Kitobni o'qish: «Det graa hus»

Til en ven

Tell me the tales, that to me were so dear, long long ago long long ago.

“Jorden bliver kold en Gang – ligesom Mennesket”.

I

Hans Excellence rejste sig i den Fyrretræs Seng og tændte sit Lys. Saa stod han op. Han overgød sig med Vand, mens han betragtede sig i sit Spejl: Legemet var knudret og stærkt som et gammelt Tømmer.

Over den hvide Væg tegnedes det som en Kæmpes Skygge.

Han klædte sig paa og han gik ind.

Han gik, med Lyset i sin Haand, gennem de mange Stuer. Broncer, Piedestaler og Hædersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i Mørket saa underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene, mellem Spøgelser.

Ved den sidste Dør stansede han et Øjeblik og lyttede. Der blev talt derinde. Det var Hendes Naade, der talte i Søvne. I Søvne troede Hendes Naade sig altid paa gamle Baller og dansede med Durchlauchter, der var døde.

Hans Excellence blev staaende, mens hans løftede Haand holdt om Portieren som en knyttet Klo: det var en Svaghed hos ham at lytte efter Hendes Naades Tale, naar hun sov.

Pludselig satte han Lyset fra sig og han aabnede Døren. I Mørket gik han frem mod Hendes Naades Seng.

Hendes Naade blev ved at tale – og højere, mens Hans Excellence lyttede:

– Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade.

Hans Excellence stod der endnu, som en Støtte.

– Ja, Hoheit, sagde Hendes Naade.

Excellencen vendte sig og lukkede Døren og gik videre.

Hans Hænder rystede, mens han tog om den iskolde Lampe og fik den tændt, før han satte sig til sit Bord. Han trak Skuffer ud og ind og han tog de store blaa Ark frem, bøjede Margen paa dem og begyndte at skrive.

Han skrev, med Hovedet bøjet og med Øjnene sammenspilede, som vilde han tvinge deres Sekraft, mens hans venstre Haand laa paa Papiret, blaahvid og tung, som af Bly; mens han skrev og skrev, uden Ophør, med en vredagtig eller harmfuld Pen, Side efter Side, Blad efter Blad, og slyngede dem væk og fra sig.

Der hørtes ingen Lyd, uden Olielampens Kogen.

I det matte Lys saá Ørsted’er og Mynster’e og Hvide’r saa underlig halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deres gyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle, paa Væggene Stuen rundt, – afdøde og stille.

Excellencen havde lænet sig tilbage i sin Stol:

– Aa, ja, aa, ja.

– Aa, ja, aa, ja. Lød det ud gennem Stuen.

Og han skrev igen.

Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med den sparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem over hans Bord.

Tjeneren kom ind og, bøjende sine ømme Knæ foran Kakkelovnen, fik han Ild i de store Brændestykker. Ilden lyste mod den brunlige Paryk – den havde saadan underlig opstaaende Kanter – og Ansigtet, hvor Munden mellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet Kniv.

Excellencen hørte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed Morgenavisen, og pludselig vendte Excellencen sig.

– Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blaa Blade.

Tjeneren Georg gik, mens Excellencen i ét Drag slugte den koghede The – Kulde eller Varme syntes ikke mere at fornemmes af det ældgamle Legeme.

Ude i Køkkenet syede Sofie Kone. Siddende foran Lampen syede hun med en lang sort Traad de skrevne Blade sammen med sin Haand, der lignede røde Knokler.

– Skriver han? spurgte hun.

Tjeneren nikkede.

– Ja saa.

Bornholmeren ved Siden af Køkkenbordet lød langsomt og tungt. Det var, som hentede den hvert tøvende Sekund møjsomt og stønnende op af en uendelig Brønd. Bornholmeren var det eneste Ur i Huset, der gik. De andre var gaaet i Staa.

Georg bragte de sammensyede Blade tilbage, og Excellencen trak Skuffer ud og Skuffer ind. De var alle fulde af samme Slags Hefter. Morgenavisen lod han ligge. Han læste ikke mer Aviser:

– Sker der noget? sagde han.

– Hvad sker der? sagde Hans Excellence:

– De bygger nogle flere Huse, hvori de kan synde mod sig selv.

– Tag den bort, sagde han.

Tjeneren tog den bort for at opbevare den til Hendes Naade. Hendes Naade lod sig daglig “Ledige Lejligheder” forelæse af sin Selskabsdame.

Paa Slaget ni ringede det, mens Jernklokken lød saa sært langt inde i Huset; det var Sønnesønnen:

– Excellencen er hjemme? sagde han.

– Ja, svarede Georg, og han hængte den unge Mands Tøj paa den samme Knage som igaar.

– Du har skrevet, sagde den unge Mand og bøjede sit Hoved.

Den Gamle vendte sig:

– Ja, og Stemmen lød vredt:

– Som jeg plejer. Man skriver og spilder Blæk, naar man ikke kan leve mer. Med Sort paa Hvidt kan man lave Menneskene som man vil. Der gør de ikke flere Dumheder, end man giver dem Lov til.

– Har Du fægtet? spurgte han pludseligt.

– Ja.

Med et Blik, der fik en egen og pludselig Styrke, sagde Hans Excellence:

– Du er en Sildeføding. Du maa tage vare paa Dig selv.

Mens han blev ved at betragte Sønnesønnens Ansigt, hvor Læberne midt i Blegheden var som Blod saa røde, sagde han, med den samme Stemme som før:

– Jeg véd heller ikke, hvordan vi nu ogsaa har faaet den Race ind i Familjen.

Sønnesønnen, der førte den meget slanke Krop meget rankt, løftede de mørke Øjenlaage en Kende:

– Er det paa Komedien, Grandpapa har skrevet? sagde han.

– Ja. Læs det højt.

– Sønnesønnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at læse – meget højt, for at Hans Excellence skulde kunne høre ham:

– Hvad siger Du, der staar? raabte Hans Excellence.

Sønnesønnen læste højere, anstrengende sig for at samle den ulæselige Skrift, hvor Bogstaver var glemt og Sætninger var faldet ud:

– Hvad er det, der staar?

Sønnesønnen blev ved at læse:

– Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv.

Han greb Arkene. Og, vred og bøjet frem mod Lyset, forsøgte han selv at læse alle de Sætninger, han allerede havde glemt.

– Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er Øjnene. Øjnene vil ikke.

Han slap Manuskriptet:

– Øjnene vil ikke mer.

– Læg det hen.

Den unge Mand tog de blaa Ark og lagde dem ned i en Skuffe, ved Siden af de andre.

Excellencen fulgte med Øjnene hans Hænder:

– Der er mange, sagde han.

– Ja, Grandpapa.

Excellencen havde lukket Øjnene: Tiden var forbi, hvor hans Excellence kørte til Forlæggere. Aarevis havde han kørt fra Dør til Dør, havde sendt Manuskripter og havde faaet dem skikket tilbage. Nu var han holdt op.

– Papiret er blevet for dyrt, min Go’e, sagde han.

Hans Poesier tryktes ikke mer. Det skulde da være et Gravvers over et Barnebarn eller over en Ven, som en Gang var berømt og som nu var glemt. Regeringens Blad trykte mellemstunder et saadant Vers bag i Avisen, med meget smaa Bogstaver.

– Grandpapa skulde skrive sine Erindringer, sagde Sønnesønnen – hans Stemme var, naar han ikke vogtede paa den, næsten ængstende blød – og han lukkede Skuffen.

Hans Excellence lo:

– Erindringer, sagde han: Erindringer – vi har Væv nok. Erindringer – hm, der er ingen, som har skrevet deres Erindringer. Om de andre lyver de, og om sig selv taler de ikke… De skriver om det Kravl, de har oplevet, og hvad de har levet, tager de med sig i Graven.

Hans Excellence lo igen og hans Stemme fik en egen, raa Klang:

– Og de gør Ret, min bedste, sagde han: hvis et eneste Menneske skrev sig selv ned og lod sig selv komme i Trykken efter sin Død, vilde de dømme ham til Tugthus i hans Grav – for der er jo Retfærdighed i Himlen og paa Jorden….

– Nej, det er ikke værdt at give nogen Besked. Hans Excellence tav en Stund. Saa sagde han:

– Lad mig faa Tiden til at gaa som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er det sværeste, og at tænke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værdt.

Sønnesønnen sad lidt:

– Du har jo os, sagde han.

– Ja, sagde Excellencen: I skal jo fødes og klædes.

Det unge Menneskes Mund sitrede, næsten umærkeligt. Men den Gamle blev ved:

– Har – har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden. De bruger hinanden og er alene. Naar man er blevet gammel, véd man det og bryder sig ikke mer om at snakke de mange Ord, som ingen hører. Hvem hører? Grosset snakker uden at høre det selv.

– Dyrene, min Go’e, kommer ud af det uden Ord, og det lykkes dem at opfylde deres Bestemmelse endda.

Sønnesønnen sad sammensunken med mærkeligt nedsænkede Skuldre:

– Ret Dig, sagde den Gamle.

– Ja; den unge Mand foer op saa hastigt, at han stødte sin Nakke paa Stoleryggens Vaabenskjold.

– Nej, blev Excellencen ved at fortsætte sin Tanke: Forplantningen skal tjenes. Lad dem avle og dø. Det har de gjort i Aartusinder. Lad dem blive ved med det og ikke gøre sig Indbildninger. De opfinder og finder paa og bygger Stæder og skaber sig Berømmelse… Naturen er lige glad. Jorden bliver kold en Gang ligesom Mennesket.

– Eller hvad har de for det? sagde han og saá pludselig op paa de mange Billeder paa Væggene: Der hænger de med deres Kæder, i deres Kaaber, som de Aktører de var og – Excellencen gjorde en Bevægelse med sine Fødder, som rensede han sine Saaler – hvad de vilde, blev det modsatte, og deres Gerninger er saa døde som de selv.

– Hvad er det Hele? blev han ved: det mætter ikke… Hm, jeg husker en Dag, det var Thorvaldsen… han var vel den største, ogsaa som Komediant, for det følges ad… Han gik omkring som var han selv i Gevandt og skulde tænde Røgelse foran sit eget Marmor. Men saa var det en Dag, han var vaagen, ellers sov han meget, Fritz, sov over sit verdensberømte Navn. Men den Dag var han vaagen – det var i hans Værksted: saa slog han lidt ud med Haanden mod alle de hvide Figurer og det hele Ler og saa sagde han:

– “Ja, det er jo meget kønt”.

– Det var det Hele, naar man kendte det.

Excellencen lo kort, som nød han sit eget Minde:

– Og Oehlenschläger døde brølende over sin egen Sokrates, som ingen gad læse, og Heiberg saá efter Stjernerne, hvis ellers nogen tror det. Lad Stjernerne gaa, hvor de vil. Jeg véd aldrig af, at vi fik noget Bud fra dem.

Han tog sig over Øjnene, og i en anden Tone sagde han:

– Men gamle Folk skal ikke ha’e stærke Hjerner, for saa véd de for meget… De skulde blive sløve. De, som ikke bliver det, faar Tid til at se, og det skulde Menneskene være fri for – Man skulde aldrig se, aldrig sig selv og aldrig de andre… Der er et dumt Ord om at den, der ser Jehovah – og Excellencen lo paa dette Ord – han dør. Men jeg siger Dig, at hvis et eneste Menneske saá et andet Menneske helt til Bunds i Sjælen, saa vilde han dø. Og hvis det kunde tænkes – men det kan det ikke, ti for sig selv lyver man for haardt – at man saa sig selv til Grunden af sin Sjæl, saa vilde man betragte det, min Go’e, som en ringe men nødvendig Straf selv og uden et Kny at lægge sit Hoved paa en Blok —

– Naa – og paa en Gang brød Hans Excellence af – jeg snakker… Men (pludselig saá han paa Sønnesønnen og der var i mindre end et Sekund i hans Øje noget, der næsten lignede Skyttens Blik, naar det ser, om et Pileskud har ramt) det gør vel ikke noget, for Du hører ikke efter. Det er en anden Visdom, som suser for dine Øren.

Det unge Menneske rejste sig:

– Farvel, Grandpapa, sagde han kun.

– Er der ellers ingenting, Du har paa Hjerte?

Hans Excellence rejste sig og gik hen til sit Chatol, om han lukkede op. Han skød en Brevpresser til Side og tog nogle Pengesedler, som han ikke talte:

– Ungdommen maa have Penge, sagde han:

– Farvel.

– Farvel, Grandpapa. Den unge Mand gik. Georg ventede i Gangen og tog hans Overfrakke ned og hjalp ham den paa:

– Farvel, sagde den unge Mand og bøjede Hovedet.

Georg hængte “Sedlen” ud paa Døren: Paa et Stykke Pap stod med Bogstaver, som var halvt fortærede, Ordet: Consultation.

Saa aabnede han Brevkassen og tog Posten. Brevene lagde han paa Konsollen. Men da han havde gjort det, tog han pludselig Brevene op igen og læste Udskriften paa den ene Konvolut, mens der gik en Grimasse hen over hans Ansigt – før han lagde den ned igen, men længere inde, i Mørket.

– Er Hendes Naade vaagen? spurgte Excellencen, da han kom ind.

– Hendes Naade har ringet.

– Og min Søn?

– Hr. Fritz Hvide er gaaet ud.

– Hm.

– Bring mig Journalen.

Georg bragte den svære Bog og slog den op.

– Hvad Datum er det?

– Den otte og tyvende, Deres Excellence.

– Fastelavnstiden gaar ud, sagde Hans Excellence.

Hans Excellence skrev Datum foran en stor Rubrik under de andre Rubrikker, der stod tomme.

– Tak, sagde han: Du kan gaa.

Georg gik. Ude i Gangen satte han sig paa Stolen tæt ved Døren. Han holdt sig meget rank. Han ventede paa at aabne for hans Excellences Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets høje Krave og Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paaklædt men livløst Stativ op ad Panelet.

– Aa ja, aa ja, lød det ud gennem Excellencens Dør.

– Georg rørte sig ikke.

Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget høj, i en meget lang Frakke. Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til Excellencen, der læste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra Baronesse Brahe.

– Sig Baronessen Tak, sagde han.

– Men jeg la’er mig ikke mer fremstille til Dyrskuer… Hvordan har hun det?

– Tak, godt, Deres Excellence.

– Og han selv?

Tjeneren stod ret ved Døren. Kun Hoved og Skuldre gik. Den øvrige Statur mindede om en Bygning, hvortil der er sat Stiver.

– Tak, Deres Excellence… det er kun den Rysten… men jeg ta’r “det Styrkende”, Deres Excellence.

– Ja, styrk sig, sagde Hans Excellence og vendte pludselig Ansigtet mod ham med et Udtryk, som saá han paa en gammel Hund.

Den gamle Person blev staaende et Øjeblik, før han sagde – hans evige eller eneste Tanke – :

– Og det gaar saa daarligt med Serveringen.

– Saa skulde han la’e vær’, sagde Excellencen.

– Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce paa hans Klæ’er.

– Farvel.

– Hans Excellence vendte sig og Døren gled til.

– Hva’ sa’e han? hviskede Georg ude i Gangen.

– Der er vel ikke no’et, til der ka’ hjælpe, sagde den anden.

Georg nikkede. Men med et pludselig forandret Udtryk i sit Ansigt hviskede han, pegende ind mod Døren:

– Han er osse skidt.

Det var, som Udtrykket i Georgs Ansigt paa en Gang spejledes i den fremmedes:

– Er han? sagde han og hans Stemme fik ligefrem Klang.

– Vores Baronesse er osse snavs, hviskede han.

– Det er jo Emmely, der er syg? sagde Georg.

– Ja. Det er Gigtfebren, som de kalder ’et.

– Ja, nikkede Georg.

– Og den har nok slaaet sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener.

Og idet han pegede hen imod Excellencens Dør, sagde han:

– Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg paa én Gang for en vis Stramhed:

– Nej, sagde han: ikke endnu.

Men pludselig rettede de sig begge, da en Nøgle lød i Gangdøren. Det var Faderen. Han tog Overtøjet af og spurgte:

– Er der nogen syge hos Baronens?

– Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans Excellence… til Middag.

Den Gamle havde stotret i det:

– Ja saa – der var gaaet næsten som en Bleghed over Faderens Ansigt…odmorgen.

Faderen gik ind ad Hans Excellences Dør.

– Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans Øjne ved Synet af Sønnen, der smilte til ham med et eget ømt Smil, næsten som en Kvindes:

– Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, bør ikke klage, naar de kun nogenlunde kan trække Vejret.

– Det er raat ude, sagde Faderen, stadig bøjet over Hans Excellence.

– Det er vores Klima, Go’e, som vi maa bære. Faderen vendte sig imod Vinduet.

– Er Stella oppe? spurgte Excellencen.

– Sikkert, sagde Faderen og undgik forsætligt et “Ja”.

Som i Løbet af et Sekund blev Excellencens Ansigt mørkere:

– Hun har det ikke godt denne Gang, sagde han efter en Stilhed.

Faderens Ansigt var forandret ligesom Hans Excellences og han svarede ikke straks:

– Hun er ellers saa glad ved at være her hos Jer, sagde han og talte saa besynderlig lavt eller tonløst som altid, naar han talte om sin Hustru.

Excellencen svarede ikke og de tav begge igen.

– Harriette er kommen iaftes, sagde Faderen og stod stadig ved Vinduet.

– Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til Middag.

– Saa drikker jeg The, sagde Faderen.

– Ja.

Døren faldt til.

Georg sad som før, da det ringede igen.

Det var en lille Slags Pusling, der stod foran Døren og vendte Ansigtet opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat:

– Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun.

– Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg.

– Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en Masse bleget Flor, der dækkede hende fortil – Ryggen var skruttet – :

– Tak.

– Kom kun ind, sagde Georg.

Tjeneren aabnede Excellencens Dør, saadan lidt, som man aabner for et Kræ, der smutter ind ved den nederste Dørfylding, og Excellencen drejede Hovedet:

– Er det Dem? sagde han.

– Sæt Dem.

Og Jomfru Villadsen satte sig, ved Døren, paa en Stol lige paa Kanten, for at hendes Fødder kunde naa Jorden.

– Saa er det vel galt igen?

– Ja, Deres Excellence.

– Er det det gamle? spurgte Excellencen, der havde drejet Stolen helt og ikke tog Øjnene fra hende, mens han pludselig rankede sig i sin Stol.

– Ja.

Jomfru Villadsen holdt Hovedet opadvendt, og det begyndte at arbejde inde i hendes Bryst, bag Florene:

– Det er jo altid Snittet, Deres Excellence, halvt mimrede hun: det er jo altid Snittet, der gi’er de gale Smerter…

– Ja, sagde Excellencen, der paa en Gang syntes greben af en bister Oprømthed: det gi’er Efterveer, Jomfru, efter Glæderne.

Jomfru Villadsen begyndte at græde, saa Graaden krængede hendes Mund. Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den krængede Mund lignede hun en Tudse:

– Ja, En bøder for’et, mimrede hun, man pines for’et, man bøder for’et, naar man er kommen i Ulykke…

– Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence: de vil alle ha’e Fornøjelsen.

Jomfru Villadsen blev ved at græde, med underlige korte Kluk, der rystede den forvoksede Krop.

– Ja, det er vel sandt… det er vel sandt, sagde hun.

Og for tusinde Gang begyndte hun paa den samme Historie og den samme Klage, som han kendte; han havde hørt den fra den første Dag, da hun mødte paa Hospitalet, og han, som forlængst havde opgivet at øve den Fødselshjælp, der havde været med at gøre ham berømt, i et pludseligt Anfald af en sælsom og urimelig Munterhed, besluttede, at han selv, han, Mesteren, en sidste Gang vilde forløse – forløse dette Kræ, over hvem, en Dyrehavsnat, et Mandkøn dog var slaaet ned, saa hun havde kunnet sætte et Menneske i Verden.

– Ja, Villadsen, sagde Hans Excellence, det kender jeg.

Jomfru Villadsen, der var blevet ved at hulke, sagde: – Ja… Excellencen véd’et… Excellencen véd’et… Men (det kom som en Strøm af Graad) En var jo dog et Menneske.

Der gik et pludseligt Smil over hans Ansigt, og med et Udbrud, der lod det ene Ord lyde som slyngede han en Sten frem gennem den høje Stue, sagde han:

– Ja.

– Der er indrettet som de andre, sagde Jomfru Villadsen, ustanseligt hulkende.

Der blev Tavshed et Øjeblik, til Excellencen paa ny vendte Øjnene mod Tudsen.

– Og hvor er han? spurgte han.

“Han” var Jomfruens Søn.

– Ja, nu er han jo løbet fra Konen.

– Naa.

– Og Kærresterne ta’er han blandt de værste, sagde Jomfru Villadsen.

– Hvad lever han af? spurgte Excellencen.

Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun højere, mens Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald som “Ja” et før:

– Det er osse en Færdighed, Go’e, og gladere for sin Ejermand end de fleste.

Jomfruen, der vel ikke forstod, bøjede Hovedet, saa Tyrolerhatten skjulte hendes Ansigt:

– Det er en Skændsel, det er en Skændsel, hulkede hun og dukkede sig forover. (Hun udtalte Skændsel, som stavedes det med t.)

Excellencen blev ved at le:

– Det er en Appetit, sagde han, og en Appetit kan være saa stærk, at ogsaa den bliver et Levebrød.

Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et Spark, lagde han til:

– Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit’en?

– Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der skjalv, saa hun sitrede over hele sin Krop.

Han havde atter drejet sin Stol:

– Brug, hvad hun plejer, sagde han og skød to Ti-Lapper frem mod Skrivebordets Kant. Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i hendes Haandflade.

Hans Excellence løftede Hovedet.

– Og hvor er hun selv? sagde han.

– Ja, man er jo hos Søstrene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i Jorden for hver Sætning.

– Bliver det stadig ved hos Søstrene? spurgte Excellencen, der nogle Gange havde opsøgt Villadsen hos “Søstrene”, hvor hun evindelig sad i en Krog, som var hun smidt derhen, foran en Vugge.

Jomfruen begyndte saa smaat at snøfte igen:

– Ja, Deres Excellence, sagde hun, og hendes Snøften blev igen til Graad: det bliver ved.

– Men det er vel Himlens Velsignelse.

Excellencen saá en sidste Gang paa den Forkrøbling, ud af hvis Kød han havde skaaret et Menneskebarn:

– Og Menneskenes Vilje, sagde han.

Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med ét rakte han Haanden frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre – Hans Excellence rakte kun sjældent Haanden – :

– Naa, Farvel, lille Villadsen, sagde han.

– Og Tak, Deres Excellence, sagde hun og vilde kysse hans Haand. Men han rev Haanden til sig, mens han pludselig blev bleg:

– Farvel.

Jomfru Villadsen var ude og nede ad Trappen, i Porten, hvor den enbenede Portner ventede med Krigsmedaillen paa sit Bryst. Han aabnede Porten, mens han saadan tre Kvart spærrede med Træbenet, Erindringen om hans Opofrelse for Fædrelandet:

– Og Tak, sagde Villadsen, mens hun lod en lille Skillemønt forsvinde i Haanden, som Fædrelandsforsvareren ikke havde mistet.

– Godmorgen, sagde Portneren og rettede Træbenet.

Porten faldt i.

Hans Excellence havde ringet paa Georg.

– Vognen, sagde han.

– Ja, Deres Excellence. Faderen kom ind:

– Kører Du ud? spurgte han. Men Excellencen hørte det vistnok ikke; thi pludselig sagde han, endnu siddende i sin Stol:

– Hvad er det, jeg har sagt: der burde her i Verden være flere af de Bestier, som aad deres egne Unger.

Faderen lo og sagde:

– Excellencens Sententser er forbryderiske.

– Maaske, Go’e – og Excellencen rejste sig – Sandheden er altid forbryderisk, fordi den er Sandheden…

Georg bragte Excellencens Frakke, men Excellencen blev ved at tale – han sagde altid saa meget, mens han skiftede Klæder, og ingen vidste ud fra hvilken Tankegang-:

– Men læg Mærke til, at den menneskelige Retfærdighed er enøjet. Havde den to Øjne at se med, fik vi ikke Tugthuse nok.

Han fandt ind i Frakkeærmet:

– Eller vi fik slet ingen.

– Men Ulykken er og Ulykken bliver – og han talte sig hidsigere – at Menneskene, de er kun nogle forfængelige Narre, som vil lade, som holdtes der Tugt blandt de Dyr, de er. Men der er ingen Tugt og der er ingen Orden paa deres Parringspladser… Byg enten flere Tugthuse eller riv dem ned, der findes, det var der endelig Mening i.

Han holdt pludselig inde:

– Sover Hendes Naade? sagde han.

– Hendes Naade er vaagen, Deres Excellence.

– Godt.

Hans Excellence vendte sig og aabnede Døren. Han gik nænsomt gennem de tre Stuer, ind i Hendes Naades Sovekammer, hvor der var mørkt, saa, i Skumringen, alene Sengen ragede frem med sin Fløjelsbaldakin paa de fire Søjler.

– Hvem er det? raabte Hendes Naade.

– Mig, sagde Excellencen, og han stod med bøjet Hoved, i en saa besynderlig Stilling – øm eller frygtagtig – foran Hendes Naades Seng.

– Hvordan har Du sovet? spurgte han.

– Du har rumsteret længe, svarede Hendes Naade, uden at flytte sit Blik fra Baldakinen.

– Som jeg plejer, sagde han og kyssede Haanden, som hendes Naade havde faaet frem af mange Tæpper.

– Og nu kør’ jeg, sagde han. Hendes Naade drejede sig pludselig, saa han saá hendes graa Øjne gennem Mørket:

– Hvorfor kør’ Du og samler Dig Gigt i alle de Porte?

Hans Excellence stod stadig i samme Stilling, mens Hendes Naade tøvede et Nu, før hun sagde:

– Der er dog ingen, der venter paa Dig.

Han hørte det maaske ikke. Han bøjede pludselig hastigt sit Hoved – Bevægelsen var næsten sky – saa langt frem, at hans Læber rørte Hendes Naades Pande:

– Farvel.

– Farvel, sagde Hendes Naade, der ikke havde rørt sig.

Og, mens Excellencen gik, blev hun liggende ubevægelig med lukkede Øjne, midt i den mægtige Seng, hvor, i Mørket, kun Ringene glimtede paa hendes Fingre.

Faderen aabnede Døren til Gangen for Hans Excellence.

Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med en pludselig Bevægelse skød han dem hurtigt endnu længere ind paa Konsollen.

Excellencen havde set det.

– Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved.

Hans Excellence læste aldrig Posten, før han kom hjem.

– Bliv inde, sagde han og slog Døren i for Sønnen. Georg fulgte ham, med Vogntæppet over sin Arm.

– Hvorfra var der Breve? sagde Excellencen pludselig og vendte sig paa Trappen.

– Jeg véd ikke, Deres Excellence.

– Han véd ingenting.

I Porten holdt Vognen, paa hvis Buk Kudsken Johan fyldte tæt.

– Hvordan gaar det med Hestene? spurgte Excellencen, som en Mand, der siger noget for at vifte en anden Tanke bort.

– Det er snavs, svarte Johan tørt.

Med Excellencens Heste gik det altid “snavs”. Excellencens Kudske skar dem tidt i Haserne, saa de haltede for Vognen, hvorpaa de overbeviste Hans Excellence om deres Ubrugelighed og solgte dem mod en rimelig Avance for at indkøbe nye, ligeledes mod en Godtgørelse.

– Men hvad fejler den? spurgte Excellencen fra Vogntrinet.

– Den gør’et ikke længe, var alt hvad der blev svart af Johan, som overfor Excellencen ikke indlod sig nærmere paa de Firfødedes Helsen.

Hans Excellence var allerede kommen i Vognen, da en glatraget Mandsperson trængte sig frem i Porten, hen til Vogndøren, som Georg vilde lukke:

– Han skulde gerne tale med Hans Excellence. Excellencen vilde smække Vogndøren i, men Personen satte tilfældigt Albuen imellem:

– Det var bare et Ord til Hans Excellence.

– Hvad?

Og Excellencen slap Vogndøren.

– Excellencen véd jo nok, at jeg har haft den Forretning med Deres Hr. Excellences Søn.

– Ja, ja.

– Og nu var det… Excellencen véd, at Deres Hr. Søn…

Personen havde en saare høflig Stemme – der var noget eget Glat over ham, der mindede om en for hundrede Gang afstrøget Silkehat – men han holdt stadig Albuen imellem.

– Hvad vil han? raabte Excellencen og han smed et Par Pengestykker hen til Manden, der slap Døren.

– Kør, raabte han.

Og Vognen kørte, forbi den Enbenede, der ikke havde taget Øjnene fra Excellencen og Mandspersonen, ud paa Gaden.

Excellencen havde rettet sig i sin Vogn, mens Gadens Folk hilste ham længe og ærbødigt.

Georg var gaaet op. I Halvmørket i Entreen læste han endnu en Gang Udskriften paa de ankomne Breve og skød dem atter langsomt helt ind paa Konsollen, i Mørket.

Hendes Naade ringede, saa det skingrede gennem hele Huset.

Faderen aabnede Døren til Dagligstuerne, hvor Stuepigen Arkadia, en ung Dame i stivt Sirts og hvide Strømper, havde slaaet alle Vinduer op paa vid Gab og med en Tæppebanker i hver Haand pryglede løs paa Fløjelsportiérerne, saa Støvet stod som skidne Skyer om Hvidernes broderede Vaaben.

– Hendes Naade ringer, sagde Faderen og lukkede Døren igen, for Trækken. Jomfru Arkadia havde for Vane at lufte ud, som udluftede hun et Aarhundrede.

– Ja, Hr. Hvide, sagde Arkadia, der pryglede videre.

Snart var hun i Gang med Dørforhængene og snart var hun ved Vinduerne.

I Excellencens gamle Vinkælder var der ifjor flyttet en Skibsproviantering ind, med en Kontorist og to Kommis’er, der i Morgentimerne vekselvis opholdt sig i Kælderhalsen.

De Folk, der bor nede paa Jord, deres Gemytlighed, den er stor….

Jomfru Arkadia pryglede løs paa Hvidernes Vaaben, mens hun sang.

Hendes Naade blev ved at ringe.

– Godmorgen, lød det fra Kælderhalsen, fra én af de tre Handelsmænd. Arkadia var atter ved Vinduerne.

– Godmorgen.

– Travlt? spurgte Handelsmanden.

Jomfru Arkadia daskede begge Tæppebankerne ned mod den sorte Kommis i Kælderhalsen.

– Man har vel mer at gøre end De – heldigvis, sagde hun.

Og væk var hun og bankede igen. Pludseligt lød der et:

– Kaffe, Kaffe, klingende gennem det halve Hus.

Det var “Moderen”, der var ude af Sengen og, i Natkjole, slog Entrédøren op oppe paa første Sal og raabte sit:

– Kaffe, Kaffe.

Faderen dunkede paa Døren inde i sit Værelse, ved Siden af Moderens:

– Stella, Stella, raabte han: husk dog, vi er ikke hjemme.

– Hva’ si’er dog de fremmede Mennesker, som ellers bor her i Huset?

– Kære Fritz, la’e dem si’e.

Moderen var i Seng igen og slog Hænderne ned over sin Dyne:

– Hvem kender de Personer? sagde hun.

Jomfru Arkadia havde sluppet “Bankeren”, saa saare hun hørte “Kaffen” og hun løb gennem Entréen og Spisestuen og Gangen ud i Køkkenet:

– Fruen har kaldt, sagde hun.

– Ja, svarede Sofie, der aldrig ændrede sit Tempo, og hældte Kaffen op, mens hun sagde:

– Hendes Naade har ringet.

– Frøkenen er inde, (“Frøkenen” var Selskabsdamen) sagde Arkadia og løb med Kaffen.

– Der kan hun løbe, sagde Sofie.

– Gud være lovet, raabte Moderen og slog ned over Kaffebakken, som Arkadia stillede paa Dynen.

– Har Hendes Naade ringet? Det var hendes evindelige Skræk, om Morgenerne, under Besøget hos SvigerForældrene.

– Ja, svarede Arkadia.

– Hæng Uret op, sagde Moderen, der sad oprejst i Sengen og skubbede Skuldrene op og ned for hver Mundfuld, hun tog af Koppen, mens Arkadia anbragte hendes Ur paa Fodenden af Sengen:

– Halvelve, sagde Moderen forfærdet og lige efter:

– Kære Arkadia, hvor har De dog trallet paa Trapperne.

– At De kan synge saa tidligt om Morgenen.

Det var Moderens Undren hver Morgen.

– Og hvad er det saa for Viser, De synger? Jeg kan ikke huske de Melodier… hvordan er det nu?

Hun begyndte selv paa et Omkvæd men hun kunde det ikke:

Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens Færden forhen intet véd, og hun før Partiet stiftes søge vil at skaffe sig lidt god Besked —

Arkadia rettede og sang, mens hun stod midt for Sengen.

– Ja, ja, sagde Moderen og sang med – hun skød Benene helt op under sig af lutter Iver – :

Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens Færden forhen intet véd, og hun før Partiet stiftes søge vil at skaffe sig lidt god Besked, om han er flink, villig, tro og lydig, om han er skabt i den rette Form, og om han ellers har været dydig, kan hun faa ham undersøgt af Line Worm.

De sang begge to. Arkadia rettede og Moderen lo, til hun pludselig saa’ paa Uret:

– Ti Minutter i elve, sagde hun og jagede Arkadia ud.

Faderen bankede inde paa sin Dør:

– Stella, sagde han, hvad er det dog for Viser, Du la’er den Pige synge?