Kitobni o'qish: «Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion»

 
Solen har svigtet mig,
Lyset er stængt,
Polarnattens Mørke
paa Jorden sænkt.
Fjernt, hvor jeg dølger mig,
ISBLINK ombølger mig,
Minder forfølger mig,
– dem maa jeg dyrke,
de dømmer mig strængt
men giver mig Styrke;
o, de har trængt
til at faa sigtet sig …
Se: jeg har digtet dig
alt, jeg har tænkt.
 

MARIE

 
Nu sidder du sørgmodig
og venter mig forgæves,
Mørket, som har skjult min Vej,
det kan jo ikke hæves.
Og du faar ikke Brev i Hast,
og mange tror mit Liv sat til,
men du, min Ven, alene vil
paa Gensyns-Timen stole fast.
 
 
Selv véd jeg, at jeg kommer
paa Trods af alle Skranker,
om bare et Aarstid saa staar
jeg ved vort Hjem og banker.
Men Pigen mønstrer min Person,
hun har nok aldrig set mig før,
godt dækket bag en lænket Dør
giver hun ikke straks Pardon.
 
 
Hun tog mig for en Røver,
min Dragt var arm og broget,
– jeg vilde jo overraske dig
og ikke ud med Sproget.
Hun løj perfekt, at Fruen sov
og bad forgæves om mit Kort
og havde kraftigt vist mig bort,
da langt om længe jeg fik Lov.
 
 
Hun slap mig gennem Gangen,
gik for at søge Fruen.
– Dèr sad jeg i en Lænestol
og kendte hele Stuen:
Slyngplanten op ad Vindvet skød,
Møblerne var de gamle blaa,
men da dit Arbejdsbord jeg saa',
hulked jeg bitterligt og fortrød.
 
 
Her sad du altsaa trolig
og Savnets Taalmod lærte;
i Breve, som jeg aldrig fik,
udøste du dit Hjærte.
Af mange Trængslers Kalk du drak,
haardt blev dit Mod paa Prøve sat.
Alt, hvad du led ved Dag og Nat,
fatter jeg nu og hvisker: Tak!
 
 
– Jeg sidder tidt og drømmer,
hvordan jeg naar tilbage
til dig og det, der er mig kært
alle mine Levedage.
Jeg døjer Savn paa Land og Sø,
ernærer mig som Eskimo
og har den stolte sikre Tro:
den, der vil leve, skal ej dø!
 

ENE DU —

 
Ene du, hvem ingen ænser,
og som i vor skjulte Rede
lider stille, naar jeg lænser
langvejs bort for stormfuldt Vejr,
ene du, hvem jeg har kær,
har forstaaet hélt min Lede
ved et Liv bag snævre Grænser.
 
 
Og hver Gang mit Skib laa bygget
rejseklart, til Langfart taklet,
og vi troede, at Miraklet,
det, der gør os lykkelige,
skulde af mit Kølvand stige,
naar jeg længselspint kom hjem,
stod du rank, skøndt taaresmykket,
pegende paa Kursen frem.
 
 
Og jeg sejled, mens du vented,
– o, hvor blev der frit omkring mig,
rigt min Indsats blev forrentet,
men, dit Liv blev mere trangt,
ak, og jeg drog ikke langt,
før det ramte som et Sting mig,
at jeg havde handlet vrangt.
 
 
Al vor bedste Ungdom glider,
Aar er mellem vore Møder:
jeg paa Rejse alle Tider,
du tyet ind i Klostercelle,
og det første Træk af Ælde
ser jeg tegnet i din Kind,
og jeg ser dig syg i Sind,
– er det Hjærtet, som forbløder?
 
 
Elskede! Tilgiv min Brøde.
– Men jeg kan ej sidde rolig
i en lun, tillukket Bolig,
spise ved det samme Bord,
læse kendte Genbo-Skilte,
daglig sløves paa Kontor,
slide alt mit Mod tildøde,
faa de bedste Kræfter spildte
– jeg maa se den hele Jord!
 
 
Jeg maa ud, hvor Livet frister,
Kamp paa Livet for et Maal,
der gør Nerverne til Staal,
– ikke dette ækle Klister
af politisk-sociale
og æstetisk-bindegale
Diskussioner i det blaa,
hvor man intet Slag tør slaa.
 
 
Jeg er Storm. Og vildt forrevet
mørkner Skyen mine Baner,
sære Kurver blev beskrevet
mod det Livsens Maal jeg aner.
Du er Stille. Skyen svunden,
Havet rént og klart til Bunden,
hvor et frodigt Løvværk dølges.
Storm og Stille de maa følges.
 
 
– O, jeg gik og vented længe
paa den store Storm derhjemme,
som skal Friheds-Vejen sprænge,
blanded tidt min unge Stemme
i det radikale Kor,
– men jeg skulde snart fornemme,
at det alt var Ord, blot Ord!
 
 
Og du véd, min Sjæl sig krymper
ved at digte Brød til Huset,
ved at omgaas hver en Stymper,
der har lavet en Novelle.
– Jeg vil mér end blot fortælle,
jeg vil som de stærke Faa
ud til Livets Handling gaa
– ene ud i Bølgebruset.
 
 
Ud – ja, ud i Verdens Blæst,
ud, før mine Blade visner.
– Og nu er jeg Polens Gæst,
Vintren strænges, Kulden isner,
Bjørnen nær min Hule lusker,
Stormen vildt i Fjældet rusker
– og jeg husker, o, jeg husker
Storme, som mit Hjærte hærged,
og som slog mit Mod med Pest.
– Ishavs-Stormen den er bedst;
har jeg bare Livet bjerget,
bliver Livet mig en Fest …
 
 
Men naar jeg nu snart skal stænges
af en dyb Polarnat inde,
falde hen i lummer Ro,
ingen Sol og ingen Sinde
Bud fra dig, om du har Tro
paa vort Gensyn og vor Lykke,
jo, da véd jeg, jeg vil længes,
ærligt ønske mig tilbage
til vort stille Hjemlivs Hygge.
 
 
Men jeg véd, jeg snart maa stage
fra det grunde Vand min Baad
ud igen til fredløs Færden.
 
 
Og jeg véd, at ingen Klage
røbe vil dit Hjærtes Graad,
du min eneste i Verden!
 

VISE

 
Jeg havde mig en Hjærtenskær,
en Hjærtenskær,
hun var saa skøn,
jeg var saa grøn,
hun lærte mig helt andre Kys,
end jeg af Mor og Søster fik,
de blev min Ungdoms Alterdrik,
de faldt som vaarligt Draabe-Drys
paa mine friske Sanser.
Lovpriset nu og altid vær
min fjerne første Hjærtenskær,
hvis Minde jeg bekranser.
 
 
Jeg elskede min Hjærtenskær,
min Hjærtenskær,
i hendes Magt
min Sjæl var lagt,
og hun var klog som hun var smuk,
beskar mit Væsens vilde Skud,
stak mine Evners Baner ud
– og gik saa fra mig, uden Suk,
og valgte sig en anden.
O, vidste du, min Hjærtenskær,
jeg tog mig Tabet sorgfuldt nær
og laa ved Afgrundsranden.
 
 
Og møder jeg min Hjærtenskær,
den Hjærtenskær,
der gav en Dag
mig Ridderslag
og lod min Drøm til Liv indvi,
da blusser alt mit Hjærteblod,
hvor er du smuk, hvor var du god,
jeg gaar dig rød og stum forbi
og hilser dig ærbødig.
Nu véd jeg først, at al min Færd
inddrak hos dig, min Hjærtenskær,
den Drift, jeg havde nødig.
 
 
Jeg havde mig en Hjærtenskær,
en Hjærtenskær,
for hvem en Gang
jeg gerne sprang
i Havets Dyb, om hun gav Tegn,
et Liv, for hvem jeg kunde dø.
– Men Tiden randt, og andre Frø
blev klænget frem af Sol og Regn
og mig til Lykke givet.
Da vandt jeg ret en Hjærtenskær,
hun er mig mér end Døden værd,
hun er mig selve Livet.
 
 
Jeg takker dig, min Hjærtenskær,
min Hjærtenskær,
du er saa god,
og du har Mod,
du venter paa mig tryg og tro
og bærer stolt og prud vort Navn,
du véd, de Tider kommer jo,
da jeg skal kryste dig i Favn,
naar Rejsen vel er omme.
Højlovet vær min Hjærtenskær,
mit Livs Behov, min Sjæls Begær,
nu skal vor Lykke komme!
 

HUSET VED HAVET

 
Langs den jydske Vesterstrand
har jeg jublet Barnesange,
har jeg udgrædt Hjærtets bange
Ungdomssmærte rén og sand,
har jeg angret dybt som Mand.
Og naar nu fra denne Kyst,
hvor de høje Fjælde knejser
under evig Sne begravet,
Isen gaar paa fjerne Rejser,
og jeg hører Bølgens Røst,
længes jeg mod Vesterhavet.
 
 
Vesterhav med Braad og Røg
over ørkengolde Klitter
ind i Land, hvor Lyngen stritter
paa en vejrbidt Kæmpehøj,
Land med brede Penselstrøg!
Sære, uvejrsdunkle Strand,
hvide Klit og blege Vænge,
skønnest Plet i hele Verden,
Tonebund for dybe Strænge,
som jeg altid høre kan,
– Endemaal for al min Færden!
 
 
Ja, for vi skal rejse Hus
dèr, hvor Klitten favner Heden,
ikke langt fra Barndoms-Reden
mellem Fjordens gule Grus
og det friske Havvands-Brus.
Naar jeg træt af viden Flugt
og de Saar, som Kampen giver,
trænger haardt til Fred og Hvile,
griber jeg min Pen og skriver:
»Hold i Nat en Dør oplukt!«
– Henrykt ser jeg Vennen smile.
 
 
Stolte Ven! Min dyre Skat!
Vi har mødt i Livets Kaos
mange Venner, som gik fra os.
Du har aldrig mig forladt,
derfor kommer jeg i Nat …
Aa, jeg ser jo Huset staa
gammeldags og lavt til Taget,
ser dig glad i Højtidstøjet
løbe hen og hejse Flaget.
Himlen blir saa høj og blaa,
begge faar vi Graad i Øjet.
 
 
Gensyns-Smærte! Gensyns-Lyst!
Og den milde, stille Lykke
bare ved en Haand at trykke,
aande ved et elsket Bryst
Hjærtets underfulde Trøst.
Atter Fod i jydske Spor,
atter hjemme hos den bedste,
aa, hvordan skal jeg erklære
dig min Jubel ved at gæste
eget Hjem paa hjemlig Jord
– endelig et Sted at være!
 
 
Jeg befandt mig aldrig godt
i den store Bys Kaserner,
store Byer gir trætte Hjerner,
store Byer har meget smaat,
jeg blev led ved det Komplot.
Vi, som fik vor Vugge rørt,
i de fjerne, tyste Kroge,
nyder ungt de store Byer,
indtil vi blir gammelkloge
og af evig Længsel ført
hjem igen til frie Vuer.
 
 
Og heroppe, under Fjæld,
naar jeg mindes danske Egne,
er det Jylland alle Vegne,
til hvis rige Skønhedsvæld
jeg er endeløst i Gæld.
Tavs og greben steg mit Blik
mod de stejle Bjerg-Giganter,
men knapt fangede mit Øje
nogle usle Revling-Planter,
før min hele Attraa gik
til de jydske Kæmpehøje.
 
 
Jo – naar jeg en Gang naar frem
rig paa Livsmod, – gid jeg maatte! —
fattig som en Kirkerotte
men endnu ved alle fem,
jo, da skal vi bygge Hjem.
Tidt nok blev det drømme-bygt
i de vemods-stille Stunder,
hvor mit Haab jeg opforgyldte.
Men – der skér en Gang det Under,
at vi to kan rejse trygt
Jyllands-Hjemmet, lykke-fyldte.
 

STEMNING

 
Over tungsindigt
dunkle Vande
flimrer i Natten
fortonede Rande
af drivende Fjældes
hvide Is,
der – som i en Drøm —
følger den fælles
mystiske Strøm
mod det stormfulde Hav
ud mod Forlis.
 
 
Jeg stod og tav.
 
 
Bare en eneste
Stjerne skinner:
Venus! Dens Sølv
med Vandene rinder.
O, mine Minder!
Stille, stille,
nu bygger de Bro
langt, langt bort,
Bølgerne spille
en glemt Akkord.
Aa, hvem der var to!
 
 
– Haand, hvor du knuger!
Sjæl, hvor du bæver!
Dybt inde ruger
en Sorg, et Savn,
jeg hvisker et Navn,
– min Længsel kræver
al min Besindelse …
 
 
Hvor gaar din Færden,
elskede Kvinde?
Er jeg den Verden
af ondt og godt,
du slutter inde
nu som før.
Eller har du blot
med Selvovervindelse
stænget din Dør,
været mig tro?
 
 
Jeg grubler, spørger,
faar ikke Ro …
 
 
– Jeg Taabe, som sørger,
jeg véd jo, jeg véd:
Længsel lider du.
Se, dèr skrider du,
skøn i din Søgen,
uden Frygt
frem over Vandene
søvngænger-trygt,
jomfruelig, nøgen,
min Kærlighed!
 
 
O! At du vilde.
Tak! At du voved.
Stille, stille:
Stolt du hæver
dit lokkede Hoved,
dine Øjenlaage
lykkeligt bæver —
jeg ser som i Taage
dine kærlige Blikke
vemodige, milde …
 
 
Stille!
 
 
Vaagn ikke, vaagn ikke,
saa glider du bort,
og Natten bliver
saa knugende sort …
 
 
Det er, som jeg træder
hellige Steder,
hvor urørt Ynde
drømmende sover …
Se, jeg breder
det blødeste Hynde,
vinker dig, beder,
lover, lover:
Nu skal vort Liv
fra Nyt begynde:
 
 
Bliv, bliv!
 
 
Ingen savner os,
Natten favner os.
 

KAMMERATSKAB I »FJÆLDHULEN«

I
TIL MARIE

 
Du skal kende mine Fæller, de gode Kammerater!
Vi deler daglig Glæder og døjer Sorger sammen,
men ikke som et Hold disciplinerede Soldater.
Vi vil den frie Meningskamp, foragter »Ja og Amen«.
 
 
Og vi faar lært hverandre saa godt og dybt at kende,
at vi véd, hvor der er Sandbund og hvor den faste Klippe.
Faar end en Gang i Tiden dette Rejsesamliv Ende,
vil næppe nogensinde Kammeratskabet glippe.
 
 
Og dog – hvem véd, hvad skillende den næste Dag vil bringe,
det ærligst svorne Venskab kan blive brudt og sveget,
men lad os, Kammerater, vor Bitterhed betvinge,
thi den, der kender Mennesker, tør ikke kræve meget.
 
 
Og vi er ikke Kærrestpar, som deres Forhold hæver
og giver Brev og Gave med Troskabs-Ring tilbage.
Det Liv, vi leved sammen, var dyrekøbt og kræver
et fredlyst Hjærtegemme for Mindets Højtidsdage …
 
 
Hver af os ejer Kanter. Men den Gang Polituren
laa selskabsmæssig over os, da blev der aldrig kriget;
men nu er Hylstret sprængt, nu viser vi Figuren,
vort Sprog er nøgent dagligdags, vort Samliv er beriget.
 
 
Vi tænker og vi læser, vi skriver og vi maler,
vi taler om det hele og siger frit vor Mening.
De sørgeligt berømte Ekspeditions-Skandaler
de kendes ikke her i vor Tremands-Forening.
 
 
Hvor kan alene »Faust« give Stof til Tankeskifte
for Folk, som ejer Hjærte og har noget i Panden.
Jeg væmmes, naar jeg husker Polarforskere skrifte,
at de tilsidst slet intet havde at sige hinanden.
 
 
De minder mig om Ægtepar, der enten byder Gæster
eller gaar ud til Middag i ét ustanseligt Køre;
de tør ikke være ene, for de ejer ingen Rester
af Tankeliv, hvorpaa de kan en Underholdning føre.
 
 
De snakker blot om Dagsnyt og Husholdningspenge,
og aldrig mere gnistrer Ilden i deres Øjne,
Samlivet er et Haandjern, der skal bæres saa længe,
at de fængsels-trætte Sjæle tyr til Tavshed eller Løgne.
 
 
Men vi, som lever her i et stænget Mørkerige,
Gud hjælpe os, om ikke vi kunde bruge Sproget
og øse af vort Indre i det uendelige
og drøfte Livet bag os, forunderligt og broget.
 
 
Og digte Livet fremad, saadan som det skal skabes,
naar alle Evner frigør sig for Tvivl og svimle Drømme;
– hvad véd vi vel, om Lykkens Lod skal vindes eller tabes,
vi sidder blot i Mørket og lader Talen strømme.
 
 
Det danske Sprog! Det eneste, hvori min Sjæl forløses,
det bobler mig i Blodet, det gløder mig paa Læben
som Sang, som Suk, som Graad, hvori alt levet Liv udøses,
– tag ikke Sproget fra os, saa dør vor bedste Stræben.
 
 
– Vi tre er alle vokset fra det unge Fælles-Præg,
hvor man entusiastisk vil Enighed bestandigt
og tror, et Venskab revner som Skallen paa et Æg.
Nej, vi er alle vokset. Vort Venskab tér sig mandigt.
 
 
Thi gaar vi løs paa Sagerne og siger til hinanden:
se, saadan er Moralen, jeg har af Livet taget,
du faar mig ikke anderledes; Hjærtet og Forstanden
er netop saadan formede af Læren, jeg har draget …
 
 
Og du, min Ven, som venter mig, mens Aaret trælsomt rinder,
skal kende disse Fæller, med hvem jeg deler Livet,
– nu kommer Vinternatten, hvor Solen aldrig skinner,
men glad er jeg, at gode Kammerater blev mig givet.
 
 
Jeg har i hele Verden kun dig og Far at byde
alt, hvad af ømt og kærligt jeg i mit Hjærte véd.
Men ene her blandt Fællerne er det min Fest at nyde
vore Karakterers sande Form for Personlighed.
 
 
Thi ingen Ven vil give andet, end han ejer,
naar han sit Selv har lutret og kender Fundamentet;
han træder op paa Vægten og viser, hvad han vejer
med stærkt og svagt, med ret og vrangt – godt eller slet forrentet.
 
 
– Mig kender du og véd, jeg er ikke af de blide,
endskøndt en Gang jeg galdt for at være saa elskværdig,
medgørlig og behjælpsom – ja, endnu maa jeg lide,
fordi jeg ikke tidligt nok blev med de Dyder færdig.
 
 
Da troede jeg paa Mennesker – og paa min Barnelære —
de var saa gode alle, jeg vilde ingen støde,
men altid selv beflitte mig paa mild og god at være
og blot til Immer-Venlighed min Egoisme nøde.
 
 
Jeg er som alle dødelige kraftig egenkærlig,
men Religion og Far og Mor fortalte mig, at Livet
forstøder den, der ikke sin Næste elsker ærlig.
Da jeg drog ud i Verden, var den Moral mig givet.
 
 
Moralen er ophøjet. Men Livet véd en anden,
og det er den, der raader. Længe blev jeg skuffet,
før ogsaa jeg fik lært mig at slaa den Tyr for Panden,
der ellers mit naive Hjærte vilde truffet.
 
 
Men hvorfor skal dog Slægtled paa Slægtled Livet møde
saa rent uforberedte om Lovene, som raader!
De skønne Idealer er jo allesammen døde,
hvorfor da spilde Livet paa uløselige Gaader!
 
 
Du véd, jeg blev beundret som »overmaade brav«,
– men jeg var ved at kvæles af den lumre Venneskare,
der gav mig smukke Navne men udnyttede mig bare.
Og i mit Hjærte vokste om eget Liv mit Krav.
 
 
Jeg var jo ikke bare den elskværdige og rare,
men lagde tidt mit Ansigt i de efterspurgte Folder.
Verden vil bedrages. Som der raabes, maa man svare;
et Menneske maa gøgle i usmagelige Roller.
 
 
Det kneb at sprænge Pansret, af tusind Hensyn smeddet,
hvori min Evne higede mod Selvstændighed.
Jeg saa, min rette Arbejdsmark, men brød jeg gennem Leddet,
maatte jeg jo træde »de andre«s Blomster ned.
 
 
Fra dem, som havde prist mig, lød nu en anden Tone,
de fandt mig saa forandret, lidt hensynsløs desværre,
beklaged deres Fejlsyn før, beklaged mest min Kone,
ifald jeg ogsaa hjemme var en stiv og stædig Herre.
 
 
Ja – det er svært at lære, at det, som Livet kræver,
er viljehaarde Hænder, som egen Kraft tør kende.
– Vær karrig med din Følsomhed, om end dit Hjærte bæver:
den, der er Ven med alle, er mest sin egen Fjende!
 
 
Og vil du tækkes alle, da tækkes du slet ingen;
de jubler, naar de ser dig, men smiler bag din Ryg.
Blot til en eneste Kvinde gav du Bruderingen;
jo færre dine Venner, des mere er du tryg.
 
 
Ja, mine Venner hjemme, I faa, som blev mig tro,
o, vidste I, hvor vemodsfyldt jeg følger gamle Minder
fra Tider, hvor vi sørged, fra Dage, hvor vi lo,
jo, det er stærke Traade, som os tilsammen binder!
 
 
Det skal I alle vide, men du, min Ven, især,
af disse Minder lever jeg, helst nu da Dagen hælder,
saa langt fra Eder alle – og dog ingentid saa nær,
saa ene her i Mørket – og dog blandt gode Fæller.
 
 
Og har jeg prøvet Mennesker og kaldt dem mine Venner,
da faar mit Liv et Lykkeglimt, naar vore Baner følges.
Og derfor skal du vide, du, som mit Livsløb kender,
hvordan vi lever sammen, her hvor vor Skæbne dølges.
 
 
Vi er tre danske Viljer, hver i sin Formning støbt,
men med en fælles Farvebund for Kunsten og for Livet
– og saa tre Eskimoer, hvis Arbejd vi har købt,
men som i Købet redebont har Kammeratskab givet.
 

II
HARALD MOLTKE

 
Frostklar var Dagen. Du husker den ikke.
Maalet var naaet – men for hvilken Pris!
Dèr laa du paa Slæden med vildsomme Blikke,
laa som en Dødsramt, et Vrag i Forlis.
Rundt om os bare den livløse Is.
 
 
Langt var vi rejst, fra hvor Mennesker boede,
ensomt ad utraadte Veje vi stred
op til den nordligste Kyst paa vor Klode,
Triumf for vor Vilje, Løn for vor Sved.
Det blev den tungeste Dag jeg véd.
 
 
Jubelens Time, vi stolt skulde fejret,
naar vi besteg den forjættede Grund —
udslidte laa vi om Snehytten lejret,
Ordene frøs paa vor angstfulde Mund,
hjælpeløst sløvt sank vi sammen i Blund.
 
 
Kysten var lydløs og menneske-øde,
intet at æde for Hunde og Mænd,
fjernt i den gryende Morgenrøde
bølged den blaanende Isblink hen.
– Skulde du stivne og dø som den?
 
 
Ramt af Polar-Bræens isnende Kulde
segned du midt i din rastløse Flid …
Vidste vi Lægedom blot, aa, vi skulde
varme dig Læben, som skælver hvid.
Raadvilde ser vi din grufulde Strid.
 
 
Nytteløst er det, jeg angrer din Rejse,
Lykken, som sveg os, jeg skælder omsonst,
hjemme dèr saa' jeg dig maal-bevidst knejse,
frivillig fulgte du. Guld eller Gunst
søgte du ikke. Maalet var Kunst.
 
 
Ja, og dèr laa du nu slagen og stille,
saa dødelig nedbrudt. Din Flid var for stor.
– Da var der ikke en Time at spilde,
frem langs de ukendte Kyster vi foer
til Menneskers yderste Vagt paa vor Jord.
 
 
Blodstænkte Hedninger bygged os Hytte,
pludrende Kvinder fik Spæklampen tændt,
– intet dig kunde mod Kulden beskytte,
Landet laa stik mod Sydvest-Stormen vendt,
drøjere Tid har jeg aldrig kendt.
 
 
Usselig plejet hensank du i Dvale,
Pinslerne gjorde dig sanseløs.
– O, om vor Snehytte kunde tale,
dèr, hvor vi sultede sammen og frøs
og for den truende Knokkelmand gøs! …
 
 
Se, der er rundet det halve Aar siden,
værkbruden lister du endnu omkring,
og, om du retter dig helt med Tiden,
véd vi jo ikke, véd ingen Ting,
– er du mon frelst fra et dødeligt Sting?
 
 
Sørgelig tung er den Lod, du har fristet,
men din Taalmodighed lykkelig stor.
Lykkelige du! Du har intet mistet,
thi i dit svækkede Legeme bor
Sjælen, frodig som nyskabt Jord.
 
 
Selv har du sagt, at du véd, du har vundet
Muld i dig selv, hvor du før var gold,
faaet din Tro paa dig selv begrundet,
– ja, du har vundet mangefold,
du, som endnu har din Kunst i Behold.
 
 
Du er en anden, end først da vi kendtes,
klarere Blikket, din Sjæl dybet ud,
snart vil dit Lidelsens Guld forrentes,
Sorgen, som gaar fra dit Hjærte Bud,
den blev din Evnes Gennembrud.
 
 
Glødner din Kunst du i Lidelsens Esse,
det er dog det samme Hjærte, jeg ser,
din gamle, hensynsfuldt fine Noblesse,
de samme retsindige Livs-Idéer,
din altid urokkeligt tro Karakter …
 
 
Sultet og frosset og lidt tilsammen,
lyttet til Suk fra hinandens Bryst,
– mørk og knugende er vel Rammen,
Billedet selv dog straalende lyst:
en gryende Sol over ukendt Kyst!
 
 
Solen, det er din skabende Evne,
Landet, din Tankes nye Muld,
Nu gaar du ud mod det store Stævne,
lidet agter du Gunst og Guld,
Sjælen er rig nok og drømmefuld.
 
 
Din Sjæl – som du selv – er adelsbaaren,
jeg er af Borger- og Bondeslægt;
Rem af vor Ryg har Adelen skaaren,
længst er de blodige Strimer lægt:
Mit Venskab er i din Varetægt!