Kitobni o'qish: «En adelig Opdager»

I. – DET STJAALNE BREV.

Kapitel I.

(Hvem er Tyven?)

Paa Godset Glenlean herskede til Formiddag stor Bestyrtelse. Den gamle Godsejer gik omkring og vred sine Hænder, men hverken til sin Hustru eller nogen anden turde han sige et Ord om Grunden.

Til den berømte Detektiv Grev August Campnell i London havde han straks ved Opdagelsen for en Timestid siden telegraferet ekspres. Nu ventede han længselsfuldt.

Endelig bankede det.

Tjeneren Philip viste sig i Døren til Godsejerens Privatkontor.

»Der er en Herre —!«

Godsejeren greb hurtig Visitkortet.

»Lad ham straks komme herind!«

Tjeneren bukkede.

Kort efter stod en yngre Mand i Værelset. En høj, mørk, aristokratisk Skikkelse uden Skæg og med skarpe, markerede Træk.

»Det er altsaa Grev Campnell?«

Detektiven nikkede kort. »Hvormed kan jeg være til Tjeneste?«

»Ja—a« Godsejeren rystede bedrøvet paa Hovedet. »Sæt Dem ned, Hr. Greve! Ja—a, der er hændt mig noget —«

»Forhaabentlig ikke noget ubehageligt?«

»Jo forbandet ubehageligt. Et Brev er bleven borte her paa mit Skrivebord!«

»Hvornaar?«

»Nu i Formiddag. Jeg gik et Øjeblik op for at tale med min Hustru; da jeg kom herned igen, var Brevet borte!«

Detektiven fikserede Godsejeren skarpt. Han saa, den gamle Herre gjorde alt for at skjule sin stærke Bevægelse.

»Hvad var det for et Brev, om jeg tør spørge?«

»Ja undskyld … jeg kan blot sige, det ikke paa nogen Maade maatte læses af andre end den, det var skrevet til.«

»Var det et Brev, De havde modtaget?«

»Nej, jeg havde selv skrevet det. Jeg var omtrent færdig med det, da min Hustru sendte Bud, at hun vilde tale med mig.«

»Hvem kom med det Bud?«

»Hendes Pige! Men hun kan ikke være den Skyldige, for hun gik foran mig opad Trapperne. Og jeg saa hende gaa ind i Grevindens Soveværelse«.

»Hvor længe var De da borte?«

»Aa, ti Minutter. Jeg skyndte mig netop tilbage, fordi jeg vidste, det laa fremme.«

»Lukkede De Døren, da De gik?«

»Ja! Den var ogsaa lukket, da jeg kom tilbage.«

»Hm —! Er der blevet andet borte?«

»Nej, ikke en Smule!«

»Og hvor laa det Brev? Nøjagtigt, mener jeg!«

»Her paa Brevmappen! Da jeg gik ud, lagde jeg Klatpapiret over det.«

»Er De sikker paa det?«

Manden betænkte sig lidt. »Sværge paa det, tør jeg ikke, men jeg syntes, jeg gjorde det.«

»Saa Pigen, De skrev?«

»Ja, det kunde hun ikke undgaa.«

»Var der nogen i Huset, der vidste, De skrev paa et vigtigt Brev?«

»Nej, vist var der ej …« Godsejerens Bevægelse blev næsten pinlig. »Jeg vil være ærlig overfor Dem! Jeg vilde give ti Aar af mit Liv, hellere end jeg vilde have, at nogen her i Huset skulde kende det Brevs Indhold. Jeg stoler paa, denne Samtale bliver mellem os!«

Detektiven smilede.

»De kan være fuldstændig sikker! Men sig mig: Har De forhørt, om nogen har været her i Deres Værelse, mens De var borte?«

»Jeg har spurgt Tjeneren. Han siger, han var beskæftiget herude i Forstuen.«

»Ja saa …«

Den gamle Herre saa skarpt paa Detektiven: »De tror da ikke, min Tjener Philip har en Finger med i Spillet?«

»Aa nej. Men har han været i Forstuen, maa han dog have lagt Mærke til, om nogen er gaaet herind i Værelset. – Eller ogsaa er Tyven kommen ind gennem Vinduet!«

»Ja – det har ganske vist staaet aaben …!«

Detektiven gik til Vinduet og kiggede ned. Men Rosenbedet nedenfor var i den skønneste Orden uden et Fodspor at opdage.

Detektiven gik tilbage til Skrivebordet. Nu strejfede noget pludselig hans Blik.

»Hvad er det?«

Skrivebordet var som de andre Møbler af mørkt Egetræ. Men et Sted paa Bordpladen var der ligesom Spor af noget klæbrigt.

Den gamle Herre vidste ikke, hvorfra det skrev sig. Detektiven undersøgte det nøje ved Hjælp af en Lup, der laa paa Bordet.

»Ja det er et harpiksklæbrigt Stof, som —«

»Som, som, nu ved jeg det!« fo'r det med Et glædesstraalende over den gamle Godsejers Ansigt. »Ikke sandt? Tyven har staaet i Blomsterbedet her nedenfor Vinduet med en Stang eller … og har smurt Harpiks paa Enden og saaledes fisket Brevet ud af Vinduet. Ja ikke sandt, det er soleklart …«

Detektiven maatte smile.

»Hvem skulde da vide, der laa et Brev paa Deres Bord, naar ingen har været inde i Værelset? Fra Haven kan man ikke se Deres Skrivebord. De kunde saamæn selv sidde ved det, uden man kunde se det dernede.«

Godsejeren indsaa det og sukkede dybt.

De talte saa videre sammen om Mulighederne, men blev afbrudt, da Døren knirkede.

Det var Godsejerens lille Nevø.

Ulykkelig, med store Taarer i Øjnene, stod den lille, gullokkede Dreng i Døren med sin Drage. Stødvis kom det i Graad: Tanten vilde ikke hjælpe ham med at sætte Dragen op, Pigerne vilde heller ikke, James Kusk heller ikke, ingen vilde, og han var saa ulykkelig.

»Saa, saa, lille Roland,« trøstede Godsejeren og fik ham læmpeligt puttet ud af Døren igen. »Bed Du Tante rigtig pænt om det, saa gør hun det nok —«

Lille Roland lod sig endelig formilde og trippede atter af Sted til Tanten. Og igen fik de to Herrer Ro.

»Ja, Grev Campnell, hvad mener De saa?«

»Er Brevet virkelig saa vigtigt?«

»Ja – ja, jeg forsikrer Dem! Blot jeg vidste, hvem der har taget det – jeg vilde ofre et Par tusinde Kroner derpaa.«

»Naa—aa?« Detektiven saa paa ham. »Mindre bør gøre det! 2000 Kr. er mange Penge, Hr. Godsejer.«

»Sandt nok, men Arbejdet er grumme vanskeligt! Jeg indser det jo mer og mer!«

Detektiven trak paa Skulderen.

»Ja enten vil det jo kræve en ganske alvorlig og langvarig Undersøgelse eller —« han smilede. »Vi er allerede ved Maalet, og Sagen er afgjort om en halv Times Tid.«

»Hvad? Tror De? Jamen, forklar dog?«

Detektiven tyssede.

»Jeg tror slet ikke noget. Intetsomhelst. Blot skal man aldrig gøre sig Sagerne mer besværlige og indviklede end højst nødvendigt. Først de simpleste Muligheder! Slaar de fejl, kan man altid gaa til de mere kombinerede. Derpaa beror al Opdagelseskunst«.

Godsejeren stirrede forventningsfuldt paa ham, som om han ventede at se Brevet i samme Nu dale ned fra Loftet.

»Lad mig være alene en halv Times Tid,« bad Detektiven. »Jeg maa ud og undersøge Terrainforholdene og skal komme herop til Dem igen.«

Dermed gik han.

Godsejeren blev alene.

Uroligt gik han op og ned, op og ned. Hjælpsom og god som han var, kom han saa et Øjeblik i Tanke om det grædende Barn.

»Philip!« kaldte han ud i Forstuen. »Hvor er Roland, har De set ham?«

»Ja Herre. Hr. Roland gik over Græsplænen for lidt siden med Godsforvalterens lille Pige.«

»Naa—!« smilede den gamle Herre lettet og lukkede atter Døren. Saa vidste han jo, lille Roland var glad og fik Hjælp.

Og atter kom de tunge Furer i den gamle Herres Ansigt. Atter vandrer han bekymret omkring paa Gulvet. Han tænkte saa smaat paa at opgive Grev Campnell og hellere melde Sagen til Herredsfogden …

Da banker det.

»Undskyld, hvis jeg forstyrrer, men —«

Kapitel II.

(Den værdifulde Hale.)

Det var atter Grev Campnell.

Godsejeren saa næppe paa ham, for nu var han fuldtud bestemt paa at telefonere til Herredsfogden.

Han vendte sig ligegyldigt mod Detektiven. »Ja Tak, Hr. Greve, jeg takker Dem for Deres Ulejlighed, men nu telefonerer jeg alligevel til Herredsfogden og beder ham hjælpe os —«

»Før eller efter Brevet er fundet?«

»Hvad mener De?« Godsejeren vendte sig helt om i Stolen.

»Jeg mener naturligvis, alt er allerede, som det skal være. Brevet er fundet!«

»Hvad er det?« Stolen væltede. »Hvor da, hvor? Hvem er Tyven?«

»De selv, tror jeg!« Detektiven gik hen mod Døren:

»Kom lidt herind, lille Roland. Jeg skal nok passe paa Dig!«

Den lille Dreng kom skulende ind. I Haanden holdt han Dragen med den klodsede Hale, han selv havde lavet.

»Her er Brevet, Hr. Godsejer!« Detektiven rakte Dragen imod ham.

»Hvad for noget? Hvad siger De!« Godsejeren for op som en Rasende. »Er det Dig, Roland? Hvor i al Verden har Du understaaet Dig …«

En kraftig Lussing var i Luften, men Detektiven standsede Mandens Arm.

»Saa, saa, kære Herre, det er jo Deres egen Skyld! – Gaa Du blot, lille Roland. Jeg beholder Halen, som alligevel ikke duer, og skal komme ned og lave en bedre om lidt!«

Roland skyndte sig ud af Studereværelset, saa hurtigt hans smaa Ben kunde bære ham.

»Naa! Her skal De se!« Detektiven klippede noget af Halen og foldede Papiret ud. »Ingen har læst det, for ingen har set det, eftersom ingen har villet hjælpe ham uden den lille Pige, som heller ikke kan læse.«

»Jamen, hvordan … hvad vil det saa sige, at jeg er Tyven?«

Detektiven gik helt hen til ham og undersøgte hans Klædedragt nøje.

»Selvfølgeligt! Akkurat, hvad jeg sagde mig selv dernede i Haven, da Papiret var fundet.«

»Hva—?«

Den gamle Herre stirrede med aaben Mund.

»De har været uforsigtig, Hr. Godsejer! Vi fandt jo det klæbrige Stof paa Deres Skrivebord, husker De nok. De har væltet Deres Gummiflaske!«

»Ja i Formiddags, ja vel … det er rigtig nok … og hvad saa?«

»Saa er der kommet lidt Gummi paa Skrivebordet – og paa Deres Ærme. Føl selv paa Tøjet! De kan baade føle og mærke det endnu.«

»Naa ja – og hvad saa —?«

»Hvad saa? Brevet er jo simpelt hen klæbet til Ærmet, da de rejste Dem for at følge med Pigen op til Deres Frue. Deroppe har De selvfølgelig ikke haft det med, da hun i saa Fald havde opdaget det. De har tabt det ganske kort efter – herude paa Gangen, hvor Roland legede, og hvor han netop har fundet det, og i bedste Tro lavet Dragehale deraf. – Til yderligere Betryggelse vil De forøvrigt kunne se, der har været lidt Gummi paa Papiret!«

Den gamle Herre undersøgte nøje det sammenkrøllede Dragebrev og gav med Et Detektiven Ret.

Saa glad blev han, at han trods Campnells Protest, vilde op med de 2000 Kr., som den trygge Samvittighed rigeligt var værd. Der hjalp ingen Naade og Forestillinger.

En Time efter sin Ankomst rejste da Grev Campnell tilbage igen. Og Godsejeren glemte aldrig hans Ord om »først og fremmest de simpleste Muligheder«.

II. – EN FRYGTELIG NAT.

Kapitel I.

(En Mumie?)

Det var i Juletiden.

De kom bærende paa en lang 6 Fods Kasse. Onkel holdt i den ene Ende og en lurvet Fyr i den anden.

Men da de naaede ind i Studereværelset, snublede Onkel, og Kassen faldt med et Brag paa Gulvet.

Manden ved den anden Ende blev kridhvid af Angst.

»For Guds Skyld!« gispede han. »Pas dog paa, hvad De gør!«

Jeg forstod ikke hans frygtelige Angst og spurgte mig for ved Aftensbordet.

»Sig mig, Onkel – hvad var der i den Kasse?«

Han betænkte sig lidt og saa vist paa mig.

»En Mumie!« svarede han.

Forfærdede gentog vi alle Svaret i Munden paa hinanden.

Onkel fortsatte: Forleden var en omrejsende Fyr kommen hertil med en Mumie, og han havde nu lejet den, for dermed at more Julegæsterne i Morgen!

»Og den Mumie ligger dér i Kassen?« spurgte Tante forskrækket.

»Ja vist gør den det! Men den er laaset forsvarligt, min Engel, saa Du skal ikke være bange. Naa, at holde Generalprøve i Aften er vel ikke værd?«

»Uh nej, lad dog være!« gyste Tante. »At Du i det Hele kan finde paa den Slags Ting, det er jo omtrent, som havde man et Lig i Huset!«

Men Onkel smilede: »Kære, vær nu lidt fornuftig! Manden, der foreviser Mumien, skulde rejse i Julen; det Skind, han vidste ikke, hvor han skulde anbringe sin Mumie imens. Saa var det, jeg tilbød, den kunde staa her hos os.« Onkel saa atter hen til mig. »Er saa din Nysgerrighed tilfredsstillet, lille Agnes?«

Da jeg var ved at gaa i Seng kom Clara ind til mig.

»Skal vi gaa over og se paa Mumien?« hviskede hun.

»Det kan vi jo ikke. Hørte Du ikke Onkel sagde, at Kassen var laaset.«

»Vi kan da se paa Kassen i hvert Fald,« svarede min Kusine.

»Studereværelset er jo ogsaa lukket, Clara!«

»Jamen, Nøglen ligger i Fa'rs Frakkelomme – kom, lad os se ad!«

Kort efter kom hun virkelig tilbage med den.

»Det kunde da være voldsom Grin, Agnes, at se, hvordan en Mumie – tænk Dig en rigtig Mumie – saa ud. Fa'rs og Mo'rs Soveværelse ligger jo langt herfra. Ingen kan høre os, selv om de sidder oppe og venter paa Grev Campnell, som kommer i Nat.«

Hun stak Nøglen i Laasen og lukkede op. Der var mørkt i Studereværelset.

»Vent her!« Hun skyndte sig efter et Lys.

Vi fik det tændt og saa os om. Paa tre Stole hvilede Kassen – en ækel Tingest at se paa.

»Den ligner jo en Æggekasse!« lo Clara. »Kom her!«

»Nej lad være! Lad den blot blive staaende.«

Men Clara vilde paa Opdagelse. Hun satte Lyset paa Kassen og bankede paa Laaget.

»Mumie! Er Du død eller levende?« hviskede hun.

Den var lukket med en almindelig Laas, men vi havde jo ingen Nøgle.

»Hvor tung mon den er?«

Før jeg kunde forhindre det, havde hun løftet i den ene Ende.

Lyset paa Laaget begyndte at glide. Jeg vilde gribe det. Det lykkedes ikke.

I et Nu faldt det paa Gulvet og sluktes.

Clara blev saa angst, at hun slap sit Tag i Kassen. Den ene Stol væltede, og Kassen faldt paa Gulvet med et Brag.

Dér stod vi i Bælgmørke!

Kapitel II.

(I dødelig Angst.)

»Clara dog, hvad har vi gjort?« hviskede jeg uhyggelig til Mode.

Hun rystede over hele Legemet. »Jeg tror, vi har vækket Mumien! Aa Gudskelov, Hr. Campnell er her i Julen!«

Og virkelig: I Mørket hørtes med Et en underlig Lyd, noget som en uhyggelig Stønnen, der fik Angstens Sved frem paa vore Pander.

Famlende os frem gennem den uhyggelige Stue, naaede vi Døren, kom ud og laasede udvendig fra.

Nøglen tog vi med og for af Sted til Claras Soveværelse.

Jeg skulde sove deroppe – derom var vi uhyre enige.

Vi fik baade Lys og Lamper tændt. Clara var hvid som et Lagen. Først da vi havde siddet lidt, begyndte hun stakaandet:

»Næ – var det dog ikke forfærdeligt!«

»Lad være at tale om det, Clara!«

»Jamen, hvad var det dog? Tror Du virkelig, det var Mumien?«

»Mumier kan da ikke stønne!«

»Jo, de kan!« Clara nikkede energisk. »Vores Lærer sagde det en Gang, jeg kan tydelig huske det. Han sagde noget om, at En var bleven levende efter saadan 1000 Aar, eller – tror Du, den kan gaa omkring om Natten?«

»Ti nu stille, Clara. Lad os bare komme i Seng og falde i Søvn.«

Men vi kunde ikke sove. Da vi havde ligget en halv Times Tid, bankede det sagte paa Døren.

Vi laa ganske stille …

»Hører Du ikke, Clara? Er Agnes der?« Det var Tantes Stemme.

»Ja vi sover heroppe begge to. Vi er saa trætte.«

»Trætte!« Grev Campnell lo udenfor, og Tante tyssede. »I har naturligvis haft nogle Narrestreger for! Ja ja, Godnat da, smaa trætte Væsener, jeg vilde blot hilse paa jer!«

Saa gik de igen.

Næppe var de borte, før Clara begyndte: »Skulde vi i Grunden ikke have sagt dem, at det er os, der har væltet Kassen?«

»Nu er det i hvert Fald for sent.«

»Jo men, Grev Campnell sover ved Siden af. Vi kan sige det til ham, naar han om lidt gaar til Sengs.«

Saa laa vi igen tavse. Langsomt gik de Nattetimer. Ingen af os sov.

»Clara?« hviskede jeg en Gang. Nu maatte jeg sige det.

»Ja!«

»Kan Du høre det?«

»Ja —« stønnede hun. »Det lyder, som det var nedenunder.«

»Det er fra din Fa'rs Studereværelse!«

»Jeg tror det ogsaa …«

»Hvad skal vi gøre?«

Clara var grædefærdig.

Det lød, som om noget faldt. Derpaa en Stønnen saa frygtelig.

»Aa, Agnes, Agnes!« Clara hvinede i vilden Sky.

Resolut sprang jeg op.

»Hvor gaar Du hen?«

»Blot ind og kalder paa Grev Campnell. – Nu maa vi have fat paa ham!«

»Jeg vil med, jeg tør ikke være herinde alene.«

Vi tog Morgenkjole paa og gik hen til Værelset.

Flere Gange bankede vi paa. Og atter hørte vi Lyden nedenunder. Vi rystede af Skræk.

»Naa! Hvad er der løs?«

»Aa, kære Hr. Greve, skynd Dem!« bad Clara. »Jeg tror, Mumien gaar dernede.«

»Hvad for noget?«

»Aa skynd Dem, skynd Dem …«

»Nu skal jeg komme, lille Tosse!« lo Greven og stod op af sin Seng.

»Hvad i al Verden er der løs?« Han stod i Døren. »Mumien? Er I tossede?« Han stirrede paa os. »Hvordan er det I ser ud?«

»Hør da! Hør!« Jeg greb ham i Armen.

Han lyttede. Med et Smil gik han ned ad Trappen. Vi fulgte ham i tre lange Skridts Afstand.

Da vi naaede Studereværelsets Dør, opdagede vi, at Nøglen var glemt deroppe. Saa maatte vi alle tre tilbage igen.

Atter stod vi da nede ved Døren og lyttede. Der var nogen, som græd derinde.

Greven satte Nøglen i Laasen. »Pas paa, Lyset ikke gaar ud!« Han aabnede Døren.

Stønnen og Jamren blev tydeligere end nogensinde.

»Kom saa med Lyset!«

Han greb det hastigt.

En Skikkelse stod midt i Værelset, svajende frem og tilbage med forfærdelig Stønnen. Den var indsvøbt i gult Stof fra Hoved til Fod.

Detektiven gik hen imod den.

»Hvad skal det betyde. Er De rigtig klog?«

»Aa Tak, Tak, det var godt, De kom, Herre!« klagede Skikkelsen.

»Ja vel! Jeg tænkte jo nok, det var et Fruentimmer! Det Arbejde holdt Mandfolkene ikke ud.«

I det samme bankede det paa Vinduet udenfor.

»Lizie!« raabte en Stemme derude. »Er det Dig!«

»Aa det er min Joe, det er min Joe!« stønnede Kvinden og krøb stønnende hen mod Vinduet.

»Saa—saa! Tag det med Ro!« Detektiven lagde blidt sin Haand paa hendes Skulder og holdt hende tilbage.

»Lad nu være at lave flere Narrestreger i Nat! De unge Piger er jo ved at dø af Forskrækkelse.«

»Det er min Mand! Aa Herre, vær god, lad mig gaa.«

Detektiven betænkte sig lidt. Saa lukkede han Vinduet op for hende og fulgte selv bagefter.

Derude stod Manden i den hvirvlende Snestorm.

»Gaa I nu bare i Seng!« smilede han til os. »Lad være at vække nogen. Det hele er jo Narrestreger, ser I jo nok. I Morgen skal I faa Historien at vide.«