ikke vidste, hvorhen det skulde vende sig.

Undertiden gik han hjem. Han syntes, det dulmede.

Madam Pander sad og smaagræd.

– Sidder han ikke der, sagde hun til Rullekonen, og ser ud som Elendigheden i Ansigtet og si’er ikke det Herrens Ord. Men man véd, hvad det er – ja – mæn – man véd hvad det er …

Han vilde ikke ha’e Lys – der var bedst i Mørke. Stille lagde han Tøjet fra sig, og han sad i den gamle Sofa i Hjørnet. Madam Pander tog en Stol og satte sig foran ham.

Hun tog hans Hænder imellem sine og klappede dem sagte. Og han smilede træt og stille til hende og lagde sit Hoved over mod hendes Skulder.

– Hvad er der, min Dreng – lille Dreng – hvad er der med min Dreng?

Han knugede Hænderne fast og svarede ikke. Og Madam Pander følte hans Pande brænde mod sin Skulder og sagde igen med en Stemme, Graaden næsten gjorde uforstaaelig:

– Hvad er der med min Dreng – lille Dreng – gør de ham ondt?

Men naar Franz var gaaet, forbandede Madam Pander til Rullekonen alle Fruentimmer.

– For dem er det, det Rak – Herre Gud – og han har det jo ikke fra Fremmede.

En Tirsdag Aften gik Franz i Teatret. Ud til Carl Schulze at se en Operette.

Det var en tyrkisk Historie om en Prinsesse.

Der var en tyk Eunuk med udstoppet Mave; han gjorde Elskovsfagter, saa hele Huset hvinede. De kaldte ham frem og frem, og han gjorde sine Fagter om, stadig kaadere, og sang sin Vise igen:

Aber – es hat keinen Werth – Es hat keinen Werth.

Franz sad i Mørket i en Loge. Han lagde Hovedet tilbage mod Væggen og græd.

Da Akten var forbi, gik han.

Han skraaede ned mod Gänsemarkt og ind i en af Gyderne i det Kvarter. Han blev der om Natten.

Men da han vaagnede henimod Morgen og saá hende ved Siden af sig i Tusmørket, fo’r han op og løb derfra.

Han følte en Væmmelse, som kunde han udspy sig selv. Han brændte, og hans Hoved smertede. Ækelheden kvalmede ham, saa han stønnede.

Han gik hjem, men i Seng vilde han ikke. Ad Bagtrappen sneg han sig ned i Restauranten.

Det var begyndt at blive lyst, og en graa Dæmring faldt ind gennem Glastaget.

Franz satte sig paa Stentrappen med Hovedet i sine Hænder.

Og mens han sad her stille foran dette Rum, Vidnet til hans Liv, gled alting ud i en dyb og bundløs, en ubeskrivelig Lede.

Han saá langs Balustraden – Stolene var stillet op paa Bordene, de halvskidne Duge laa bredt derover … De kunstige Palmer struttede døde op i deres Majolikapotter.

Franz havde ingen Tanke, følte ingen Smerte. Men i hans Sind kom der op noget som en bedøvet Forbavselse over, at dette var Livet.

Lampeslukkeren havde glemt sin lange Stige igaar, da han slukkede. Paa dens Trin stod Franz, da han klyngede sig op paa Stangen over Døren.

Fejekonerne fandt ham, og der blev en svær Staahej, og Natportier’en kom til. Fæl sad han ud med Tungen ud af Halsen, varm var han endnu.

Direktøren kom ned i Nathabit og bandede, saa det rungede i Salen. Et Par Kolleger slæbte ham op paa tredie Sal i et Bagageværelse.

De ryddede et Bord for Vadsække og Hatæsker og lagde ham der midt mellem Kufferterne. Et Par Kartoffelskrællersker vaskede Liget og dækkede det med et Lagen.

Op paa Formiddagen kom Johanne ind. Hun vilde se ham. Langsomt løftede hun Lagenet, kun Hovedet lod hun dækket. Hun græd ikke men saá stille paa ham.

Han var hvid som Marmor, hun havde aldrig set noget saa skønt.

Og mens hun saá paa dette døde Legeme, der havde været hæget med saa megen forgæves Omhu, rakte Johanne – hun vidste ikke selv hvorfor – Haanden knyttet op imod Himlen.

Fratelli Bedini

Han blev vækket ved et Rusk og fløj op i Skræk og gned Øjnene; han troede, at Moderen var død igen. Han saá jo Nat og Dag det lange Lagen over Liget paa Sengen og Mændene, som var kommet ind og havde slæbt Moderen ned ad Trappen, pakket i et Lagen; en tog ved Hovedet og en ved Benene, for at faa hende i Kisten nede i Gadedøren.

Men det var kun Faderen, som gav ham et Rap til:

– Du ska’ op, sagde han. Ta’ Klæ’erne paa Dig. Vi ska’ ud.

Drengen vidste ikke, om det var Nat eller Morgen, men ud af Slagbænken kom han. Faderen var ikke saadan just at spøge med. Han var Møllerkarl, og det kunde hænde, at han i Farten haandterede Drengene ligesaa rask som sine Sække.

Derfor fik Klaus Klæderne paa sig i en Hurtighed, alt mens han skottede til Lampen og tænkte paa, hvad Tid det vel var paa Døgnet.

– Vask Dig, Unge, sagde Faderen, som stod med Lampen. Det var første Gang i Klaus’ Liv, Faderen havde brudt sig om enten han var ren eller skiden.

Og større endnu blev Drengens Forbavselse, da Faderen pøsede hans Haar over med Vand og gav sig til at rede ham med den gamle Kamstump.

De to andre Unger var vaagnede i Slagbænken, og søvndrukne og forbavsede saá de til med opspilede Øjne. Det bankede paa Døren, og Nabokonen kom ind:

– Er de færdige, spurgte hun.

– Ja – jeg staar kun og pudser ham til – naa, saa gik vi.

Nabokonen mønstrede Klaus: Jeg staar ved mit, sagde hun, at de ta’r ham. Han har Skabelonen.

Henne i Slagbænken begyndte de to at hyle, de forstod ingenting af det, og saa var de bange, de skulde ligge i Mørke. Klaus stod forbavset over sig selv med sit vandkæmmede Haar, mens Nabokonen bandt ham et Lommetørklæde om Halsen. Han vidste ikke, hvad al den Pynt skulde til.

Faderen saá til dem, der hylede i Bænken.

– Se til, den Hvinen faar Ende, sagde han og slukkede Lampen. Nabokonen og han og Klaus kom hen til Døren. Henne i Bænken klynkede det smaat.

Der var Lys og mange Folk paa Gaden. Klaus sjaskede af ved Siden af Faderen. Nabokonen snakkede.

– Vist maatte vi afsted iaften – der er nok om det Ben maa man tro, der hænger i – tro bare ikke det – og saa var han forsørget …

– Ja, gryntede Mølleren.

– Ja – det maa De nok sige Ja til … Som om det var let for Fattigfolk, naar Konen falder fra og man sidder der skinbarlig med Ungerne – nej – tro bare ikke det, siger jeg. —

De blev ved at gaa. Klavs var helt ør og fortumlet. Faderen gav bare Grynt fra sig og tog lange Skridt; for Konen gik det som Kæp i et Hjul:

– Og fint er det – for jeg ser ’et, naar jeg fejer – i Garderoberne – de ta’er ’et ikke saa nøje, de Folk – om de gør – baade i Silke og Fløjl er de, og han i Loftet har Fingrene saa behængt med Diamanter, saa man ser ikke, hvad de er gjort af … om man gør.

Klaus hørte til og begreb ingenting. Faderen nikkede og gentog en Gang imellem:

– Ja, naar de bare havde ham —

De gik ind af en lille Dør i et stort, graat Hus. Der var en underlig Luft paa Trappen.

Faderen blev mere klein og senere paa Benene i Trappen, Konen var geskæftig og spurgte et Par Karle, som havde travlt og løb forbi.

– Ja, de er i Garderoben.

Hun lukkede en Dør op, og de kom ind i et stort Rum, hvor der var mange Lys og stor Staahej, Klaus spærrede Øjnene op, og han fik Fingrene i Munden: saadan noget – nogle løb nøgne omkring og sprang op ad hinanden, og én laa paa Gulvet og sprællede med Benene.

De havde Guld om Livet.

Faderens Arm kom tøvende ned om hans Skulder. De stod fremmed, trykkede ind til hinanden.

Nabomadammen slog ud for en af de nøgne, og tilsidst kom han hen med hende.

Han saá op og ned ad Klaus, talte med Faderen og gav sig til at række og strække i Klaus’ Arme. Drengen stod forbløffet, ind til Faderen, og var lige ved at græde.

Den, som sprællede med Benene, havde faaet en Dreng hen, og han hev ham op i Luften med Fødderne ligesom Sækkene i Trisseværket paa Dampmøllen.

Den nøgne spurgte ud og følte Klaus baade paa Brystet og paa Benene.

En Klokke begyndte at ringe, og alle de nøgne fo’r op og strakte Kroppene. Han, der spurgte, løb og sagde: Imorgen – hvor vi bor. Henne foran Spejlet gav en Mand ham noget Mel i Ansigtet.

De begyndte at spille en Musik, og de nøgne løb ud i Gaasegang, den lille, som blev hevet op i Luften, var sidst …

Og saa hørte de en Støj og mange, der raabte og klappede …

– Ja, saa ka’ vi gaa, sagde Konen.

De gik hjemad i langsomt Trit, uden at sige meget. Da de havde gaaet længe, sagde Faderen og stod lidt stille:

– Ja, naar kun Drengen beholder hele Lemmer, Madam.

Madammen sagde: Det er en Øvelse.

Paa det sidste Stykke Vej gik Faderen med Klaus i Haanden.

Da Drengen hjemme havde lagt sig ned under Tæppet og kneb sig ned til de to Brødre, som sov tæt ind til hinanden, laa han længe vaagen, og han saá stadig de nøgne, mens de løb ud, og hørte Musiken og Raabene. Og han sov ind, hed og fortumlet.

Den næste Dag hentede Madammen ham – Faderen var paa Møllen – og de gik ud igen. De traf den nøgne fra igaar i Sengen. Hele Stuen var fuld af Kasser og Klæder og meget Stads, som laa rundt om.

Den nøgne vendte sig i Sengen og sagde:

– Naa – er det Dem – klæd ham af, Madam.

Madammen begyndte at klæde Klaus af omme bag en Kuffert. Men Skjorten vilde Drengen ikke have af, og han begyndte at græde og hagede sig til Kufferten.

– Flæber han, saa bring ham ligesaa godt væk straks, sagde den nøgne.

Saa fik Madammen Skjorten af Klaus og skubbede ham frem paa Gulvet.

– Hvor gammel er han?

– Otte Aar, var Madammen der: ikke ældre, ikke det Gran, tro bare ikke det – en dejlig Skabning det ve’ Gud; og hun drejede paa Klaus.

– Kom herhen. Klaus gik hen til Sengen, han flæbede og sneg sig sidelænds: Naa, lige Ben – bøj Ryggen.

Den nøgne strakte Haanden ud under Dynen og følte Klaus ned ad Ryggen.

– Hvad hedder Du?

– Klaus, kom det lidt mygt, for han tog haardt.

– Klaus – Satan – Turen kom til Brystkassen – god Statur – Klaus – sacrebleu – for et Navn i Bedini-Truppen – na – ligemeget: paa Plakaten ka’ han hedde Giovanni … Han hed Giovanni, som brækkede Rygraden.

– Ja – gi’ De ham, hva’ Navn De vil, sagde Madammen, der saá til: han beholder nok sit Kristennavn endda.

Den nøgne slap Klaus og lagde sig tilbage i Sengen.

– Vel, vi ka’ ta’ ham, sagde han, og straks. Imorgen gaar vi til Breslau – kom saa med ham imorgen tidlig —

Madammen jagede Klæderne paa Klaus og var idel Veltalenhed, til hun fik en Thaler i Duçør.

Udenfor Døren spyttede hun paa Mønten og klaskede den ind i den flade Haand.

– Handsel, sagde hun. Det var sjældent, hun saá saa store Mønter.

Klaus forstod nu nok det hele. Han skulde ogsaa gøre Kunster og have de hvide Ben paa og Stadsen om Livet. Han bestilte ikke andet hele Dagen end at le og synge.

Han fortalte for Brødrene, som ikke begreb og blev ved at spørge og spørge ham.

Men om Aftenen, da de alle tre laa i Slagbænken og hviskede, lagde den yngste pludselig Armen om Klaus’ Hals, og midt under al Glæden græd han. Og da han begyndte, græd de to andre ogsaa, stille, og begge Brødrene klappede Klaus paa Kinderne og knugede sig op til ham.

Længe græd de og snøftede i Tæpperne. Og endnu i Søvne holdt den yngste saa fast om Klaus’ Haand, og Graaden gjorde deres Aande tung.

Da Møllerkarlen kom hjem, sent, han havde haft Vagt, fik han Besked af Nabomadammen, som snakkede og priste og bare tav om de tre Mark.

Da Faderen kom ind til sig selv, tændte han, og mens han gik rundt og varmede lidt Kaffe og tog Brød frem, skævede han til Slagbænken. Saa med ét slukkede han Lyset, og han sad og fandt Munden i Mørke og krøb saa i Seng. Men han laa og kastede sig, og megen Søvn fik han ikke.

Om Morgenen stod han op, før Drengene vaagnede, og han gik over Gangen ind til Nabomadammen i Køkkenet.

– Ja, saa er’et jo idag, sagde hun.

– Ja, det er jo idag, sagde Mølleren. Der blev en lille Stilhed.

– Han ska’ derhen nu til Morgen …

– Ja, han ska’ det … De tav igen. Men det er dog en svær Haandtering. Han stod lidt: Jeg tænkte det, sagde han saa, om de gav noget for det …

Konen saá hurtig op:

– Vil Johan sælge sine Børn, sagde hun indigneret. Møllerens Blik gled væk: Jeg tænkte blot, det var en farlig Haandtering, sagde han lavt.

Madammen lagde sig ned og pustede til Ilden:

– Jeg vilde være glad til, sagde hun. Det ved Gud. Johan stod lidt og saa paa hende. Saa gik han.

– Om Aftenen var Klaus med Bedini-Truppen i Breslau. Fra den Dag hed han uden videre Vrøvl Giovanni.

Et Par Dage efter begyndte Giovanni at arbejde.

Han øvede om Morgenen sammen med de fire Elever; helt nøgen skulde han staa paa Hovedet op ad en Kuffert. Papa Bedini laa i Sengen med en Pisk og kommanderede. Undertiden prøvede han uden videre Nødvendighed om Snerten virkelig kunde naa Giovannis Kuffert, og han tog det ikke saa nøje, hvor han ramte.

“Araberen” lærte Giovanni Rygbøjning. Araberen var Parthaver i Truppen og en hidsig Mand med skarpe Tænder. Han bed rask til, naar det ikke gik med Bøjningerne.

Fjorten Dage løb Giovanni rundt med et Uldtørklæde om Halsen. Den bar tidt Mærke af Araberens Tandrække, fordi han var falden paa 100 i en Rygbøjning.

Giovanni fik en Vane med, saasnart nogen talte til ham, at bøje Hovedet og vende Nakken til; og sad han efter Prøven og skrællede Kartofler eller skyllede Salat, slap han ved mindste Støj Salaten, saa det svuppede i Vandet, og holdt Armen op. Han var altid rede til at stikke i Hyl, blot han saá en Haand fare lidt rask ud af en Bukselomme.

Men om Aftenen, naar de klædte sig paa i Garderoben og febrilske og hede strakte Kroppen i Øvelser, og Regissørens Klokke gik, og Bruset af Musik og Bifald steg op fra Salen, – saa blev Giovanni urolig, som maatte han med; han stod i Kulisserne, mens de arbejdede, og han følte det, som var det hans egne Lemmer, der spændtes.

Araberen lod ham prøve om Formiddagen paa Teatret. Akrobaterne sad med dovne Kroppe rundt i Salen ved deres Øl, to og to, timevis uden at tale. De slog med Krusene i Bordet en Gang imellem, naar Araberen fangede Giovanni paa sine Fødder. Ellers var de dorske og tavse i den halvmørke Sal.

Der kom en hidsig Kappelyst over Giovanni; smidig var han som en Kattekilling.

En Dag hørte han Papa Bedini sige i Kulisserne:

– Ja, den Dreng har en blød Krop.

Saa begyndte han at optræde med de andre. En Time, før de skulde ind, arbejdede han med Araberen i Garderoben. Mens hele hans Legeme svedte, klaprede hans Tænder i Munden af Angst.

Naar de kom ind paa Scenen i Lysene, og deres Vals lød, og de havde hilst, med de varme og skælvende Hænder i hinanden, og de havde gjort de første Kunster, sat fra i de første Spring, var det, som de blev taget op i en Hvirvel, og de hverken saá eller hørte mer. De havde ligesom paa én Gang faaet hundrede Sanser spændt og havde mistet hver Tanke.

Paa én Gang blev de alle forvirrede, og de viste ikke de Kunsters Følge, som de havde gjort hundrede Gange; men som forvildede satte de frem i Saltomortaler, alle paa én Gang, mens Publikum jublede.

Naar Tæppet faldt, lænede de sig forpustede til Kulisserne, svimle som Folk, der har danset for længe; Gulvet gyngede under dem, og de kunde næppe staa paa deres egne Ben.

De gik tilbage til Garderoben og pludrede og lo, mens de klædte sig om, til pludselig en Bly-Træthed tog dem, og de sad, endnu tungt aandende og svedige, helt sløve.

Giovanni faldt i Søvn paa sin Stol.

Papa Bedini troede paa onde Øjne. Naar der var onde Øjne i Salen, gik Pyramiderne itu, og de snublede i Springene. Saa mærkede Giovanni en Gang imellem Araberens rare Tænder gennem sit Trikot.

Og Drengene var raske paa Hænderne for at faa Klæderne paa sig og komme ud af Garderoben, hvor Papa Bedini i Raseri rev sig Haarene af Hovedet, siddende foran sit Spejl.

De rejste rundt fra By til By, uden Forandring. De øvede om Dagene og arbejdede om Aftenen. I Tidens Løb fik de en ny Elev – de købte et kønt Pigebarn etsteds i Böhmen. De boede altid sammen og lejede tre Stuer. Araberen og Papa Bedini havde de to. Drengene og den lille Rosa havde det tredje. Og det forblev saadan, mens de voksede til gennem Aarene.

Det var en Slags Paradisets Have – uden noget Kundskabens træ paa hvad der var godt og hvad der var ondt. De unge Legemer, som var saa vant til at være nær hinanden, vidste ikke af at nægte sig noget, og da Angelo i nogen Tid havde været Kæreste med Rosa, blev Giovanni det, og ingen af dem vidste, at der var noget ondt i det. Det kom jo af sig selv, uden at de havde saa meget som tænkt paa det.

Giovanni var seksten Aar. Slank og rundsvajet, Hovedet rankt.

Angelo kaldte ham for “Ilderen”. Og han havde ogsaa nogen Lighed med dette Rovdyr, naar han satte i Spring – Hovedet dukket, med sammenkneben Mund – fra Araberens Skulder.

Papa Bedini gav ham rigeligt med Lommepenge, fordi han var bange for, han skulde gaa fra Truppen.

Giovanni stred meget med sin Krop. Til Tider var den haard og stridig, og han kæmpede med den som med et ubændigt Dyr, som ikke vil føje sig. Hele Formiddagen arbejdede han, og om Aftenen vænnede han i Garderoben Legemet til, timevis, saa det var badet i Sved.

Han følte til sit Legeme en stolt Kærlighed, som en Sportsmand til sit Yndlingsdyr; naar han øvede, talte han opmuntrende eller haansk til sine egne Lemmer.

Paa de ulykkelige Aftener, naar han gled i sine Spring, blev han grebet af et dumpt og hadefuldt Raseri mod sit Legeme. Under Skældsord løb han, vild, Hovedet mod Kulissevognene, eller Angelo og han fo’r sammen, ude af sig selv, og de brødes som Vilde, til de stønnende faldt af Træthed paa Gulvet.

Og de overspændte Lemmer tog deres Ret, saa de sad siden i Restaurationen, dvaske, med sløve Øjne som Dyr, der fordøjer.

Klovnerne og Sangartisterne pludrede op og havde meget med Kortkunster og Øjenforblændelser og Fruentimmerhistorier. Men Akrobaterne sad hen lade og smilende, trætte af at slæbe paa deres egen Styrke.

Kortene kunde vække dem. Hidsige og med skinnende Øjne spillede Giovanni og Araberen til langt ud paa Natten, under den nedskruede Gas i Krogen. Kelneren snorkede med Overkroppen frem over Disken.

Kvinden spillede ingen stor Rolle for Giovanni. Han kunde nok fare over en Kvinde med ubændig Rasen.

Men næste Dag vilde han ikke have kendt hende igen, og der gik lang Tid, inden han søgte til en anden.

– Bedini-Truppen skulde til Renz.

De ventede i Garderoben før den første Prøve. Tavse gjorde de deres Øvelser; Papa Bedini mindede dem om en Tur. De andre nikkede og blev ved.

Angelo spurgte:

– Er den Gamle her?

– De sagde, han kommer.

De blev ved. De kridtede deres Saaler og ventede paa Regissørens tre Slag. Nede i Cirkus var der halvmørkt og skummelt. Et Par gamle Fædre sad tilknappede og stive i Parkettet med høje Silkehatte og Guldknapsstokken mellem deres Ben. De hviskede sagte.

Som paa Kommando rejste de sig og hilste en stram Skikkelse, der kom og satte sig i en Loge.

Ham.

Angelo hviskede stakaandet:

– Se, den Gamle.

Giovanni følte, som der ikke var Plads til Hjertet i Brystet paa ham, saadan hamrede det.

Der var saa stille, at han mærkede Vimplen, der slog mod Taget, helt oppe i Rotunden. Saa stille var der.

Bedini-Truppen havde en heldig Dag.

Da de var færdige med at arbejde, kom en Herre hen til Giovanni.

– De arbejder godt, sagde han. Har De aldrig arbejdet paa Hest?

– Nej – kun Parterre.

Herren saá paa ham og snoede Knebelsbarten med en slap, diamantbesat Haand.

– Hvor gammel er De?

– Tyve Aar.

– Hm. De kunde lære endnu.

Herren vendte sig og gik fra ham. Staldkarlene, som fejede, hilste ham.

– Hvem var han? spurgte Giovanni.

– Han? Mr. Cooke.

– Cooke – Jokeyen?

– Ja.

Giovanni mærkede en fin Duft, Jokeyen bredte hen gennem Stalden.

– Giovanni opsøgte sin Fader. For fire – fem Aar siden var Faderen falden gennem en Lem og var blevet halt. Han var Bud hos en Boghandler og humpede af med sine Pakker i alskens Vejr. Aar og Cognac havde illumineret hans Næse.

Han kom haltende om Morgenen og sad ved Klaus’ Seng og krammede sin Skindhue og sagde mange mærkelige Ting om Lykkens Stjerne og andre, som havde “Pech”. Han pressede jævnt Markstykker af Klaus og haltede af med Takke-Snøften, naar han havde faaet Mønten.

Om Søndagen gik Giovanni hjem.

Brødrene blev støjende glade, da de saá ham, de faldt ham om Halsen og kyssede ham. Og lidt efter sad de alle tre og saá paa hinanden, og de vidste ikke, hvad de skulde sige – men sad der.

Giovanni gav dem Cigaretter, og de røg alle tre, tavse og sært generte ved hinanden. Der gik en Stund.

– Nu maa jeg vel gaa, sagde Giovanni.

– Skal Du gaa?

– Ja – det er det bedste. Farvel da.

Brødrene fulgte ham ned, og de stod i Gadedøren og saá efter ham, til han var drejet om Hjørnet.

Brødrene bad ogsaa Giovanni om Penge, saa tilsidst blev det knapt for ham. Han havde længe tænkt paa at fordre “Part” af Papa Bedini. Nu gjorde han det – Bedini og Araberen løb Panden mod Væggene og gav ham Parten.

Om Aftenen gjorde Giovanni Staldmestertjeneste, naar Truppen selv havde arbejdet. Artisterne stod segnefærdige af Træthed, med deres parfumerede Hoveder. Og medtagne af den lange Staaen ørkesløst, paa ét Sted, skiftedes de til at læne sig til Logevæggene for at faa Støtte blot ét Minut.

Naar den store Pantomime var begyndt, blev de jaget gennem hastige Omklædninger, og de fortumledes af Farverne og Støjen og det elektriske Lys. Saa kom Giovanni hjem, slæbende træt, og sov, saa Kanonskud kunde ikke vække ham.

To Ting interesserede Giovanni: Jokeyen og Løverne. Han beundrede med Kenderens Øje Jokeyens Spring, han søgte at lære ham Kunsten, Fiffene af. I en af Pantomimerne var Mr. Cooke og Giovanni. Englænderne og sad ved Siden af hinanden.

– Jeg vilde gerne lære et andet Arbejde, sagde Giovanni.

– Det kan De jo.

– Parterre betaler sig ikke.

– Naturligvis. Vilde De arbejde paa Hest?

– Hvis jeg kunde lære det.

Den næste Aften sagde Jokeyen:

– Jeg har tænkt over det. De kan øve paa en af mine Heste. De maa kunne springe Jokeyspringet. Vi vil forsøge.

Et Par Dage efter begyndte Giovanni at øve med Mr. Cooke. De ar