Kitobni o'qish: «Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке»
PEER GYNT
PERSONERNE
Åse, en Bondes Enke.
Peer Gynt, hendes Søn.
To Kjærringer med Kornsække.
Aslak, en Smed.
Bryllupsgjæster. Kjögemester. Spillemand, o. s. v.
Et Par Indflytterfolk.
Solvejg og lille Helga, deres Døtrre.
Bonden på Hæggstad.
Ingrid, hans Datter.
Brudgommen og hans Forældre.
Tre Sæterjenter.
En grönklædt Kvinde.
Dovregubben.
Et Hoftrold. Flere lignende. Troldjomfruer og Troldunger. Et Par Hexe.
Tomtegubber, Nisser, Hougfolk, o. s. v.
En stygg Unge.
En Stemme i mörket. Fugleskrig.
Kari, en Husmandskone.
Master Cotton, Monsieur Ballon, Deherrer v. Eberkopf og Trumpeterstråle, rejsende Herrer.
En Tyv og en Hæler.
Anitra, en Beduinhøvdings Datter.
Arabere, Slavinder, dansende Piger, o. s. v.
Memnonstötten (syngende).
Sfinxen ved Gizeh (stum Person.)
Begriffenfeldt, Professor, Dr. phil., Forstander for Dårekisten i Kairo.
Huhu, en Målstrever fra Malebarkysten. Hussejn, en østerlandsk Minister.
En Fellah med en Kongemumie.
Flere Dårekistelemmer samt deres Vogtere.
En norsk Skipper og hans Mandskab. En fremmed Passager.
En Prest. Et Ligfölge. En Lensmand. En Knappestöber. En mager Person.
__________________________
(Handlingen, der begynder i Førstningen af dette Århundrede og Slutter henimod vore Dage, foregår dels i Gudbrandsdalen, og på Højfjeldene deromkring, dels på Kysten af Marokko, dels i Ørkenen Sahara, i Dårekisten i Kairo, på Havet, o. s. v.)
FØRSTE HANDLING
(En lid med lövtrær nær ÅSEs gård. En elv fosser nedover. Et gammelt kværnehus på den anden side. Hed sommerdag.)
(Peer Gynt, en stærkbygget tyveårs gut, kommer nedover Gangstien. ÅSE, moderen, liden og fin, fölger efter. Hun er vred og skjælder.)
ÅSE
Peer du lyver!
PEER GYNT
Nei, jeg gjør ej!
ÅSE
Nå, så band på, det er sandt!
PEER GYNT
Hvorfor bande?
ÅSE
Tvi; du tør ej!
Alt ihob er tøv og tant!
PEER GYNT
Det er sandt – hvert evigt ord!
ÅSE
(foran ham)
Og du skjæms ej for din moer?
Først så render du tillfjelds
månedsvis i travle ånnen,
for at vejde ren på fånnen,
kommer hjem med reven pels,
uden byrse, uden vildt; —
og tillslut med åbne øjne
mener du at få meg bildt
ind de værste skytterløgne! —
Nå, hvor traf du så den bukken?
PEER GYNT
Vest ved Gjendin.
ÅSE
(ler spotsk)
Rigtig, ja!
PEER GYNT
Hvasse vinden bar ifra;
bak et oreholdt forstukken
han i skaresneen grov
efter lav —
ÅSE
(som før)
Ja rigtig, ja!
PEER GYNT
Pusten holdt jeg, stod og lytted,
hørte knirken af hans hov,
så av ene hornet grenene.
Derpå varsomt mellem stenene
frem på bugen jeg meg flytted.
Gjemt i røsen opp jeg glytted; —
slig en bukk, så blank og fed,
skulde du vel aldrig set!
ÅSE
Nej, bevares vel!
PEER GYNT
Det smaldt!
Bukken stupte bums i bakken.
Men i samme stund, han faldt,
sad jeg skrævs på bukkeryggen,
greb ham i det venstre øre,
vilde netopp kniven kjøre
bagom skolten ind i nakken; —
hej! da skreg han vildt, den styggen,
stod med et på alle fire,
slog mig med et agterkast
ud av næven kniv og slire,
skrued mig om lænden fast,
stemte hornene mod læggen,
klemte mig, som i en tang; —
dermed satte han på sprang
bent fremover Gjendin-eggen!
ÅSE
(uvilkårligt)
Jesu navn da – !
PEER GYNT
Har du sett den
Gjendin-eggen nogen gang?
Den er halve milen lang,
hvass bortefter, som en ljå.
Udfor bræer, skred og lider,
rakt nedover urder grå,
kan en se till begge sider
lukt i vandene, som blunder
svarte, tunge, mer enn tretten —
hundred alen nedenunder. —
Langsmed eggen han og jeg
skar os gjennem vejret vej.
Aldrig red jeg slig en fole!
Midt imod, der vi foer fram,
var det som der gnistred sole.
Brune ørnerygge svam
i det vide svimle slug
midtvejs mellem os og vandene, —
sakked agterud, som fnug.
Isflak brast og brød mod strandene;
men der var ej døn at høre;
bare hvirvlens vætter sprang,
som i dans; – de sang, de svang
sig i ring for syn og øre!
ÅSE
(svimmel)
Å, Gud trøste mig!
PEER GYNT
Med et,
på en rådløs bråbratt plett,
foer ivejret rype-steggen,
flaksed kagglende, forskræmt,
fra den Knart, hvor han sad gjemt,
klods for bukkens fod på eggen,
bukken gjorde halt omkring,
satte med et himmelspring
udfor dybet med oss begge!
(ÅSE vakler og griber efter en træstamme. Peer Gynt bliver ved.)
bag oss bergets svarte vægge,
under oss en bundløst slug!
Først vi kløvte lag av tåger,
kløvte så en flok av måger,
som igjennem luften vigende
fløj till alle kanter skrikende.
Nedad, uden stands, foer toget.
Men i dybet glittred noget
hvidlet, som en rensdyrsbug. —
Moer, det var vort eget billed,
som igjennem fjellsjø-stillet
opp mod vandets skorpe piled
i den samme vilde fart,
som i den vi nedad kiled.
ÅSE
(gisper efter vejret)
Peer! Gud fri meg – ! Si det snart – !
PEER GYNT
Bukk fra luften, bukk fra bunden,
stangedes i samme stunden
så at skummet om oss klasked.
Ja, der lå vi nu og plasked. —
Langt om længe, du, vi nådde
nordre landet på en måde;
bukken svam, og jeg hang bak ham; —
jeg for hjem —
ÅSE
Men bukken, du?
PEER GYNT
Å, han går der vel ennå; —
(knipser i fingrene, svinger seg på hælen og tilføyer):
kan du finne ham, så ta ham!
ÅSE
Og du har ei knekket nakken?
Ikke begge lår engang?
Ikke ryggbenet brutt?
O, Vårherre, – prisen, takk,
skyldes deg, som hjalp min gutt! —
Buksen har dog fått en revne;
men det er knapt ved at nevne,
når en minds, hvad meget værre
kunne hende i slik et sprang!
(Stanser plutselig, seg på ham med åpen munn og store øyne, kan lenge ikke finne ord, endelig utbryter hun:)
O, din fandens reglesmed;
kors og kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kjennt
som en jente på de tyve.
Gulbrand Glesne er det hent, —
ikke deg, du!
PEER GYNT
Meg som ham. Slik kan mer enn en gang hende.
ÅSE
Ja, en løgn kan endevendes,
stadses op med brask og bram,
klædes i en nygjordt ham,
så dens magre skrot ej kendes.
Det er det, som du har gjort,
lagt alt så vildt og stort,
uglet ut med ørnerygge
og med alt det andet stygge,
løyet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig måløs skræk,
at en kendes ej ved tilsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!
PEER GYNT
Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slå ham!
ÅSE
(grædende)
Å, Gud give jeg lå lig;
gid jeg sov i svarte jorden!
Bøn og gråd ej binder på ham. —
Peer, du er og blir forloren!
PEER GYNT
Kære, vakkre, lille moer,
du har ret i hvert et ord; —
vær så blid og glad —
ÅSE
Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt svin til søn?
Må det ikke bittert krænke
meg, en stakkars magtløs enke,
stødt at fange skam for løn?
(Græder igjen.)
Hvad har slægten nu tilbage
fra din farfars velmagtsdage?
Hvor er skæpperne med mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem fødder, han, —
ødte dem så glat som sand,
købte jord i alle sogne,
kjørte med forgyldte vogne – ,
Hvor er det, som gik tilspilde
ved det store vintergilde,
da hver gæst lod glas og flaske
bag sin ryg mod væggen klaske?
PEER GYNT
Hvor er sneen fra ifjor?
ÅSE
Du skal tie for din moer!
Se tilgårds! Hvert andet rude —
hul er fyldt med gamle klude.
Hægn og skigard ligger nede,
fæet står for vejr og væde,
eng og aker ligger brak,
hver en måned blir jeg pantet —
PEER GYNT
Ti så med den kærringsnak!
Ofte nok har lykken skrantet,
og så kom den højst påfode!
ÅSE
Der er saltrød, hvor den grode.
Kors, men du er storkarl, du, —
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang presten,
der han kom fra Kjøbenhavn,
spurgte deg som døbenavn,
bandt på at sligt et nemme
sakned magen prins derhjemme,
så at faer din gav han hesten
med en slæde tol, som tak
for den vennesæle snak, —
Hå; ja da var alting gildt!
Provst, kaptejn og hele resten
hang der dagstødt, åd og drak,
fyldte seg, så fast ed sprak.
Men i nød skal kendes næsten.
Her blev folketomt og stilt
samme dag da ’Jon med skæppen’
tog ivej med kramkarl – skræppen.
(Tørker øynene med forkledet.)
Ak, du er dog stærk og stor,
skulde stå som stav og støtte
for din gamle skrale moer, —
skulde gårdens gerning skøtte,
værge slumpen af din arv; —
(græder påny)
å, Gud hjælpe med for nytte
jeg har havet af dig, din skarv!
Hjemme ligger du i gruen,
roder rundt i kul og emmer;
mellom bygdens folk du skræmmer
jentene fra gildestuen, —
gør mig spe på alle kanter,
slås med sognets værste fanter —
PEER GYNT
Lad mig være.
ÅSE
(følger efter)
Kan du nægte
du var fremste mand i laget
i det store basketaget,
som for nylig stod på Lunde,
der I slogs som olme hunde?
Var det ikke dig, som knækte
armen på han Aslak smed, —
eller idetmindste brækte
ene fingeren hans af led?
PEER GYNT
Hvem har fyldt dig med slig præk?
ÅSE
(hidsig)
Husmanskonen hørte hylene!
PEER GYNT
Ja, det var meg, som skreg
ÅSE
Dig?
PEER GYNT
Ja, moer, – for jeg fikk pryglene.
ÅSE
Hva for någet?
PEER GYNT
Han er spræk
ÅSE
Hvem er spræk
PEER GYNT
Han, Aslak, ved jeg.
ÅSE
Tvi – og tvi; nu må jeg spytte!
Slig en slarvet fyldebøtte,
slig en rangler, slig en dranket
drammesluger har dig banket?
(Gråter igjen.)
Mangen skam og skændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste spe.
Lad ham være nok så spræk; —
skal du derfor være vek?
PEER GYNT
Om jeg hamrer eller hamres, —
ligefuldt så skal der jamres.
(Ler.)
Trøst dig, moer —
ÅSE
Hvad? Har du løjet nu igjen?
PEER GYNT
Ja, denne gang.
Tør så gråden pent af øjet; —
(knytter den venstre hånd)
se, – med denne knibetang
holdt jeg hele smeden bøjet;
højre næven var min slægge —
ÅSE
O, din slagsbror! Du vil lægge
mig i graven med din færd!
PEER GYNT
Nei da; du er bedre værd;
tyve tusend gange bedre!
Lille, stygge, snille moer,
du kan lide på mit ord,
hele bygden skal dig hædre,
bare vent til jeg får gjort
noget – noget rigtigt stort!
ÅSE
(blæser)
Du!
PEER GYNT
Hvem ved, hvad en kan møde!
ÅSE
Gid du bare blev så klog,
at du engang kunde bøde
flængen i din egen brog!
PEER GYNT
(hidsig)
Jeg skal blive konge, kejser!
ÅSE
Å. Gud trøste mig, nu rejser
sidste resten av hans vid!
PEER GYNT
Jo, jeg sal! Giv bare tid!
ÅSE
Ja, giv tid, så blir du prins,
siges der, om ret jeg minds!
PEER GYNT
Du skal se, moer!
ÅSE
Hold din mund!
Du er gal i bunde og grund, —
Nå, det er forresten sandt, —
noget var derblevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
af med løgn og tøv og tant.
Hægstadjenten var dig god.
Let du havde vundet spillet,
hvis du rigtig havde villet —
PEER GYNT
Tror du?
ÅSE
Gamlen har ej kræfter
til at stå sit barn imod.
Han er stivsindt på en måde;
men til slut får Ingrid råde,
og hvor hun går, fod for fod
stavrer knarken arrig efter
(begynder igen at græde)
Ak min Peer; en grundrig jente, —
odelsjente! Tænk dig til; —
hvis du bare havde villet,
stod du nu som brudgom gild, —
du, som går her svart og fillet!
PEER GYNT
Kom, så vil vi ja-ord hente!
ÅSE
Hvor?
PEER GYNT
På Hægstad!
ÅSE
Stakkars dig;
Den er stængt, den friervej!
PEER GYNT
Hvorfor det?
ÅSE
Akk, jeg må sukke!
Spildt er stunden, spildt er heldet —
PEER GYNT
Nå?
ÅSE
(hulkende)
Mens du i vesterfjeldet
gennem luften red på bukke,
har Mads Moen fæstet jenten!
PEER GYNT
Hvad? Den kvindfolk—skræmsel! Han!
ÅSE
Ja, hun taer ham nu til mand.
PEER GYNT
Vent mig her, til jeg får spændt en
hest for kærren —
(vil gå).
ÅSE
Spar sligt spræl.
Bryllupet skal stå imorgen —
PEER GYNT
Pyt; jeg kommer jo i kveld
ÅSE
Tvi dig; vil du øge sorgen
med et læs af hvermands spot?
PEER GYNT
Trøst dig. Alting skal gå godt.
(Skriger og ler på en gang.)
Hejsan, moer! Vi sparer kærren;
det taer tid at hente mærre.
(Løfter hende ivejret.)
ÅSE
Slip mig!
PEER GYNT
Nej, på mine arme
bær jeg dig til bryllupsgården!
(Vader ut i eleven.)
ÅSE
Hjælp! Vorherre sig forbarme!
Peer! Vi drukner —
PEER GYNT
Jeg er båren!
til en gildere død —
ÅSE
Javisst;
du blir sagtens hængt tilsidst!
(Rusker ham i håret.)
O. dir ubæst!
PEER GYNT
Hold nu fred;
her er glat og slim på bunden.
ÅSE
Asen!
PEER GYNT
Ja brug bare munden;
det gør ingen mand fortred.
Så; nu skår det atter op —
ÅSE
Slip ej taget!
PEER GYNT
Hejsan, hop!
Vi skal lege Peer og bukken; —
(galloperende)
Jeg er bukken, du er Peer!
ÅSE
Å, jeg ved ej af mig mer!
PEER GYNT
Ser du; nu er evjen rukken;
(vader iland)
giv så bukken pent et kys;
det får være tak for skyds —
ÅSE
(slår ham på øret)
Der er tak for skydsen!
PEER GYNT
Au!
Den betaling var for snaud!
ÅSE
Slip mig!
PEER GYNT
Først til bryllupsgården.
Vær min talsmand. Du er klog;
snak med ham, den gamle dåren;
sig Mads Moen er et drog —
ÅSE
Slip!
PEER GYNT
Og sig ham så tilslut,
hvad Per Gynt er for en gut.
ÅSE
Ja, det kan du bande på!
Du skal vakkert skudsmål få.
Skildres skal du for og agter;
alle dine fandens fagter
skal jeg nævne grejdt og grant —
PEER GYNT
Så?
ÅSE
(sparker i arrighed)
Jeg skal ej stagge munden,
fød den gamle hidser hunden
på dig, som var en fant!
PEER GYNT
Hm; så får jeg gå alene.
ÅSE
Ja, men jeg skal komme efter!
PEER GYNT
Snille moer, du har ej kræfter —
ÅSE
Ikke det? Jeg er så sindt,
at jeg kunde knuse stene!
Hu, jeg kunde æde flint!
Slip mig!
PEER GYNT
Ja, ifald du lover —
ÅSE
Intet! Jeg vil med der over.
De skal vide, hvem du er!
PEER GYNT
Nej, du får nok vente her.
ÅSE
Aldri! Jeg vil med i laget
PEER GYNT
Får ej lov.
ÅSE
Hvad vil du gjøre?
PEER GYNT
Sette dig på kværnetaget
(sætter hende derop. ÅSE skriger).
ÅSE
Løft mig ned!
PEER GYNT
Ja vil du hø – ?
ÅSE
Sludder!
PEER GYNT
Snille moer, jeg beer —
ÅSE
(kaster en græstørv efter ham)
Løft mig ned på timen, Peer!
PEER GYNT
Turde jeg, så visst jeg vilde.
(nærmere)
Husk nu på at sidde stille.
Ikke spark og spænd med benene;
ikke riv og rusk i stenene, —
eller kan det gå dig ilde;
du kan dratte ned.
ÅSE
Dit bæst!
PEER GYNT
Ikke spræl!
ÅSE
Gid du var blæst
som en bytting ut af verden!
PEER GYNT
Fy da, moer!
ÅSE
Tvi
PEER GYNT
Giv mig heller
din velsignelse til færden.
Vil du? Hvad?
ÅSE
Jeg vil dig dænge,
om du end er nok så stor!
PEER GYNT
Ja, far vel da, kære moer!
Hav nu tål; jeg blir ej længe.
(Går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger.)
Husk så på du ikke spræller!
(går).
ÅSE
Peer! – Gid hjælpe mig, nu går han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
vil du høre! – Nej, der skrår han over jordet – !
(Skrigende.)
Hjælp! Jeg svimler!
(to kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen).
FØRSTE KÆRRING
Kors; hvem skriger?
ÅSE
Der er mig!
ANDRE KÆRRING
Åse! Se, – så høyt på strå?
ÅSE
Dette her vil lidt forslå; —
snart Gud bedre mig, jeg himler!
FØRSTE KÆRRING
Signe rejsen!
ÅSE
Hent en stige;
jeg vil ned! Den fandens Peer —
ANDRE KÆRRING
Sønnen jers?
ÅSE
Nu kan I sige,
I har set, hvor han sig ter.
FØRSTE KÆRRING
Vi skal vidne.
ÅSE
Hjælp mig bare;
jeg vil bent til Hægstad fare —
ANDEN KÆRRING
Er han der?
FØRSTE KÆRRING
Så blir I hævnet;
smeden kommer og til stævnet.
ÅSE
(vrider hænderene)
Å, Gud trøste mig for gutten;
de tar livet hans til slutten!
FØRSTE KÆRRING
Ak, den lod er tidtnok drøftet;
trøst jer med, det er så laget!
ANDEN KÆRRING
Hun er rent fra sans og vid.
(Råber opover.)
Ejvind, Anders! Hej, kom hid!
EN MANDSSTEMME
Hvad er fat?
ANDEN KÆRRING
Peer Gynt har løftet
moer sin op på kværnetaget!
__________________________
(En liten højde med busker og lyng. Bygdevejen går bagenfor; et gærde skiller imellem.)
PEER GYNT
Der ligger Hægstad. Snart er jeg fremme.
(Stiger halvt over; så betænker han sig.)
Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?
(Skygger for øjnene og ser bortover.)
Nei. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. —
Hm, det er kanske rettest jeg vender.
(Trækker atter benet til sig).
Stødt så flirer de bag ens ryg,
og tisker, så det tvers igennem en brænder.
(Går nogle skridt fra gærdet og river tankespredt i løvet.)
Den som havde noget stærkt at drikke.
Eller den, som kunde gå uformærkt. —
Eller den, som var ukendt. – Noget rigtig stærkt
var bedst, for så bider latteren ikke.
(Ser med engang ligesom forskremt omkring sig; derpå skjuler han sig imellem buskene. Nogle folk med sendingskost går forbi nedover mod bryllupsgården.)
EN MAND
(i samtalen)
Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk.
EN KONE
Ja, så får en ikke undres på at gutten blir et drog.
(Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i ansigtet og kiger efter dem.)
PEER GYNT
(sagte)
Å, lad dem snakke!
De kan da vel ikke livet av mig rakke.
(Kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hændene under hovedet og stirrer op i luften.)
For en underlig sky. Den ligner en hest.
Der er mand på med, – og sadel – og grime. —
Bagefter rider en kærringpå en lime.
(Ler småt ved sig selv.)
Det er moer. Hun skælder og skriegr: dir bæst;
hejda, Peer! —
(Lidt efter lidt lukker han øjnene.)
Ja, nu er hun bange. —
Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. —
Hesten har sølvtop og guldsko fire.
Selv har han handsker og sabel og slire.
Kåben er sid og med silke foret.
Gilde er de, som ham følger i sporet.
Ingen dog sidder så stout på folen.
Ingen dog glittrer som han imod solen. —
Neder står folk i klynger langs gærdet,
løfter på hatten og glaner ivejret.
Kvinderne nejer sig. Alle kan kende
kejser Peer Gynt og hans tusende svende.
Tolvskillingsstykker og blanke marker
ned han som småsten på vejen sparker.
Rige som grever blir alle i bygden.
Peer Gynt rider tvers over havet i højden.
Engellands prins står på stranden og venter.
Det samme gør alle Engellands jenter.
Engellands stormænd og Engellands kejser,
der Peer rider frem, sig fra højbordet rejser.
Kejseren letter på kronen og siger —
ASLAK SMED
(til nogle andre, idet de går forbi hinsides gærdet)
Nej, se da; Peer Gynt, det drukne svin – !
PEER GYNT
(farer halvt ivejret)
Hvad, kejser – !
SMEDEN
(læner sig til gærdet og smågriner)
Rejs på dig, gutten min!
PEER GYNT
Hvad djævelen! Smeden! Hvad godt vil du?
SMEDEN
(til de andre)
Lunde-sviren hænger nok i ham endu.
PEER GYNT
(springer op)
Gå med det gode.
SMEDEN
Jeg skal så, ja.
Men karl, hvor kommer de sidst ifra?
Sex uger væk. Var du bergtagen? Hvad!
PEER GYNT
Jeg har gjort underlige gerninger, smed!
SMEDEN
Lad os høre, Peer!
(Blinker til de andre.)
PEER GYNT
Kommer ingen ved.
SMEDEN
(lidt efter)
Du skal vel til Hægstad?
PEER GYNT
Nej.
SMEDEN
En tid
de sagde, jenten derborte var dig blid.
PEER GYNT
Du svarte kortp – !
SMEDEN
(viger lidt)
Ikek harm dig, Peer!
Har Ingrid vraget dig, så finds jo fler – ;
tænk; søn til Jon Gynt! Følg med tilgårds;
der kommer både ung-lam og enker tilårs —
PEER GYNT
Til helved – !
SMEDEN
Du finder nok en som vil ha’e dig. —
God kveld! Nu hilser jeg bruden fra dig. —
(De går under latter og hvisken.)
PEER GYNT
(ser efter dem, gør et kast og vender sig halvt om)
For mig kan Hægstad-jenten sig gifte
med hvem hun vil. Jeg er lige sæl!
(Ser nedover sig.)
Brogen revnet. Fillet og fæl. —
Den, som havde noget nyt at skifte.
(Stamper i bakken.)
Kunde jeg med et slagtertag
rive dem ringeagten ud af bringen!
(Ser sig plutslig om.)
Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag?
Hm, jeg syntes så visst – . Nej, det var nok ingen. —
Jeg vil hjem til moer.
(Gåt opover, men standser igen og lytter mod bryllupsgården.)
De spiller til dans!
(Stirrer og lytter; går skridtvis nedover; øjnne lyser; han gnider sig langsad benene.)
For et mylder av jenter! Syv-otte tilmands!
Å, piskende død, – jeg må med i laget! —
Men moer, som sidder på kværnetaget —
(øjnene drages nedover igen; han hopper og ler).
Hejsan, hvor hallingen går over tråkken!
Ja, han Guttorm med felen er glup!
Det låter og sprætter, som fos i et stup.
Og så hele den glittrende jenteflokken! —
Ja piskande død må jeg med i laget!
(Sætter med et spring over gærdet og nedover vejen.)
__________________________
(Tunet på Hægstad. Stuebygningen længst tilbake. Mange gæster. Dansen går livligt borte på græsvolden. Spillemanden sidder på et bord. Køgemesteren står i døren. Kokkekoner går frem og tilbake mellom bygningene; ældre folk sidder hist og her i samtale.)
EN KONE
(tager plads i en klynge, siddende på nogle tømmerstokke)
Bruden? Å, ja visst græder hun lidt;
men det skal en aldri ændse.
KØGMESTEREN
(i en anden flok)
Nu får I, godtfolk, på dunken lænse.
EN MAND
Tak, som byder; men du skænker for tidt.
EN GUT
(til spillemanden, idet han flyver forbi med en jente ved hånden)
Hejsan, Guttorm, spar ikke strengene!
JENTEN
Stryg, så det ljomer udover engene.
JENTER
(i ring om en gut, som danser)
Gjildt kast var det!
EN JENTE
Han er spenstig i læggen!
GUTTEN
(dansende)
Her her højt til loftet og vidt til væggen!
BRUDGOMMEN
(smågredende, nærmer sig faderen, som står i samtale med et par andre, og trækker ham i trøjen)
Hun vil ikke, faer; hun er så kaut!
FADEREN
Hvad vil hun ikke?!
BRUDGOMMEN
Hun har stængt sig inde.
FADEREN
Nå, så se du kan nøglen finde!
BRUDGOMMEN
Jeg ved ikke vejen!
FADEREN
Du er et naut!
(Vender sig til de andre igjen. Brudgommen driver bortover tunet.)
EN GUT
(fra bagsiden af huset)
Jenter! Nu kommer der liv i tingen!
Peer Gynt er på gården!
SMEDEN
(der nys er trådt til)
Hvem har bedt ham?
KØGENMESTEREN
Ingen.
SMEDEN
(til de andre)
Nej; vi lader, som vi aldri så ham.
PEER GYNT
(kommer livfuld og hed, standser midt for flokken og slår i hænderene)
Hvem er den sprækeste jente i ringen?
EN ENKELT
(til hvem han nærmer sig)
Ikke jeg.
EN ANDEN
(ligeså)
Ikke jeg.
EN TREDJE
Ja, jeg ikke heller.
PEER GYNT
(til den fjerde)
Så kom da du, før en bedre sig melder
JENTEN
(vender sig)
Har ikke tid.
PEER GYNT
(til en femte)
Så du!
ENTEN
(idet hun går)
Jeg skal hjem.
PEER GYNT
I kveld? Er du rent fra sans og samling?
SMEDEN
(lidt efter, halvhøjt)
Peer; der går hun til dans med en gamling.
PEER GYNT
(vender sig raskt til en ældre mand)
Hvor er de ledige, du?
MANDEN
Find dem frem.
(Går fra ham.)
(Peer Gynt er med et bleven stille. Han skotter skult og sky mod flokken. Alle ser på ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre klynger. Hvor han kommer bliver der taushed; fjerner han sig, smiler man og ser efter ham.)
Hvem har bedt ham?
PEER GYNT
(sagte)
Øjekast; sylhvasse tanker og smil.
Det gnisler, som sagbladet under en fil!
(Han stryger sig langs gærdet. SOLVEJG, med lille Helga ved hånden, kommer ind på tunet ifølge med forældrene.)
END MAND
(til en anden i nærheden af Peer Gynt)
Se indflytterfolket.
DEN ANDEN
De vesterfra?
FØRSTE
Ja, de fra Hedalen.
ANDEN
Rigtig, ja!
PEER GYNT
(træder ivejen for de kommende, peger på SOLVEJG og spørger manden)
Får jeg danse med datteren din?
MANDEN
(stille)
Får så; men først må vi ind og hilse på folket i huset.
(De går ind.)
KØGEMESTEREN
(til Peer Gynt, idet han byder drikke)
Er du kommen, skal du vel stikke på kruset?
PEER GYNT
(ser ufravendt efter de gående)
Tak; jeg skal danse. Jeg har ingen tørst.
(Køgenmesteren går fra ham. Peer Gynt ser mod huset og ler.)
Hvor lys! Nej, skulde du set en slig!
Skotted ned på skoen og det hvide sprede – !
Og så holdt hun i moderems skørteflig,
og bar en samlebog svøbt i et klæde – !
Jeg må se på den jenten.
(Vil ind i stuen.)
EN GUT
(kommer med flere derfra)
Peer, går du alt fra dansen?
PEER GYNT
Nej.
GUTTEN
Men så stævner du galt!
(Tager ham i akslen for at vende ham.)
PEER GYNT
Lad mig slippe forbi!
GUTTEN
Er du ræd for smeden
PEER GYNT
Jeg ræd?
GUTTEN
Ja, du minds vel på Lunde forleden?
(Flokker ler og går ned på danseplassen.)
SOLVEJG
(i døren)
Du er visst den gutten, som vilde danse?
PEER GYNT
Ja vel er jeg det; kan du ikke sanse?
(tager henne i hånden)
Kom så
SOLVEJG
Ikke for langt, sa’e moer!
PEER GYNT
Sa’e moer? Se’e moer! Er du født ifjor?
SOLVEJG
Du gjør nar – !
PEER GYNT
Du er dog en unge næsten
Er du voxen?
SOLVEJG
Jeg gik ivåres til presten.
PEER GYNT
Sig navnet dit, tøs, så snakker vi lettere.
SOLVEJG
Jeg heder Solvejg. – Og hvad heder du?
PEER GYNT
Peer Gynt
SOLVEJG
(trækker hånden til sig)
Å, kors da?
PEER GYNT
Hvad er det nu?
SOLVEJG
Mit strømpebånd er løst; jeg må binde det tættere.
(Går fra ham.)
BRUDGOMMEN
(trekker i sin moder)
Moer, hun vil ikke – !
MODEREN
Vil ikke? Hvad?
BRUDGOMMEN
Vil ikke, moer!
MODEREN
Hvad?
BRUDGOMMEN
Lette på låsen.
FADEREN
(sagte og arrig)
Å, du var værd at bindes i båsen!
MODEREN
Nå, skæld ikke. Stakkar, han blir nok bra’.
(De går bortover.)
EN GUT
(som kommer med en hel sværm fra dansepladsen)
Lidt brændevin, Peer?.
PEER GYNT
Nej.
GUTTEN
Bare lidt?
PEER GYNT
(ser mørkt på ham)
Har du noget?
GUTTEN
Det kunde nok hende
(trækker en lommeflaske frem og drikker).
Åh! hvor det river! – Nå?
PEER GYNT
Lad mig kende.
(Drikker.)
EN ANDEN
Nå får du også smage på mit.
PEER GYNT
Nej.
DEN SAMME
Å, snak; vær nu ingen tåbe.
Drik du, Peer!
PEER GYNT
Så giv mig en dråbe.
(Drikker igen.)
EN JENTE
(halvsagte)
Kom lad os gå.
PEER GYNT
Er du ræd for mig, tøs?
EN TREDJE GUT
Hvem er ikke ræd for dig?
EN FJERDE
På Lunde viste du jo hvad konster du kunde.
PEER GYNT
Jeg kan mer end som så, når jeg først slår mig løs!
FØRSTE GUT
(hviskende)
Nu kommer han sig!
FLERE
(slår kreds on ham)
Fortæl; fortæl!
Hvad kan du?
PEER GYNT
Imorgen – !
ANDRE
Nej, nu ikveld!
EN JENTE
Kan du hekse, Peer?
PEER GYNT
Jeg kan mane fanden!
EN MAND
Det har bestemor kunnet før jeg blev født!
PEER GYNT
Løgnhals! Hvad jeg kan, kan ingen anden.
Jeg har engang manet ham ind i en nødd.
Den var ormstukken, ser I!
FLERE
(leende)
Det er grejdt at skønne!
PEER GYNT
Han banded og græd og vilde mig lønne
med ligt og uligt —
EN I FLOKKEN
Men måtte derinde?
PEER GYNT
Ja vel. Jeg dytted hullet med en pind.
Hej; I skulde hørt ham surre og rumle!
EN JENTE
Nej tænk!
PEER GYNT
Det var plent som en hører en humle.
JENTE
Har du ham endnu i nødden?
PEER GYNT
Nej,
nu er den djævel strøgen sin vej.
Det er hans skyld at smeden har lagt mig for had.
EN GUT
Så, du?
PEER GYNT
Jeg gik til smidjen og bad
han vilde knække den nøddeskallen.
Det lovte han; lagde den bort på pallen;
men Aslak er nu så hårdhendt, han; —
og stødt så skal han nu bruge slæggen —
EN STEMME FRA FLOKKEN
Slo han fanden ihjæl?
PEER GYNT
Han slog som en mand.
Men fanden hyttede sig, for som en brand
tvers gennem taget og kløvte væggen.
FLERE
Og smeden – ?
PEER GYNT
Stod der med stegte hænder.
Siden den dag var vi aldri venner.
(Almindelig latter.)
NOGLE
Den ræglen er god!
ANDRE
Den er snart hans beste!
PEER GYNT
Tror I, jeg digter ihob?
EN MAND
Å nej,
det er du fri for; jeg kender det meste
fra farfar —
PEER GYNT
Løgn! Det er hændt med mig!
MANDEN
Det er jo alting.
PEER GYNT
(med et slæng)
Hej, jeg kan ride
rakt gennem luften på gilde heste!
Å, jeg kan mangeting, jeg, skal I vide.
(Skoggerlatter igen.)
EN I FLOKKEN
Peer, rid lidt i luften!
MANGE
Ja, kære Peer Gynt —
PEER GYNT
I har ikke nødig at trygle så tyndt.
Jeg skal ride som et uvejr over jer alle!
Hele sognet skal mig tilfode falde!
EN ÆLDRE MAND
Nu er han rivende gal.
EN ANDEN
De fæ!
EN TREDJE
Storskryder
EN FJERDE
Løgnhals
PEER GYNT
(truer mod dem)
Ja vent, skal I se!
EN MAND
(halvdrukken)
Ja vent; du skal få dig en børstet trøje!
FLERE
En mørbanket ryg! Et blåmalet øje!
(Sværmen spreder sig, de ældre i vrede, de yngre under spot og latter.)
BRUDGOMMEN
(tæt inved ham)
Du, Peer, er de sandt du kan ride i luften?
PEER GYNT
(kort)
Alting, Mads! Du må tro, jeg er kar’, jeg.
BRUDGOMMEN
Så har du vel også usynligheds-kuften?
PEER GYNT
Hatten, mener du? Ja, den har jeg.
(Vender sig fra ham. Solvejg går over tunet med Helga ved hånden.)
PEER GYNT
(mod dem; det lysner i ham)
Solvejg! Å, det er godt du kommer!
(Griber hende om håndledet.)
Nu skal jeg svinge dig spræk og gild!
SOLVEJG
Slip mig!
PEER GYNT
Hvorfor?
SOLVEJG
Du er så vild.
PEER GYNT
Vild er renbukken med, når det gryr mod sommer.
Kom så, jente; vær ikke tvær!
SOLVEJG
Tør ikke.
PEER GYNT
Hvorfor?
SOLVEJG
Nej, du har drukket.
(Går bortover med Helga.)
PEER GYNT
Den, som havde sit knivblad stukket
tvers igennem dem, – en og hver!
BRUDGOMMEN
(puffer ham med albuen)
Kan du ikke hjelpe mid ind til bruden?
PEER GYNT
(tankestredt)
Bruden? Hvor er hun?
BRUDGOMMEN
På stabburet.
PEER GYNT
Nå.
BRUDGOMMEN
Å, du Peer Gynt, du får friste på!
PEER GYNT
Nej, du får væew min hjælp foruden.
(En tanke skyder op i ham; han siger sagte og hvast:)
Ingrid på stabburet?
(nærmer sig Solvejg)
Har du betængt dig?
(Solvejg vil gå; han træder ivejen.)
Du skæms, fordi jeg ser ud som en fant.
SOLVEJG
(hastig)
Det gør du ikke; det er ikke sandt!
PEER GYNT
Jo! Og så er jeg ldt på en kant;
men det var på trods, for du havde krænkt mig.
Kom så!
SOLVEJG
Tør ikke nu, om jeg vilde!
PEER GYNT
Hvem er du ræd for?
SOLVEJG
Mest for faer.
PEER GYNT
Faer? Ja vel; han er af de stille!
Hælder han med øret? Havd? – Nå svar!
SOLVEJG
Hvad skal jeg svare?
PEER GYNT
Er faer din læser?
Er ikke du og moer din med?
Nå, vil du svare!
SOLVEJG
Lad mig gå ifred
PEER GYNT
Nej
(dæmpet, men hvast og skræmmende).
Jeg kan skabe mig om til trold!
Jeg skal komme for sengen din inat klokken tolv.
Hører du nogen, som hvæser og fræser,
så må du ikke bilde dig ind det er katten.
Det er mig, du! Jeg tapper dit blod i en kop;
og din vesle syster, hende æder jeg op;
ja, for du skal vide, jeg er varulv om natten; —
jeg skal bide dig over lænder og ryg —
(slår på engang om og beder som i angst:)
Dans med mig, Solvejg!
SOLVEJG
(ser mørkt på ham)
Nu var du styg.
(Går ind i stuen.)
BRUDGOMMEN
(kommer drivende igen)
Du skal få en stud, vil du hjælpe mig!
PEER GYNT
Kom!
(De går bag huset. Idetsamme kommer en stor flok fra dansepladsen; de fleste er drukne. Larm og opstyr. Solvejg, Helga og forældrene kommer med endel ældre folk ud i døren.)
KØGMESTEREN
(til smeden, som er fremst i flokken)
Hold fred!
SMEDEN
(trækker trøjen af)
Nej, nu skal her æskes dom.
Peer Gynt eller jeg skal i bakken bændes.
NOGLE
Ja, lad dem nappes!
ANDRE
Nej, bare skændes!
SMEDEN
Næver må til; her båder ej ord.
SOLVEJGS FADER
Styr dig, mand!
HELGA
Vil de slå ham, moer?
EN GUT
Lad oss heller gøgle med alle hans løgne!
EN ANDEN
Sparke ham af laget!
EN TREDJE
Spytte ham i øjne!
EN FJERDE
(til smeden)
Stikker du op, du?
SMEDEN
(kaster trøjen fra sig)
Øget skal slagtes!
INDFLYTTERKONEN
(til Solvejg)
Der kan du se hvor den tomsingen agtes.
ÅSE
(kommer med en kæp i hånden)
Er sønnen min her? Nu skal han ha’e stryg!
Nej, hvor inderlig jeg skal dænge ham!
SMEDEN
(brætter skorteærmene op)
Til slig en krop er påsken for myg.
NOGLE
Smeden vil dænge ham!
ANDRE
Flænge ham!
SMEDEN
(spytter i henderene og nikker til ÅSE)
Hænge ham!
ÅSE
Hvad? Hænge min Peer! Ja, prøv, om I tør! —
ÅSE og jeg vi har tænder og klør! —
Hvor er han?
(Råber henover tunet.)
Peer!
BRUDGOMMEN
Å, Guds død og plage!
Kom, faer og moer, og – !
FADEREN
Hvad er ivejen?
BRUDGOMMEN
Tænk, Peer Gynt – !
ÅSE
(skriger)
Har de taget ham afdage?
BRUDGOMMEN
Nej, Peer Gynt – ! Se, oppover hejen —
MÆNGDEN
Med bruden
Med bruden!
ÅSE
(lader kæppen synke)
Det ubæst
SMEDEN
I bratteste fjeldet
klyver han, jda-Gud, på gedens vis!
BRUDGOMMEN
(grædende)
Han bær’hende, moer, som en bær’en gris!
ÅSE
(truer op til ham)
O, gid du faldt ned og !
(Skriger i angst.)
Træd varsomt i hældet!
HÆGSTADBONDEN
(kommer barhovedet og hvid af vrede)
Jeg tager hans liv for det bruderov!
ÅSE
Å nej Gud straffe mig om I får lov!
Janrlar va teglar
Ushbu kitob bilan o'qiladi
