Thor gemte sig i halmen bagi en vogn, mens den raslede fasted med ham på landevejen. Han havde fundet vejen natten før og havde ventet tålmodigt, indtil der kom en vogn, der var stor nok til at hoppe op i, uden at blive bemærket. Det var mørkt på det tidspunkt og vognen skridtede afsted langsomt nok til at han kunne få god fart og springe på bagfra. Han var landet i høet og havde begravet sig i det. Heldigvis havde kusken ikke set ham. Thor vidste ikke med sikkerhed om vognen var på vej til Kongens Hof, men retningen var rigtig og en vogn af denne størrelse og med de markeinger, kunne ikke så godt være på vej andre steder hen.

Mens Thor kørte igennen natten, lå han vågen i timevis, og tænkte over sammestødet med Sybolden. Med Argon. På sin skæbne. Sit tidligere hjem, Sin mor. Han følte at universet havde svaret ham, havde fortalt ham, at han havde en anden skæbne. Han lå der, med hænderne krydset bag hovedet og stirrede op i nattehimlen, som var synlig gennem det lasede klæde. Han iagttog universet, så lysende, dets røde stjerner så langt borte. Han var opstemt. For første gang i sit liv, var han på vej. Han vidste ikke hvorhen, men han var på vej. På den ene eller den anden måde, ville han nå frem til Kongens Hof.

Da Thor åbnede sine øjne igen var det morgen, lyset strømmede ind og han indså at han havde slumret. Han satte sig hurtigt op, så sig omkring, mens han bebrejdede sig selv, at han havde sovet. Han skulle have været på vagt – han var bare heldig at han ikke var blevet opdaget.

Vognen bevægede sig stadigvæk, men raslede knap så meget. Det kunne kun betyde én ting: En bedre vej. De måtte være tæt på en by, Thor kiggede ned og så hvor glat vejen var, fri for sten, for grøfter og kantet med fine hvide skaller. Hans hjerte bankede hurtigere; de var på vej til Kongens Hof.

Thor så ud af bagenden af vognen og blev overvældet. De perfekte gader var oversvømmet med aktivitet. Dusinvis af boder i alle størrelser og former og fyldt med alle slags ting, fyldte vejene. En var pakket med pelse, en anden med tæpper; en anden en igen med høns. Imellem den spadserede hundrevis af handlene, nogle gik med kvæg, nogle bar kurve med varer på hovederne. Fire mænd bar et bundt silke balancerende på pæle. Det var en hær af folk, der alle var på vej i den samme retning.

Thor følte sig levende. Han havde aldrig set så mange mennesker på same tid, så mange varer, så meget ske. Han havde været i en lille landsby og nu var han i et knudepunkt, opslugt af menneskehed.

Han hørte en høj lyd, kæder der knirkede, et kæmpe stykke træ, der smækkede så hårdt at jorden rystede. Øjeblikke senere kom en anderledes lyd, af hestehove, der klaprede på træ. Han så ned og opdagede at de gik over en bro; under dem var en voldgrav. En vindebro.

Thor stak hovedet ud og så enorme sten søjler, den spidse jernport foroven. De var i gang med at passere Kongens Port.

Det var den største port han nogensinde havde set. Han så op på spidserne, fantaserede om at hvis de faldt ned ville de snitte ham i to. Han fik øje på fire af Kongens Silver der holdt vagt ved indgangen, og hans hjerte slog hurtigere.

De passerede igennem en lang sten tunnel, så åbnede himlen sig igen et øjeblik senere. De var inde i Kongens Hof.

Thor kunne næsten ikke tro det. Der var endnu mere aktivitet her, om muligt – det var som om der var tusindvis af mennesker, der pilede i alle retninger. Der var kæmpe strækninger af græs, perfekt klippet, og blomster i fuldt flor overalt. Vejen blev bredere og på siden af den var boder, handlende og stenbygninger. Og i overalt var Kongens mænd, soldater klædt i rustning. Thor var nået frem.

I hans ophidselse, kom han til at stå op; da han gjorde det stoppede vognen brat og sendte ham tumlende bagud. Han landede på ryggen i halmen. Før han kunne nå at rejse sig, kom der en lyd af træ, der blev sænket og han kiggede op og så en vred gammel mand, skaldet, klædt i laser og skulende. Kusken rakte ind og greb Thor i anklerne, med sine knoglede hænder og trak ham ud.

Thor fløj u dog landed hårdt på ryggen på grusvejen og der stod en sky af støv op omkring ham. Latter steg op rundt om ham.

”Næste gang du kører i min vogn knægt, bliver det håndjern til dig! Du er heldig at jeg ikke kalder på Silver lige nu!”

Den gamle vendte sig og spyttede, så skyndte han sig tilbage til vognen og piskede på sine heste. Flov, kom Thor langsomt til sig selv igen og rejste sig. Han så sig omkring. Et par forbipasserende fnisede og Thor vrængede af dem til de så væk. Han børstede grusvejen af sig og gned sine arme; hans stolthed var såret, men ikke hans krop.

Hans humør vendte tilbage, da kan så sig omkring, blændet og indså at han skulle være lykkelig. Han var kommet så langt. Nu da han var ude af vognen kunne han se sig frit omkring, og det var et ekstraprdinært syn, der mødte ham; hoffet udstrakt så langt øjet rakte. I midten var der et storslået stenpalads, omgivet af tårnhøje forstærkede stenmure og kronet med brystninger, på hvilke Kongens Hær patruljerede overalt. Omkring ham var velholdte grønne pladser, stenpaladser, springvand, små lunder af træer. Det var en by. Og den var oversvømmet med mennesker.

Overalt strømmede alle salgs folk – købmænd, soldater, honoratiores – alle i hastværk. Det tog Thor flere minutter at forstå at der var noget specielt der var ved at ske. Mens han gik, så han forberedelser på noget – stole blev sat op, et alter blev rejst. Det så ud som om de forberedte et bryllup.

Hans hjerte sprang et slag over, da han så en bane til dyst, langt væk, med sin lange grusbane og reb, der delte den op. På en anden plads, så han soldater kaste spyd mod mål; på en anden bueskytter, der skød ind i halm. Det så ud som der allevegne var lege og konkurrencer. Der var også musik: luter og fløjter og cembaloer, grupper af musikanter der gik rundt: og vin, kæmpe sække blev rullet ud; og mad, borde blev dækket, banketter der strakte så langt øjet rakte. Det var som at være ankommet midt i en kæmpe fejring.

Selvom det hele var blændende, følte Thor at det hastede med at finde Legionen. Han var allerede sent på den og han blev nødt til at vise hvem han var.

Han skyndte sig hen til den første person han så, en ældre mand, der så ud til fra sin blodplettet kittel, at være slagter, og han så ud til at have travlt. Alle her så ud til at have travlt.

”Undskyld mig, hr, ” sagde Thor og greb fat i hans arm.

Manden så nedladende på Thor.

”Hvad er der, dreng?”

”Jeg søger Kongens Legion. Ved du hvor de træner?”

”Ligner jeg et landkort?” hvæsede manden og stormede væk.

Thor blev overrumplet af hans uhøflighed.

Han skyndte sig hen til den næste person han så, en kvinde, der æltede dej på et langt bord. Der var flere kvinder ved dette bord, der alle arbejdede hårdt, og Thor tænkte at en af dem måtte vide det.

”Undskyld frøken, ” sagde han. ”Ved De måske, hvor Kongens Legion træner?”

De kiggede på hinanden og fnisede, nogle af dem var bare et par år ældre end ham selv.

Den ældste vendte sig og så på ham.

”Du leder det forkerte sted,” sagde hun. ”Her hos os forbereder vi festlighederne.”

”Men jeg fik at vide at de træner i Kongens Hof,” sagde Thor forvirret.

Kvinderne brød ud i fnisen igen. Den ældste satte hænderne på hofterne og rystede på hovedet.

”Du opfører dig som om det er første gang du er i Kongens Hof. Har du overhovedet nogen idé om, hvor stor den er?”

Thor rødmede, da de andre kvinder grinede, og til sidst stormede han afsted. Han kunne ikke lide at blive til grin.

Han så et dusin snoede og drejende veje foran sig, de snoede sig igennem Kongens Hof. Overalt i stenmurene var det mindst et dusin indgange. Det var overvældende at der var så mange forskellige ting man kunne i denne by – og den var kæmpestor. Han følte sig modløs og tænkte at han kunne lede i dagevis uden at finde det. Så fik han en idé: En soldat ville helt sikkert vide, hvor de andre trænede. Han var lidt nervøs ved tanken om at gå hen til en rigtig Kongens soldat, men han indså at, det var han nødt til.

Han vendte sig og skyndte sig hen til muren, til den soldat, der stod vagt ved den nærmeste indgang, mens han håbede at han ikke ville smide ham ud. Soldaten stor ret, og så lige frem.

”Jeg leder efter Kongens Legion,” sagde Thor, med sin mest modige stemme.

Soldaten ignorede ham og fortsatte med at stirre ligeud.

“Jeg sagde: Jeg leder efter Kongens Legion!” insisterede Thor, højere, besluttet på at blive lagt mærke til.

Efter flere sekunder, kiggede soldaten hånligt ned.

”Vil du fortælle mig, hvor det er?” pressede Thor.

”Og hvad skal du med dem?”

”Noget meget vigtigt, ” sagde Thor opfordrende, mens han håbede at soldaten ikke ville spørge om mere.

Soldaten vendte tilbage til at stirre ligeud og ignorerede ham igen. Thor følte sig igen modløs, og var bange for at han aldrig ville få et svar.

Men efter noget, der føltes som en evighed, svarede soldaten: ”Tag den østlige port, så gå mod nord så langt som du kan. Tag den tredje port til venstre, så skarpt til højre og skarpt til højre igen. Gå igennem den anden stenbue og så er deres plads igennem porten. Men jeg siger dig: du spilder din tid. De tager ikke imod gæster.”

Det var alt Thor havde brug for at høre. Uden at tøve, vendte han sig og løb henover pladsen, mens han fulgte soldatens vejledning. Han gentog den igen og igen i hovedet og forsøgte at huske det hele. Han så at solen var højere på himlen, og bad til at det ikke ville være for sent, når han endelig kom frem.

Thor spurtede ned ad de perfekte skalforede stier, han drejede og snoede sig vej igennem Kongens Hof. Han gjorde sit bedste for at følge vejledningen, og håbede at han ikke var blevet narret. I den fjerne ende af slotsgården, så han alle portene, og valgte den tredje til venstre. Han løb igennem den og fulgte krydsene, drejede ned af sti efter sti. Han løb imod trafikken, der var tusinder af mennesker, der strømmede ind i byen, mængden blev tættere hvert minut. Han stødte ind i lutspillede, gøglere, narre og andre slags artister, alle klædt i deres fineste puds.

Thor kunne ikke klare idéen om at udvælgelsen begyndte uden ham, og forsøgte at koncentrere sig, mens han drejede ned af sti efter sti, og holdt øje med et hvert tegn på træningspladsen. Han løb igennem buen, drejede ned ad en anden vej, og så, langt væk, så han det der kun kunne være der han ville hen: Et mini Colosseum, en perfekt cirkel bygget af sten. Soldater bevogtede den kæmpe port i midten. Thor kunne høre et svagt bifald bag murene og hans hjerte bankede hurtigere. Dette var stedet.

He sprinted, lungs bursting. As he reached the gate, two guards stepped forward and lowered their lances, barring the way. A third guard stepped forward and held up a palm.

“Stop there,” he commanded.

Thor stopped short, gasping for breath, barely able to contain his excitement.

“You…don’t…understand,” he heaved, words tumbling out between breaths, “I have to be inside. I’m late.”

“Late for what?”

“The selection.”

The guard, a short, heavy man with pockmarked skin, turned and looked at the others, who looked back cynically. He turned and surveyed Thor with a disparaging look.

“The recruits were taken in hours ago, in the royal transport. If you were not invited, you cannot enter.

Han spurtede, hans lunger var ved at sprænges. Da han nåede porten, trådte to vagter frem med sænkede lanser og blokerede indgangen. En tredje vagt trådte frem og holdt håndfladen op.

”Stop der, ” kommanderede han.

Thor standsede brat, forpustet, næsten ude af stand til at styre sin ophidselse.

”I….forstår….ikke” stønnede han, ordene tumlede ud imellem åndedrag. ”Jeg skal ind. Jeg er forsinket.”

”Forsinket til hvad?”

”Udvælgelsen.”

Vagten, der var en lav, kraftig mand med koparret hud, vendte sig og så på de andre, der så kynisk tilbage. Han vendte sig og iagttog Thor med et hånligt blik.

”Rekrutterne blev taget ind for flere timer siden, i den kongelige transportvogn. Hvis du ikke var inviteret, kan du ikke komme ind.”

“Men i forstår ikke. Jeg er nødt til –“

Vagten tog fat i Thors skjorte.

”Du forstår det ikke, din uforskammede lille dreng. Hvor vover du at komme her og forsøge at tvinge dig vej ind? Gå nu – før jeg sætter dig i lænker.”

Han skubbede hårdt til Thor, der tumlede flere fod tilbage.

Thor mærkede et stik i brystet, hvor vagtens hånd havde rørt ham – men værre end det, mærkede han stikket af afvisning. Han var indigneret. Han havde ikke rejst den lange vej bare for at blive smidt væk af en vagt uden at blive set. Han var fast besluttet på at komme ind.

Vagten vendte sig igen mod sine mænd, og Thor gik langsomt væk, på vej med uret rundt om den runde bygning. Han havde en plan. Han gik indtil han var ude af syne, så begyndte han at småløbe, tæt inde ved muren. Han sikrede sig at vagterne ikke holdt øje med ham, og så satte han farten op indtil han spurtede. Da han var halvvejs rundt om bygningen, så han en anden åbning i arenaen. højt oppe var der buede åbninger i stenene, blokeret af jernstænger. En af disse åbninger, manglede en jernstang. Han hørte et brøl mere, og løftede sig op på afsatsen og kiggede.

Thors hjerte slog hurtigere. Spredt rundt indeni den kæmpestore cirkulære træningsplads, var der dusinvis af rekrutter – inklusive hans brødre. De stod på rækker og foran dem var et dusin af the Silver. Kongens mænd gik imellem dem og vurderede dem.

En anden gruppe rekrutter stod ved siden, under en soldats vagtsomme øjne, og kastede spyd mod et fjernt mål. En af dem ramte ikke.

Thors årer brændte af vrede. Han kunne have ramt de mål; han var ligeså god som hver eneste af dem. Bare fordi han var yngre, lidt mindre var det ikke retfærdigt at han blev holdt udenfor.

Pludselig, mærkede Thor en hånd på ryggen og blev flået tilbage og sendt flyvende igennem luften. Han landede på jorden nedenunder uden luft i lungerne.

Han kiggede op og så vagten fra porten der kiggede hånligt på ham.

“Hvad sagde jeg, dreng?”

Før han kunne nå at reagere, lænede vagten sig tilbage og sparked Thor hårdt. Thor mærkede et skapt slag i ribbenene, da vagten samlede sig til at sparke ham igen.

Denne gang, greb Thor vagtens fod i luften; han trak i den, og væltede ham omkuld.

Thor kom hurtigt på benene. Vagten kom på benene på samme tid. Thor stirrede på ham, chokeret over, hvad han lige havde gjort. Over for ham hoverede vagten.

”Nu vil jeg ikke bare lænke dig,” hvæsede vagten, ”men jeg vil også få dig til at betale. Ingen rører en Kongens vagt! Glem alt om at blive optaget i Legionen – nu kommer du til at rådne op i et fangehul! Du er heldig, hvis nogen ser dig igen!”

Vagten trak en kæde frem med en lænke i enden. Han gik henimod Thor med et hævngerrigt udtryk i ansigtet.

Thors hjerne kørte afsted. Han kunne ikke lade sig blive lænket – og dog ville han ikke såre et medlem af Kongens Vagter. Han var nødt til at finde på noget – og hurtigt.

Han kom i tanker om slyngen. Hans reflekser tog over, da han tog fat i den, satte en sten fast, sigtede og lod den flyve.

Stenen steg gennem luften og slog lænkerne ud af den bedøvede vagts greb; den ramte også vagtens fingre. Vagten rykkede tilbage og rystede hånden, han skreg af smerte, da lænkerne raslede ned på jorden.

Vagten, gav Thor dødsblikket og trak sit sværd. Det kom frem med en distinkt metallisk ringlen.

”Det var din sidste fejltagelse” truede han mørkt, og sprang frem.

Thor havde ikke noget valg; denne mand ville bare ikke lade ham være i fred. Han lagde en anden sten i slyngen og kastede den. Han sigtede bevidst – han ville ikke dræbe vagten, men han var nødt til at stoppe ham. Derfor sigtede han ikke efter hans hjerte, næse, øje, eller hoved. Thor sigtede efter det eneste sted han vidste, ville stoppe ham, men ikke dræbe ham.

Imellem vagtens ben.

Han lod stenen flyve – ikke med fuld styrke, men nok til at fælde manden.

Han ramte perfekt.

Vagten tippede over, tabte sit sværd, og greb sig i skridtet, mens han kollapsede på jorden og rullede sig sammen i en kugle.

”Du bliver hængt for det her!” stønnede han imellem smertegrynt. ”Vagter! Vagter!”

Thor så op og på afstand så han flere af Kongens vagter løbe hen for at få fat på ham.

Det var nu eller aldrig.

Uden at spilde et øjeblik mere, spurtede han til vinduesafsatsen. Han ville blive nødt til at hoppe igennem, ind i arenaen, og vise sig selv. Og han ville kæmpe imod, hvem som helst der kom i vejen for ham.

KAPITEL FEM

MacGil sat i den øvre hal af sit slot, i sin private mødesal, den han brugte til personlige affærer. Han sad på sin private trone, denne udskåret af træ, og så ud på fire af sine børn, der stod foran ham. Der var hans ældste søn, Kendrick, som femogtyveårig, en fin kriger og en sand gentleman. Han af alle børnene, lignede MacGil mest – hvilket var ironisk, da han var et uægte barn, MacGils eneste emne med en anden kvinde, en kvinde han havde glemt for længst. MacGil havde opdraget Kendrick med sine ægte børn, på trods af at hans dronning gjorde modstand i starten, på betingelse af at han aldrig ville bestige tronen. Dette gjorde MacGil ondt nu, fordi Kendrick var den bedste mand han havde kendt nogensinde, en søn han var stolt af at være far til. Der ville ikke have været en finere arving til kongeriget.

Ved siden af ham, I stærk kontrast, stod hans andenfødte søn – og førstefødte ægte søn – Gareth, treogtyve, tynd, med hule kinder og store brune øjne, der aldrig stopped med at pile hurtigt rundt. Hans personlighed kunne ikke være mere anderledes end sin ældre brors. Gareths natur var alt hans bror Kendricks ikke var; hvor hans bror var ligefrem, holdt Gareth sine tanker skjult; hvor hans bror var stolt og ædel, var Gareth uærlig og svigefuld. Det smertede MacGil at synes dårligt om sin egen søn, og han havde forsøgt mange gange at rette hans natur; men på et tidspunkt i drengen teenageår, havde han tænkt at drengens natur var forudbestemt: Intrigant, magtsyg og ambitiøs på enhver forkert måde af ordet. Gareth havde heller ingen kærlighed til kvinder, vidste MacGil, og havde mange mandlige elskere. Andre konger ville have fortrængt sådan en søn, men MacGil var mere tolerant, og for ham var dette ikke grunden til ikke at elske ham. Han dømte ham ikke for det. Hvad han dømte ham for var hans onde, intrigante natur, hvilket var noget han ikke ville overse.

På række ved siden af Gareth stod MacGils andenfødte datter, Gwendolyn. Hun havde lige nået sit sekstende år og var den smukkeste pige han havde set – og hendes natur overstrålede endda hendes udseende. Hun var venlig, gavmild, ærlig – den fineste unge kvinde han nogensinde havde kendt. På denne måde var hun lig Kendrick. Hun så på MacGil med en datters kærlighed til sin far og han havde altid mærket hendes loyalitet i hvert et blik. Han var endda mere stolt af hende end af sine sønner.

Stående ved siden af Gwendolyn, var MacGils yngste dreng Reece, en stolt og livfuld ung knægt, der som fjortenårig var ved at blive en mand. MacGil havdemed stor fornøjelse holdt øje med hans optagelse i Legionen og kunne allerede se den mand han ville blive, MacGil var ikke i tvivl om at Reece en dag ville blive hans fineste søn og en stor regent. Men denne dag var ikke nu. Han var stadig for ung og havde stadig meget at lære.

MacGil så med blandede følelser på sine børn, hans tre sønner og hans datter, der stod her foran ham. Han følte stolthed blandet med skuffelse. Han følte også vrede og irritation for to af hans børn var der ikke. Den ældste, hans datter Luanda, var selvfølgelig i gang med at forberede sig til sit bryllup, og da hun skulle giftes væk til en andet kongerige, havde hun ikke noget at gøre i en samtale om arvinger. Men hans anden søn, Godfrey, på atten, den mellemste, var væk. Han blev rød i hovedet af fornærmelsen.

Siden han var en lille dreng, havde Godfrey vist en sådan dis respekt for kongedømmet; det stod altid klart at han var ligeglad med det og at han aldrig ville regere. Og MacGils største skuffelse var at Godfrey valgte at spilde sine dage i værtshuse med misdæder venner og voæde son kongelige familie større og større skam og vanære. Han var doven, sov de fleste af sine dage væk og fyldte de øvrige med druk. På den ene side var MacGil lettet over at han ikke var her; på den anden var det en fornærmelse, han ikke kunne komme sig over. Han havde faktisk forventet dette, og havde sendt sine mænd tidligt ud for at finkæmme værtshusene for at finde ham og bruge ham tilbage. MacGil sad stille og ventede, indtil de gjorde.

Den tunge egetræsdør smækkede tilsidst op og ind marcherede de kongelige vagter, trækkende Godfrey imellem sig. De gav ham et skub og Godfrey snublede ind i rummet, mens de smækkede døren i bag sig.

Hans brødre og søster vendte sig og stirred. Godfrey var sjusket, ubarberet, halvpåklædt og stank af øl. Han smilede tilbage. Flabet. Som altid.

“Hej, Far,” sagde Godfrey, “Gik jeg glip af alt der sjove?”

”Du skal stå sammen med dine søskende og vente til jer har talt. Gud hjælpe dig, hvis du ikke gør, så vil jeg lænke dig i fangehullet med resten af fangerne fra almuen, og du vil ikke se mad og endnu mindre øl – i tre hele dage.

Trodsigt skulede Godfrey på sin far. I det blik, opdagede MacGil et dybtliggende reservoir af styrke, noget af ham selv, en gnist af noget, der en dag ville tjene Godfrey godt.

Men kun, hvis han kunne overvinde sin egen personlighed.

Oprørsk helt til kanten som han var, ventede Godfrey mere end ti sekunder før han endelig gav sig og slentrede over til de andre.

MacGil iagttog disse fem børn, der stod foran ham; den uægte, den afvigende, drukkenbolten, hans datter, og hans yngste. Det var en mærkelig blanding, og han kunne knap tro at de alle var udsprunget af ham. Og nu, på hans ældste datters bryllupsdag, var det hans opgave at udvælge en arving blandt denne flok. Hvordan var det muligt?

Det var en ørkesløs opgave; trods alt var han i sin bedste alder og kunne regere i tredive år mere. Uanset hvilken arving han valgte i dag, ville de måske ikke indtage tronen, i årtier. Den tradition ærgrede ham. Måske havde det været relevant i hans fædres tid, men det havde ingen plads nu.

Han rømmede sig.

”Vi er samlede i dag fordi vi har arvet en tradition. Som I ved, på denne dag, dagen for min ældste datters bryllup, er det min opgave at udpege en efterfølger. En arving, der skal regere dette rige. Skulle jeg gå hen og dø, er der ingen bedre regent end jeres mor. Men vores lovene i vores rige dikterer at kun et kongeemne må efterfølge. Derfor må jeg vælge.”

MacGil fik vejret og tænkte sig om. En tung stilhed hang i luften og han kunne mærke forventningens vægt. Han så dem i øjnene, og så forskellige udtryk i dem alle. Den uægte så resigneret ud, han vidste at han ikke ville blive valgt. Afvigerens øjne skinnede af ambition, som om han forventede at valget helt naturligt ville falde på ham. Drukkenbolten så ud af vinduet, han var ligeglad. Hans datter så tilbage på ham med kærlighed, hun vidste hun ikke var en del af denne diskussion, men hun elskede sin far uanset hvad, Det samme med hans yngste.

”Kendrick, jeg har altid anset dig for en ægte søn. Men lovene i vores rige, forhindrer mig i at videregive riget til en der ikke er ægtefødt.”

Kendrick bukkede. ”Far, jeg havde ikke forventet at du ville gøre det. Jeg er tilfreds med min plads. Du må ikke lade det forstyrre dig.”

Det gjorde ondt på MacGil at høre hans svar, da han mærkede hvor oprigtig han var og hvor gerne han ville have udnævnt ham til arving på grund af det.

“Det efterlader jer fire. Reece, du er en fin ung mand, den fineste jeg har set. Men du er for ung til at være en del af denne samtale.”

”Det forventede jeg, Far,” svarede Reece med et let buk.

”Godfrey, du er en af mine tre ægte sønner – du vælger at spilde dine dage på værtshuse, med snavset. Du har fået hvert eneste privilegie i dette liv, og har afvist dem alle. Hvis der er en stor skuffelse i mit liv er det dig.”

Godtfrey sendte en grimasse tilbage mens han flyttede uroligt på sig.

”Nå, men så er jeg vel færdig her og kan smutte hen på værtshuset igen, kan jeg ikke, Far?”

Med et hurtigt spottende buk, vendte Godfrey sig og spankulerede igennem kammeret.

”Kom tilbage!”Vrissede MacGil.”NU!”

Godfrey fortsatte med at spankulere og ignorerede ham. Han krydsede rummet og trak døren op.

Der stod to vagter.

MacGil sydede af vrede mens vagterne så spørgende på ham.

Men Godtfrey ventede ikke; han skubbede sig forbi dem ind i den åbne hal.

”Tilbagehold ham!” Råbte MacGil. “Og hold ham ude af syne for Dronningen: Hans mor skal ikke bebyrdes med synes af ham på sin datters bryllupsdag.”

”Ja min Herre,” sagde de, og lukkede døren mens de skyndte sig efter ham.

MacGil sad der, tungt åndende, rød i hovedet og forsøgte at falde ned. Det var mindst tusinde gang, han spekulerede over, hvad han havde gjort for at få sådan et barn.

Han kiggede på de tilbageværende børn. De fire så på ham og ventede i den tunge stilhed. MacGil trak vejret ind, mens han forsøgte at fokusere.

”Det efterlader kun to af jer.” Fortsatte han. “og ud af jer to, har jeg valgte en efterfølger.”

MacGil vendte sig mod sin datter.

“Gwendolyn, det bliver dig.”

Der var et gisp i rummet; hans børn virkede chokerede, allermest Gwendolyn.

”Mente du, hvad du sagde Far?” spurgte Gareth. ”Sagde du Gwendolyn?”

”Far, jeg er beæret.” sagde Gwendolyn. ”Men jeg kan ikke tage imod det. Jeg er en kvinde.”

”Det er sandt at en kvinde aldrig har siddet på MacGil tronen. Men jeg har besluttet at det er tid at ændre traditionen. Gwendolyn, du har det fineste sind og den fineste ånd, som nogen ung kvinde jeg har mødt har. Du er ung, men om Gud vil, dør jeg ikke snart, og når tiden er moden vil du være vis nok til at regere. Kongeriget bliver dit.”

“Men Far!” skreg Gareth, hans ansigt var blevet askegråt. ”Jeg er den ældste ægtefødte søn! I alle tider har MacGil kongedømmet gået til den ældste søn!”

”Jeg er Kongen!” sagde MacGil mørkt, ”og jeg dikterer traditionen.”

”Men det er ikke retfærdigt!” bønfaldt Gareth, med hvinende stemme. ”Det er mig, der formodes at blive Konge. Ikke min søster. Ikke en kvinde!”

”Hold mund, dreng!” Råbte MacGil, rystende af raseri. ”Hvor vover du at stille spørgsmål ved min dømmekraft?”

”Bliver jeg forbigået for en kvinde? Er det hvad du tænker om mig?”

”Jeg har truffet min beslutning,” sagde MacGil. ”Du skal respektere den og følge den lydigt, som en hver undersåt i mit kongerige. Og nu må I alle gerne gå.”

Hans børn bøjede hovederne hurtigt og skyndte sig ud af kammeret.

Men Gareth stoppede ved døren, uden at kunne få sig selv til at gå.

Han vendte sig, og alene stod han ansigt til ansigt med sin far.

MacGil kunne se skuffelsen i hans ansigt. Det var klart, at han havde forventet at blive udpeget som arving i dag. Og mere: han havde ønsket det. Desperat. Det overraskede overhovedet ikke MacGil – og det var grunden til at han ikke ville give ham det.

”Hvorfor hader du mig, Far?” spurgte han.

”Jeg hader dig ikke. Jeg synes bare ikke at du er i stand til at regere mit kongedømme.”

”Og hvorfor ikke det?” pressede Gareth.

”Fordi det er lige præcist dét du vil.”

Gareths ansigt blev mørkerødt. Det var klart, at MacGil havde givet ham en insigt ind i sin egen samde natur. MacGil iagttog hans øjne, så dem brænde af et had til ham, han aldrig havde forestillet sig.

Uden et ord, stormede Gareth ud af kammeret og smækkede døren i efter sig.

I genlyden, skælvede MacGil. Hen genkaldte sig sin søns stirren og mærkede et had så dybt, dybere end hos nogen af sine fjender. I dette øjeblik tænkte ham på Argons forudsigelse om at faren var tæt på.

Kunne den være så tæt som dette?