Kitobni o'qish: «Heltenes Færd », sahifa 7

KAPITEL NI

Thor så sig selv blive fejet op, båret igennem mængden af Reece, Kongens yngste søn og hans ny vundne makker. Alt siden dysten havde været sløret. Uanset hvad han havde gjort der, uanset hvilken kraft han havde brugt for at standse den spydspids som ville dræbe Eric, havde det vakt hele kongerigets opmærksomhed. Kampen var blevet stoppet efter det, aflyst af beggen Konger, og der var udråbt våbenhvile. Begge riddere var stoppet ved hans side, masserne brød uroligt op, og Reece havde taget Thor under armen og fulgt ham væk.

Han var blevet fejet væk i et kongeligt følge, der skar sig vej gennem masserne, med Reece, der trak ham i armen hele vejen. Thor rystede stadig på grund af dagens hændelser. Han forstod knap, hvad han havde gjort det, hvilken indflydelse det havde haft. Han havde bare villet være anonym, bare en af Kongens Legion. Han havde ikke villet været genstand for opmærksomhed.

Endnu værre, han vidste ikke hvor han blev ført hen, om han skulle straffes for at blande sig. Han havde godt nok reddet Erecs liv – men han havde også blandet sig i en ridders slag, og det var ikke tilladt for en væbner. Han var ikke sikker på om han ville blive belønnet eller bebrejdet.

”Hvordan gjorde du det?” spurgte Reece, mens han trak afsted med ham. Thor fulgte ham blindt og prøvede selv at fatte det. Mens han gik gloede masserne, stirrede på ham som om han var en slags mutant.

”Jeg ved det ikke,” sagde Thor som sandt var. ”Jeg ville bare hjælpe ham og…det skete.”

Reece rystede på hovedet.

”Du reddede Erecs liv. Forstår du det? Han er vores mest berømte ridder. Og du reddede ham.”

Thor følte sig godt tilpas, mens han vendte Reeces ord i hovedet, han mærkede en bølge af lettelse. Han havde syntes godt om Reece fra det første øjeblik; han havde en broligende virkning, som om han altid vidste hvad han skulle sige. Mens han spekulerede over det, indså han, at måske skulle han ikke straffes alligevel. Måske, på en eller anden måde så de ham som en slags helt.

”Jeg prøvede ikke at gøre noget,” sagde Thor. ”Jeg ville bare have han skulle overleve. Det var bare…naturligt. Det var ikke noget særligt.”

”Ikke noget særligt?” gentog Reece. ”Jeg kunne ikke have gjort det. Ingen af os kunne.”

De drejede rundt om hjørnet og Thor så Kongens slot foran dem, udstrakt og højt op i himlen. Det så monumentalt ud. Kongens hær stod ret ved kanten af brostensvejen der førte over vindebroen og holdt masserne ude.

De trådte tilside for at lade Reece og Thor komme forbi.

De fulgte vejen sammen, soldater på hver side af dem, op til de høje buede døre, der var dækket af jernbolte. Fire soldater trak den op og trådte tilside, i retsstilling. Thor kunne ikke tro på den behandling han modtog; han følte sig som om han var en del af den kongelige familie.

Da de trådte ind i slottet, lukkede dørene sig bag dem, Thor var forbløffet ved synet, der mødte ham: indeni var det enormt, med skyhøje stenvægge en fod tykke og kæmpe åbne rum. Foran ham myldrede hundrevis af medlemmer af det kongelige hof, snakkende vidtløftig i en ophidset uro. Han kunne mærke rusen og ophidselsen i luften, og alles øjne vendte sig og kiggede på ham, da han trådte ind. Har var overvældet af al den opmærksomhed.

De samlede sig tæt om ham, og gloede mens Thor fulgtes med Reece ned af slottets korridorer. Han havde aldrig set så mange mennesker, klædt så fornemt. Han så dusinvis af piger i alle aldre, med udsøgte klæder, der gik arm i arm og hviskede i hinandens ører, mens de fnisende så på ham. Han blev genert. Han vidste ikke om de kunne lide ham eller gjorde nar af ham. Han var ikke vant til at være i centrum – slet ikke i et kongeligt hof – vidste knap, hvad han skulle stille op med sig selv.

“Hvorfor griner de af mig? Spurgte han Reece.

Reece vendte sig og klukkede, ”De griner ikke af dig,” sagde han. ”De synes om dig. Du er berømt.”

”Berømt?” spurgte han overrasket. “Hvad mener du? Jeg er lige kommet.”

Reece lo og klappede ham på skulderen. Han synes klart at Thor var sjov.

”Rygter løber hurtigere i det kongelige hof end du kan forestille dig. Og en ny tilkommen som dig selv – tja, det sker ikke hver dag.”

”Hvor skal vi hen?” spurgte han, mens han indså at han blev ført et sted hen.

”Min far vil gerne møde dig,” sagde han, da de drejede ned ad en ny korridor.

Thor sank.

”Din far? Du mener..Kongen?” pludselig blev han nervøs. ”Hvorfor vil han møde mig? Er du sikker?”

Reece lo.

“Jeg er helt sikker. Du skal ikke være så nervøs. Det er bare min far.”

”Bare din far?” sagde Thor mistroisk.”Han er Kongen!”

”Han er ikke så slem. Jeg har på fornemmelsen at det bliver en lykkelig audiens. Du reddede trods alt Erecs liv.”

Thor sank hårdt, hans håndflader var svedige, da en anden stor dør åbnede sig og de kom ind i en kæmpe hal. Han så op i ærefrygt på det buede loft, der var dækket af udsøgte tegninger og hævede sig skyhøjt. Væggene var dækket af blyindfattede ruder og om muligt var der endnu flere mennesker pakket ind i dette rum. Der måtte være tusindvis, og rummet summede ligefrem. Banket bordet, strakte sig igennem rummet så langt øjet rakte, folk sad på endeløse bænke og spiste. Imellem disse var en smal midtergang, med en lang rød løber, der førte op til en forhøjning, hvor den kongelige trone var placeret. Mængden delte sig, da Reece og Thor gik ned ad løberen mod Kongen.

“Og hvor tror du, du skal hen med ham?” lød en nasal og fjendtlig stemme.

Thor kiggede op og så en mand stå over ham, ikke meget ældre end ham selv, klædt i en kongelig kåbe, tydeligvis en prins, der skulende blokerede deres vej.

”Det er Fars ordre,” vrissede Reece. ”Flyt dig, og giv os plads, hvis ikke du vil trodse den.”

Prinsen blev stående, med rynkede bryn, og så ud som han havde bidt i noget råddent, da han kiggede på Thor. Thor kunne ikke slet ikke lide ham. Der var noget utroværdigt ved ham, men hans magre, uvenlige ansigtsudtryk og øjne, der pilede rundt.

”Dette er ikke en hal for almuen,” svarede prinsen. ”Du burde efterlade rakket udenfor, hvor det kom fra.”

Det strammede i Thors bryst. Det var klart at denne mad hadede ham og han vidste ikke hvorfor.

”Skal jeg fortælle Far at du sagde det?”forsvarede Reece sig og stod fast.

Modstræbende vendte prinsen sig og stomede væk.

”Hvem var det?” spurgte Thor Reece, mens de fortsatte med at gå.

”Tag dig ikke af ham,” svarede Reece. ”Det er bare min storebror – en af dem. Gareth. Den ældste. Eller faktisk ikke rigtigt den ældste – han er bare den ældste ægtefødte. Kendrick, som du har mødt på kamppladsen – han er i virkeligheden den ældste.”

”Hvorfor hader Gareth mig? Jeg kender ham ikke engang.”

”Tænk ikke på det – han hader ikke kun dig. Han hader alle. Og hvem som helst, der kommer tæt på familien, ser han som en trussel. Det er ligemeget med ham. Han er kun én af mange.”

Mens de gik videre, følte Thor sig stadigt mere taknemmelig over for Reece som, det indså han nu, var ved at blive en sand ven.

“Hvorfor forsvarede du mig?” spurgte Thor nysgerrigt.

Reece trak på skulderen.

”Jeg fik ordre på at tage dig hen til Far. Desuden, er du min makker. Og det er længe siden, der er kommet nogen på min alder forbi, som jeg synes var noget værd.”

”Men hvorfor er jeg noget værd?” spurgte Thor.

”Det er kampgejsten. Den kan ikke forfalskes,”

Mens de fortsatte med at gå ned ad midtergangen mod Kongen, følte Thor det som om han altid havde kendt ham – det var underligt, men på nogen måder føltes det som om Reece var hans egen bror. Han havde aldrig haft en bror – ikke en rigtig bror – og det var rart.

“Mine andre brødre er ikke som ham, bare rolig.” sagde Reece, mens folk flokkedes rundt om dem og prøvede at få et glimt af Thor. ”Min bror Kendrick, ham du mødte – han er den bedste. Han er min halvbror, men jeg anser ham for at være en sand bror – selv mere end Gareth. Kendrick er som en anden far for mig. Jeg er sikker på at han bliver det for dig også. Der er ikke noget han ikke ville gøre for mig – eller for nogen. Han er den af vores kongelige familie, som folket elsker mest. Det er synd at han ikke har lov til at blive Konge.”

”Du sagde ”brødre”. Du har en bror mere?” spurgte Thor.

Reece trak vejret dybt ind.

”Ja, jeg har en mere. Vi er ikke så tætte. Godfrey. Uheldigvis; spilder han sine dage på værtshuse, med almuen. Han er ikke en kriger, som os. Det interesserer ham ikke – ingenting interesserer ham, faktisk. Undtaget øl – og damer.”

Pludselig stoppede de da en pige blokerede for dem. Thor stod der, naglet. Måske et par år ældre end ham, hun stirrede tilbage med blå mandelformede øjne, perfekt hud og langt jordbærfarvet hår. Hun var klædt i en hvid kjole med blondekanter, og hendes øjne glødede, dansede af sjov og ballade. Hun låste sine øjne fast i hans og holdt ham fuldstændig fanget. Han kunne ikke bevæge sig, selv hvis han havde villet. Hun var den smukkeste person han havde set nogensinde.

Hun smilede og afslørede perfekte hvide tænder – og hvis han ikke havde været naglet allerede, holdt hendes smil ham der, lyste hans hjerte op med en enkelt bevægelse. Han havde aldrig følt sig så meget i live.

Thor stod foran hende, ude af stand til at tale. Ude af stand til at trække vejret. Det var første gang han havde haft det på den måde.

”Skal du ikke præsentere mig?” spurgte pigen Reece. Hendes stemme gik lige ind til Thor – den var endnu sødere end hendes udseende.

Reece sukkede.

“Og så er der min søster,” sagde han med et smil. ”Gwen, det er Thor. Thor, Gwen,”

Gwen nejede.

”Hvordan går det?” spurgte hun med et smil.

Thor stod der, stivnet. Til sidst fniste Gwen.

”Du skal ikke snakke så meget på en gang,” sagde hun med et grin.

Thor kunne mærke at han rødmede; han rømmede sig.

”Jeg er…jeg…er …undskyld,” sagde han. ”Jeg er Thor.”

Gwen fniste.

”Det ved jeg da godt,” sagde hun. Hun vendte sig mod sin bror. ”Hold da op Reece, det er en rigtigt veltalende ven du har.”

”Far vil gerne møde ham.” sagde han utålmodigt. ”Vi kommer for sent.”

Thor ville gerne sige noget til hende, fortælle hende hvor smuk hun var, hvor lykkelig han var for at møde hende, hvor taknemmelig han var over at hun var stoppet op. Men hans tunge ville ikke. Han havde aldrig følt sig så nervøs i sit liv. Så i stedet for, var det eneste der kom ud:

”Tak.”

Gwen fniste, lo højere.

“Tak for hvad?,” spurgte hun. Hendes øjne lyste op. Hun nød det her.

Thor rødmede igen.

”Øhh… det ved jeg ikke,” mumlede han.

Gwen lo endnu højere, og Thor følte sig ydmyget. Reece stak en albue i hans side, prikkede til ham, at de skulle gå, og de to gik videre. Efter et par skridt kiggede Thor sig over skulderen. Gwen stod der stadig, stirrede på ham.

Thor mærkede sit hjerte buldre. Han ville tale med hende, finde ud af alt om hende. Han var så flov over at han ikke havde kunnet finde ordene. Men han havde aldrig været udsat for piger, ikke rigtigt, i hans lille landsby – og slet ikke nogen så smuk. Han havde aldrig lært præcist hvad man skulle gøre, hvordan man skulle opføre sig.

“Hun snakker meget,” sagde Reece, da de fortsatte og nærmede sig Kongen. ”Tænk ikke på hende.”

”Hvad hedder hun?” spurgte Thor.

Reece så mækeligt på ham.”Hun har lige sagt det!” sagde han grinende.

”Undskyld..Jeg..øh…jeg glemte det.” sagde Thor flovt.

”Gwendolyn. Men alle kalder hende Gwen.”

Gwendolyn. Thor vendte og drejede navnet i sit hoved. Gwendolyn, Gwen. Han kunne ikke give slip på det. Han ville have at det skulle blive I hans bevidsthed. Han spekulerede på om han ville se hende igen. Han gættede på at det ville han nok ikke, han var jo almue. Tanken gjorde ondt.

Mængden blev stille, da Thor så op og indså at de nu var helt tæt på Kongen. Kong MacGil sad på sin trone, klædt i sin kongelige violette kåbe, med kronen på hovedet, han så imponerende ud.

Reece knælede foran ham og mængden blev stille. Thor fulgte efter. Stilheden lagde sig over rummet.

Kongen rømmede sig, en dyb hjertelig lyd. Da han talte rungede hans stemme igennem rummet.

”Thorgrin af Lavlandet af den Sydlige Provins af det Vestlige Kongerige,” begyndte han.

”Ved du at du i dag har blandet dig i Kongens dyst?”

Thor blev tør i munden. Han vidste knap, hvordan han skulle svare; det var ikke en god måde at starte på.

”Undskyld. Deres Majestæt.” Sagde han tilsidst. “Det var ikke min mening.”

MacGil lænede sig frem og løftede et øjenbryn.

”Det var ikke din mening? Siger du at det ikke var din mening at redde Erecs liv?”

Thor var forfjamsket. Han indså et han bare gjorde det værre.

“Nej, Deres Majestæt. Det var min mening at—“

”Så du indrømmer at det var din mening at blande dig?”

Thors hjerte buldrede. Hvad kunne han sige?

”Undskyld, Deres Majestæt. Jeg tror, jeg bare….ville hjælpe.”

”Ville hjælpe?” buldrede MacGil, og lænede sig tilbage med et latterbrøl.

”Du ville hjælpe! Erec! Vores største og mest berømte ridder!”

Rummet eksploderede i latter, og Thor mærkede sit ansigt blusse, en gang for meget på en dag. Kunne han overhovedet gøre noget rigtigt her?

”Stå op og kom tættere, dreng,” beordrede MacGil.

Thor kiggede op, overrasket over at se Kongen smile ned til ham, iagttage ham, mens han rejste sig og kom nærmere.

”Jeg ser adel i dit ansigt. Du er ikke en almue dreng. Slet ikke almue…”

MacGil rømmede sig.

“Erec er vores mest elskede ridder” Det du har gjort i dag er en stor ting. En stor ting for os alle. Som belønning vil jeg fra i dag, tage dig ind som en del af min familie, med den samme respekt og ære, der tilfalder mine sønner.”

Kongen lænede sig tilbage og sagde rungende: ”Lad det blive kendt!”

Der kom et kæmpe bifald og stampen af fødder igennem rummet.

Thor så sig omkring, forfjamsket, uden at forstå alt det der skete for ham. En del af Kongens familie. Det var meget mere end hans vildeste drømme. Han havde bare villet blive optaget og få en plads i Kongens Legion. Nu, dette. Han var så overvældet af taknemmlighed, med glæde, at han ikke vidste hvad han skulle gøre.

Før han kunne svare, brød rummet pludselig ud i sang og dans og fest, folk fejrede overalt omkring ham. Det var kaos. Han så op på Kongen, så kærligheden i hans øjne, så tilbedelse og accept. Han havde aldrig følt en faderfigurs kærlighed før i sit liv. Og nu var han her, elsket ikke bare af en mand, men af intet mindre end en Konge. På en dag havde hans verden ændret sig. Han bad til at alt dette var virkelighed.

*

Gwendolyn skubbede sig vej igennem mængden, hun ville se drengen før han blev skubbet ud af det kongelige hof. Thor. Hendes hjerte slog hurtigere ved tanken om ham, og hun kunne ikke holde op med at vende hans navn i hovedet. Hun havde ikke kunnet lade være med at tænke på ham fra det øjeblik hun mødte ham. Han var yngre end hende, men ikke mere end et år eller to – og desuden, havde han noget ved sig, der fik ham til at virke ældre, mere moden end de andre, der var mere dybde. Fra det øjeblik hun havde set ham, følte hun at hun kendte ham. Hun smilede for sig selv, da hun huskede deres møde og hvor forfjamsket han var. Hun kunne se i hans øjne at han følte det samme som hende.

Selvfølgelig kendte hun ikke engang drengen, Men hun havde været vidne til hvad han havde gjort på dystebanen, havde set hvor godt hendes lillebror syntes om ham. Hun havde iagttaget ham lige siden, fornemmede at der var noget særligt ved ham, noget, der var anderledes en de andre. At møde ham havde bare bekræftet det. Han var anderledes end alle de kongelige typer, end alle dem der var født og opvokset her. Der var noget forfriskende ærligt ved ham. Han var en outsider. En af folket. Men underligt nok, med en kongelig holdning. Det var som om han var for stolt til at være, det han var.

Gwen gik op på den øverste balkons kant og kiggede ned. Nedenunder var det kongelige hof spredt ud, og hun fik det sidste glimt af Thor, da han blev ført ud, ved siden af Reece. De var helt sikkert på vej til barrakkerne, for at træne med de andre drenge. Hun følte et stik af fortrydelse, allerede tankefuld omkring, hvordan hun kunne arrangere at se ham igen.

Gwen måtte vide mere om ham. Hun måtte finde ud af noget. Men for at gøre det måtte hun tale med den ene kvinde, der vidste alt om alle og alt der skete i kongeriget: hendes mor.

Gwen vendte sig og skar sig vej tilnage gennem mængden, snoede sig igennem bagkorridorerne af slottet, hun kunne dem udenad. Hendes hoved snurrede. Det havde været en svimlende dag. Først morgenens møde med sin far, hans chokerende nyhed, at hun ønskede at det var hende, der skulle regere. Hun var fuldstændig uforberedt på det, havde ikke forventet det overhovedet. Hun kunne stadig knap forstå det nu. Hvordan kunne hun regere et kongerige?hun skubbede tanken fra sig, hun håbede at den dag aldrig ville oprinde. Trods alt var hendes far stærk og sund, og hun ønskede mere end noget andet at bare bare levede længe. At han var sammen med hende her. At han var lykkelig.

Men hun kunne ikke skubbe mødet ud af hovedet. Et sted derinde, lurende, var frøet sået, at en dag, hvornår det end ville blive, ville hun være den næste. Hun skulle efterfølge ham. Ikke nogen af hendes brødre. Men hende. Det skræmte hende; det gav hende også en følelse af vigtighed og en selvsikkerhed, som ikke lignede den hun havde før. Han havde fundet hende værdig til at regere –hende--- til at være den klogeste af dem alle. Hun spekulerede på hvorfor.

Det bekymrede hende også på en måde. Hun gik ud fra at det ville skabe en kæmpe modvilje og misundelse – hende, en pige, blive udvalgt til at regere. Hun kunne allerede mærke Gareths misundelse. Og det skræmte hende. Hun vidste at hendes storebror kunne være forfærdeligt manipulerende og fuldstændig ude af stand til at tilgive. Han ville ikke sky nogle midler for at få det han ønskede, og hun hadede idéen om at hun nu var i hans synsfelt. Hun havde prøvet at tale med ham efter mødet, men han ville ikke engang se på hende.

Gwen løb ned af de snoede trapper, hendes sko gav ekko på stenene. Hun drejede ned af en anden korridor, forbi det fjerne kapel, igennem en anden dør, forbi flere vagter og gik ind i slottets private gemakker. Hun var nødt til at tale med sin mor. Og hun vidste at hun ville være der for at hvile. Hendes mor havde ikke lyst til alle disse sociale ting mere – hun holdt af at smutte ud til sine private gemakker og hvile sig så ofte som muligt.

Gwen kom forbi en vagt mere, gik ned igennem en anden hal og til sidst standsede hun foran døren til sin mors påklædningsværelse. Hun var ved at åbne den, men stoppede så. Bagved døren hørte hun mumlende stemmer, de steg og hun fornemmede at der var noget galt. Det var hendes mor, der skændtes. Hun lyttede tættered på, og hørte sin fars stemme. De skændtes. Men hvorfor?

Gwen vidste at hun ikke skulle lytte – men hun kunne ikke lade være. Hun rakte ud og skubbede forsigtigt den tunge egetræsdør op med dørhammeren af jern. Hun åbnede en lille sprække og lyttede.

”Han kommer ikke til at bo i mit hus,” vrissede hendes mor.

”Du skal ikke dømme før du kender hele historien,”

”Jeg kender historien,” vrissede hun tilbage. ”Det er nok.”

Gwen hørte gift i sin mors stemme, og var chokeret. Hun havde sjældent hørt sine forældre skændes – kun et par gange før i sit liv – og havde aldrig hørt sin mor så opkørt. Hun forstod ikke hvorfor.

“Han skal bo i barrakkerne med de andre drenge. Jeg vil ikke have ham under mit tag. Forstår du det?” pressede hun.

”Det er et stort slot,” spyttede hendes far tilbage. ”Du kommer slet ikke til at lægge mærke til at han er der.”

”Jeg er ligeglad om han bliver bemærket eller ej. Jeg vil ikke have ham her. Han er dit problem. Det var dig, der valgte at tage ham ind.”

”Du er ikke selv så uskyldig, heller,” svarede hendes far.

Hun hørte fodtrin, så sin far skride hen over rummet og ud af døren på den anden siden, smækkende den bag sig så hårdt at rummet rystede. Hendes mor stod alene i midten af værelset og begyndte at græde.

Gwen havde det forfærdeligt. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. På den ene side, synes hun det var bedst bare at snige sig ud igen, på den anden siden kunne hun ikke klare synet af hendes mor, der græd og kunne ikke få sig selv til at gå fra hende sådan her. Desuden kunne hun simpelthen ikke forstå, hvad de skændtes om. Hun gik ud fra, at det var om Thor. Men hvorfor? Hvorfor gik hendes mor op i det? Der boede dusinvis af folk på slotted.

Gwen kunne ikke få sig selv til bare at gå, ikke når hendes mor var så ked af det. Hun var nødt til at trøste hende. Hun rakte ud og skubbede døren op.

Den knirkede, og hendes mor snurrede hurtigt rundt, overrasket. Hun skulede til sin datter.

”Banker du ikke på?” vrissede hun. Gwen kunne se hvor ked af det hun var og fik det dårligt.

”Hvad er der galt, Moder?” spurgte Gwen, mens hun blidt gik hen imod hende. ”Jeg vil ikke snage, men jeg hørte dig skændes med Far.”

”Du har ret; du skulle ikke snage,” svarede hendes mor.

Gwen var overrasket. Hendes mor var tit for meget, men sjældent sådan her. Styrken i hendes vrede fik Gwen til at bremse op få fod væk, usikker.

”Er det det nye dreng? Thor?” spurgte hun.

Hendes mor vendte sig og så væk, men shun tørrede en tare.

”Jeg forstår det ikke, ” pressede Gwen. ”Hvorfor skulle det gå dig på, hvor han bor?”

”Mine sager kommer ikke dig ved,” sagde hun koldt, tydeligvis med ønsket om at slutte sagen. ”Hvad vil du? Hvorfor kommer du her?”

Gwen var nervøs nu. Hun ville have sin mor til at fortælle sig alt om Thor, men hun kunne ikke have valgt et værre tidspunkt at gøre det på. Hun rømmede sig tøvende.

”Jeg.. faktisk ville jeg spørge dig om ham. Hvad ved du om ham?”

Hendes mor vemdte sig med smalle øjne og så mistroisk på hende.

”Hvorfor?” spurgte hun med dødelig alvor. Gwen kunne mærke hende prøve at regne det ud, hun så lige igennem hende, og kunne mærke med uhyggelig præcision at Gwen kunne lide ham. Hun forsøgte at skjule sine følelser, men hun vidste at det var nyttesløst.

“Jeg er bare nysgerrig,” sagde hun, men det var ikke overbevisende.

Pludselig, tog Dronningen tre skridt frem, greb hårdt fat i hendes arme, og stirrede in i hendes ansigt,

”Lyt til mig, ” hvæsede hun. ”Jeg siger kun det her én gang. Hold dig væk fra den dreng. Hører du? Jeg vil ikke have dig i nærheden af ham, under nogen omstændigheder.”

Gwen var forfærdet.

”Men hvorfor det? Han er en helt.”

“Han er ikke en af os,” svarede hendes mor. “I modsætning til, hvad din far tror. Jeg vil have at du holder sig fra ham. Hører du? Sværg på det. Sværg over for mig lige nu.”

“Jeg vil ikke sværge,” Gweb rev sin arm væk fra sin mors alt for hårde greb.

”Han er almue og du er en Prinsesse,” råbte hendes mor. ”Du er en Prinsesse. Forstår du det? Hvis du går i nærheden af ham, får jeg ham sendt bort. Forstår du det?”

Gwen vidste knap, hvordan hun skulle svare. Hun havde aldrig set sin mor sådan. ”Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal Moder, ” sagde hun til sidst. Gwen gjorde sit bedste for at sige det med en modig stemme, men dybt nede rystede hun. Hun var kommet her fordi hun ville vide det hele; nu, var hun rædselsslagen. Hun forstod ikke hvad der skete. ”Gør dom du vil,” sagde hendes mor. ”Men hans skæbne er i dine hænder. Glem ikke det.” Med det vendte hendes mor sig om, spankulerede ud af værelset og smækkede døren i bag sig. Gwen stod alene i den rungende stilhed, hendes gode humør var ødelagt. Hvad kunne dog have udløst sådan en stærk reaktion fra hendes mor og far?

Hvem var den dreng?